Blog

Danskere er gode til engelsk. Det fortæller englændere og amerikanere os jævnligt, og vi tror på dem. Vi begynder tidligere og tidligere med engelsk i skolerne og har kørt alle andre fremmedsprog på lossepladsen. Fremtiden tilhører dem, der er gode til engelsk. Vi er meget begejstrede over vores egen kunnen og er hurtige til at gøre nar ad de ringe engelskkundskaber i sydligere lande. Vi er overbevist om, at det skyldes fremragende sprogundervisning. Vi gør det rigtige, vi er meget internationale. Vi sender vores børn på studieophold i USA og England, så de kan blive så gode som indfødte.

Vi tænker ikke på, at dansk ligger så tæt på engelsk, at det for os nærmest er som at køre radiobil, når vi skal udtrykke os på engelsk, og at det er ligeså svært for en franskmand eller italiener at lære engelsk som det er for os at lære et af de to umulige sprog. Vi griner gerne ad kineseres eller japaneres engelsk uden at gøre os forestillinger om den sproglige omstilling, det må kræve med udgangspunkt i et så fremmedartet sprog.

I betragtning af vores iver for at blive perfekte i engelsk, er det forbavsende så ligeglade vi er med vores eget sprog. Der er ingen status i at være omhyggelig med dansk. Endsige at være perfekt. Kandidater forlader universitetet uden at kunne stave. Grammatikken er ikke noget problem. Der er jo reelt ikke nogen grammatik på dansk.  Hvad skal jeg med begreber som før nutid og før datid, nutids tillægsmåde og datids tillægsmåde. Bruger man iøvrigt ikke latinske betegnelser? Kommaer er der vist ingen regler om. Der er jo flere forskellige systemer, og ingen har rigtig nogen fornemmelse af nogen af dem.

Men engelsk er vi gode til. Vi skal nok klare os. Vi arbejder gerne på engelsk, og når vi ind imellem skal sige noget på dansk, kan man bare bruge de samme engelske ord. De danske ord er ikke så præcise. Det lyder også bedre med engelske ord. Alt i forretningslivet skal have et engelsk udtryk. De danske signalerer, at man er bagud. Måske taler vi alle sammen engelsk om tyve år. Hvilken enorm international fordel.

Men hvorfor er det, at indvandrere skal lære dansk, når vi meget hellere vil tale engelsk?

PS. Slutpointen har jeg fra en artikel i Information

Macrons reception ved afslutningen af statsbesøget fandt sted i Skuespilhusets foyer. Vi ankom meget tidligt på grund af dyb mistillid til den københavnske trafik og var blandt de første. Man skulle komme mellem tolv og et og forestillingen begyndte klokken to. Vi kunne se frem til to timers ventetid. Foyeren er meget lang og vi gik op i den ende, hvor talerstolen stod og standsede ved de udspændte snore. Vi glædede os ved at stå i første række, så vi kunne se ham. Efterhånden kom mange andre gæster, og de havde også et ønske om, at stå i forreste række, hvilket ønske  naturlovene forhindrede, at alle kunne få opfyldt. Til sidst stod vi derfor meget tæt. Min sidemand, som havde kunstig hofte, prøvede at bevæge sig lidt, hvilket udløste en vred bemærkning fra en dame bag ved. Ambitiøse kvinder trængte som isbrydere brutalt gennem masserne. Når min sidemand talte, var jeg tættere på hans drøbel end hans tandlæge nogensinde har været. Varmen steg og Macron lod vente på sig. Omsider kom alle de kongelige og andre særligt udvalgte og stillede sig mellem os og talerstolen. Så kunne det være det samme, og vi kunne have stået behageligt i den anden ende af salen, hvor der blev serveret canapeer og koldt øl. For sent.

Da han talte, glemte man alle genvordigheder, stive ben og ømme fodsåler. Det var på fransk, og det var blændende. Det ville ikke have været det samme på engelsk. Medrivende. Hvert ord fik den rigtige vægt. Sproget var nuanceret. Indholdet bevægende. Man ønskede, at han bare ville blive ved.

Da han var færdig, gik han ned mod gæsterne for at tale med nogle stykker. Han kom ikke ret langt. En nye bølge af gæster pressede sig frem bagfra og skulle aflevere et eller andet budskab og blive fotograferet ved siden af ham med deres telefon. Jeg forstår det egentlig ikke. Jeg var glad for at blive inviteret, fordi det viste, at ambassaden synes, at jeg er så nær, at jeg hører til. Sammen med tre-fire hundrede andre. Jeg var glad for at få lov at høre Macron tale. Men hvad var fidusen ved at tale med Macron eller blive fotograferet med ham. Han kender mig ikke, og ville ikke vælge at tale med mig, fordi jeg var mig, men kun fordi jeg var en uspecificeret dansker, der nu engang stod foran ham. Han kunne lige så godt tale med en anden.  Ambassaden forsøgte at etablere en kø, men – som en ambassadefunktionær bagefter leende fortalte – han troede at danskerne havde køkultur, men det havde de overhovedet ikke. Macron kom til at tale med dem, der masede og møvede mest. Er det  tiltrækkende at tilhøre den kategori. Hvad ville et billede af ham og mig fortælle? Budskabet i det billede ville være, at han er en venlig mand, der lader sig fotografere med hvem som helst. Jeg tænkte på Helle Thorning Smiths selfie med Obama, som jeg altid har fundet vulgær – altså selfien.  Og så det, at hun ønskede at få den. Som hysteriske teenagere med rockstjerner, sådan var disse møvere. Alderen var noget mere moden, men det gjorde øjensynlig ingen forskel.

Der er noget komisk ved denne fascination af at få lejlighed til at tale med kendte mennesker. For slet ikke at tale om ønsket om at blive fotograferet sammen med dem. Begejstringen udstiller deres egen ubetydelighed. Ubetydeligheden har jeg til fælles med dem. Men jeg holder den for mig selv.

Jørgen Knudsens biografi om Georg Brandes er i otte bind. Ikke en linie for meget. Den giver en levende beskrivelse af denne åndsfyrste, som i titlen på et af bindene kaldes den uovervindelige taber. Altid i kamp for den frie tanke og altid genstand for hadet til eliten. Han tabte hver gang til det, som Henrik Ibsen kaldte ”den kompakte majoritet”. Han var den første, der fortjente hædersbetegnelsen kulturradikal. Anekdoterne om ham er talrige. En af dem som ikke er med i bogen, og som sikkert heller ikke er sand, handler om hans besøg hos Anatole France i Paris. Han kom med sin elskerinde. Konen blev hjemme i Danmark. Hende ville han ikke have med. Anatole France lagde kraftigt an på elskerinden. Brandes var stærkt utilfreds og gav udtryk for det over for Anatole France: ”Jeg bryder mig ikke om, at De lægger an på min elskerinde!”  Anatole France havde et meget fransk syn på den sag. Han løftede forundret øjenbrynene og svarede: ”Åh undskyld. Jeg troede, det var Deres hustru.”

Da Brandes blev gammel , blev han noget af et sludrechatol. Når han blev bedt ud, satte han sig med en fast tilhørerskare omkring sig og fortalte den ene sladderhistorie efter den anden. Han elskede sladder. En af disse aftener var Carl Nielsen der også. Han var stærkt irriteret på dette lille hof og i sin frustration begyndte han at løfte husets døre af hængslerne. Helt stilfærddigt.

Brandes var den europæiske litteraturkritiks suveræne overhoved. En dom fra ham kunne være afgørende for karrieren. Da Selma Lagerlöf fik Nobelprisen fortalte hun, at hendes debut Gösta Berlings Saga ikke fik nogen særlig opmærksomhed. Så måtte hun bekvemme sig til at gå til Brandes og bede ham læse den. Brandes var ikke alene en stor dameven, men også meget hjælpsom og lod sig hurtigt overtale. Han var begejstret og så var sukcessen gjort.

Brandes levede ikke længe nok til at læse Karen Blixen. Jeg kan ikke forestille mig, at han ville have bedømt hendes forfatterskab positivt. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide noget om. Jeg er aldrig blevet grebet af hendes forfatterskab. Jeg er flere gange strandet i forsøget på at tilegne mig det. Jeg har med megen undren og skuffelse læst en del af novellerne og har hver gang syntes, at pointerne var for små i forhold til det lange og omstændelige tilløb, hun tog. Der bliver lagt op til så meget og kommer så lidt ud af det.  Det var derfor en forunderlig oplevelse at læse den ungarske forfatter  Sándor Márai, hvis bog på engelsk hedder Embers, hvilket bedst kan oversættes med det gamle danske ord emmer, som er de sidste gløder i et bål. Den er vist ikke oversat til dansk. Den handler om forholdet mellem to mænd, der har elsket den samme kvinde. De mødes som gamle og taler om begivenhederne fra dengang. Der er et regnskab, der skal gøres op. Márai bygger det store apparat op med mange stemningskabende detaljer, men det kan bære hele vejen igennem. Pointen indfrier de opbyggede forventninger. Det foregår i en atmosfære af storhed og dramatik. Meget er som hos Karen Blixen – bare bedre.

Sommerferien giver mulighed for at pløje lidt dybere i reolen. Det er længe siden, jeg har nået så meget. Nu er jeg kommet til en ganske tung bog, som jeg flere gange har holdt pause fra. Men hver gang er jegvendt tilbage. Mathias Enard: Boussole, som betyder kompas. Den fik Goncourtprisen, hvilket ikke i sig selv borger for kvaliteten. Selvom den har form som roman og også har en papirstynd handling, er det reelt en bog om Mellemøstens indflydelse på europæisk kultur, lige fra arkæologi og andre videnskaber til musik og litteratur. Den foregår i nutiden, hvor forfatterens jeg-person tænker tilbage på en ikke så fjern fortid, hvor han rejste i Mellemøsten som musikforsker og handler om de mennesker, han mødte og så længere tilbage i tiden de historiske personer, europæere, som havde haft kontakt til Mellemøsten eller været inspireret af den (Goethe, Mozart, Nietzsche – Carl Nielsen mangler) og de arabere (Hedayat), som har inspireret dem eller andre europæere. Der er snesevis af navne, og han fortæller, hvordan de har være i kontakt med Orienten og fået deres inspiration. Det er en kulturhistorisk tour de force, hvor jeg tit skal til nettet for at slå nogen eller noget op. Hvem har hørt om komponisten Rabaud. Der findes ét enkelt stykke af ham på Youtube. Ganske smukt. Der er meget at lære og pointen er nok også at påpege, at der har fundet en omfattende udveksling sted, som har sat sig dybe spor i vores kultur. Den er nok lettere at læse for en franskmand selvom der også er rigtig meget tysk og engelsk kulturhistorie med. Det er ofte ret ukendte personer, der bliver trukket frem – i hvert fald for mig, men så giver han sig ofte tid til nærmere at fortælle om dem.

På et tidspunkt er han i Iran, som han klart ikke bryder sig om. Jeg-personen er østriger, men bliver taget for nazist, fordi de tror han er tysker. Tidspunktet er uklart, men vi befinder os i tiden efter Khomeini overtog magten. I en anden sammenhæng bliver han karakteriseret som kristen, hvilket også falder ham for brystet. Han ser sig ikke som del af et fællesskab, som kan karakteriseres ved betegnelsen ”kristen” Han vender derefter kikkerten om:

”Det er mærkeligt at tænke på, at man i Europa i dag så let sætter betegnelsen ”muslim” på alle dem, der bærer et efternavn af arabisk eller tyrkisk oprindelse.” Så kommer eftersætningen, som jeg gengiver på fransk: ”La violence des identités imposées.” jeg vakler lidt, hvordan jeg skal oversætte det: ”Volden i de påduttede identiteter.” Eller måske snarere ”Overgrebet ved de påduttede identiteter.” Det er en tankevækkende formulering. Vi har andre egenskaber end vores holdning til eller valg af religion. ”Har I nogen muslimer ansat på jeres kontor?” blev jeg spurgt. ”Det ved jeg ikke,” svarede jeg. ”Vi diskuterer ikke så meget religion. Det er vel en privat sag.”

Når jeg slår øjnene op omkring klokken 7, henligger landet i tåge. Eller det er overskyet. Temperaturen er 16 grader. Et par timer senere stråler solen fra en skyfri himmel og varmen mærkes, når man går i solen. Sent på eftermiddagen er det nået op på 32 grader, men  en svag brise gør det alligevel behageligt, bare man kan finde lidt skygge. Évora er en smuk by og har fortjent sin plads på verdenskulturarvlisten.  Ringmuren omkranser et ret stort område indenfor hvilken, der stort set ikke findes en øjebæ. Ud over de velkendte stilelementer fra renæssance og barok er der det  manuelistiske, som er noget særligt fra Portugal. Og så det mauriske, selvom alle bygninger er fra tiden efter, de blev fordrevet. Det er blevet optaget i kulturen. Det portugisiske sprog har efter sigende 600 ord med arabisk oprindelse.

Men seværdigheder skal ses, ikke fortælles. Vi forlod Évora efter fire dage og tog til Beja. En lille men søvnig perle, hvor vi er indkvarteret i et tidligere kloster. Byen rummede en overraskelse. Der var i et andet kloster – Santa Maria – at nonnen Mariana Alcoforado skrev sine hede kærestebreve til sin utro elsker. De blev udgivet og gik over i verdenslitteraturen som Lettres Portugaises. Jeg læste dem, da jeg var ung, og jeg var stærkt betaget. De er næppe oversat til dansk, men nok til tysk og engelsk. Men her stod jeg så ved det tilgitrede vindue, hvor hun sad og længselsfuldt kiggede ud over det endeløse flade landskab og håbede forgæves. Skal jeg læse dem igen, eller vil det være som at gense en kvinde, man elskede som ung. Hvilket Voltaire kraftigt frarådede. Om det var fordi skønheden var falmet, eller fordi ungdommens ilfulde kompromisløshed var afløst af borgerlig opportunisme og magelighed ved jeg ikke. Jeg ved mere om bøger og mener, at bøger gør særligt indtryk på os, hvis vi læser dem på netop det tidspunkt, hvor sindet er stemt til at modtage dem.

Man taler tit om naturgenopretning, men svarer sjældent på spørgsmålet: til hvad? Siden sidste istid har landskabet forandret sig mange gange. Man må derfor vælge, hvad det skal føres tilbage til. Det samme gælder bygninger. Er de meget gamle, har de haft mange faser, der afspejler deres historie. I slutningen af det nittende århundrede huserede nogle arkitekter, der førte vores middelalderkirker tilbage til noget, der kun fandtes i deres fantasi. Det gælder Viborg Domkirke, Tveje Merløse og Bjernede.

Det mest groteske eksempel er genopførelsen af Berlins barokslot. Som min historielærer Rosing sagde allerede i tresserne: ”Tyskerne har altid været mestre i at bygge gamle bygninger.” Byggearbejdet har stået på i flere år. Det koster efter sigende omkring 1 milliard euro. Det har så vidt ses aldrig været kønt og bliver det heller ikke.

Hvorfor gør man det? Som med de danske landsbykirker er der formentlig tale om historisk identifikation. Beslutningstagerne (folket?) vil gerne spejle sig i en historisk epoke. Tyskerne har et særligt behov for at springe et intermezzo på 12 år over. Og helst også tiden op til 1989. I Danmark havde man vel et tilsvarende behov i slutningen af det nittende århundrede for at glemme 1864. Siden 1645 havde landet ikke standset med at skrumpe. Efter det kom 1658 og 1814. Hver gang kostede en konges eller i 1864 en konseilspræsidents overmod en stor bid af riget. Det var behageligt at identificere sig med højmiddelalderen, hvor  det gik rigtig godt, indtil Valdemar Sejr tabte det hele på gulvet i slaget ved Bornhøved i 1227.

I vore dage har vi også trang til historisk identifikation. Det giver sig undertiden groteske udslag. Ved Jelling fandt arkæologer spor efter et kæmpestort rombeformet palisadeanlæg. Yderst interessant. Men som det gælder arkæologiske fund af den art, er der ikke noget at se. Det er spor under jorden. Men hvad gør man? Jelling er jo et mageløst identifikationsobjekt. Her huserede vikingekongen Gorm den Gamle, som er den første danske konge, vi lærer om i historie, selvom vi kender navnene på adskillige før ham. Man beslutter at rydde det område, som omsluttedes af palisaden. Det kostede livet for nogle hyggelige små provinshuse i to etager fra midten eller slutningen af det nittende århundrede. De lå som en charmerende klynge, som måtte vige, så man kunne se det store ingenting, om hvilket der engang havde været en palisade, som man ikke kunde se mere. Tænk engang: den store tomhed som identifikationsobjekt.

Når vi kører ad de små landeveje i provinsen Alentejo, slår det os, at alt nybyggeri respekterer en stram bygge skik: hvidkalkede mure, saddeltag med røde tegl. Altid med samme hældning på tagfladen. Undertiden en himmelblå ornamentering. Det er alt. Forskellen mellem de ældre og nyere huse skal findes i detaljen. De ældre er lidt mere pyntede og undertiden beklædt med azulejos, de berømte kakler.

Så er der storkene. De står i snesevis på tagrygge og tårne. Overalt, hvor der er et fremspring, er der en stork. De har selv bygget reden. Den har ingen turistforening hjulpet dem med. På en tur i dag så vi storke, der havde bygget rede på toppen af en almindelig telefonpæl. De står der time efter time. Uden at tage notits af larm og tummel nede på gaden. Det er nok de store unger, der venter på, at far og mor skal komme hjem med nogle lækre frøer. Man forstår H.C. Andersens fascination af disse majestætiske fugle. Majestætisk er måske ikke det rigtige ord. Snarere uforstyrrelige, reserverede, højt hævet – også i overført betydning – over os. Det er nærliggende at tillægge dem menneskelige egenskaber, fordi de lever deres eget liv midt i byen. Vi har også hørt dem knebre, som er lyden, der kommer, når de klapper med næbbet. Det lyder lidt som min mors damefrokoster. Storkemor giver den håbefulde pode de første flyvelektioner. Ungen spreder vingerne i vinden og hopper lidt i reden, medens benene stritter forskrækket. Jeg ved ikke, hvem der har frataget dem lysten til at tilbringe deres sommerferie i Danmark. Jeg har en mistanke til landbruget.

Comporto er en lille ferieby med lave hvide huse i en etage. Bageren forstår kun portugisisk, så det tager lidt tid at få morgenmad. Så sidder vi på plastikstolene, medens den opstigende sol fjerner køligheden og indtager en kop te og en croissant så god som i Frankrig. Tangen op mod Sétubal er tredive kilometer lang. Vi tog turen til spidsen, hvor Troia ligger. Hvilken skuffelse. Det endte i et feriehelvede, som mindede om Côte d’Azur. M’enfin, chacun son goût.

Men færgen kom vi over til Sétubal. En by med smalle gader og gamle huse, som turisterne øjensynlig ikke har fundet endnu. Der var ikke mange af dem. Fem sardiner til frokost stegt med det hele og to kogte kartofler. Det kan ikke blive mere portugisisk.

Næste gang hører I så om Évora.

 

Hver gang, jeg pakker feriekufferten, forsøger jeg at medtage så lidt som muligt. Jeg hader at bære på en tung kuffert, og man kan jo vaske undervejs. Bukser, trøje og sko har man på. Hvad skal man med ekstra. Det behøver ikke at fylde ret meget. Men det ender hver gang på samme måde. Hvad skal jeg med et kamera, hvis jeg ikke tager med. Så er der computeren, hvis jeg vil skrive noget – som nu dette. Og en Kindle. Og så et væld af strømforsyninger. EU burde gennemtvinge en harmonisering, så kun har brug for en. Først er der til kameraet, Kindle og computeren. Så til telefonen. Endelig til den elektriske tandbørste og  barbermaskine. Min kuffert ender med at ligne en ormegård. Men hvad kan jeg gøre; jeg kan ikke se noget alternativ.

Men når man så kører ad et vejnet, der minder om tarmslyng, bliver man glad for telefonens GPS, hvor fru Nielsen, som vi kalder hende, giver anvisninger. Tidligere sad vi med et kort, hvor den, der kørte altid syntes, at alle fejlene blev begået af den, der sad med kortet – og omvendt. Nu går det i stedet ud over frøken Nielsen.

Vi landede i Faro, der er hovedstad i Algarve. Det var det eneste sted, der stadigvæk kunne fås biletter til. Vi forventede et feriehelvede og blev overraskede over en meget smuk by, der var halvtom. Vi troede, det ville ændre sig om mandagen, men nej. Vi forlængede i to dage. Vi tog en båd ud til Ilha Deserta, der som navnet antyder, er ubeboet, men der er en restaurant – og så en halvøde kilometerlang strand. Der stod en behagelig brise ind. Stemningen var lidt som Skagen en god sommer – bare mere øde. Navnlig lyset.

Da jeg forlod hotellet glemte jeg den bog, jeg havde haft med ned til morgenmaden. Lidt ærgerligt. Den var med dedikation fra forfatteren. Vi ringede lidt forventningsløse. De ville lede. Vi ringede igen efter et par dage. Den var fundet. Vi kunne hente den på hjemvejen.

Vi tog nordpå til Aljezar, hvor der var flere storslåede strande. Bølgerne var voldsomme, så følelsen af Skagen blev forstærket. Tidevandet lavede dramatiske forløb ved en flodmunding.

Restauranterne er billige. Det er svært at komme af med mere end 50 € for to personer. Fisk og skaldyr på menuen hele tiden. Og det ville ikke være Portugal, hvis det ikke var krydret med koriander.

Vi tog videre til Portocovo. Her kan man uden vanskelighed finde en strand helt til sig selv. Hvor landskabet ved Aljezar er præget af klipper, ligger der her klitter bag stranden. Når man kigger ud over landskabet bagved klitterne, ligner det lyng. Men det er alt mulig andet. Utrolig smukke planter vrider den sidste fugt ud af sandet. Der er alle nuancer af grønt. Tæt på kan man så se de farverige blomster.

Vi hr haft et par gråvejrsdage, hvor der ude ved kysten var køligt. Igen tænker jeg på Skagen.

På den videre tur, kørte vi igennem en skov med korkege. Træerne er afbarkede på de nederste tre fire meter. Så står træerne tilbage med grenene i vejret, som forskrækkede jomfruer, der har fået revet kjolen af.

Nu er vi ved den sidste strand, vi har planlagt at bo ved. Comporto. Ved parkeringspladsen er der det sædvanlige med strandstole og parasoller, man kan leje, og restauranter og alt det der. Men gider man gå tre fire hundrede meter, kan man være helt alene med klitter og fyrreskov bagved.

Næste stop er Evora.

Du siger, at du betragter begrebet værdighed som lidt antikveret. Den, som pukker på sin værdighed, er oppustet og latterlig. Værdighed bliver tit forvekslet med storsnudethed. Men du anerkender dog, at gamle skal have en værdig alderdom og død.

Men hvad ligger i begrebet værdighed? Man kan holde på sin værdighed. Selvom man gerne vil have en bestemt kage på fadet nedværdiger man sig ikke til at vise det. Så hellere gå glip af den. Man holder på sin værdighed. Det kan være noget ydre, men også noget indre. Man nedværdiger sig ikke til at snyde i skat selvom ingen opdager det. Man vil ikke nedværdige sig, men gerne bevare sin selvrespekt, kunne se sig selv i spejlet.

Andre opfatter ofte denne holden på værdigheden som latterlig, hvis man derved går glip af fordele. Man er en tåbe. Det kan være svært at leve med at blive betragtet som en tåbe. I organisationen Lejerbo blev et større antal medarbejdere i 1994 afsløret i at få leveret diverse hvidevarer og lignende til sig selv privat for firmaets regning. Man kan næppe tro at medarbejderne der var mere kriminelle end i andre virksomheder. Det samme gælder dem, der modtog bestikkelse fra Atea. Men jeg ser for mig, hvordan det kommer. Kollegaerne får diverse ting. Du kan godt se, at det ser lidt forkert ud, men når alle de andre kan gøre det, vil du nødig være den sidste tåbe, og så hopper du med på vognen og føler dig pludselig smart og heldig. Indtil det bliver opdaget. Jeg har ondt af disse sidste tåber, for de har netop opgivet værdigheden og selvrespekten.

Nabostridigheder opstår tit ud fra en følelse af krænkelse. Tænk, at naboen tillader sig det. Han gør noget, du umiddelbart ikke kan lide og du tillægger ham alle mulige motiver, men frem for alt hensynsløshed. Da vi spurgte om lov i ejerforeningen til at opsætte en markise, reagerede naboen irriteret: ”Den bliver sikkert i en rædsom farve.” jeg svarede: ”Du må bestemme farven. Kom ind til os i morgen til en kop kaffe, så diskuterer vi det.” Vi blev virkelig fine venner. Hvis man altid tager naboen med på råd, inden man foretager sig noget indgribende, går det ofte godt. Han føler sin værdighed respekteret.

Værdigheden er vores følelse af værd. Nogle taler om deres grænser, som ikke må overskrides. Spørgsmålet er, om det ikke er noget andet. Værdigheden er, hvordan vi har det med os selv. Den, som er meget sikker på sig selv, kan tåle meget. En fange kan ydmyges uden at tabe værdigheden. At sætte grænser er mere en bedømmelse af den andens adfærd. Hvornår slipper tålmodigheden op. Nogle er mere ømskindede end andre. De færreste er engle. Men vi forventer alle en vis respekt fra vores omgivelser. For mit eget vedkommende er min tålmodighed med lufthavnens sikkerhedskontrol begrænset, fordi jeg tit føler, at de ikke respekterer min værdighed. Men kommer jeg til en amerikansk lufthavn, hvor behandlingen er notorisk nedværdigende og uden nogen form for respekt, prøver jeg bare at holde på min værdighed og bider ubehaget i mig.

Værdigheden er som en god ven, man skal behandle godt. Så behandler den også mig godt. Respekt er som en gave. Noget, man kan håbe på og muligvis fortjene, men man kan leve uden – uden at miste værdigheden.

Du siger, at det er rimeligt, at indvandrere tilegner sig dansk kultur. De er kommet hertil, fordi de foretrækker vores land frem for det, de kommer fra. Vi må forvente af dem, at de loyalt slutter op om Danmark og det, som Danmark står for.

Nu er kultur jo mange ting. Politisk kultur, madkultur og hvordan vi omgås hinanden osv. osv. Men lad mig gå ind på tanken. Det, de er flygtet fra, er vel en politisk kultur. Hvis de ikke ligefrem har været politisk aktive, men bare almindelige borgere som du og jeg, er det vel den personlige frihed, de har savnet, og som de ønsker at opnå. Allerede dér myldrer mit hoved med spørgsmål, jeg ikke kan besvare. Er det frihed, at vi kræver, at man skal give hånd, når man mødes. Vi gør det frivilligt, men for nogle indvandrere er det tvang. Franskmænd giver hånd, hver dag, når de mødes med venner eller arbejdskolleger. Hvem bestemmer, hvor meget en indvandrer skal give hånd. Er det frihed, at man skal sætte sine børn i vuggestue, eller at de skal spise svinekød. Skal vegetarer også spise svinekød.

Hvad er dernæst dansk kultur. Det er vel ikke håndtryk og svinekød. De fleste åndelige strømninger er kommet til os fra syd. Ideerne om retsstat, demokrati og frihed blev frem for alt defineret af franske filosoffer. Inden for musik og litteratur fik vi meget fra de tyske lande og Italien. Europas vugge har aldrig stået i Danmark. Vi har været kulturimportører og er det vel stadig, nu hvor strømmen går fra USA. Kultur udvikler sig i vekselvirkning med omgivelserne og inspireres af, at andre tænker og gør anderledes. Hvis vi konsekvent havde lukket af for udenlandske påvirkningerne, ville vi stadig rende rundt i dyreskind med en stenøkse i hånden.

Når talen er om dansk kultur, er Grundtvig ofte en af de heste, der bliver trukket af stalden. Nogle taler om grundtvigianisme. Jeg har aldrig mødt nogen, der har kunnet forklare mig, hvad grundtvigianisme er. Jeg har aldrig hørt om noget, han har skrevet ud over nogle hyggelige salmer, som vi mumler os igennem til bryllupper og barnedåb, og hvis poetiske kvaliteter ikke når Kingo og Brorson til knæene. Han har mig bekendt ikke skrevet noget andet, som man bør læse. Kierkegaard omtaler hans tanker som ølnordisk kristendom, og det var ikke pænt ment.

Men en af de værdier, som er en uadskillelig del af kulturfanfarerne er vel tolerancen. I hvert fald plejer vi at tale nedsættende om intolerance. Når Sass Larsen taler nedsættende om humanismen, forekommer han at være smittet af sine rockervenner i Køge, som vi ikke plejer at anse som (positive) eksponenter for dansk kultur. Hvad der nærmere ligger i tolerance, kan man skændes om. Men der en kerne. Det er noget med at tåle. For mig er det at tåle anderledesheden. Man kan godt være dansk, selvom man er anderledes. Det beviste vi over for jøderne dengang i oktober 1943. I modsætning til befolkningerne i mange andre lande hjalp vi dem i stedet for at udlevere dem. Formentlig fordi vi anså dem for danske og ikke – kun – for jøder. Vi lagde vægt på det, der var fælles frem for det, der adskilte. Vi tolererede anderledesheden. Vi tolererede, at de omskar deres drengebørn, selvom vi selv anså det for frastødende.

Når man nægter at tåle anderledesheden, nærmer man sig noget, der minder om diktatur. I vores tilfælde flertalsdiktatur. Selvfølgelig skal flertallet respekteres, men ikke i alle spørgsmål. Vi har ikke alene tankefrihed, men også ytringsfrihed, som vi går meget op i, navnlig når det går ud over muslimer og tidligere kommunister. Men flertallet skal ikke bestemme indholdet af dansk kultur, hvad enten det er, hvad vi spiser, eller hvad vi læser. Diverse kulturkanon, som har set lyset, er et skingert forsøg på kulturensretning. Katolikkerne gik den anden vej, idet de havde en liste over forbudte bøger, som først blev afskaffet i 1965. Det er dybest set to sider af samme sag. Hvad særlig angår litteraturkanon demonstrerer den sin latterlighed ved den himmelråbende uretfærdige udeladelse af Søren Kierkegaard, en af de få forfattere, som aftvinger en vis interesse i udlandet. Til gengæld er Grundtvig med. Mig bekendt er hans tekster ikke meget efterspurgt uden for grundtvigianske kredse og slet ikke uden for landets grænser. Det nationalkonservative flertal har naturligvis heller ikke medtaget en internationalist som Georg Brandes. Men det er meget værre end det. Selve ideen med at sætte smagsdommere til at ophøje en række værker er en hån mod den frie tanke. Den blev gennemført under Anders Fogh Rasmussens styre, der tog afstand fra smagsdommere, når det ikke var hans egne. Måske var det under ham, at tendensen til kulturel ensretning begyndte, men det er nok for meget at give ham æren for det. Det er snarere kommet til os som en bølge i tiden. En kulturel bølge udefra. Hvor ironisk.

Som flertallet på denne måde dikterer indholdet af dansk kultur, må jeg erkende, at jeg ikke er rigtig dansk. Men nu er jeg født her og håber at tolerancen udstrækker sig til mig og andre i mindretal.

Jeg gav dig måske ikke svar på dit spørgsmål. Selvfølgelig skal indvandrere indordne sig under vores regler i lovene, men vi skal heller ikke vedtage love, der diskriminerer hverken skjult eller direkte. Når vi forbyder dommere at bære tørklæde eller kvinder på gaden at bære niqab eller burka er det diskrimination. Hvis vi forbyder jøder og muslimer at omskære deres drenge er det diskrimination. Sådanne love krænker det helt grundlæggende i den kultur, vi hylder. Det gælder også det hækkeløb gennem tilfældig og irrelevant viden, som man skal igennem for at opnå statsborgerskab. Hvad angår kravet om, at de skal tilegne sig vores kultur, er det måske at vende tingene på hovedet. Det er vel os, der skal akceptere dem som medborgere og danskere trods anderledesheden og ikke kun som muslimer, sådan som vi under krigen akcepterede jøderne som medborgere og danskere. Hvis vi forsømmer det, samles indvandrerne i ghettoer for at opnå et fælleskab med mennesker, der akcepterer dem.

Lige så vel som de har pligter som medborgere, har vi også. Det er i grunden meget enkelt. Vi skal lære at akceptere anderledesheden.