Blog

Det er lidt svært at forstå, hvordan en straffeekspedition mod Afghanistan i 2001 ændredes til kamp for at indføre demokrati i landet. Tanken, om at en fremmed militær magt indfører demokrati mod befolkningens vilje, forekommer absurd. Så vil man sikkert sige, at Taleban ikke er folket, men hvad er de så? Hvis demokrati er så saliggørende, er det mærkeligt, at de ikke faldt for fristelsen. Engang var jeg til et møde, hvor daværende forsvarsminister Søren Gade holdt et indlæg om krigen. Han sagde nogenlunde sådan her: ”Vi ved, hvad vi kæmper for. Man kan spørge, om Taleban ved, hvad de kæmper for.” Underforstået at det kan intet fornuftigt menneske forklare. Jeg overvejede at sige: ”Det kunne være, at de kæmper for at smide en fremmed militærmagt ud. Jeg mindes en tilsvarende situation i Danmark i første halvdel af fyrrerne.” Men jeg var simpelthen for oprørt til at kunne sige det passende afslappet. Så meget provokerede han mig. En bekendt fortalte, hvordan han som lille dreng i begyndelsen af besættelsen var blevet klappet på hovedet af en tysk officer, der forsikrede ham, at han ville blive stolt af at få lov til at vokse op i det nye tyske rige. Alderen og situationen taget i betragtning måtte han nøjes med at knytte hænderne i bukselommerne. Officeren sagde det uden tvivl af ærlig overbevisning. Søren Gade troede måske også selv på det, han sagde.

Afghanerne har tidligere med held smidt først englænderne og så russerne ud. Nu har amerikanere og vi lidt et nederlag. Det formuleres som udenrigspolitisk omprioritering. Men er nederlag ikke den rigtige betegnelse for en krig, man opgiver, fordi man ikke kan vinde den? Der er en nærliggende parallel i Vietnam, som blev påført ufattelige lidelser i demokratiets navn og først fik en menneskelig tilværelse, da amerikanerne var smidt ud. For mig at se kæmper Taleban dybest set mod vestlig kulturpåvirkning. Jeg bryder mig ikke om dem; men de bryder sig helt klart heller ikke om os. Hvis der ikke var olie i Mellemøsten havde der sikkert heller ikke være hverken vestlig indblanding, Taleban eller terror. Mon freden kommer måske, når olien forhåbentlig snart går af mode?

Da tyskerne forlod Danmark i 1945, fik de, der havde taget det tyske standpunkt, det svært. Sådan kommer det nok også til at gå i Afghanistan. Tyskerne kunne ikke hjælpe overløberne i 1945; men vi kan godt hjælpe dem, der tog vores parti, og det bør vi gøre.

De to mest læste bøger i 30-erne skulle angiveligt være Nis Petersens Sandalmagernes Gade og Marcus Lauesen Og nu venter de på skib. Den sidste, der er fra 1931, stod i mange hjem i min barndom, og et af disse eksemplarer var havnet på min bogreol. Den var trykt på tidens typisk dårlige papir, der er en lille smule papagtigt og gulner med tiden. I sommerferien tog jeg den med og gav den en chance. Bogen beskriver en række personer, der er i familie. Handlingen udspiller sig over tre dage i en by, der formentlig er Åbenrå i juli 1929. Ingen ydre begivenheder påvirker handlingen. Børskrakket på Wall Street 1929 indtræffer først efter bogens slutning. Den ene søn er nazist, men det er ikke et tema. Familien er tysksindet, men det spiller kun en meget beskeden rolle. Hovedpersonen er rederenke og som sådan en lidt interessant figur.  Flere personer er bønder, som der var mange af i litteraturen dengang. Handlingen beskriver personernes karakter og tanker og meget drejer sig om deres følelser og indbyrdes stridigheder. Naturbeskrivelsen er nærmest lyrisk. Det er i og for sig imponerende at bygge en handling op om tre dages forløb beskrevet næsten time for time gennem de forskellige personers tanker og følelser. Alligevel bliver det aldrig rigtig fængslende. Dertil er karaktertegningen for grov og handlingen for begivenhedsløs. Der er rent faktisk et par dramatiske hændelser; men de har næsten ingen konsekvenser for handlingen. Selve miljøbeskrivelsen af den reder- og skipperklasse, som øjensynlig fandtes der før Første Verdenskrig er dog lidt interessant. Der fortælles meget om kinafarten. Men det hele har et bedaget præg. Det er svært at fatte, at den kom i så svimlende oplag. Marcus Lauesens øvrige forfatterskab nåede vist aldrig noget stort publikum.

Sandalmagernes Gade står også på min reol; men der kommer nok til at gå en rum tid, før jeg tør gøre et forsøg med den.

Der kom mere betydelige værker i 30-erne: I 1939 kom Tom Kristensen Hærværk. I 1937 kom både Jacob Paludan Jørgen Stein og Karen Blixen Syv fantastiske Fortællinger. Men øjensynlig i mindre oplag.

Det er efterhånden gået op for mange kommentatorer, at kampen mellem Kina og USA ikke drejer sig om demokrati og menneskerettigheder, men om magt. Militær, økonomisk og teknologisk dominans. Derfor er Kinas ekstremt hurtige udvikling på alle tre områder en trussel. Tager man forholdet mellem indbyggertallet i de to lande i betragtning, er det ikke svært at se, hvor det ender. 1,4 milliarder i Kina og 3-400 millioner i USA. Stadig har USA dog massiv militær overlegenhed navnlig når det kommer til A-våben. Hvis Kina forbrødres med Rusland, kan det dog hurtigt se anderledes ud.

I det spil fylder Danmark med sine knap 6 millioner indbyggere ikke meget. Med Poul Nyrup og Anders Fogh som to skræmmende eksempler kaster vi os hovedløst ind i USA’s temmelig dårligt begrundede udenrigspolitiske eventyr. Vi tilslutter os uden forbehold ideen om at udbrede demokratiets velsignelser til vrangvillige regimer med samme iver som vi tilsluttede os kristendommens udbredelse i det 19. århundrede. En god ven sagde patetisk: ”Ligegyldigt hvem du spørger, vil de alle steder på jorden foretrække frihed (frem for ufrihed).” Dermed er demokratiets ideologiske supremati endeligt slået fast. Som ideologisk fanfare er udsagnet måske effektivt, em analysen stikker ikke så dybt. Hvad er frihed? Frihed til hvad? Alle er begrænset i deres frihed. Selv i det selvudråbte frihedsparadis USA er der grænser for den enkeltes frihed. Udsagnet forudsætter således at der kan opstilles et hierarki af friheder. Det er næppe muligt. Ser man på de menneskerettighedserklæringer, der i det væsentlige er opstillet af vestlige magter, er rettighederne ligestillede.

Det kræver heller ikke nogen dyb analyse at konstatere, at USA i sine bestræbelser på at slås for demokratiets udbredelse altid har forfulgt andre udenrigspolitiske mål, og de har da heller ikke tøvet med at støtte udemokratiske regimer, hvis det understøttede deres interesser. Når vi støtter deres ideologiske korstog er vi altså bare de nyttige idioter. Det burde føre til, at Danmark i sin udenrigspolitik tænkte mere på sine egne interesser end luftige ideologiske doktriner. Men udenrigspolitik er et spejl af indenrigspolitik, for politikere skal jo genvælges. Forudsætningen for at føre interessepolitik er derfor, at den har opbakning i befolkningen. Det forudsætter en presse, som påtager sig opgaven som meningsdannere og skaber forståelse for disse interesser.

Opgaven burde være enkel. Vi lever jo i et demokrati og har ytringsfrihed og en fri presse. Men sådan hænger det desværre ikke sammen. Pressen lever jo ikke af at være fri, men af at blive solgt. De mest skræmmende eksempler finder man i den frihedselskende engelsktalende verden, hvor hårde økonomiske interesser styrer indholdet af pressen. I bunden ligger formentlig Australien efterfulgt af USA og England, hvor analytiske medier kun læses af en snæver kreds, medens de store aviser og fjernsynskanaler formidler intetsigende nyheder om ulykker, drab og popstjernes intime liv, mens verden udlandet beskrives som et dukketeater. Men Danmark har ingen grund til at være stolt. Også her gengives et stereotypt og klichépræget billede af verden omkring os. Kina betegnes konsekvent som et diktatur, som om klassificeringen af verdens regimer kan indskrænkes til et enten eller. Samtidig er oplysningerne om det kinesiske system og Kinas samfundsforhold stort set ikkeeksisterende. Det kræver imidlertid kun overfladiske studier at fastslå, at det kinesiske politiske system er alt for komplekst til den summariske betegnelse diktatur. Utallige er de fora op og ned i systemet, som har indflydelse på beslutningerne. Mange beslutninger træffes af kollegier. Som en kinaforsker sagde: ”De stemmer ikke i disse fora, for beslutningerne er altid enstemmige.” Systemet har en overvældende tilslutning, som måske kan forklares med, at økonomisk fremgang svækker ønsket om politisk forandring. Men det, der gør mest indtryk, når man forsøger at sætte sig ind i kinesiske forhold, er, at alting er så anderledes. Et kuriøst eksempel: Xi Jinpings kone Peng Liyuan er popsanger og ret populær. Man kan høre hendes synge på YouTube. Det ligger meget langt fra, hvad vi sædvanligvis opfatter som populær musik. Det giver en fornemmelse af, at ingenting i Kina ligner vores verden. Når vi ind imellem ser film eller læser bøger fra Kina, som vi synes, vi forstår, er det formentlig fordi det er tilpasset vestlig smag og tænkemåde. Det ægte kinesiske er næsten ubegribeligt.

Mange er de forretningsfolk, der har brændt fingrene på aftaler med kinesere. Forretningsmoralen er brutal. Et ord er ikke et ord, hvis det ikke er forankret skriftligt og muligt at gennemtrumfe ved en domstol. Det tager år at opbygge et forhold, som vi vil betegne som gensidig loyalitet. Derfor er det gode forhold, som danske diplomater har opbygget til Kina imponerende og bør ikke ud fra tågede ideologiske motiver kastes overbord. Men der er al mulig grund til at være på vagt. Stater har ingen venner, Kun interesser (Disraëli) Kina spiller – ligesom USA – EU-landene ud mod hinanden. Hvis vi vil modstå trykket, bør vi opgive de fire forbehold og melde os fuldgyldigt ind i EU. Der er der, de gensidige interesser er stærkest. EU er verdens største økonomi, men finansielt, politisk og militært en dværg. Der er nok at slås for – sammen.

Da Kina, hvad enten vi vil det eller ej, kommer til at fylde mere og mere i vores del af verden, bør vi bruge mere tid på at sætte os ind i kinesiske forhold. Vi får ikke hjælp af dagspressen, men der er heldigvis andre kilder:

Kjeld Erik Brødsgaard Kina i moderne tider 2019. Her fås en omfattende redegørelse for kinesisk politik og økonomi. Den indeholder omfattende henvisninger til anden litteratur.

Aage Marcus: Den blå drage. Det er et ældre værk fra 1948, som giver et fremragende indblik i klassisk kinesisk kultur.

Vil man mere, er samlingen ”Evige tegn” en fremragende samling af kinesisk lyrik fra T’ang-perioden  i dansk oversættelse ved Fransk Jæger i 1965.

Man siger ofte at kvindelige digtere er overset – og undertrykte. En avis skrev endda, at en engelsk kvinde fra 1600-årene var den første, og at hun kun måtte skrive om gudelige emner. Men det gjaldt kun England. Det var et godt eksempel på vor tids anglomani, der tager USA og England for hele verden. Men ser man på Europa, som med Englands afgang har fået sin naturlige form, er billedet helt anderledes.

Man kan begynde med Sappho, som med 2600 års forsinkelse er oversat til dansk.

Den romerske digter Sulpicia er oversat i 2016 af Harald Voetmann. Det er omstridt, om det vitterlig er en kvinde, der har skrevet det. Den tvivl hænger sammen med, at det romerske samfund var ekstremt mandsdomineret. Cæsar lod sig skille fra sin hustru, fordi en mand forklædt som kvinde var trængt ind til en kvindefest, hvor hans kone var til stede. Han forsvarede sig med ordene: ”Cæsars hustru skal være hævet over enhver mistanke.” Men mon ikke han bare var træt af hende?

 Så er der et langt spring til de næste, jeg har kunnet finde:

Héloïse ¨(1092-1164) kender vi fra brevvekslingen med Abélard. Hun giver i sine breve sin kærlighed et så stærkt udtryk, at det siden har været svært at overgå. På dansk findes hun i en gammel oversættelser fra omkring 1900.

Beatrice de Die (ca.1140- ca. 1200) var en af flere provençalske troubadourer. Hun skrev på occitansk.

Clara d’Anduze (ca. 1200-). Skrev også på occitansk.  Af hende er der kun bevaret et digt.

Vittoria Colonna (1490-1547) fra Marino i Italien. Af hende findes en tegning af Michelangelo. Hun var lykkelig gift med en italiensk general, som kæmpede for forskellige fyrster og døde i slaget ved Pavia 1525, hvorefter hun gik i kloster og skrev om sin kærlighed til ham

Gaspara Stampa fra Padua (1523 -1554) skrev om kærlighed og kærestesorg.

Louise Labé (1524-1566) var datter af en velhavende rebslager i Lyon  og fik tilnavnet ”den smukke rebslagerske”. Hun skrev dels vers i det klassiske mytologiske univers, dels digte om kærlighedens nydelser og trængsler.

For nu bare at nævne nogle af de ældste fra tiden før den første engelske poetesse.

Om både Gaspara Stampa og Louise Labé har man sagt alverdens ting: at de var kurtisaner, at de slet ikke eksisterede. Når man ikke ved ret meget om dem, sætter kun fantasien grænser. Når Béatrice de Die, Clara d’Anduze og Vittoria Colonna ikke har været udsat for det samme, skyldes det formentlig, at de alle tre hørte til den absolut øverste overklasse og var lykkeligt gift, selv om det som sagt ikke formåede at beskytte Cæsars hustru. Héloïse undgik også den slags historier, da manden efter et kort ægteskab sendte hende i kloster.

Der er også nok at gå i gang med fra århundrederne efter

Madame de Lafayette, (1634-1693) Det var hende, der skrev La Princesse de Clèves, om hvilken Sarkozy sagde, at han fande’me’ godt forstod de skolebørn, der syntes, at den var træls at læse. Det syntes han nemlig også. Det udløste et kulturelt oprør, hvor folk gik med små metalskilte, hvor der stod: ”Jeg læser altså La Princesse de Cléves”. Et tilsvarende folkeligt oprør kunne man ønske sig mod Joy Mogensen. Der kunne f.eks. stå ”Jeg kan altså godt lide kulturen”.

Madame de Sévigné (1626-1696) skrev kloge breve, der stadig læses, men måske ikke af Sarkozy..

Marianna Alcoforado  (1640-1723), boede i et kloster i Beja Portugal, hvorfra hun skrev breve om forsmået kærlighed til en svigefuld elsker. Men autenciteten af disse breve er også  omstridt. Hendes egen autencitet er svær at komme uden om. Hun sad spærret inde bag et solidt jerngitter, som godt kan få en nutidig besøgende til at gyse.

Marceline Debordes-Valmoree (1786-1859) var fra romatikken og inspirerede efter sigende Rimbaud og Verlaine.

Renée Vivian (1877-1909) var englænder, men skrev på fransk. Hendes digtsamling Brumes des Fjords anslår en symbolistisk tone.

Anna Élisabeth de Nouailles (1876-1933) fransk digter med rumænske rødder.

Cathérine Pozzi (1876-1933) havde et stormfuldt forhold til Paul Valéry og skrev bagefter Très haut amour.

Marie Bashkirtseff, (1858-1884) der var russer, men levede i Paris. Hun var sanger, maler og forfatter, der skrev på fransk. Hun var tilsyneladende en meget smuk og indtagende kvinde. Desuden talentfuld og begavet både som maler og forfatter. Musikken er vi afskåret fra at bedømme. Takket være faderen manglede hun heller ikke penge. Hun opgav musikken, fordi det var upassende og kastede sig derefter over maleriet og til sidst skrivningen. Hun er kendt navnlig for sin dagbog, som hun fortsatte efter at hun indså, at hun ville dø af sin tuberkulose. Denne del af dagbogen er kendt for sin hjerteskærende åbenhed. Som man kan regen ud, døde hun som 25-årig. For dem, der kan huske lidt fransk, vil jeg citere Bellay, hvad han skrev om en anden:

”…

Mais elle etait du monde où les plus belles choses

Ont le pire déstin

Et Rose elle a vecu ce que vivent les roses

L’éspace d’un matin.”

Bettina von Arnim (1785-1859) er navnlig kendt for sin brevveksling med Goethe; men har også skrevet andet.

Anna Akmatova (1889-1966) I den dystre ende, hvilket kan forklares med, at hun I lang tid sad I Stalins lejre. Hun er for forholdsvis nyligt oversat til dansk. Hendes digte er korte og skånselsløse. Som gravskrifter.

Til sidst vil jeg slutte dette usystematiske strejftog iblandt kvindelige forfattere af med en dansk perle: Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960), der skrev sine noveller om den fiktive svensker Martin Villén. Hun er fortjent genudgivet og er om nogen kvalificeret til en plads i den skrækkelig kanon, der skriger på flere kvinder, hvis det ikke var, fordi hun er for god til at blive omklamret af vores nationalkonservative politikere.

Tænk at læse et værk skrevet for over 2000 år siden, som i de fleste afsnit er så frisk og aktuelt, som hvis det var skrevet i går. Så svaret på spørgsmålet er ubetinget: ja! Kun den del, der angår tragedien, er bevaret. Mange af den græsk/romerske kulturs værker er gået tabt i middelalderens åndsmærke. Vi må glæde os over det, der er tilbage. Poetikken er kommet i ny oversættelse og med omfattende og nyttige noter.

Fascinationen ved teksten er, at vi egentlig kender det hele allerede, for hans tanker om den gode tragedie er afspejlet i litteraturen fra renæssancen og op til i dag. Der er således ikke noget overraskende i indholdet. Det overraskende er, at det står beskrevet så klart og præcist i så gammel en tekst.

Hans analyse af tragedien kan uden vanskelighed overføres til romaner og film. Aristoteles’ anvisning på den gode tragedie er reelt en anvisning på en velfungerende fortællestruktur.

En tragedie skal have en begyndelse, en midte og en slutning, skriver Aristoteles. Der er ikke noget før begyndelsen, og der er ikke noget efter slutningen, og handlingen må ikke være længere, end man kan rumme den som en helhed. Allerede der falder alle de moderne TV-serier igennem.

Hvis noget af teksten ikke kan fjernes, uden at det ændrer indholdet, er det væsentligt, og omvendt må man slutte, at alt, hvad der ikke består den prøve, skal det væk. Murakamis bøger ville blive ganske tynde efter den kur.

Plottet skal ikke være sandt, men sandsynligt. Helten skal ikke være entydigt god eller ond. Men noget der imellem. Handling og helt skal være noget som alle kan identificere sig med. Hans skæbne skal fremkalde gyset, som navnlig fremkaldes ved det peripetiske punkt. Det er der, hvor helten – måske uafvidende – træffer et skæbnesvangert valg. Det er der, hvor hans skæbne besegles. Vejen mod afgrunden følger derfra med ubønhørlig logik. Gyset ved det peripetiske punkt fremkaldes af identifikationen: Det kunne have været mig.

Virkningen af tragedien er katharsis. Det siger Aristoteles ikke noget særligt om i det værk, og det har været diskuteret lige siden, hvad han mener. Katharsis betyder renselse. Det skal måske forstås helt bogstaveligt. Det er foreslået, at det er noget som kan sammenlignes med den lettelse, man føler efter et vellykket toiletbesøg. Et obskønt, men ganske rammende billede.

Men hvorfor fremkalder en tragedien en følelse af katharsis? Det siger han ikke noget om. Man kan i virkeligheden stille spørgsmålet på en anden måde: Hvorfor ser og læser vi overhovedet tragedier? Det ender jo sørgeligt. Hvad vil vi med det? Hvad føler vi?

Oprindelig blev tragedier opført som led i en religiøs fest, og man kan derfor spørge, hvilken funktion, det kan have haft der. Det vides vist ikke. Efter min helt ukyndige opfattelse – som, hvis den er rigtig, næppe er original –  må det have stået i forbindelse de græske begreber hybris og nemesis. Overmod står for fald, som vi siger. Katharsis består da i tankerækken: Det kunne have været mig; men godt det ikke var mig. Jeg må hellere vare mig for overmod. Det er en advarsel mod hybris. Det minder lidt om det, vi ved om slaven, der stod ved siden af den romerske feltherre, der kørte i triumftog gennem Rom efter en spektakulær sejr: Slaven stod der ved siden af feltherren, og hans opgave var at sige: ”Husk, du er et menneske!” (Mange mennesker med infantil selvglæde kunne i dag have brug for sådan en slave.)

Det er – måske desværre – ikke en del af vores tankeverden at tro på hybris og nemesis. Siden kristendommen overtog herredømmet, har de ideer været pløjet ned og erstattet af forestillinger om synd, soning og nåde. Sådan kan Dostojevskij Raskolnikov læses.  Men hvordan fungerer tragedien i dag? Nutidens tragedier foregår som sagt ikke mindst på film. Det er hverken forestillingen om hybris og nemesis eller synd og soning, der præger dem. Elementerne er ellers de samme som i den klassiske tragedie med en overskuelig handling, en begyndelse, en midte og en slutning. Identifikationen er på plads i plottet og persontegningen. Der er også et peripetisk punkt, hvorefter den ulykkelige slutning synes uundgåelig.

Det er eminente instruktører, der har skabt de moderne tragedier som f.eks Andrej Zvyagintsef, der skærer sine dramaer knivskarpt (The return, The banishment, Elene, Leviathan og Loveless – de to sidste kan ses på filmstriben). Hitchcock, Zhang Yimou (Under den røde lygte). Michael Haneke, Bertoluci (Under himlens dække) kunne også nævnes. Og mange flere. Det centrale er det fatale valg eller den fatale hændelse, som får skæbnesvangre følger.

Men hvori består katharsis for os efter de film? Hvad er det, vi føler, når vi forlader biografen? Min fornemmelse er, at det er indignation over en uretfærdig skæbne, måske ligefrem vrede, hvis der er et socialt eller historisk element. Vi fyldes af en følelse af godhed, fordi vi har sympati med offeret, hvad enten det er de film eller de døende i Aïda eller Romeo og Julie eller Madame Bovary. Vi kan lide at spejle os i de – gode – værdier, som kunstneren forfægter. Vi bliver bekræftet som sympatiske og gode mennesker, der forlader tilskuerpladserne med smukke og gode idealer, hvad enten kampen drejer sig om frihed, social retfærdighed eller ulykkelig kærlighed.  Alle kender den forstyrrende fornemmelse, når lyset tændes i biografen. Skuespillet er slut, netop som man har nået dette punkt, hvor man er løftet af idealerne. Så bærer man sine følelser forsigtigt – som en bakke med modne jordbær, der ikke tåler stød – ud i den støjende verden udenfor og måske tager man en øl på en beværtning i nærheden, og pakker de ideer og følelser ud, der blev tændt af filmen eller lader dem blot simre stille i sit indre. Det er en oplevelse af ophøjede værdier, som ellers sander til i hverdagens almindeligheder.  Det er en renselse for småligheden og hverdagens petitesser. Det er vel nutidens katharsis.

Det er ikke retorikken, der er det essentielle i populisme. Det er hensigten bagved. Retorikken er bare det taktiske middel. Populistens mål er et godt valgresultat.

For at forstå populisme, må man sondre mellem fornuft og følelser. Det er endvidere nødvendigt at acceptere, at der kan være modstrid imellem de to.

Populismens essens er en politik, der appellerer til følelserne. At føre den politik, vælgerne (eller flertallet af vælgerne) kan lide. Alle elementer i Mette Frederiksens politik synes tilrettelagt efter det:

• Vælgerne kan ikke lide EU. Altså skal politikken være negativ over for EU
• Vælgerne kan ikke lide indvandrere: Altså skal politikken være indvandrerfjendsk
• Vælgerne kan ikke lide tiltag til begrænsning af CO2-udslip. Altså må der ikke være for meget af det

Alt det taler til folks følelser. Det holder ikke i længden; men flertallet af vælgernes følelser er ikke knyttet til det lange perspektiv. De svage følelser for det lange perspektiv tilfredsstilles med vage løfter om CO2-reduktion engang i fremtiden efter hockeystavmodellen, dvs. der skal ikke ske noget før i sidste øjeblik, hvor alle så vil indse, at det ikke er realistisk.

Hvad angår det løbende benspænd af EU sker efter devisen: De redder os nok i sidste øjeblik. Selv Grækenland bliver jo reddet efter årtier med benspænd. I det korte perspektiv er det en lygtepæl, man kan få point ved at lette ben op ad.

Så meget for det lange perspektiv.

Indvandrerstramninger er et politisk auktionshus, hvor vinderen er den, der byder højest. Mette Frederiksen kan uden at rødme bifalde hensigten med Inger Støjbergs krænkelser af unge indvandrerægtepar og nøjes med at tage afstand fra den forvaltningsretlige fremgangsmåde. Inger Støjberg skilte de asylsøgende syrere. Mette Frederiksen udviser dem. Der er fred i Syrien, siger hun. De, der bliver udvist, bliver glemt i det lange perspektiv. Hvis de overlever.

For at stække de fornuftige argumenter mod en førte politik skal fornuften mistænkeliggøres. Det sker ved at karakterisere kritikerne som elite dvs. nogle, der er forskellige fra folket. Hun fremstiller sig selv, som den, der forstår folket eller endnu bedre: Hun er selv en del af folket, fordi hun spiser makrelmad og pudser sine egne vinduer. Eller allerbedst: Hun er jyde og københavnerne er eliten. Føj for Søren.

Et eller andet sted i spændingsfeltet mellem følelser og fornuft ligger moralen. Det er en skrøbelig størrelse. Den uvægerlig kommer til kort over for folkets vilje – og ønsket om genvalg.

Jeg ville gerne forstå, hvorfor, vi skal indtage en fjendtlig holdning over for Kina, sådan som USA ønsker.

Det siges, at Kina er et diktatur. Det stilles som regel i modsætning til demokrati. Ser vi på styreformerne i forskellige lande, bliver det klart, at begge begreber har mange farver. Men jeg ved meget lidt om styreformen i Kina. I aviserne er det svært at finde noget. Encyklopædien beskriver en forfatning, der i formen er demokratisk i sædvanlig forstand og tilføjer så, at det er partiet, der har den afgørende magt. Men hvordan bliver man medlem af partiet? Hvordan avancerer man i partiet, kunne jeg også godt tænke mig at vide. I Information var der overraskende en artikel som beskrev magtstrukturerne i toppen af partiet og satte navn på flere personer. Det var første gang, jeg hørte om andre en Xi Jinping. Når man tænker på, hvordan pressen overvælder os med oplysninger om USA, er det forbavsende, at den næste konsekvent undlader at analysere magtstrukturerne i Kina.

Problemet med begrebet diktatur er, at det giver en forestilling om, at magten er samlet i en person. Som Alf Ross forklarede, så er det aldrig tilfældet. Et diktatur forudsætter en kreds af personer, der slutter op om diktatoren. Han regerer ikke i et tomrum. Jo større denne kreds er, desto mere nærmer det sig det demokrati, som i en af sine mere perverterede former har karakter af flertalsdiktatur. Et særpræget system er staten Singapore. Det er notorisk et diktatur, men med stor tilslutning fra befolkningen.

Man kan være formalist og tage udgangspunkt i, at magten i et demokrati skal etableres gennem valg. Men valg kan manipuleres på forskellig måde, hvad enten det er med falsk stemmeoptælling som i Rusland eller med benspænd for valgdeltagelsen som i USA.

Man kan også tage udgangspunkt i ytringsfriheden, men skal så også huske, at ingen steder er ytringsfriheden ubegrænset. Oftere og oftere retsforfølges overtrædelser af ytringsfrihedens grænser på de sociale medier. De østtyske arbejdere fik en morsom demonstration i de skiftende begrænsninger. Før genforeningen kunne de kritisere deres chef, men ikke staten. Efter genforeningen var det modsat. Som en ny udfordring af begrebet ytringsfrihed er fake news kommet til.

Forestillingen om demokrati er også forbundet med retten til at blive stillet for en uafhængig dommer, inden der gøres indgreb over for én. Derfor må man også kende og forstå retssystemet. Her kan selv anerkendte demokratier som det nordamerikanske komme i vanskeligheder. Tænk bare på Guantanamo.

Når demokrati har mange former, skyldes det ikke mindst kulturelle forskelle. Men vi lægger i alle tilfælde en vestlig standard ned over vores vurdering. USA er så sikker på sine værdier, at de ikke tøver med at udbrede dem til resten af verden. Den samme selvsikkerhed prægede den europæiske mission for kristendommen i det 19. århundrede. Den nuværende mission for demokratiet har været en succes for så vidt mange stater har følt sig tvunget til at indføre forfatninger af demokratisk tilsnit, selvom de reelt ikke er det papir værd, de er skrevet på. Ser vi på forholdene i Afrika og Mellemøsten, kan man godt komme i tvivl om medicinens velsignelser. Når dertil kommer, at USA regelmæssigt har bragt diktatorer til magten på demokratiets bekostning, kan man også godt være mistroisk over for motiverne for at missionere for demokrati. Det mest spektakulære eksempel er omstyrtelsen af Chiles demokratisk valgte regering 11. september (en ikonisk dato) 1973, fordi man ikke brød sig om dens politik. Begejstringen for demokrati er således ikke ubetinget. Det er et velegnet retorisk redskab for at stække regimer, man ikke bryder sig om. Ingen har nogensinde drømt om at kritisere diktaturet i Singapore.

Hvis man anlægger en utilitaristisk synsvinkel og siger, at formålet med et lands ledelse er at bringe mest mulig lykke til flest mulige mennesker (vistnok Stuart Mill), er demokratiet ikke nødvendigvis et absolut gode. Man bliver nødt til at se på, hvordan det fungerer. Indien har demokrati, men almindeligt kaos. Kina har det måske ikke, men er velfungerende og ordnet – for slet ikke at tale om Singapore, hvis befolkning i det væsentlige er kinesere. I USA, hvis præsidenter hævder, at USA er noget særligt, halter det også en hel del, som Kina med rette påpegede ved topmødet i Alaska (ganske interessant var, at disse kritikpunkter ikke var med på nogen af de videoklip, men kunne finde pa internettet). Man kan derfor spørge, om vurderingen af en styreform ikke bør indeholde vurdering af kulturen. Er vestligt demokrati foreneligt med kulturen? For Kinas vedkommende nødvendiggør det en forståelse for confusianismen. Respekten for autoriteten og respekten for de ældre.

Det må nok konkluderes, at det manglende demokrati i Kina ikke kan begrunde vores uvilje mod landet. Hvad så med undertrykkelsen af uygurerne? Det er en gammel strid. Tidligere var Xinjang en delvis selvstyrende provins, der rummer mange befolkningsgrupper. Provinsen stødte op til Sovjetunionen, og det gav ikke anledning til særlige problemer for det interne styre. Med Sovjetunionens sammenbrud, blev provinsen omgivet af nye selvstændige stater, som etnisk stod befolkningsgrupper i Xinjang nær. I Encyklopædien er det beskrevet, hvordan det har givet anledning til stigende uro i provinsen. Det er derfor rimeligt at antage, at det har motiveret centralregeringen til at stramme grebet. Erfaringerne med USA i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud har ikke været opmuntrende.  De søgte overalt at rykke grænserne for deres indflydelse frem. Det gjorde de også i Asien før og under Anden Verdenskrig. De ville ikke affinde sig med Japans magtudvidelse og lagde derefter en blokade, som Japan brød med angrebet på Pearl Harbour. Efterfølgende satte de sig på Japan og Sydkorea og Taiwan. Prisen var baser og udenrigspolitisk lydighed. Modydelsen var kapitalistisk velstand og militær beskyttelse. I andre sammenhænge kalder man det prostitution. Sådan må tingene antages at tage sig ud fra et kinesisk synspunkt. I det lys kunne man prøve at se indgrebene mod uygurerne. For at holde sammen på riget, øger man trykket på Xinjang. De historiske spor skræmmer. Nationalisme har i Europa ført til staters opløsning.

Hvad angår striden i Det sydkinesiske Hav forekommer det at være en omvendt kubakrise. Kina er omgivet af amerikanske baser i Japan, Sydkorea og Taiwan. Ligesom amerikanerne syntes, at Sovjetunionen var for tæt på med raketter i Kuba, synes kineserne, at amerikanerne er for tæt på. Ligesom under kubakrisen er amerikanerne grænseløst selvretfærdige. De vil blot forsvare de stakkels lande. Om kubakrisen glemmer man, at Sovjetunionens opbygning på Kuba kom som et modtræk til USA’s opstilling af raketter i Tyrkiet. Ligesom med Pearl Harbour er USA god til udelade forhistorien.

Hongkongkrisen bliver værre jo mere Vesten blander sig. Den bruges reelt som en trojansk hest til at destabilisere styret i Kina. Vesten kan håbe på, at demokratibevægelsen breder sig til fastlandet og destabiliserer styret. Jo mere effektivt desto hårdere må Kina slå det ned. Siden Boxeropstanden har Kina vidst, at massebevægelser er farlige.

Sådan forestiller jeg mig at kineserne tænker. Men jeg ved det ikke, for jeg har for få oplysninger. Medierne bringer næsten ingen oplysninger om Kina, men videregiver kun igen og igen den amerikanske propaganda, som stort set ikke gøres til genstand for kritisk analyse. Vi hører kun om overgreb og menneskeretskrænkelser.

Men misforstå mig ikke. Der er al mulig grund til at være på vagt over for Kina. De vil gøre alt muligt for at dominere og udnytte os. Ligesom Rusland og USA. Men jeg tvivler på, at de er irrationelle eller konsekvent onde. De er ikke fjender.

Vi skal leve med alle tre stormagter og helst fredeligt. En god forudsætning for det er at og vide noget om dem og forstå dem.

Klassisk musik; det er mit bedste våben i kampen med dynerne hver morgen. Men dynerne har allierede i den kamp. Tekniske forandringer har taget livet af den ene radio efter den anden. Med mobiltelefonen og en trådløs højtaler er jeg foreløbig forbi den hindring. Men der er andre. På en langsom dag ramler jeg ind i morgenandagten, og slaget er tabt. Så ændrede jeg taktik og listede over Sundet til Sverrigs Radio P2. Fantastisk. Dynerne taber slaget.

Men der er også noget andet: det svenske sprog. De taler langsommere, tydeligere. Svensk er faktisk et ret melodisk sprog, som tales velartikuleret. (Lige i øjeblikket er der en radiovært med amerikansk akcent. Det lyder spøjs, men herregud.) I Bille Augusts film Den gode Vilje om Ingmar Bergmans forældre, falder Githa Nørby overraskende igennem, fordi hun taler et hurtigt og sjusket dansk, som skriger som en kniv mod tallerkenen i forhold til det bløde melodiske svensk, som de andre skuespillere taler.

Det, som har gjort mest indtryk, er imidlertid ordforrådet, eller som det poetisk hedder på tysk: ordskatten. De taler ikke om teenagere, men om ten-årige. Streaming hedder strömning. En bestseller hedder en bästsälgare. En computer hedder en dator. Hvorfor denne forskel?

Det er åbenbart, at fremmedord nolens volens (latin for: hvad enten man vil det eller ej) finder vej ind i sproget. Men danskere synes at foretrække så mange som muligt. Intet tages alvorligt, hvis du ikke har et engelsk ord for det. Det er mig uforståeligt, hvorfor alle taler om lockdown i stedet for nedlukning. Hvad er det, det ord kan, som det danske ikke kan? Hvilken tilknytning havde fænomenet til den engelsktalende verden, som gjorde det naturligt at tage et ord fra engelsk? Jeg kender naturligvis godt forklaringen. De sprogligt inkompetente journalister, som kun behersker ét fremmedsprog – engelsk – får deres udenlandske nyheder udelukkende fra engelsksprogede medier. Dernæst spiller de på deres læseres leflen for alt engelsk og benytter enhver lejlighed til at give alle nye fænomener et engelsk navn.

I forretningssammenhæng bruges hele tiden nye engelske ord for ganske almindelige forekommende fænomener. Det signalerer kompetence. Ved et internt seminar var en af talerne særlig glad for engelske ord. Det gik så vidt, at da hun skulle omtale produktion af syltetøj, sagde hun ”preservativer”. Hun var gæst i huset, og ingen fortrak en mine. Men tendensen er generel. Man vil gerne vise, at man er moderne, men demonstrerer i virkeligheden et sprogligt mindreværdskompleks. En kollega fra Jylland kaldte det ”københavneri”.

Der ligger måske også en del af grunden til, at jeg foretrækker svensk radio. De er øjensynlig stolte af deres sprog. Jeg mindes ikke at have mødt en dansker, som er stolt af sit sprog – og dog. Når jeg læser udenlandsk litteratur i oversættelse, støder jeg undertiden på det sublime. Det er, som om oversætteren i arbejdet med det fremmede sprog har slebet og trænet sit dansk. Anstrengelsen for at gengive originalens tekst på en træffende måde bringer dem ud i det danske sprogs yderste hjørner, og sproget tvinges til at fremvise en hidtil ukendt skønhed, som danske forfattere kun alt for sjældent kommer i nærheden af. Det skyldes måske mindre mangel på sproglige færdighed, end hvad de har lyst til at udtrykke. Teksten skal jo nødig fremstå for udansk. Ved jorden at blive osv. Og misforstå mig ikke: Det er ofte fantastisk smukt, hvad de skriver.

Efter dette sidespring er jeg tilbage ved min begrundelse for at høre svensk radio: Jeg slipper for at høre de danske radioværters sjuskede dansk og væld af anglicismer, når morgenmusikken ind imellem afbrydes af nyhederne. Det ville friste mig til at trække dynen op over hovedet igen, og det går ikke. Jeg skal jo videre.

Jeg har altid været fascineret af begrebet overklasse. Efter min opfattelse har det ikke nødvendigvis noget med høje samfundsstillinger eller mange penge at gøre. Det er snarere det, at de dyrker hinanden og sætter skel mellem deres gruppe og dem, der er udenfor. De defineres som kedelig eller vulgære. Afstanden kan markeres diskret med nedladende venlighed. Dertil kommer også dyrkelse af visse ritualer, som opfattes som ”det rigtige” eller god smag. Den gensidige dyrkelse af hinanden består i stadige bekræftelser på, at de er ”de rigtige”, en bekræftelse af respekt, som udløser en tilsvarende anerkendelse den anden vej. Inden for gruppen er der ofte et hierarki, således at nogle er mere fine end andre, og det er en vigtig del af pagten, at den rangfølge ikke udfordres, men snarere bekræftes. Det beskytter også de lavere dele i hierarkiet mod udstødelse. Derfor har overklassen også en stærk konservativ grundtone, således at visse grupper bevarer selvopfattelsen længe efter at livsvilkårene har ændret sig.

Forholdet mellem etniske danskere og indvandrere noget af det samme.

Han var 40 år og lærer i filosofi på universitetet, og hun var 18 år og hans elev. Hun var usædvanlig velbegavet. Han forførte hende. Hun blev gravid og fik et barn og de giftede sig meget diskret. Ingen skulle vide det. Hendes onkel blev så tosset, at han sørgede for, at han fik skåret nosserne af.

Var det rimeligt, at onklen gjorde det? Selvjustits er oppe i tiden. Havde hun været ude for et overgreb fra sin lærers side? Hvis man foretog en opinionsundersøgelse ville svaret uden tvivl være ja.

Men det er nok forkert, for efterfølgende skrev hun de mest glødende kærlighedsbreve, litteraturhistorien kan opvise. De levede i 1100-årene i Paris og hed Abélard og Héloïse. Da de var gift, og hun havde fået barnet, anbragte Abélard hende i et kloster. Det skyldtes, at hendes onkel havde offentliggjort ægteskabet, og en filosofilærer kunne ikke være gift. Det var hun helt enig i. Onklens vrede skyldtes ikke, at han havde forført hende og bollet hende tyk, men at han ikke ville vedstå ægteskabet.

Da hun sad i sit kloster, skrev hun så det ene brev efter det andet til Abélard, der svulmer af de mest lidenskabelige følelser. Hun fortrød ikke noget. Kun at onklen havde spoleret det hele.

Abélard gik også selv i kloster. Hans karriere var ødelagt. Både gift og kastreret; det var lidt for meget. Han besvarede hendes breve. Lange eftertænksomme breve, men der manglede ligesom noget.

På dansk er brevsamlingen så vidt ses sidst udgivet i 1905. For nylig udkom en beretning fra en amerikansk collegepige, der blev forført af sin 40-årige lærer. Da det skete, opfattede hun det som en meget romantisk affære, men da hun skrev bogen mange år efter, så hun det som et overgreb.