Blog

I Bines familie handler en af de faste historier om den rejse, hendes farfar og farmor foretog i midten af trediverne. Turen gik til Italien sammen med vennen maleren H.A. Brændekilde og hans kone og nogle flere De var vist omkring otte i alt. Der er noget eventyrligt over den rejse, for de var ikke særlig velhavende. De annoncerede efter en barneplejerske til at passe de fire børn, hvor den yngste lige havde lært at gå, tømte deres sparebøsser og tog afsted og var væk i henved tre måneder. De boede en tid i Sorrento. Der er gode billeder fra turen, og Bine fik den ide at besøge hotellet, som hun mente at kunne genkende fra fotografierne. Vi havde desværre ikke tænkt på at tage billederne med. Hun udpegede hotel Vittoria, som ligger midt i centrum med en værelsepris på 900 euro. Da portneren ville standse os ved den lange indkørsel, fik han hele historien, og vi fik lov til at gå ind og tage billeder. I receptionen fik de også historien og vi blev henvist til et billedgalleri, hvor diverse fyrstelige gæster var afbildet gennem tiden. Vi tog billeder rundt omkring, takkede og gik igen.

Da vi et par dage senere igen var i Sorrento, havde Bine tænkt over det. Der var alligevel noget, der ikke passede. Jeg syntes også, det lød lovlig kostbart til, hvad en overretssagfører kunne klare i trediverne selv med tilskud fra børnenes sparebøsser. Hun havde studeret kortet over byen og diverse hotellers hjemmesider, og var nu kommet til den overbevisning, at det måtte være Hotel Minerva. Det lå et stykke uden for centrum med en storslået udsigt. Det var stadig fornemt, men dog i en anden klasse. Vi henvendte os i receptionen og Bine fortalte igen historien. Receptionisten, der måtte være gammel i gårde, var velinformeret og fortalte, at hotellet dengang havde været ejet af en dansker. Der hang juleplatter på væggene og stod danske bøger i reolen. Terrassen, som var afbildet på de gamle fotografier, passede også meget godt. Vi besluttede, at vi havde fundet stedet. Opgaven var løst. Vi tog diverse billeder, som nu skal sammenlignes med de gamle fotografier, når vi kommer hjem, og de gamle oplysninger om rejsen skal genopfriskes. Det skal også endeligt afgøres, hvilket af de to hoteller, det var. Måske skal vi engang bo der, dog næppe hvis det rent faktisk var Hotel Vittoria. Receptionisten foreslog os at spise en frokost eller middag på stedet. Der er tid endnu, inden vi skal hjem.

I en ældre Anders And-historie vælger Anders And sin destination ved at dreje en globus rundt og så med bind for øjnene sætte fingeren på et sted. Lidt på samme måde valgte vi vores feriested i år. Anders And havnede på Grønland. Vi brugte med Tripadvisor eller noget lignende. Det virker næsten på samme måde. Man vælger mere eller mindre i blinde. Vi endte et sted tæt på Sorrento. Det er straffen for at bestille ferie for sent. Vi ville have været til Positano; men alt var udsolgt. Hotellet har være mondænt engang, men det er længe siden. Arkitekturen minder lidt om Kystens Perle tæt på Helsingør. ”Dyden kan ikke således indpodes i vor gamle stamme, men vi tager smag af den”, som Shakespeare siger. Her prøver man at indpode lidt luksus, og det tager smag af den. Tjenerne går i sorte jakker til middag og hvide jakker til morgenmad. Kniber man øjnene sammen, virker det hele luksuøst, og maden er faktisk god. Det tog os et par dage at finde byens centrum, som består af fire-fem butikker. I de smalle gyder undgår scooterne behændigt at køre os ned. På nabohotellet dunker musikken ud på aftenen; men hvad gør det. Jeg trækker høreapparaterne ud, og så er genen minimal. Men det væsentlige er: Middelhavet er Middelhavet, og vi kigger lige ud på det, og solen skinner.

Stedet hedder Meta og umiddelbart fremtræder det som den yderste forstad til Sorrento. Men bygningerne siger noget andet. Flere har årstal over døren fra det 18. århundrede. Hvad lavede man her dengang, og hvad er der sket siden? Vi har ikke svaret. Måske var der også dengang andre end Goethe, der blev lokket af de glødende citroner i det dunkle løv og – Mignon.

Vi ville gerne gense Amalfikysten, men som Voltaire siger, skal man ikke gense sin gamle elskede. Man bliver altid skuffet. En tur fra Sorrento til Amalfi på godt 30 kilometer tager næsten to timer. Bussen var fuld til randen. En spanier ville med vold tiltvinge sig en plads, men måtte affinde sig med en ståplads. Så kørte vi afsted. Overalt var der mennesker. De står så tæt som vinstokke og høstes ligeså effektivt for deres ferieopsparing. Bussen dansede ballet som en elefant. Men sit kæmpelegeme snoede den sig graciøst og med millimeters nøjagtighed ud og ind mellem modkørende og parkerede biler i endeløse hårnålesving og aftvang os ubetinget beundring. Men den kan jo ikke udrette mirakler. Vejen er overfyldt, og trafikken gik hele tiden i står. Men den kom da endelig frem. Amalfi er et sydende kaos af mennesker, citronsorbet og souvenirbutikker. Overvejelser om en afstikker til Ravello opgav vi, da vi så køen, der ventede på bussen. Det var klogere at stille op i god tid til hjemturen for at få en siddeplads. Vi fik de to sidste.

Napoli er også inden for rækkevidde. Med sin skødesløse blanding af skønhed og kaos er den ganske charmerende. Men man går meget. Den første gang nåede vi op på 25.000 skridt i 36 graders varme. Det er lidt for meget. Overalt byder udsigten over Napolibugten og mod Vesuv sig til. Det er som billeder af guldaldermalerne. Næste gang tog vi metroen og bussen. At køre i bus i en by er altid morsomt. Man kommer uvægerligt i kontakt med de andre passagerer, når man beder dem hjælpe med, at man kommer af det rigtige sted. Turen gik til Palazzo reale di Capodimonte, der ligger langt fra centrum i en overdådig park. Det rummer den klassiske kunst. Det er storslået, men på en eller anden måde alligevel lidt kedeligt, måske fordi mit kendskab til de udstillede værker er for beskedent.

Vi har tidligere været i Pompei og Herculanum og på toppen af Vesuv. I stedet tog vi svævebanen op ad Montefaitu og gik det sidste stykke på en bjergkam til toppen i godt 1000 meters højde. Køligheden var markant. Når man går mellem de enorme fyrretræer, kommer man til at tænke på en svensk skov. Toppen er udsmykket med et kapel og en statue af Den hellige Moder. Ved hendes fødder kryber en slange med et æble i munden. Symbolikken forekommer lidt forvirrende. På malerierne i museet var det altid Helligånden, der var på færde. Udsigten mod Vesuv og ud over dalen er imponerende. Hele stykket fra Napoli og til Sorrento er en ubrudt bebyggelse. Bebyggelsestætheden langs kysten og langt ind i landet er nærmest skræmmende.

Fortsættelse følger måske.

Historiske paralleller er sjældent retfærdige; men de kan være inspirerende. Jeg vil derfor forsøge mig med et par stykker.

Min første historiske parallel til Ukrainekrigen er krigen Danmark-Prøjsen 1864. Danmark gennemførte en grundlov, der inkluderede Slesvig i Danmark og provokerede dermed Prøjsen. Ukraine gennemførte en grundlov, hvorefter landet skulle søge optagelse i EU og Nato og provokerede dermed Rusland. Begge gange blev landet angrebet. Begge lande håbede på hjælp fra naboer. Danmark fik det i yderst beskedent omfang. Ukraine får stor våbenhjælp, men må selv lægge krop til.

En anden parallel er Vietnamkrigen. Kommunisterne trængte ned fra nord. Franskmændene gav op. Tanken, om at hele Vietnam endte som kommunistisk, plagede USA, der siden McCarthy (og måske allerede fra Anden Verdenskrigs slutfase) har været hjemsøgt af kronisk kommunistforskrækkelse – eller måske bare har brugt det til at mobilisere befolkningen for sin stormagtspolitik. Amerikanerne overtog Frankrigs rolle, men som befriere, ikke som koloniherrer (sådan da). Spidsfindige hoveder har hæftet sig ved, at USA blev bedt om hjælp af den sydvietnamesiske regering. Det må være nok at henvise til, at en anmodning fra en trængt regering også var baggrunden for Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Årsagerne til krigen i Vietnam og Ukraine er lidt parallelle, idet begge lande var splittet mellem øst og vest. I Ukraine greb USA ind for at skubbe dem i vestlig retning. I Vietnam greb Kina ind for at skubbe dem i østlig retning. Forskellen er, at i Vietnam greb Vesten ind, før regimet væltede. I Ukraine greb Rusland ikke ind, før Jankovics måtte flygte. Derfor var udgangspunktet forskelligt. I begge lande satte stormagten hele sin styrke ind i at kvase det lille land. I begge tilfælde får/fik det lille land våbenhjælp fra den anden side af hegnet. En såkaldt stedfortræderkrig. I begge tilfælde er stedfortræderindgrebet med til at forlænge krigen og forværre konsekvenserne. Uden massiv militærhjælp udefra ville begge lande formentlig ret hurtigt være bukket under.

Jeg forestiller mig den mulighed, at England og/eller USA havde lovet massiv militærstøtte til Danmark op til 9. April 1940 for derefter at lade os selv slås med tyskerne. Da Anders Fogh Rasmussen skulle overbevise os om at indlede vores angrebskrig mod Irak, var det det, han sagde ville skulle have gjort. Det er i sig selv en tåbelighed, som uden vanskelighed kan smides på historiens mødding. Danmark var dengang ligeså militært nedrustet, som vi er i dag. Men jeg tænker mig situationen, hvor vi havde fået solid våbenhjælp til at kæmpe. Så ville mange af os som, der lever i dag, ikke være til, fordi vores fædre ville være døde, inden vi var undfanget. I Ukraine ville mange liv være sparet og mange ødelæggelser undgået på samme måde som i Danmark.

Efter at USA’s – og dermed vores (vi har jo ingen selvstændig udenrigspolitik) – krigsmål er ændret fra at befri Ukraine til at svække Rusland så meget, at det ikke er i stand til at true sine naboer, må krigen nødvendigvis blive langvarig og grusom. Nu har Rusland jo virkelig noget at kæmpe for. Det er interessant at tænke på, at der er to personer, der – formentlig – kunne have undgået krigen: Zielinski og Biden. Den første ved at ændre grundloven, den anden ved at lukke døren til Nato.

Albert Camus skriver i Pesten: ”Når en krig bryder ud, siger folk: ”Dette kan ikke vare ved, det er for tåbeligt.” Og det er sandt nok at krigen er tåbelig; men det hindrer ikke, at den varer ved.”

Den autofiktion, som er så yndet for tiden, har til fælles at omhandle en svær begivenhed eller periode i forfatterens liv. Der sker med bibeholdelse af rigtige navne, og kernen i historien hævdes at være sand. Undertiden siger man som Bergmann, at afvigelserne fra den tørre sandhed egentlig gør historien mere sand. Eller bare mere direkte: Det var sådan, jeg oplevede det. Det giver plads for subjektive fortolkninger. Det adskiller sig fra erindringer ved at kredse om et bestemt tema (med Knausgaard som undtagele), som forfatteren løfter ud af sig selv, som om han ikke længere formår at bære det alene, men må havde læserens hjælp. Her ligger jeg tæt på Peter Bastians analyse af offerkulturen, som handler om mennesker, der ikke evner at bære vægten af deres egne følelser og derfor lægger den over på andre, for autofiktion er ofte offerkultur. Det tiltrækker sig altid størst opmærksomhed, hvis det skrives af eller om en kendt person. Sønner trækker deres forældre i sølet. Med ironi fra westerngenren kunne man sige: It’s not personal. Og så tilfredsstiller det forfatterens behov for eksponering. Han er måske ikke så kendt som sin far. Det handler ikke længere om hans værk, men direkte om ham. Der er i den sidste tid kommet et par autofiktive værker, som næppe ville være blevet antaget af forlaget, hvis ikke gerningsmanden havde været kendt. Læseren må selv gætte, hvem jeg tænker på.

En del af læserinteressen er naturligvis snagefryd. Derudover er den mest intelligente analyse af tiltrækningen, jeg har hørt, at man kan lære noget af det. Man kan lære af andres liv. Naturligvis, men hvad gjorde man da tidligere? Var der et udækket savn. Der er ingen tvivl om, at der var en anden grænse for, hvad man offentliggjorde om privatlivet – sit eget og andres. Undertiden slap det ud som nøgleromaner. Dvs. den sande historie bare med andre navne. Det gjorde det også mere legitimt at lave lidt om på virkeligheden. Netop det, som undertiden giver anledning til forståeligt mishag, når navnene er rigtige.

Men hvad gjorde læserne ellers tidligere? Mit gæt er, at de talte sammen. Behovet for at lære af andres liv blev dækket af samtalen. Fremkomsten af autofiktion dækker således et behov for at høre om det svære, som man ikke længere taler om, fordi man ikke har tid eller tilfredsstiller kommunikationsbehovet på Facebook og lignende. Og på de medier møder man kun en glad kommunikation uden glasskår, splinter og spidse søm. Der finder man ikke nogen offerhistorier.

Og så er der selvfølgelig undtagelserne. For at begynde i den helt anden ende: André Gide prøver sine kontroversielle synspunkter af i L’immoraliste med en hovedperson, der ligner ham selv i en ekstrem udgave. Samtiden ville have ham til at tage stilling til hovedpersonens moral, men det nægtede han. Fortællingen er lidt tør for en nutidig læser. Det eksistentielle drama er sat ind i en skematisk ramme; men den gør indtryk ved at belyse menneskets sammensatte natur. Ferdinand Celine Rejse mod nattens Ende beskriver absurditeten i det, der sker omkring ham ved at gøre sig selv til en klovn i fortællingen. På den måde får han fortalt om Frankrig i Første Verdenskrig og fransk kolonihistorie med elegant reference til Joseph Conrad Mørkets Hjerte. Han bruger også sin viden om socialmedicin til at hudflette det franske sundhedssystem  (ligesom Houellebecq sætter sylen i øjet på læseren med sin beskrivelse af ældreplejen i sin seneste roman Anéantir). Men ingen af dem forsøger at spænde deres fortælling ud som virkelighed. Tværtimod. De omdanner fortællingen til fiktion. Der er en glidende overgang fra autobiografiske offerfortælling til den store fiktion. Men afstanden mellem yderpunkterne er umådelig.

Og så tilbage til udgangspunktet. Autofiktionen har sin berettigelse, fordi man kan lære noget af den. Noget som samtalen kunne give tidligere. Det vidner ofte om stort mod at udstille sine traumer. Men undertiden betaler forfatteren – eller den udstillede gerningsmand – en høj pris. Et skræmmende eksempel er svømmepigen, der mobbede sin konkurrent. Der var kun en part, der var glad: forlaget. Forlagene har et moralsk ansvar, som de undertiden forsømmer. Men jeg har stor respekt for mennesker, der træder ud af anonymiteten og lægger deres rystende historie frem, efter at gerningsmanden er død. Det rummer ofte hjerteskærende fortællinger af stor skønhed eller med lærerig indsigt.

Og hvorfor skriver jeg det her? Fordi jeg i øjeblikket læser fremragende autofiktion af Alex Schulman.

Da Harald Blåtand lod sig kristne, var det næppe udtryk for en pludselig åndelig vækkelse, men snarere en nødvendighed for at bevare magten. Det var realpolitik. Alternativet havde måske været en invasion fra den tyske kejser. Det tyske kejserrige var den tids supermagt. På samme måde skal man nok se mange afrikanske, sydamerikanske og asiatiske landes bekendelse til demokrati. Det er en nødvendighed for at bevare magten. Det sker uden større begejstring og stikker ikke dybt i kulturen. Det er realpolitik. Under overfladen er det ikke altid kønt; men facaden holdes op som et værn. Hvem ved, måske havde herskerne i Irak, Libyen og Syrien siddet uantastet ved magten, hvis de havde sunget med på sangen. Det er uden for en europæers fantasi, at andre styreformer end demokrati kan opfylde en befolknings behov. Men skal en befolkning vælge mellem frie valg på den ene side og husly, sundhed og mad på den anden, er man næppe i tvivl. Det er tankevækkende at sammenligne Indiens kaos og Kinas orden.

FN’s Menneskerettighedserklæring art. 25 stadfæster retten til en rimelig levefod.

Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt.

Der har Kina gjort meget. USA er lidt bagud på den front. Demokrati er ikke den eneste rettighed efter menneskerettighedserklæringen, og der er ingen indbyrdes prioritering mellem rettighederne. Men det er altid retten til demokrati, der bliver fremhævet i den internationale debat af USA. Men det er ikke altid logisk eller konsekvent. Vi fordømmer det autoritære Kinas undertrykkelse af uighurerne, men ikke det demokratiske Israels undertrykkelse af Gaza. Mange finder det i orden, hvis et flertal i Folketinget forbyder omskæring af drengebørn blandt et mindretal af danskerne som har en anden religion end flertallet og har praktiseret den skik århundreder. Bare undertrykkelsen sker med demokratiske midler, er der ingen, der protesterer – andre end de undertrykte.

Demokratiet bruges som våben og forsvar. USA ydede økonomisk støtte til demokratibevægelsen i Hongkong. Om det var en pludselig kærlighed til befolkningen i Hongkong eller om det var for at underminere hele det kinesiske samfund må man afgøre med sig selv. Hvis man spørger, får man næppe et ærligt svar. Konsekvensen var, at demokratibevægelsen blev knust. Hvis nu man forestiller sig, at USA havde ladet være med at blande sig, er det næppe utænkeligt, at demokratiet havde fået lov at leve videre, fordi ingen af parterne: Hongkong eller Fastalandskina havde lyst til at sætte alt på spil. Uden opbakning fra udlandet, ville flertallet måske have opgivet provokationerne. Og Kina ville ikke ødelægge et af verdens førende finanscentre uden en vægtig grund.

Denne form for indblanding i interne anliggender synes mange er i orden. Men når Rusland blander sig i det amerikanske valg, er det noget andet. Det er jo en underminering af demokratiet. Jeg synes også, der er forkasteligt, men vender mig bare mod hykleriet, når indblandingen i andre landes forhold sker i demokratiets navn. USA værner jo ikke selv meget om demokratiet, hvilket de viste 11. september – den ikoniske dato, hvor USA væltede den lovligt valgte regering i Chile i 1972.

Ser man på USA’s eget politiske system, bliver man ikke imponeret. Kun rige har en chance for at blive valgt til politiske poster og kun superrige bliver præsidenter. Obama er en hæderlig undtagelse. Valgkredse bliver omlagt geografisk for at tilgodese ønsker om valg af bestemte kandidater og i republikansk dominerede stater opstiller man diverse vilkårlige regler for at forhindre de fattige i at stemme. De sorte, de spanske, de oprindelige folk som indianere og hawaiianere marginaliseres mere eller mindre åbenlyst. Både Rusland og Kina er trætte af USA’s moraliseren og har efterhånden lært at ramme dem på deres egne ømme punkter.

Demokrati er et våben i det storpolitiske spil. De, som hopper på limpinden i de lande, som ikke bekender sig som demokratiske i vestlig forstand, fungerer som nyttige idioter i USA’s udenrigspolitik. Det gælder i det såkaldte demokratiske forår i Mellemøsten, og det gælder i Hongkong. De, som tror på det og håber på hjælp fra USA, betaler prisen. Den kommer ikke. De er bare brikker i USA’s spil om magten og ender i fængsel eller døden.

Russerne siger det åbent: Vestens kampagner for demokrati er krig med andre midler. Demokratiskytset rettes aldrig mod diktaturer, som støtter USA’s interesser såsom Saudiarabien.

Vi kan lige så erkende det. Udenrigspolitik er interessevaretagelse. Disraëli sagde det, og det er stadig sandt. Midlet er magt. Alt det andet er retorik for at legitimere politikken over for ”almindelige” mennesker. Det gælder om at fremstå god og retfærdig ikke kun på den hjemlige scene, men også på verdensscenen. I Første Verdenskrig tabte Tyskland slaget om opinionen ved at angribe Frankrig gennem det neutrale Belgien. Derfor er trylleordet demokrati så vigtigt for USA for at fastholde verdensherredømmet.

I forbindelse md en planlagt sviptur til Berlin havde jeg lidt tilfældigt købt billetter til Tryllefløjten på Staatsoper. De sidste to pladser ved siden af hinanden. 1.etage 2. række lidt ude til siden. Jeg var ligeglad med placeringen. Jeg har set den mange gange før. Jeg kom for musikken. Det er selvfølgelig altid spændende, hvordan den er sat op. Meget traditionelt, viste det sig. Og uforkortet. Det har jeg vist ikke prøvet før. Teksten er både racistisk og – hvad skal man sige – antifeministisk. Med alt det 18. århundredes uskyldighed. Monostatos har – efter at han er blevet afvist af Pamina – en replik i retning af: ”Jeg er grim, fordi jeg er sort.” Den er svær for et moderne publikum. Men den klares fint, for Monostatos spilles af en hvid sanger. Til gengæld spilles Tamino af en sort sanger. Ganske fikst klaret. De nedsættende bemærkninger om kvindekønnet er der ikke gjort noget ved. Dem må publikum leve med.

Men der var endnu flere overraskelser. På Staatsopers hjemmeside havde der stået ”Tryllefløjten (Everding)”. Det sagde mig ikke noget. Men der fik jeg forklaringen dagen efter af vores tyske venner. Everding var en kendt operainstruktør i 2. halvdel af det 20. århundrede. Det var hans opsætning. Men det rakte længere tilbage, for Everding havde genskabt Schinkels opsætning fra førsteopførelsen i Berlin i 1816. Schinkel var en berømt arkitekt, som bl.a. har tegnet Altes Museum. Men han havde også stået for scenografien til denne forestilling. Mest berømt er stjernehimlen i 2. scene, hvor Nattens Dronning kommer frem hængende i luften i en måneformet båd. Schinkels stjernehimmel er et begreb for tyskere. Man kan se den, hvis man googler den. (prøv: Schinkel Sternenhimmel)

Men heller ikke her sluttede det, for de fortalte, at den nye U-bahnstation ved slottet har man tilnærmelsesvis genskabt stjernehimlen over de to spor. Tusindvis af lysnende prikker. Der kommer også et billede fra metrostationen, når man googler som foreslået ovenfor. Ganske flot. Bine sagde spontant: ”Gad vist, hvordan man skifter pærer i stjernerne.”

Selve forestillingen? De sang fantastisk. Navnlig Nattens Dronnings koloraturarier var så det isnede. Jeg husker Kirsten Hermansen på Det kgl., hvor stemmen bævrede noget.  Den sorte Tamino var tyk, gammel og skaldet. Da kvinderne i første scene berømmer hans skønhed og ungdom, var det svært at tage alvorligt. Men han sang fint. Man kan ikke altid få det hele. Sarastros basparti er svært. Det var en kraftfuld stemme, men lidt sprukken. De dybeste toner kom meget stille. De øvrige var også gode. Der var ikke nogen dårlige.

Vores flyver havde været forsinket. Vi kom småløbende i bidende kulde med tungen ud ad halsen og havde ikke fået noget at spise. Coronapas og billedidentitet skulle kontrolleres. Alle skulle have maske på under hele forestillingen. Men hvad gør alt det. Det var en pragtfuld forestilling. Bagefter var alting lukket. I disse coronatider kommer ingen sene gæster, fik vi at vide. Så de lukker tidligt. Vi var hundesultne. Vi fandt til sidst en lille halvsnusket syrisk restaurant, der var ligeglad med maske, conorapas og luca-app. Der fik vi en herlig suppe, som varmede vores gennemisnede knogler. Vi var taknemmelige og han var tålmodig, og vi forlod stedet som de sidste.

Vejen til fængslet lignede alle andre veje og fængslet lignede alle andre bygninger. Det lå i udkanten af byen Washington; men teknisk var vi i staten i Virginia. Det ligger nogle år tilbage; men det er en oplevelse, jeg ikke kan slippe. Vi blev modtaget i en nydelig konferencesal, hvor fængselsinspektøren bød os velkommen og forklarede, at han glædede sig til at vise os rundt, så vi med egne øjne kunne se, at dette fængsel ikke var som dem i filmene. Vi måtte forstå, at det var meget bedre. Det var en nyere bygning og der var rent og velholdt. De indsatte havde typisk gjort sig skyldige i kriminalitet, der gav 3-5 år. Hjemme ville de tilsvarende forbrydelser give et tilsvarende antal måneder. Bygningen var steril og uden udsmykning af nogen art.

De indsatte blev behandlet forskelligt afhængigt af deres opførsel. God opførsel kunne medføre adgang til små jobs som f.eks. rengøring eller assistent i fængselsbiblioteket, hvor man kunne tjene penge til at ringe hjem. Men overtrådte man reglementet, mistede man jobbet, og man fik ikke mulighed for at vende tilbage. Der var ikke nogen tilgivelse.

De lydige fanger sad øverst i bygningen, hvor der var et stort fælles rum på størrelse med en håndboldbane, hvor de i dagens løb kunne gå frit omkring. Der var også adgang til en lille gård med frisk luft. Der var høje mure på alle sider, så hvis man skulle se himlen, måtte man kigge lige op. Det var det eneste sted i bygningen, hvor der var adgang til fri luft. I de dele af bygningen, hvor der var fanger, var der ingen vinduer, hvor man kunne se endsige høre en fugl pippe. Om natten blev de låst inde i celler, der omgav rummet. I midten af det store rum sad en betjent bag en skranke. Foran skranken var en streg. Den måtte de indsatte ikke overskride. Gjorde de det, fik de en advarsel. Anden gang mistede de retten til at være i den afdeling.

Den afdeling, der så blev overført til, havde et fællesrum på størrelse med en dagligstue. Her opholdt sig ti-femten fanger tæt sammen. Nogle spillede kort, andre døsede. Der var intet dagslys. I et hjørne var en telefon, hvor man kunne føre sine samtaler, hvis man kunne betale for det og ikke var generet af, at de andre hørte med. Også her var der celler, hvor de blev lukket ind om natten. Vi stod ude på gangen og kiggede ind på dem gennem en glasrude. Men de kunne ikke se os. Omviseren forklarede stolt, at tidligere havde der været tremmer ud til gangen, og de indsatte havde råbt og slået på tremmerne, når nogen kom forbi. Men nu var de helt stille, for de kunne ikke se os; men vi kunne se, at, hvad de foretog sig. Det var som at se på aberne i zoologisk have.

Hvis man forbrød sig her, røg man et niveau længere ned. Det var som kredsene i Dantes helvede. På dette lavere niveau var der plads til fire-fem i et område, der mindede om et mindre offentligt toilet, hvor hvert rum rummede en seng til natten. Det fælles område var som det mindre håndvaskområde foran toiletterne. De indsatte lå på gulvet og sov eller døsede. Vi kunne kigge ind gennem en rude i celledøren. Heller ikke her var der var der adgang til dagslys. Kun det neonagtige lys i loftet. Forskel på nat og dag gav ingen mening. Men det kunne blive værre.

Det sidste niveau var straffeceller til ophold i otte eller fjorten dage. Det var enkeltceller, hvor man knap kunne stå oprejst, og maden var vand og brød. Brødet indeholdt alle nødvendige næringsstoffer og smagte grimt men lige præcist ikke så grimt, at fangen ville foretrække selvmord. Der var tænkt på alt.

På gangene gik de fanger, der havde rengøringstjeneste ydmygt til side. Personalet, vi mødte, udstrålede tilfredshed og nød øjensynligt de indsattes respekt, en respekt der understøttedes af det effektive straffesystem, hvor der kun var en bevægelse, og det var nedad.

Der var ingen problemer med narko overhovedet. Vi var forbavsede. Forklaringen var enkel: De indsatte havde ingen fysisk kontakt med besøgende. De talte gennem en glasrude. Når de dømte eller anholdte ankom, blev de visiteret. De blev stillet med hænderne i håndjern på ryggen og benene blev skubbet langt ud til siden. I den stilling var det let at skubbe dem ud af balance, hvis de blev besværlige.

De fleste indsatte var sorte. De sorte er bare mere kriminelle som en tidligere statsanklager engang forklarede mig. Da man ville rydde op i kriminaliteten i Washington, satte man straffen for heroinmisbrug kraftigt op. Der var to typer heroin. Stikheroin og rygeheroin. Det var de sorte, der brugte den ene type og de hvide den anden. Man satte kun straffen op for den type, de sorte brugte. Det havde virket. Kriminaliteten var sunket.

Da vi, efter at opholdet i Washington var slut, kørte til lufthavnen, var motorvejen delt op i en hurtigbane til biler med mange passagerer og en mere overfyldt bane til andre bilister. Vi spurgte chaufføren, om man ikke bare snød. Det gjorde man ikke, forklarede han, for straffen var hård. ”Navnlig når man som jeg er sort.”

I USA sidder over 700 i fængsel pr. 100.000 indbyggere. Det højeste tal i verden. Næsten dobbelt så mange som i Rusland, hvor tallet også ligger i den høje ende.

Mange fængsler i USA er privatejede. Ejerne har lobbyister, der plæderer for længere straffe.

Det er ingen hemmelighed, at folkeskolen ikke underviser i grammatik. Dansk, må man forstå, er noget man bare kan, når man er dansker. En kollega på godt fyrre, som er en ualmindelig god sprogbruger, bliver tom i blikket, når jeg siger ”akkusativ”. Men der er faktisk selv blandt gode sprogbrugere stor usikkerhed om brugen af grammatikken.

Vores stedord bøjes i kasus eller fald. Det er en disciplin, hvor flere og flere falder i. Man hører tit: ”Det er svært for Søren og jeg”. Hvad sker der? Tag Søren ud. Ville du sige ”Det er svært for jeg”? Men hvorfor er det så, at Søren får det til at svinge fra akkusativ til nominativ? Fejlen er formentlig et udslag af det, der hedder overkorrekthed. Man vil vise, at man ikke hører til dem, der siger ”Mig og Søren gik en tur.” Nominativ er altså bedre end akkusativ, synes ræsonnementet at være. Men det forhindrer ikke sætningskonstruktionen, som man tit læser i avisen ”Dem, der har mest travlt, er tit for sent på den.” ”De” bliver til ”dem” foran en indskudt sætning. Der er øjensynlig ikke noget grundled eller subjekt i den sætning.

Udsagnsordene eller verberne lider også. Ligge og lægge blandes sammen. Når jeg taler om transitive og intransitive verber, bliver det opfattet som vildt eksotisk. Bedre bliver det ikke med den manglende skelnen mellem infinitiv og perfektum (navnemåde og fortids tillægsmåde). ”Jeg har ikke kunne nå det”, skrives der, fordi det lille t ikke kan høres i talesproget. Mere komplicerede konstruktioner forliser. ”Han ville have kunnet forstå det, hvis du havde sagt det” bliver simplificeret til ”Han havde forstået det, hvis du havde sagt det”.

Til sidst min kæphest (en af dem). Forskellen mellem ”nogle” og ”nogen”. Det giver ikke mening at forklare det som et spørgsmål om ental og flertal. Det indses let, hvis man oversætter til f.eks. engelsk, hvor det hedder ”some” og ”any”. Mange bruger denne oversættelse til at få styr på forskellen mellem de to danske ord. Men den holder ikke altid. F.eks. kan det ikke bruges ved sætningen ”Der er nogen, der har taget min blyant.” Der bruger man på engelsk ”somebody”. Mere relevant er det at arbejde med betydningsforskellen. ”Nogle” betyder ”nogle Stykker” og ”nogen” betyder ”en eller anden” eller ”nogen som helst”. Følgende eksempel viser, at betydningen er afgørende: Spørgsmål: ”var der nogen?” og Svar: ”Ja, der var nogen.” eller ”Ja, der var nogle” I det først svar siges, at der var en eller anden, og det er ubestemt, om det var en eller flere. I den anden sætning siges, at der var nogle stykker.

Der kan måske også opstilles en mere abstrakt hjælperegel. I nægtende, spørgende eller hypotetiske sætninger, bruges altid ”nogen”. ”Der er ikke nogen” eller ”er der nogen” eller ”hvis der er nogen”.

Nu ringer klokken. Der er frikvarter.

Under et møde med Jean-Marc Ayrault, der dengang var fransk udenrigsminister, skulle jeg finde på noget klogt at sige. Jeg var indbudt til en minikonference på den franske ambassade sammen med en snes andre for at tale om, hvad der kunne gøres for fransk kultur. Min pointe gjaldt google-søgning. Det var kommet som noget af en øjenåbner, da jeg engang efter et besøg i Augsburg ville søge på den middelalderlige finansmand, som havde sat sit præg så stærkt på den by. Og hvad kommer frem? En artikel fra den engelske Wikipedia. Hvad fanden havde England eller USA med Fugger at gøre? Hvor var den tyske Wikipedias artikel om Fugger? Tyskere måtte vel have en større og bedre baggrund for at skrive om Fugger. Det krævede kreativ valg af tyske ord som supplement til navnet Fugger, før den tyske artikel dukkede frem. Jeg kunne naturligvis være gået ind på den tyske Wikipedia direkte; men det er ikke min pointe. Pointen er, at mekanismen er generel på google. Der kommer, når jeg søger på google i Danmark næsten undtagelsesfrit kun artikler på engelsk og dansk. Derved er fransk og tysk kultur automatisk sat i skammekrogen. Det var min pointe.

Det vakte ingen genklang på mødet og blev dårlig nok forstået, og man gik videre til andre emner. Skal man se det fra googles side, kan man sige, at danskere jo ikke forstår andre fremmedsprog end engelsk. Das ist des Pudels Kern. Hvad skal vi med tyske og franske svar på en googlesøgning, når vi ikke kan læse dem?  Vi bliver fodret med det, vi gerne vil have.

Men prisen er høj. Det bestemmer hele vores mediebillede af alt, hvad der foregår i udlandet. Da journalisterne ikke kan læse fransk og tysk, kan de heller ikke citere fra Frankfurter Allgemeine eller Le Monde eller scrape, hvilket er et pænere ord for at skrive af. Nyheder fra disse lande refereres skamløst fra engelsksprogede artikler. Da euroen efter finanskrisen kom ud på dybt vand, bad man engelske økonomer tolke udsigterne. De kom ikke overraskende altid frem til, at euroen snart ville bryde sammen. I striden mellem EU og England om brexit citeres kun engelske kilder, og man undres lidt over, at EU’s dvs. vore forhandlere og vores standpunkter konsekvent er blevet set gennem engelske briller. Det gælder stadigvæk. Det gælder f.eks. for de skærmydsler, der dukker op i forholdet. Tyskland og Frankrig fremstår med alle englændernes og amerikanernes fordomme, som vi villigt overtager. De har skumle hensigter. Bare vi ikke bliver kørt over af disse to lande. Mette Frederiksen stiller sig på tværs, hvor hun kan. Tidligere kunne hun stille sig i ly af englænderne, der var imod alt. Men den går ikke længere. I stedet må hun vove sig ud i eventyr med Sebastian Kurz. Hvad bliver det næste.

Herved fjerner vi os mere og mere fra den virkelighed, vi er en del af. Vi er i EU og har interesse i at vide og forstå, hvad der foregår i vores to vigtigste medlemslande Frankrig og Tyskland. Alligevel er vi nærmere knyttet til USA og England i en grad, så vi i andre lande opfattes som USA’s 51. stat.  I udenrigspolitikken lader os adskille fra vores naturlige partnere i EU for at synge efter USA’s pibe under henvisning til påståede fælles værdier uden at reflektere over, at de reelt adskiller sig kraftigt fra de fælleseuropæiske værdier, idet vi lukker øjnene for alt det, der er mindre pænt i USA på samme måde som kommunisterne lukkede øjnene for alt det onde i Sovjetunionen. Jeg behøver blot at nævne Guantánamo, racisme, ekstrem liberalisme, grænseløs vold og et råddent retssystem. Fortsæt selv. Men i EU er det Frankrig og Tyskland, der dominerer. Hverken USA eller England. Og vi deler i langt højere grad værdier og interesser med det Europa, vi er en del af.

Men hvorfor er det kommet dertil at vi hellere vil identificere os med USA? Det kan alt sammen føres tilbage til vores sprogundervisning i skolen. År for år daler antallet af uddannede seminarie- og gymnasielærere i tysk og fransk. Det begyndte med Anders Fogh Rasmussen, der hævdede, at vi kun havde brug for at lære engelsk i skolen. Det var nok til at klare sig i hele verden, mente han. Siden er det bare gået den gale vej. Ikke kun er undervisningen i fransk og tysk gået tilbage, men indstillingen til disse sprog har også ændret sig i negativ retning. ”De er ikke relevante” er opfattelsen. Man kan ikke se, hvad man mangler. Det er i den forstand selvforstærkende.

 Politisk og kulturelt er det et problem. Man kan også sige, det er vores skæbne. Hvordan skal vi skabe en fremtid i EU, når vi ikke forstår dem, vi er sammen med?

Det er en almindelig opfattelse, at blandt andengenerationsindvandrere klarer pigerne sig bedre end drengene. Den sædvanlige forklaring er, at pigerne bliver tvunget til at holde sig hjemme, mens drengene får mere frie tøjler. Derfor har pigerne ikke andet at lave end at kaste sig over lektierne. Den forklaring understøtter vores almindelige fordom om, at moralen blandet indvandrere er kvindeundertrykkende. Efter min opfattelse er det for letkøbt. Måske skulle man kigge i andre retninger og overveje, hvad vores samfund egentlig tilbyder disse drenge

 Vores uddannelsessystem bygger efterhånden udelukkende på kvindelige værdier. Det begunstiger dem, der kan sidde pænt og udfolde sig på et stykke papir eller med næsen i en bog. Allerede fra børnehaven er flertallet af pædagogerne kvinder (86 %). Det er netop i den alder, hvor drenge og piger for alvor begynder at identificere sig med deres køn. Når der er så få mandlige pædagoger, hænger det måske sammen med den næsten hysteriske angst for pædofili, som hærger forældre i disse år. De mindste antydninger fra børn om berøring bliver opfattet som forsøg på pædofili og fører til anmeldelse og sigtelse. Medmindre sigtelsen bliver frafaldet som grundløs, er pædagogen udelukket for livstid fra arbejde med børn. Det er ikke nok, at sigtelsen frafaldes på grund af bevisets stilling. Efter princippet ”der går ikke røg…” er tankegangen, at der nok var noget om det, selvom det ikke kunne begrunde en tiltale. Det kan nok holde en del mænd fra at vælge den karriere.

Dertil kommer, at feminismen er kommet så vidt, at mange mænd identificerer sig med kvindelige værdier. Mange vil ikke være i stand til at formulere mandlige værdier, hvilket understøttes af de feminister, som ser kønnet som en social konstruktion. Med det udgangspunkt er enhver argumentation om særlige mandlige kønstræk udelukket.

Indflydelsen af arv og kår i dannelsen af kønskarakteren er temmelig uigennemskuelig i detaljerne; men at hævde, at kønskarakteren er en social konstruktion, er rendyrket politik uden noget videnskabeligt holdepunkt. Men det er formentlig en kendsgerning, at forskellen i kønskarakter hos folk, der kommer fra Mellemøsten, er mere udtalt, end vi er vant til at se hos os. Dvs. at mænd er mere maskuline og kvinder er mere feminine.

Der kommer så balladen. Udviklingen af karakteren sker ofte gennem en spejling mod personer, som man ser op til. Men hvor er de maskuline værdier, en indvandrerdreng kan spejle sig i ud over sin egen far? Faderen er måske kørt fast i det danske system og sunket til bunds, eller han håndhæver principper, som er ude af trit med det omgivende samfund. Under alle omstændigheder har et barn behov for identifikationsmodeller uden for sin egen familie. Det er en del af udviklingen fra familie til samfund, og den er særlig vigtig, når man skal integreres i en anden kultur, end den, man kommer fra. Der skal være nogen i den nye kultur at se op til. Her skulle den mandlige pædagog eller lærer træde til. Men enten er de der ikke, eller de tør ikke folde maskuline værdier ud under det dominerende feministiske regimente.

Mandlige værdier er i de senere år blevet nedgjort så meget af feminismen, at man knap nok tør hævde at der findes nogen. Det gælder alt fra MeToo til mansplaining, alfa-hanner til hustruvold og kvindeundertrykkelse i almindelighed. Omvendt har kvinder på godt og ondt indtaget områder, som traditionelt har været domineret af mænd og hævder så, at de kvaliteter, mænd har udfoldet der, ikke er specifikt maskuline. Der bliver ikke rigtig noget tilbage. Mændene får eneret på de dårlig maskuline særtræk, og de gode sider er ikke specifikt mandlige. Manden skal genopfinde sig selv, hedder det: læs han skal feminiseres. Mange mænd beskriver selve den banale sandhed, at kvinder har lige ret og lige værdighed som udtryk for, at de er feminister. Almindelig anstændig opførsel bliver pludselig til et feministisk værdi. Det er det univers en undrende indvandredreng af anden generation kan kigge ind i. Der er ingen Marlon Brando eller Burt Lancaster der.

Hvad er så de maskuline værdier? For at forklare det, er det nødvendigt at generalisere og forgrove, for både mænd og kvinder indeholder elementer af både mandlige og kvindelige værdier. Man kan derfor alene tale om, at visse karaktertræk har overvægt hos det ene eller andet køn. Kun derved kan man definere det mandlige som modsætning til det kvindelige. Dernæst betoner jeg, at der i den foreliggende sammenhæng er tale om værdier, som kommer til udtryk i opdragelsen og ikke i voksenlivet, hvor det hele bliver mere sløret.

Hvad er de dominerende kvindelige værdier i opdragelsen, som ikke ligger naturligt til mænd? Det er varme og omsorg. Alt det, som vi omfatter af begrebet af moderlighed.

Hvad er det mandlige? Det er de hårde krav. Derfor føler de fleste mænd sig akavede og uegnede til den opgave de får tildelt med lige barselvorlov for mænd og kvinder. Der kan de ikke tilbyde andet end at påtage sig en sur pligt. De har ikke en naturlig omsorg for det lille umælende væsen.

Den maskuline tilgang er at sige: du kan gøre det bedre, du kommer over det, du skal anstrenge dig mere. Det gælder, hvad enten det drejer sig om sport, at bygge en hule eller løse en svær skolestil eller matematisk opgave. Det er evnen at stille mål, som barnet skal strække sig på tæerne for at nå. Det er at nære dristigheden, viljestyrken og udholdenheden. Drenge er tit mere enstrengede end piger, men kan til gengæld nå længere på det snævre felt, hvor de har valgt at stræbe. Det er en værdifuld kønskarakter hos drenge, selvom den i opvæksten giver sig udtryk i tilsyneladende unyttige ting som ekvilibristisk beherskelse af et rullebræt eller manisk opslugthed af visse computerspil.

Men for at udnytte den kraft, som kommer til udtryk på den måde og bringe den videre, har de brug for mandlige identifikationsmodeller med positive maskuline værdier. Med i den pakke af værdier, som skal formidles, er også opgaven at grundfæste begreberne pligt og ansvar. Kvinder kan også formidle de værdier; men de kan ikke tjene som identifikationsmodeller. De kan aldrig erstatte en Marlon Brando eller Burt Lancaster.

Der fejler skole og børnehave. Til gengæld tilbyder de kriminelle bander maskuline forbilleder til overflod. Der får indvandrerdrengene de maskuline forbilleder, de søger, men i den destruktive version. Der finde de identifikantionsmodellser, som det danske samfund ikke kan tilbyde i den konstruktive udgave.

Der skal man formentlig finde forklaringen på, at indvandrerpiger klarer sig bedre end indvandrerdrenge. Sagt i forbifarten kunne etnisk danske drenge også have gavn af at få styrket deres maskuline identitet.