Blog

Da jeg første gang hørte om Jean Malaurie, var jeg skeptisk. En kendt grønlandsforsker, som jeg ikke kendte. Vi kender da grønlandsforskerne. Vi blev opflasket med dem. Knud Rasmussen, Hagen, Mylius Erichsen osv. Også de udenlandske. Peary f.eks. Men Jean Malaurie. Hvem var han? Han nåede sammen med inuitten Kutsikitsoq som de første frem til den magnetiske nordpol. Han afslørede den atombevæbnede base i Thule i 1951 og fortalte alverden om den. Han protesterede imod den og navnlig imod, at den var etableret uden lokalbefolkningens godkendelse. Han skrev bogen De sidste Konger af Thule om polareskimoernes skæbne. Han har en omfattende videnskabelig produktion bag sig.

Alt det fik jeg at vide, og jeg slog naturligvis op i Encyklopædien for at kontrollere det. Selvom den er mere overfladisk end Salmonsen er den meget anvendelig. Men der stod ingenting. Huskede jeg stavningen forkert? Det kan jo drille med navne. Men nej. Han var end ikke nævnt. Når jeg tænker på, hvem der eller er nævnt. Der var heller ikke nogen artikel på Wikipedia.dk. Den skrev jeg så. Min første. Bare et par linjer.

Han er født i 1922. Han lever endnu.

 

I min læsning af Dekamerong tog jeg en pause og forsøgte mig med e-reolen, hvor man kan låne bøger i elektronisk version fra sit kommunebibliotek. Jeg var nysgerrig efter at læse en bog af Jens Christian Grøndahl, som for nylig i en samtale med forfatteren Kathrine Marie Guldager havde filosoferet over, hvorfor han solgte bedre i Frankrig end i Danmark. Med den smule fornemmelse for fransk kultur, jeg har, ville jeg se, om jeg kunne spore den kvalitet. Jeg valgte lidt tilfældigt en bog, der hedder Røde Hænder, der handler om en mand, der møder en pige, der har været lidt for tæt på Rote Armé Fraktion. Bogen er velskrevet og flyder godt. En svag spænding eller nysgerrighed vedligeholdes, så man hele tiden har lyst til at læse videre. Fortællingen er logisk og godt serveret. Den er hurtigt læst og efterlader en fornemmelse som en god krimi bare uden al volden, som jeg aldrig har brudt mig om.

Hvad er så det, der tiltrækker franskmænd. Det er nok den lange diskussion om begrebet retfærdighed. Er det retfærdighed for den enkelte eller for alle? Kan den større retfærdighed for et helt folk som palæstinenserne eller vietnameserne retfærdiggøre overgreb på den enkelte. Temaet gennemspilles såvel logisk som følelsesmæssigt. Franskmænd elsker ideer, og de elsker at diskutere eksistentielle spørgsmål, hvilket af en eller anden grund ligger de fleste danskere fjernt. Jeg må ofte forklare franskmænd, at danskere finder det ubehageligt at blive spurgt, om de tror på Gud.

Jeg havde svært ved at finde en anmeldelse af bogen på nettet ud over en bogblogger, som mente, den var god, men ikke blandt hans bedste. Hvad mener jeg selv?

Jeg læser sjældent nyere dansk litteratur, så jeg kan ikke sammenligne. På den ene side er den dejlig fri for tunge formeksperimenter. På den anden side mangler den måske lidt kompleksitet. Jeg-fortælleren udstråler lidt spleen, men synes ikke rigtig at have noget på spil. Den kvindelige part har – eller har haft – rigtig meget på spil, men det synes ikke at påvirke hende mere, end mordene rør personerne i en krimi. Der er lidt Raymond Chandler over stemningen og deres indbyrdes forhold. Det er fint nok, men alligevel savner jeg fornemmelse af, hvad dramaet gør ved hende. Hun er ikke tegnet, så man kan identificere sig med hendes følelser. Den ungdommelige letsindighed, som siden rammer hende med en slags anger, gennemspilles logisk, men ikke emotionelt. Hun er hovedpersonen, men alligevel savner jeg svar på, hvad begivenhederne gør ved hende. Jeg-fortælleren har næsten en rolle som en voyeur i forhold til hende, og billedet af hans uhelbredelige ensomhed er godt tegnet.

Kan jeg anbefale den? Ja, egentlig. Det er godt håndværk og behagelig underholdning. Han vil være bedre selskab på en flytur end det meste af det, der ligger i lufthavnens boghandel.

 

Hvis man ikke skulle læse Boccaccios Dekameron nu, hvornår så? Rammefortællingen foregår under en pestepidemi i Firenze engang i 1300-årene, hvor syv kvinder og tre mænd tager i frivillig isolation på et gods i omegnen og fordriver tiden med at fortælle historier. Et hundrede i alt. Rammefortællingen er interessant fordi den beskriver den stigende følelse af magtesløshed over for epidemien, uanset hvad de gør for at undgå den. Mange kaster sig ud i tøjlesløst levned, når det hele nu alligevel kan være det samme. Her kan man se en interessant parallel til J.P. Jacobsens novelle Pesten i Bergamo, som beskriver en tilsvarende udvikling. I modsætning til Dekameron er novellen ret dyster og ubehagelig aktuel, fordi coronavirussen har ramt Bergamo så hårdt.

Dekameron er netop kommet i ny oversættelse, som entydigt er rost af anmelderne, så den er nem at få fat i. Jeg havde et ulæst eksemplar på hylden fra 1942 oversat af S. Prahl. Stavningen er naturligvis fra før reformen fra 1948. Det er ikke nogen stor hindring. Sproget har patina, men det er jo også gamle historier. Sætningerne er undertiden kringlede. Det giver fortællingen et vist fornemt præg, og læsningen bliver adstadig. Det er den simpelthen nødt til. Der er også ord og udtryk, som overrasker en nutidig læser. ”Mod i hu” i betydningen ”bedrøvet” var jeg ikke stødt på før. Eller at blive ”forslået til et sted” i betydningen ”drive bort fra den rigtige retning til det sted”. Det var let at forstå betydningen fra sammenhængen, men jeg slog alligevel op i min yndlingsordbog ”Ordbog over det danske Sprog”, som af sprogfolk nedladende betegnes som forældet. Det er vel også rigtig, hvis spørgsmålet er, hvordan ”man” skriver og taler i dag. Men den er uundværlig, hvis man vil læse ældre tekster – H.C. Andersen f.eks. Den har alle ord, der er brugt siden 1683 – det år, hvor Danske Lov kom. Omkring 200.000 i alt. Ordbog over det danske sprog kom først fra 1920-erne til 1950-erne i en fin udgave på kraftigt papir og i guldtrykte læderbind. Så kom den i en lidt mere beskeden udgave vistnok omkring 80-erne, og nu kan man få den som app ganske gratis. Den er lidt besværlig at bruge ordbogen – ikke app’en), indtil man lige finder ud af systemet.

Tilbage til Dekameron. Der er også tyvekoster. Forstået sådan at pludselig ser man, hvorfra senere forfattere har fået deres inspiration. Men der er vel ikke noget nyt i, at litteraturen og kunsten i det hele taget er et langt tyvetogt. Vores egen H.C. Andersen tyvstjal sin Kejserens nye Klæder fra den tyske Uglspil eller som bogen hedder på tysk Till Eulenspiegel. Men han genfortalte den på sin egen gode måde.

Historierne i Dekameron er hyggelige, fornøjelige, men ville nok ikke fastholde mig, hvis ikke det lige var det med den karantæne.

Jeg vender tilbage til Christioph Hein. Efter En fremmed Ven læste jeg Horns Endeligt, der handler om Østtysklands uforsonlige forfølgelse af afvigeren. Lavmælt men skarpt fortalt gennem munden på den lille bys forskellige borgere hører vi historien om hans uafvendelige skæbne. Han udgav den uden at forelægge den for censuren først, hvilket var uhørt og krævede mod også af forlæggeren. Men de slap godt fra det. Efter den læste jeg Erobring, der handler om de fordrevne fra Schlesien og Pommern. Efter krigen flyttede Sovjetunionen som bekendt Polens grænser mod vest, så disse tyske områder blev polske. Indbyggerne blev uden videre fordrevet mod vest. Sovjetunionen tog sig betalt for denne gave til Polen ved også at flytte sin egen grænse mod vest og indlemme et passende område af Polen. Scenen i bogen er den samme lille by i DDR og beskriver uviljen, ja hadet mod tilflytterne, som de kaldes, som hånes og forfølges, og som ingen vil have noget at gøre med. De er fremmede. Det var nyt for mig, at de blev mødt af så megen uvilje, men det svarer til behandlingen af pieds noirs i Frankrig. Den var den million franskmænd, der blev fordrevet fra Algier i 1962, som heller ingen ville have noget at gøre med. Bogen trækker – måske lidt for eksplicit en parallel til behandlingen af flygtninge i dag. Den er lidt løsere komponeret end de foregående, og den er mere direkte i sin kritik af regimet, hvilket er nemt at forstå, da den er udgivet efter murens fald. Det gør den på en måde mindre spændende eller mindre intens, men samtidig giver det måske et bedre billede af tiden. Og så samtidig alligevel ikke, fordi forholdene ikke ville kunne beskrives med det sprog, før muren faldt.

Sproget er i øvrigt et kapitel for sig. Det er tre forskellige oversættere og der er 20 år mellem den første og den sidste. Man ser et skred i den danske grammatik. I En fremmed Ven bruges konsekvent nominativ i det personlige pronomen ved sammenligninger. ”Han er hurtigere end jeg.” Jeg har aldrig kunnet forlige mig med akkusativ: ”Han er bedre end mig”. Hvorfor akkusativ? Tænk manden, der siger til sin kone: ”Jeg kan bedre lide hende end dig.” Han fortjener en på skrinet. Men hvis han siger: ”Jeg kan bedre lide hende end du.” bliver hun næppe fornærmet. I Horns Endeligt sniger denne akkusativ sig ind og i Erobring endnu mere. Men sjovt nok ikke konsekvent. Oversættere er gode sprogbrugere, selvom Erobring tyder på, at Gyldendal har sænket oversætterhonorarerne betydeligt. Det bærer præg af et vist hastværk. Der er dog stadig styr på forskellen mellem ”nogle” og ”nogen”, som ellers begynder at slingre slemt i dagspressen. Men når oversættere ikke kan hitte rede i brugen af nominativ og akkusativ, peger pilen på fravær af grammatik i dansk i folkeskolen. Er det nyt for nogen?

Min mor lærte mig, at hvis der er underforstået et verbum, så skal det være nominativ. Altså: ”Jeg kan bedre lide hende end du (kan).” Det er en sammenligning mellem hvor meget du og din kone kan lide samme tredje person. Hvis man skriver: ”jeg kan bedre lide hende end dig”, må det betyde, at du foretrækker hende frem for din kone, og det er i bedste fald meget sårende at sige.

Den med ”nogle” og ”nogen” tager vi en anden gang.

 

 

Mange har set filmen ”Das Leben der Anderen” eller ”De andres liv” af von Donnersmarck. Få ved, at forbilledet til forfatterpersonen var Christoph Hein. Oprindelig var der meningen, at det skulle fremgå, men Christoph Hein afbrød samarbejdet og nægtede sin tilladelse. Han syntes, resultatet mere afspejlede Vestens forestilling om Østtyskland end sådan som det var. Han mente, han burde vide det. I hvert fald afspejlede den ikke hans liv, da han var så kendt, at han reelt var urørlig. Derfor var filmens billede ikke rigtigt. Måske lidt overraskende, at en romanforfatter nægter at slippe fantasien løs.

Det vakte min nysgerrighed efter at lære Christoph Hein at kende. Jeg fandt uden vanskelighed hans bøger antikvarisk. Han læses øjensynlig ikke mere. Det var navnlig bøgerne skrevet før muren faldt, jeg ville læse. Der ville jeg måske få et indtryk af hans Østtyskland.  ”En fremmed ven” hedder den ældste. Eksemplaret var uopsprættet. Det oplever en nutidig bogkøber ikke. Det var som at gentage ungdommens læseoplevelse og navnlig min fars undervisning i, hvordan man går til sagen. Man begynder bagfra. Bogen bliver lidt skæv, men det bliver den også, når man læser den, men hvis man begynder opsprætningen bagfra, udlignes det af læsningen, som de fleste af os foretager forfra. Det er en dødssynd at sprætte mens man læser. Så bliver bogen virkelig – man kan sige dobbelt – skæv. Papirkniven må ikke være for skarp, for så skærer den ind i siden. Halvdelen af arket skal kun sprættes for oven, den anden halvdel også på siden. To gange for hvert ark skal kniven stikkes ind forneden mellem bladene. Det går fremad, men det går langsomt. Endelig er man fremme ved titelbladet. Så kan læsningen begynde.

Bogens overraskende greb er, at jeg-personen er en kvinde. Var det gået i dag? Jeg mener med vores identitetspolitik. Men det er overbevisende, forekommer det mig. I beskrivelsen af forholdet mellem kønnene, er der fine og ikke særlig flatterende iagttagelser af mænds adfærd.

Man kan læse bogen på flere måder. En læsning kan være, hvordan et svigt i ungdommen skaber et livslangt traume. En anden er en beskrivelse af systemets invaliderende virkning på den enkelte. Men hovedpersonen er beskrevet så overbevisende, at den også bliver et forsvar for hendes valg. De indre spøgelser, som antydes, holdes i ave. Persontegningen bliver meget aktuel ved sin klare afstandtagen fra tidens tendens til at grave fortiden frem og gøre den ansvarlig for det, der ikke er, som vi ønsker. Evnen til fortrængning er en livsbetingelse. Man føler sympati med dette menneske, som gerne vil undgå omgivelsernes påtrængende interesse og indblanding. Balancen i denne dobbelthed mellem på den ene side mennesket som produkt af sit ophav og omgivelser og på den anden side skæbnen bestemt af den frie vilje gør bogen sært vedkommende. Det er et kvinde af kød og blod, der betror sig til os. Vi er hendes fortrolige, selvom hun ikke betror sig til nogen. Jeg –formen er ikke tænkt som en tale henvendt til læseren. Det er heller ikke dagbogsblade. Vi er snarere placeret inde i hendes hoved. I overjegets udsatte position.

En anden iagttagelse er, at beskrivelsen af dagligdagen i DDR er netop så dagligdags, som dagligdage er og meget langt fra den dramatik som præger filmen ”Das Leben der Anderen”, selvom ensretningen antydes og spiller en rolle. Men adskiller den ensretning sig markant fra den, vi selv kender, når jordskredsagtige holdningsstrømme gør al modsigelse suspekt?

En pointe i relation til filmen handler om den skuespiller Ulrich Mühe, der har rollen som politiagenten Gerd Wiesler, der aflytter forfatteren. Efter murens fald beskyldte han – offentligt – sin kone for at have udspioneret ham som agent for Stasi. Dagbladene gjorde plads til en længere polemik imellem dem. Det var forbitret og endte i et retsopgør, så måske er filmen mere sand, end Christoph Hein vil være ved.

Min niece Frederikke Lett, hvis energi gør selv de ihærdigste forpustede, har afkrævet sine facebookvenner et bud på begrebet dannelse. For den, der er opvokset før ungdomsoprøret, repræsenterer begrebet dannelse noget negativt. Det er formel viden om god opførsel og at sige det rigtige og læse det rigtige. Det er stift og udvendigt. Det var et middel til at danne sociale skel, og den dannede kunne se med foragt på den udannede. Alt det blev endegyldigt kastet på møddingen i 1968. Det var vi unge godt tilfredse med. Når begrebet nu dukker op igen, er det som at se et spøgelse.

Jeg slog efter i min kilde til sproglig visdom: Ordbog over det Danske Sprog. Den er god nok: betydning 3.2 ”om resultatet af den ved at danne betegnede udvikling, dels m.h.t kundskaber, dels m.h.t. åndelig (etisk) udvikling i almindelighed, dels m.h.t. ydre væsen eller optræden; især almindelig oplysthed på de forskellige kulturområder (almindelige kundskaber) i forbindelse med en udviklet personlighed og kultiveret optræden; som oftest med afbleget betydning: belevenhed, velopdragenhed, i forbindelse med et vist mål af kundskaber; almindelig kultur.” Sådan ser spøgelset ud, når man holder det op i lyset.

Nu skal ordet ikke stå i vejen for indholdet. Men ord af den art vil altid danne skel. Kultur står i modsætning til ukultiveret. Men begynder man helt basalt, kan kultur defineres som det, mennesket lægger til naturen. Det er en meget bred definition, som ikke siger noget om kvaliteten. Men hvad så. Her gik jeg i første omgang i stå. Ved et tilfælde fik jeg for et par dage stukket en tekst af Kant i hånden af min svoger Tim. Allerede de første sætninger hjalp mig:

”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evnen til at bruge sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.” (Fra Hvad er oplysning Königsberg 1784) (Det latinske oversættes til: hav mod til at være klog; af verbet audeo jeg vover)

Der har vi måske allerede svaret. For dannelse som begreb synes at forudsætte normer og dermed ensretning. Det synes at stå i modsætning til at bruge forstanden uden andres ledelse. De dannede vil jo netop danne, så andre kan blive dannede. Kants opfordring til at bruge forstanden er derimod anarkistisk og dermed udannet. Men kun den anarkistiske brug af forstanden giver håb om originalitet og nyskabelse og ægte værdi og ikke dannelsens efterabning.

Oplysning er meget mere end faglig viden. Det er det hele, dvs. alle menneskelige frembringelser. Vi skal suge viden fra alle tilgængelige kilder. Herved står jeg på randen af det dogmatiske dannelsesbegreb, men prøver at undslippe, dels ved at understrege, at al viden er relevant, dels ved at tilføje – med Kant – at vi på det grundlag skal danne os vores egen mening. På én gang banalt og – radikalt.

 

• Der er ikke nogen klimaforandring
• Den er ikke menneskeskabt
• Man kan ikke gøre noget ved det
• Ny teknologi vil afværge den
• De andre (Kina, USA osv.) producerer så meget CO2, at vores bidrag er ligegyldigt
• Vi kan afværge det ved grøn omstilling
• Vi vil gøre alt, bare det ikke går ud over velfærd, vækst, fuld beskæftigelse
• Vi….

Kiggede man på filmudbuddet på DR-kanalerne i juledagene, skulle man tro, at engelsk var vores modersmål og at Danmark var den 51. stat i USA. Efter at DR K er forsvundet, bliver det nok endnu værre. Det er lidt mærkeligt, at de offentlige kanaler mener at de skal sende det samme som de kommercielle. Hvad er så ideen med at være uafhængig af kommercielle interesser? Hvis de sender det samme er de jo indirekte afhængige af de kommercielle, der definerer banen. Så kan man lige så godt se de kommercielle.

Når jeg trykker på knappen på apparatet, er det i håbet om at blive beriget kunstnerisk eller kulturelt. En russisk eller iransk film giver mig en fornemmelse af, hvordan russere tænker. Mere end jeg ville kunne få ved at rejse i landet. Jeg kan jo ikke sproget og ville ikke få samtaler med den dybde, som en spillefilm giver.

Jeg undgår amerikanske film af to grunde. Dels bliver vi i forvejen tæppebombet med amerikansk kultur, så jeg derfor ikke beriges med ny indsigt. Dels er de meget ens i fortællingen. De følger faste mønstre, som understøttes af filmindustriens faste genreinddeling. Selvom der naturligvis er fremragende undtagelser fra denne generalisering, så er det næppe overdrevet at sige, at hvis man udelukkende ser en amerikansk film, bliver man ikke særlig beriget. Det ville man heller ikke blive, hvis man så tilsvarende film fra et andet vilkårligt land være sig Danmark, Rusland eller Frankrig.

DR og den socialdemokratiske regering, der våger over dem, vil sikkert hævde, at de laver TV for folket. Men hvad så med os andre, der trods statsborgerskab øjensynlig ikke er folket? Hvem laver TV for os, der tilhører en minoritet? De kommercielle kanaler gør i hvert fald ikke. Alle konkurrerer – af forskellige grunde – om at tilfredsstille folket.

Dette folk, som i stigende grad misbruges af politikere til at legitimere sig over for politiske modstandere. Resten – de der ikke er folket – er altså en minoritet, hvis behov ingen føler sig forpligtet til at tilgodese. Det er jo en interessant overvejelse i en tid, hvor man bestræber sig på ikke at diskriminere minoriteter, såsom sorte, handikappede og folk, der ikke er heteroseksuelle osv. Tilhører de folket, selvom de er en minoritet?

Nu ved jeg jo godt, at jeg leger med ordene, og at politikernes modsætning til folket er eliten. Det er i dag et adelsmærke at være anti-elitær. Det rejser så det naturlige spørgsmål: hvad er eliten? Det mest oplagte svar må vel være, at det er medlemmerne af folketinget og regeringen. Men her vil de politikere, der hævder at repræsentere folket, insistere på, at de ikke tilhører eliten, hvilket som ofte påpeget er grænseløst hyklerisk. De vil i stedet hævde, at de i særlig grad forstår folket og giver stemme til dem, der ikke selv kan formulere sig over for eliten. Det er naturligvis en gåde, hvordan man kan vide, at man repræsenterer folket. Man kommer ind i tankegange, som minder om den marxistiske fremmedgørelse, hvor man kan hævde at føre en politik til fordel for dem, som ikke selv ved, hvad de ønsker. Den går naturligvis ikke i et demokrati. I stedet bliver øvelsen at påberåbe sig folket under henvisning til almindeligheder og helst så stilsikkert, at man rammer et flertal. Når tonen er fundet, hvad enten det er udsatte børn eller indvandrere, så spilles den på alle strenge, så den hele tiden favner et flertal. Der er ikke i sig selv noget overraskende eller nyt i at formulere politik på den måde. Det ubehagelige er at gøre det i folkets navn. I modsætning til klassekampens dage er det ikke interessepolitik, det er vulgær magtpolitik, som i sin værste form udarter til flertalsdiktatur.

Kernen i henvisningen til folket er nemlig, at eliten er dem, der er uenige med dem, der repræsenterer folket, og denne uenighed viser, at de ikke tilhører folket. De beskyldes ofte for at varetage deres egne interesser uden hensyn til netop folket. Det er ikke meget forskelligt fra folkerepræsentanternes ønske om at varetage folkets interesser uden hensyn til eliten. Konsekvensen er imidlertid, at hvis folkets repræsentanter har politisk flertal, bliver eliten en minoritet, som det er legitimt at diskriminere. Der er simpelt hen ikke nogen grund til at tage hensyn til dem, fordi de ikke står bag det regerende flertal. Det er så det, der sker, når DR K nedlægges, for den ses jo kun af eliten, som groft sagt kan karakteriseres som dem, der ser andet end amerikanske film. (De ser sikkert heller ikke fodbold; hvor herre bevares)

Det var en udvikling der har været på vej længe. Forrige fase var, da DR K viste de ikke-amerikanske film efter kl. tolv om natten. Om det var fordi man regnede med, at eliten vendte op og ned på døgnet, ved jeg ikke. Nu kan den imidlertid vende tilbage til normal døgnrytme. Der ikke længere nogen grund til at tænde for apparatet.

 

Ballade til fordums kvinder

Sig mig så hvor, i hvilket land

er Flora, den dejlige kvinde,

Archipiade og Thaïs,

som var hendes bedste veninde,

Ekkoet taler med sagte stemme

i kildens kluk og søens bølger

om deres skønhed som gudinders ligne?

Men hvor er den sne, der faldt i fjor?

Hvor er den meget kloge Héloïse,

For hvis skyld Pierre Abélard

Fra St. Denis blev gildet først og siden munk.

For sin kærlighed han fik den straf

På samme vis hvor er den dronning,

Som bød at kaste Buridan

Først i en sæk og så i Seinen?

Men hvor er den sne, der faldt i fjor?

Dronning Blanche hvid som en lilje,

Som sang med havfruestemme,

Berthe med store fødder, Béatrix, Allys,

Haremburges som ejede Maine,

Den gode Jeanne som kom fra Lorraine,

Som englænderne tog i Rouen

Hvor er de, oh hellige moder?

Hvor er den sne, der faldt i fjor?

Herre, spørg ikke mere, hvor de er

I dag og aldrig nogensinde,

Lad blot mit omkvæd stadig klinge:

Hvor er den sne, der faldt i fjor?

Og så kommer det her på fransk. Jeg ville have det til at stå ved siden af, men det tillod mine ringe grafiske evner mig ikke.

Ballades des dames du temps jadis

Dites-moi où, n’en quel pays,

Est Flora, la belle Romaine,

Archipiade ne Thaïs,

Qui fut sa cousine germaine,

Echo parlant quand bruit on maine

Dessus rivière ou sus estan,

Qui beauté eut trop plus qu’humaine?

Mais où sont les neiges d’antan?

Où est la très-sage Héloïs,

Pour qui fut chastré et puis moine

Pierre Esbaillart, à Saint-Denis?

Pour son amour eut cest essoine.

Semblablement, où est la Roine

Qui commenda que Buridan

Fust jeté en un sac en Seine?

Mais où sont les neiges d’antan?

La roine Blanche comme un lys

Qui chantoit à voix de seraine,

Berthe au grand pied, Béatrix, Allys,

Haremburges qui tint la Maine,

Et Jeanne, la bonne Lorraine,

Qu’Anglois bruslèrent à Rouen;

Où sont ils, Vierge souveraine?

mais où sont les neiges d’antan?

Prince, n’enquerez de semaine

Où elles sont, ne de cest an,

Qu’à ce refrain ne vous remaine:

Mais où sont les neiges d’antan?

Sonja Haubergs Syv år for Lea er genudgivet. Jeg vidste ikke, der havde været en periode, den ikke kunne fås. Jeg læste den som 14-årig, hvor den blev min indgang til litteratur og afløser for min Anders And-læsning. Den slog fuldstændig benene væk under mig. Den tumlede mig omkuld med sin beskrivelse af de følelser, jeg anede i mig selv. Sonja Hauberg døde som 27-årig af tyfus efter en forfatterkongres i Finland. Jeg kunne dengang hendes biografi i detaljer og fik fat i de to andre bøger, hun havde udgivet og købte hendes posthumt udgivne April, da den kom. Ingen af dem kunne måle sig med den oplevelse, jeg havde fået af Syv år for Lea. Og så spørger jeg mig selv: Var det afgørende tidspunktet, jeg læste den? Ville den have gjort samme indtryk på et andet tidspunkt? Da jeg læste den franske pubertetsklassiker Alain Fournier Le Grand Maulnes (på dansk omkring 1940) som 19-årig følte jeg mig allerede for gammel. Rifbjergs Den kroniske Uskyld et par år senere sagde mig absolut ingenting. Man skal have alderen for at blive ramt af det univers af nye følelser, som man ikke vidste, der var ord for.

Som 14-årig læste jeg også Det forsømte Forår Den var anderledes ved at foråret netop var forsømt, og at de spirende følelser ikke havde nogen genstand og ikke kom til udtryk bortset fra bemærkningerne om duerne på gesimsen, som drengene kiggede ud på, og som teede sig underligt, og som de ikke forstod.

Sonja Hauberg var gift med maleren Richard Mortensen, som jeg fik lejlighed til at træffe nogle gange. Han talte ikke om Sonja Hauberg. Hans seneste kone Charlotte var stærk og ganske vanskelig og administrerede hans tilværelse meget fast. Hans tidligere samlever fra årene i Paris var Denise René. Det var hende, der som gallerist førte ham frem til berømmelse. Da hun besøgte København på et tidspunkt, blev han rystende angst, som om han var bange for, at hun helt bogstaveligt ville tage magten over ham. Han forventede hvert øjeblik et anslag. Han var altså tilbøjelig til at knytte sig til stærke kvinder, må jeg antage. Det giver anledning til overvejelser om, hvordan Sonja Hauberg egentlig var. Jeg er aldrig stødt på en beskrivelse af hendes personlighed. Når man læser hendes bøger, får man ikke fornemmelse af en specielt stærk kvinde. Det behøver heller ikke nødvendigvis komme til udtryk i det, hun skriver. Stærke mennesker har ofte skrøbelige sider.

Jeg har overvejet at læse Syv år for Lea igen. Jeg har stadig tranebogsudgaven fra dengang. Det billige papir er gulnet og omslaget er begyndt at delaminere. Jeg skrev mit navn i dengang og årstal. Skriften antyder min begyndende selvbevidsthed. Det er fristende at forsøge at genopdage de følelser, den udløste dengang. Men jeg tør ikke. Fortryllelsen risikerer at blegne og forsvinde helt som bouqueten på en gammel flaske rødvin på et øjeblik. Jeg må nøjes med at holde den i hånden og tænke på de løsrevne scener, jeg stadig kan huske. Jeg kan stikke næsen ned mellem bladene og indsnuse duften af papiret og håbe, at det ligesom Prousts madelainekager kan vække stemningen til live.