Blog

Det er aldrig for sent at føle sig krænket. Forleden endnu en anmeldelse af en bog om en kvinde, der efter fyrre år føler sig krænket, fordi hun i en alder af 15 år indledte et seksuelt forhold til en mand på over fyrre. Jeg skriver med vilje ”indledte”, selvom mange sikkert vil se manden som forføreren, fordi vi ikke er inde i området for voldtægt – hverken i gammel eller ny definition. Der har, som jeg læser disse beretninger, været en aktiv viljeshandling fra pigens side. Er hun i den alder for ung til at træffe den beslutning? I så fald er det godt, vi ikke sænker valgretsalderen. Men dertil kører disse fortællinger i et spor, hvorefter kun kærlighed mellem to nogenlunde jævnaldrende er legitim. Hvilken mærkelig indhegning af kærlighedens væsen. Andre steder læser man om piger, som bruger en tilfældig fyr til at få taget deres mødom for at blive voksne og selvstændige. I den ene sammenhæng er mødommen noget næste sakralt, som skal omgærdes med stor beskyttelse hos den umodne og uselvstændige unge pige, som ikke bør overskrides af en ældre mand, som i den sammenhæng defineres som et dumt svin blottet for empati. Fælles for disse fortællinger er, at man aldrig stiller spørgsmålet om mandens følelser. Det lægges til grund, at han er et kynisk forfører. I den anden sammenhæng er det første samleje en besværlig grænsepæl, som skal passeres på den selvstændige kvindes vej mod voksenlivet.

Det fremhæves ofte, at kvinden gennem Metoo-bevægelsen er blevet sig krænkelsen bevidst. I anmeldelsen af en amerikansk beretning fremgik  det, at en kvinde, da forholdet stod på, havde opfattet det som enestående romantisk og først i lyset af Metoo-bevægelesn omdefinerede eller reviderede sine følelser. Hvilken besynderlig tilsmudsning af noget, der tidligere blev opfattet som en smuk oplevelse.

Som jeg ser disse fortællinger, handler de om en bedømmelse af fortidens handlinger i lyset af en ny samfundsopfattelse. En omvurdering af noget, som kvinden tidligere fandt acceptabelt og måske ligefrem smukt. Som al revisionisme rummer den noget falsk. Jeg benægter ikke, at den voksne kvindes erindring om forholdet rummer noget smerte; men det har den tilfælles med al erindring om brudte kærlighedsforhold. Og selv om brudte kærlighedsforhold er forskellige som mennesker er flest, rummer de næppe mere smerte end oplevelserne hos alle de unge, som i dag mistrives i det moderne samfund, som trods al sin politiske korrekthed ikke evner at bibringe de unge en følelse af lykke endsige sindsro eller balance. I sammenligning med forargelsen over ulige kærlighedsforhold forekommer indsatsen for at bringe de unge på rette vej halvhjertet. Og lad mig så til sidst lige tilføje, at selvom man lægger til grund, at det ulige forhold har været en krænkelse – helt eller delvis – så har jeg svært ved at føle mig berørt, når jeg samtidig tænker på, hvad der sker i Gaza og Ukraine. Der er forskel på lidelser.

Grønland fyldte meget i min bevidsthed som barn. Det var et regelmæssigt tema i vores undervisning i 50-erne. Det var en eksotisk, eventyrlig og storslået del af vores land, som vi var stolte af. Vi forstod, at det var vores forpligtelse som danskere at give dem andel i de materielle og sundhedsmæssige goder, som vi rådede over. Vi hørte om, hvordan grønlænderbørn kom til Danmark for at bo og lære den danske kultur og det danske sprog at kende. Jeg ville gerne have haft sådan en dreng boende. Men der kom ikke flere, da jeg formulerede det ønske. Det var et spørgsmål om at give dem et skub til at udvikle landet, så de kunne få det lige så godt som vi. De skulle have mulighed for selv at tage ansvaret for den udvikling. Sådan blev det forklaret.

Nu får vi så at vide, at det var et overgreb. Mette Frederiksen har givet en undskyldning. Et overgreb forudsætter noget dadelværdigt. Der skal altså være tale om en ond handling. Men begreberne godt og ondt giver kun mening i relation til gældende moral.

Moral udvikler sig over tid. Richard Dawkins (Illusionen om Gud) antager, at det altid sker i positiv retning. Det er begrebsmæssigt noget vås. I og med at nutidens moral sætter nutidens skel mellem godt og ondt, vil nutidens moral altid forekommer mere ”rigtig” og fortidens moral derfor ”forkert”. Men det giver den ikke større absolut gyldighed, Hvis man bedømmer fortidens handlinger i nutidens moral, er resultatet givet på forhånd. Nutiden har ”ret”. Mere rimeligt er det vel at anvende datidens moral ved bedømmelse af datidens handlinger. Ellers giver en moralsk bedømmelse ingen mening, men blot den selvfølgelige konstatering af, at moralen har ændret sig.

Når man derfor fordømmer, at grønlandske børn blev sendt til Danmark, forudsætter det to ting.

For det første en antagelse om kulturernes ligeværdighed. Denne forestilling er imidlertid ret ny. I 50-erne var synsvinklen ubetinget, at grønlænderne skulle have adgang til vores sprog og kultur for at udvikle landet.

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                    For det andet forudsætter det nutidens syn på børneopdragelse. Jeg er undertiden i tvivl om, hvad nutidens syn er; men datidens syn var ubetinget, at det var et gode at stræbe efter højere indsigt – med alle midler, herunder også et ophold i Danmark, hvis man var grønlænder. De, der fik det tilbud, var heldige. I datidens moralske ramme, som er den eneste, vi kan benytte ved bedømmelse af disse handlinger, var det, man gjorde, ubetinget godt. At kalde det krænkelser er udtryk for manglende historisk forståelse.

Derfor giver Mette Frederiksens undskyldning ikke mening. Hun kaster dertil helt uberettiget smuds på dem, der førte politikken dengang.

Rapporten om de 22 børn kan findes her

Det er tankevækkende læsning. Efter krigen erfarede man, at forholdene på Grønland var meget ringe. Boligforholdene var elendige. Sundhedstilstanden var dårlig, og tuberkulose og andre sygdomme var udbredt. Gennemsnitslevealderen var lav – under 40 år, og der var mange forældreløse børn. I det klassiske bygdsamfund tog andre sig af disse børn; men den kultur var uddød. Disse børn udviklede sig derfor til et socialt problem.

Der var enighed mellem grønlændere og danskere, om at forholdene skulle forbedres, og at grønlænderne skulle være en del af udviklingen. Vejen var uddannelse og vejen til uddannelse var det danske sprog. I det daværende skolesystem var der to spor. I det ene spor undervistes på grønlandsk. I det andet spor, der fortrinsvis brugtes af danskere på Grønland, undervistes på dansk, dog således at et af fagene var undervisning i grønlandsk. Organisationerne Red Barnet og Røde Kors søgte efter krigen nye opgaver, og tanken opstod dels om et børnehjem dels om at lade grønlandske børn få et midlertidigt ophold i Danmark for at lære dansk. Ideerne blev over flere år drøftet i Danmark og på Grønland f.eks. i de rådgivende landsråd. Grønlænderne var således inddraget og støttede helhjertet ideen. Den konkrete udformning af projektet udviklede sig i forløbet dels af praktiske dels af ideelle årsager. Kriterierne blev defineret som ca. 20 kvikke og sunde forældreløse børn på 5-7 år. Det var så tanken, at de efter opholdet skulle bo på det nyopførte børnehjem i Godthåb. Når de blev voksne skulle de så være frontløbere i udviklingen af Grønland. En praktisk vanskelighed viste sig at være, at der ikke kunne findes 20 børn, der opfyldte de kriterier. Alle var imidlertid opsat på at gennemføre projektet, og man supplerede så med børn, der havde mistet deres far eller mor og fik så samtykke fra den tilbageværende forælder.

Selve opholdet i Danmark var en stor sukces. Børnene var stort set tilfredse og lærte dansk. Som det var almindeligt også for de tidligere finnebørn glemte de deres modersmål. Hvis de var kommet tilbage til deres eget miljø, ville de hurtigt have genvundet den færdighed; men på børnehjemmet fortsatte undervisningen på dansk. Derved blev de reelt isoleret fra det omgivende samfund. Tanken var formentlig, at de ville have glemt det danske, hvis de var kommet tilbage til de små udsteder, hvor de kom fra. Her kunne de heller ikke få den uddannelse, som skulle bringe dem fremad og opad. Men det gjorde nogle af dem rodløse, da de hverken blev akcepteret af grønlænderne som grønlænderne eller af danskerne som danskere.

De blev ikke de frontløbere i samfundet, som man havde regnet med. Ud fra den betragtning mislykkedes forsøget. Der er imidlertid ingen tvivl om den gode og helhjertede vilje fra myndighedernes side i overensstemmelse med datidens normer og moral og den helhjertede opbakning fra grønlandsk side til alle faser i forløbet. Der var et utal af høringer. Alle var enige om, at vejen til bedre forhold på Grønland var adgang til dansk kultur og sprog. Efterfølgende kan man sige at tilgangen var uhensigtsmæssigt forceret; men reelt har udviklingen mod Grønlands selvstændighed været båret af de grønlændere, der tilegnede sig dansk kultur og sprog. Moses Olsen, der gik tre klasser over mig på Østre Borgerdyd, var en af dem.

Det er en mærkelig diskussion, der foregår i Politiken mellem professor Stjernfelt (16.4) og professor Brinkmann (19.4) om religionens og ateismens sande væsen. Kirkelige kredse har gennem tiden moret sig over, at man kan stifte noget så naturstridigt som Ateistisk Selskab. Hvordan kan en ikke-tro udgøre en sag, man vil kæmpe for. Det får den til at ligne en tro. Georg Brandes ville næppe have meldt sig ind i den forening. Brinkmann derimod insisterer på at bruge termen religion om det ubetingede som næstekærlighed, fordi det henhører under det, som vi ikke får nogen gevinst af. Det er en almindelig antagelse, at næstekærligheden er noget særligt kristent og derfor med rette kan betegnes som noget religiøst. Det er næppe rigtigt. Den græske tragedie ”De bønfaldende” af Aischylos, som i en nyoversættelse burde hedde ””Asylansøgerne” viser, at næstekærligheden som fænomen er førkristen. I det hele taget synes Jesu tanker at afspejle den græske filosofi navnlig stoicismen. Læser man stoikerne har man ikke brug for religiøse kategorier. Det gælder den hårde version hos Epiktet såvel som den bløde version hos Seneca. Begge steder lærer man at opnå sindsligevægt ved at hæve sig over livets urimeligheder, og begge kan læses som et ikke-spirituelt sidestykke til de spirituelle evangelier.

Det er rigtigt, som Brinkmann anfører, at næstekærligheden ikke er begrundet i egennytte. Ellers er det ikke næstekærlighed; men det gør det ikke til noget underfundigt overmenneskeligt. Det samme gælder begreber som tilgivelse og det at opfylde de dødes ønsker. Det hæver os over det instrumentalistiske, som er fremherskende i tiden som f.eks, at man skal behandle sine medarbejdere godt, fordi det får dem til at fungere bedre, hvilket øger virksomhedens overskud. Det er netop ikke næstekærlighed. Brinkmann kalder næstekærligheden undernaturlig. Det er et uklart og unødvendigt begreb. Man kunne sige, at man skal gøre det gode uden ydre grund. Ikke fordi det tjener noget formål, men fordi jeg herved lever i overensstemmelse med mig selv. Fordi min selvrespekt kræver det. Det er let at forbinde med begreber som ansvar, vilje og pligt. Ansvaret og pligten over for en selv og deraf viljen til det gode over for medmennesket (i modsætning til ansvar og pligter over for arbejdsgiveren eller medkontrahenten, som ikke bunder i moralen, men i juraen).

Begrebet ”det gode” er filosofisk set en underlig størrelse. Det gode er ikke en kvalitet ved handlingen og siger ikke noget om handlingens egenskaber eller kvaliteter. Når man siger, at handlingen er god, betyder det blot, at vi bedømmer den positivt. Men det er netop pointen her. Det giver mening, da moralen som Kierkegaard påpeger er bundet til den tid, vi lever i og derfor relativ. Vi kan kun handle efter vores egen opfattelse af det gode i relation til den moral, som er vor tids moral. Men når vi gør det, er det ikke under henvisning til noget eksternt eller nogen religiøs kategori. Det er forudsætningen for vores selvrespekt. For at leve i overensstemmelse eller i harmoni med sig selv. Den klassiske forestilling om ateisten som amoralsk har misforstået den pointe. Moralen bærer vi på, hvad enten vi er religiøse eller ej.

Om Gud eksisterer, diskuteres sjældent i Danmark. Det er en kendt sag, at der er ting, der unddrager sig vores erkendelse. I gymnasiet spurgte jeg min fysiklærer, om man kunne forestille sig, at der fandtes noget uden for verdensrummet. Det kunne man godt, sagde han; men det er uinteressant, for vi kan ikke erkende det. Det var fysikeren, der talte i overensstemmelse med moderne erkendelsesteori. Alligevel pirrer det vores nysgerrighed, hvad der findes bag verdens skabelse. Hvad var der før og uden for Det store Brag. Dette uerkendelige kan henvises til en religiøs kategori – forestillingen om en gud som primus motor. Herved bliver Gud blot et navn for det uerkendelige. Alternativt kan man indskrænke sig til at sige som min fysiklærer, at vi ikke ved noget om det.

For mig går den egentlige grænse til det religiøse ved spørgsmålet, om man som menneske står i forbindelse med noget uden for sig selv; noget metafysisk, som man passende kan kalde guddommeligt. Det er vitterlig en smuk tanke, som man ikke bør bekæmpe med foreninger som Ateistisk Selskab. Som bekendt har denne tanke historisk ført til åndsformørkelse, intolerance, udnyttelse, undertrykkelse og mission,- ydre og indre – som man derimod ikke kan sige noget godt om, og som der er al mulig grund til at bekæmpe, uanset om man er religiøs eller ej.

Da jeg holdt et foredrag om min roman ”En uendelig affære”, der er inspireret af mit skoleophold i Frankrig, var forfatteren Egon Clausen blandt tilhørerne. Han spurgte, hvorfor jeg ikke havde skrevet bogen som non-fiction: ”Mænd gider ikke læse fiktion.” Jeg tænkte, at en kvindelig læserkreds er helt i orden for mig. Jeg sagde, at fiktionen kan noget, som non-fiction ikke kan. Den kan opbygge en handling, som angår os alle. Jeg henviste til Aristoteles Poetikken. Læseren skal kunne identificere sig med romanens helt. Helten træffer en fatal beslutning, hvor læseren tænker: ”Det kunne være mig. Mon ikke, det ender galt?” Beslutningen indleder et fatalt forløb, der ender i en katastrofe, som fremkalder læserens medlidenhed, samtidig med at han tænker: ”Godt, det ikke er mig.” Aristoteles kalder det katarsis. Hans tekst er på det punkt lidt uklar; men vi kender godt denne afklarede følelse, når vi forlader en biograf: Filmen endte sørgeligt, men alligevel efterlader den os med en følelse af forløsning.

Men i moderne litteratur er fiktionen kommet på speed. Den skal angå virkelige mennesker eller virkelige begivenheder, for læseren kræver nu også autencitet: ”Var det virkelig sådan, det skete?” Det giver naturligvis et problem, for virkelige begivenheder er sjældent opbygget efter en velfungerende dramatisk model. Men elementerne kan være effektive byggeklodser. Forfatteren bruger disse byggeklodser og rykker lidt rundt på kendsgerningerne. Overfortolker nogle og undertrykker andre og siger: ”Det var sådan, det skete, men det er en roman. ”Det minder om en varedeklaration, jeg så på en tobakspakke fra besættelsen: ”Cerutterne er fremstillet af de bedste råvarer, der kan fremskaffes.” Forfatteren kunne have sagt: ”Jeg har holdt mig så tæt på sandheden, at det ikke ødelægger historien.” Det kunne Alex Schulman have sagt om sin roman ”Brænd alle mine breve”, der handler om hans farmors uforløste og livslange kærlighed til Olof Lagercrantz. Kulturskribenten Lappo Lapin har gennemgået romanen i tidsskriftet Kvartal og mener med 102 kildehenvisninger at have påvist, at den ikke er sand og spørger, hvor Alex Schulman ikke bare siger, at historien er noget, han har fundet på i stedet for i interviews at tale om romanen som om den er sand. Schulman svarede: ”Jo, det skyldes, at den faktisk også er sand. Virkelig sand ind i sjælen…” (Gengivet efter Carsten Andersen Politiken 8. april 2023). I bogen indrømmer han, at han har digtet og byttet om på kronologi. Så hvorfor disse krumspring?

Tiden synes at efterspørge ”den sande historie”. Først offerfortællingerne. Så biopics. Læserne vil have de rigtige navne og følelsen af den rigtige historie. Bogens oplag ville formentlig kun have været en tiendedel, hvis den var skrevet med fiktive navne uden krav om sandhedsværdi. Skyldes det en svækket evne til indlevelse i fiktive personer? Eller er det bare drevet af det, som man i andre sammenhænge ville kalde fascinationen af sladder?

Men balladen om Schulman fortæller os, at forfatteren er sårbar over for konfrontationen med sandheden. Romanen med de rigtige navne og tvivlsomt krav på sandhedsværdi sluger vi begærligt, men bliver skuffede, når sandheden – den rigtige – afsløres.

Det er tankevækkende, at Mette Frederiksen villigt undskylder for behandlingen af godhavnsdrengene, grønlænderbørnene og senest mennesker i særforsorgen. Alt sammen ting, som hun ikke har ansvaret for. Undskyldninger af den art er som falske penge: De ser flotte ud, men de er ikke noget værd. De ting derimod, som hun vitterlig har ansvaret for, såsom minkskandalen og FE-skandalen, drømmer hun ikke om at undskylde.

I sammenligning er Lars Løkke Rasmussen et eksempel til efterfølgelse. Han ville ikke undskylde for behandlingen af slaverne i Vestindien, for han havde ikke ansvaret; men han ville gerne beklage.

Uagtet eller desuagtet. DIsse to ord lider ofte en krank skæbne selv hos gode sprogbrugere. Brugen kan belyses med eksempler:

Uagtet de er gode sprogbrugere, går det ofte galt.

De er gode sprogbrugere: Desuagtet går det ofte galt.

”Des” kommer således ind som en henvisning til den foregående sætning.

Hvordan ville det ikke gå med et ord som formedelst og desformedelst. Men det er længe siden, jeg har set nogen bruge dem.

Det er mærkeligt at følge den litterære debat i Information om klassekamp som noget, hvor man skal vælge side, hvad enten klasserne defineres af penge, kultur eller køn. Det bliver let mere politisk end litterært og facit synes givet på forhånd: Det er synd for nogen. Hvis de ikke lige hænger politikerne ud, tager politikerne dem til sig som argumenter for deres sag. Jeg venter spændt på, hvornår der er en forfatter, der synes, det er synd for den hvide heteroseksuelle kultiverede og økonomisk uafhængige mand. Men måske er den skrevet eller tæt på. Jens Christian Grøndahl Fra i nat sover jeg på Taget handler om en mand, der skrottes først af ungdomskæresten og siden af konen og datteren. Han har de forkerte holdninger, hvilket symboliseres ved, at han bliver uhelbredeligt syg. Så dukker ungdomskæresten op og indtager en plads som åndelig sygeplejerske i den smule liv, han har tilbage. Jeg kan ikke lade være at tænke på Bunuel Dagens Skønhed, hvor forholdet mellem ægtefællerne først falder på plads, efter at konen har frigjort sin seksualitet uden for ægteskabet, og manden er blevet invalid.

Det siges, at når en rotte bliver trængt op i en krog, bliver den aggressiv og angriber. Vi overvejer måske derfor, om det er en god strategi at trænge den op i en krog. Det gør vi ikke, fordi vi har sympati med rotten; men fordi vi finder strategien uhensigtsmæssig. Andre fremgangsmåder kan også virke. Gift f.eks.

Hvis vi lader Rusland være rotten i vores eksempel, kan man på samme måde spørge, om det var en hensigtsmæssig strategi fra USA’s side at udvide grænsen for NATO helt op til Ruslands grænse og i april 2008 at tilbyde Ukraine medlemskab af NATO. USA brød sig jo ikke om, at Sovjetunionen stillede raketter op på Kuba (selvom de umiddelbart forinden selv havde stillet raketter op i Tyrkiet; men sådan er der så meget). Frankrig og Tyskland kunne godt se det uhensigtsmæssige i det tilbud og fik held til at dæmpe ambitionerne en smule; mens Danmark som EU’s mest USA-begejstrede land helhjertet sluttede op om USA’s tilbud.

Jeg siger udtrykkelig Rusland og ikke Putin, for Putin personificerer ikke landet, selvom han er diktator. Professor Alf Ross lærte os, at selv diktatorer ikke virker i et tomrum. De omgives af lag i befolkningen, der støtter dem. Ellers ville de blive afsat. Når jeg siger Rusland, er det naturligvis ikke det samme som den russiske befolkning. Rusland som sådan er ikke en naturlig fjende af Europa. Personlig er jeg en stor beundrer af russisk kultur og håber på en mere fredelig sameksistens.

Det blev naturligvis ikke bedre af, at Ukraine således opmuntret indførte en beslutning om optagelse i NATO i deres grundlov.

Men havde vi reelt noget valg, når Ukraine nu ønskede det? Kan vi bare overlade dem til Ruslands forgodtbefindende? Dertil er at sige, at de nok ville have haft det bedre med en finlandisering end med det nuværende ødelagte land for slet ikke at tale om de mange meningsløse tab af menneskeliv. Allerede John Mearsheimer (1993) og Huntington (1996) bemærker, at Ukraine stod til at komme i konflikt med Rusland enten af militærstrategiske eller kulturelle årsager. Den lange fælles grænse er set med Ruslands øjne sårbar. Hvad kan vi andre gøre ved det? Vi kan jo ikke flytte landet et andet sted hen på kloden.

Nu står Vesten i den situation, at vi må overveje, hvor langt vi vil gå ned ad den vej, der fører til en mere og mere voldsom krig i Ukraine. Risikoen, for at den kommer ud af kontrol, stiger. På et tidspunkt bliver Vesten nødt til at presse Ukraine ind i en fredsforhandling. Og EU bør presse USA til at opgive sit vidtgående krigsmål om at svække Rusland varigt. Det har de jo allerede selv sørget for. Det bliver næppe bedre, fordi Ukraine på det tidspunkt måtte stå stærkt på slagmarken. Den kloge Henry Kissinger har for længe siden givet formlen: status quo ante bellum. Jo længere tid, der går, desto sværere bliver det. Desto flere elementer kommer i spil. En del af løsningen kunne være at Ukraine giver afkald på medlemskab af NATO. Det svære bliver utvivlsomt de østlige territoriers  og Krims fremtidige status.

De to ord vægre og værge har de samme bogstaver. Blot bytter r og g plads. Ligheden er formentlig årsagen til at mange blander dem sammen. Det kan måske også skyldes, at de begge bruges om situationer, hvor man forholder sig til en trussel jfr. nedenstående eksempler.

Men de betyder faktisk to forskellige ting.

De er begge to refleksive, dvs. at de står i forbindelse med ”sig”.

At værge sig betyder at forsvare sig. F.eks. jeg værger med mod hendes uberettigede angreb ved at forlade lokalet. Vi kender også ordet værgeløs dvs. forsvarsløs.

At vægre sig betyder at vise uvilje. Man vægrer sig ved noget. F.eks. jeg vægrer mig ved at indlede mig i diskussion med hende, fordi hun altid overfuser mig.

Putin synes at ville gøre det, som Saddam Hussein også ville: sælge energi i en anden valuta end dollar. Onde tunger vil vide, at det var den egentlige årsag til USA’s angreb på Irak. Der er, som jeg forstår det, to ting, der betinger USA’s verdensdominans: En overvældende mængde militært isenkram – og dollaren.

Det særlige ved dollar er, at en stor del af dem USA giver ud ikke vender tilbage. Historien om Salvador Dali kan forklare pointen: Når han gik på restaurant, betalte han med en check. Men inden han afleverede den, udstyrede han dem med en lille tegning. Det blev restauratøren så glad for, at han ikke nænnede at indløse checken. På den måde lavede Dali sine egne penge. Når USA køber ind, forbliver mange af deres dollar også ude i verden. USA har så at sige betalt med en fordring, som aldrig indløses. De cirkulerer. Finansmarkedet i London blev efter sigende skabt af såkaldte eurodollar. Denne egenskab ved dollar giver USA en enorm købekraft, der langt overstiger landets reelle økonomi. Hvis alle disse dollar vendte tilbage, ville USA’s økonomi komme i vanskeligheder.

Ingen andre valutaer har disse magiske egenskaber. Danske kroner, der gives ud, vender lynhurtigt tilbage. Der er ikke noget at bruge dem til andre steder. Men dollar bruges bl.a. til at handle energi. Da Hussein derfor ville forlade dollaren, var det en trussel. Ideen kunne jo brede sig, og nogle hævder som nævnt, at det var den egentlige årsag til krigen.

Dollarvåbnet er også magtfuldt på andre måder. Det er ikke kun olie, der handles i dollar. Dollar er rygraden i det internationale bankvæsen. At udelukke en bank fra at handle i dollar er det samme som at lukke den. Hvis USA’s myndigheder forbyder en bank at handle i dollar, kan den ikke få adgang til det amerikanske banksystem og dermed dollarhandel. Derfor er amerikanske sanktioner så effektive.

Dernæst foregår så godt som alle internationale bankoverførsler via Swift, som USA også råder over. Det mærkede en dansk forretningsmand, da han købte et parti cubacigarer i Hamborg. Hans betaling i euro gik via Swift, og de amerikanske myndigheder snuppede pengene. Betalingen stred mod USA’s sanktioner mod Cuba. Søvndal var udenrigsminister på det tidspunkt og sagde blot, at det kunne han ikke gøre noget ved. Det er de store i skolegården, der fastsætter reglerne.

Da Trump trådte ud af aftalerne med Iran og genindførte sanktioner, havde resten af verden ikke noget valg. Selvom EU tillod fortsat handel med Iran, kunne internationale firmaer med forretning i USA ikke risikere at trodse de amerikanske sanktioner.

Med kontrollen over internationale betalinger og et stigende antal ekstraterritoriale love styrer USA i stigende grad verden. Senest mærkede Danmark det, da danske havne blev pålagt sanktioner, hvis de lod skibe, der arbejdede på Northstream 2, anløbe. Siden blev sanktionerne hævet mod diverse tyske løfter til USA.

Det var scenen, som den så ud, da Rusland invaderede Ukraine, og en bølge af sanktioner fulgte. Til USA’s irritation støttede Kina og Indien ikke de amerikanske (og europæiske) sanktioner. I det seneste nummer af Ræson kan man læse de realpolitiske begrundelser for det. Men jeg vil et andet sted hen.

I Information 4. juni redegjorde en hollandsk historiker Mulder for, at der ikke findes eksempler på, at sanktioner har fået en stormagt til at ændre adfærd i retning af det, som de sanktionerende stater eller internationale organisationer ønskede. Hvad er da værdien af sanktioner – ud over en selvtilfreds følelse af moralsk godhed? Som det har været påpeget, er den langsigtede virkning af sanktioner en opdeling af verden. Den nuværende hybridkrig på sanktioner har ingen slutdato. Jo længere den varer, desto mere vil de ramte lande indstille sig på dem og opbygge alternative systemer. Det spændende spørgsmål er, om USA derved skyder sig selv i foden, dels ved at flere lande går væk fra dollar, dels ved at der opbygges alternative systemer til Swift. Navnlig Kina kunne have viljen og evnen til det. Rusland, Indien og Iran kunne melde sig i klubben. Så har vi en situation, som kan true USA’s magt. Det er måske en mere oplagt causa bellum for USA end Taiwan. En sådan krig skal naturligvis have en udløsende årsag, som folk kan have sympati for. Ligesom med Tonkinbugtaffæren i Vietnam og masseødelæggelsesvåbnene i Irak kan man sikkert finde et påskud, som Vesten bakker op om. Det kan være Taiwan. Ingen taler længere om Shanghai-deklarationen, hvor USA anerkender Taiwan som en del af Kina. Tværtimod lægger Joe Biden op til at ville forsvare Taiwans selvstændighed. Det gentages regelmæssigt. Så er det hele meget enkelt. Man kan fingere et kinesisk angreb på Taiwan, så man får verdensopinionen (i Vesten) på sin side. I den retning har amerikansk propaganda altid været uovertruffen. Det, der kendetegner god propaganda er netop, at den ikke opfattes som propaganda – af den frie presse. Uden opinionen i ryggen kan et demokratisk land ikke føre krig. Jeg husker endnu Colin Powel, da han på fjernsynet pegede på nogle utydelige klatter på et foto og hævdede, at her kunne man selv se de irakiske masseødelæggelsesvåben. Tonen var dramatisk, ja eksalteret og øjnene insisterende. Der skulle oppiskes en stemning. Det lykkedes. Nogle år senere bekendte han, at han – efterfølgende – havde indset, at han havde taget fejl. De utydelige klatter på fotoet var alligevel ikke masseødelæggelsesvåben. Den frie og kritiske presse tog hans ord for gode varer. Både første og anden gang. Han er virkelig en pæn mand.

Der er derfor rigelig grund til at være bekymret. Jeg tænker på George Orwell 1984, som jeg læste engang i tresserne, hvor tre resterende stormagter i verden til stadighed førte krig mod hinanden i skiftende konstellationer. Er det der, vi er på vej hen? USA har løbende afviklet internationale nedrustningsaftaler. Oprustningen er i fuld gang. USA er vores venner. Rusland, Kina og nogle flere er vores fjender. Lige så lidt som borgeren i 1984 forstår vi, hvorfor Kina var ven i går, men fjende i dag. Vi var naive, hedder det. Kina har hele tiden haft skumle hensigter. Hvor er det dejligt, at vi hele tiden kan blive belært og blive klogere.