8.12.2012 Berlin
Berliner Zeitung læst til morgenmaden. Dernæst et kapitel i Houellebeck La carte et le territoire. En tur i byen. Købt julegave til Bine: granatørenringe. Dernæst købt CD med Italienische Lieder af Hugo Wolf og nogle Schubert-lieder. Hjem at høre Hugo Wolf.
17.8.2013
Der er for meget dårlig kunst. Kan man ikke tegne, kan man altid hævde, at man er naivist. Er det også tuttenuttet er succesen hjemme. Eller abstrakt. Hvis et kvindebryst titter igennem et abstrakt eller skitsemæssigt motiv, øger det salget. I den demokratisk valgte bestyrelse i firmaets kunstforening er der altid et medlem, der har en bekendt, der maler. Det kan vel være lige så godt som så meget andet. Er priserne høje, må kvaliteten også være det. Er han ukendt, kan man måske gøre et kup. Van Gogh var også ukendt engang. Hvem kan sige, det er dårligt. Smag og behag er jo forskellig.
15.7.2014 Sète
Et hotel, der vil redde verden, bare vi vil spare på håndklæderne.
…
I en sidegade restaurant Asiens Perle. Bogstaverne er dækket af støv. Den har været lukket længe, men det alenlange spisekort hænger der stadig.
13.12.2014
Når jeg tvivler på det, jeg skriver, i erkendelse af, at det kun med en vis anstrengelse hæver sig over det helt ligegyldige, føler jeg meningsløsheden og bliver bange for døden. Enten har livet en mening eller også er det meningsløst, sagde Thierry, da vi spiste middag første gang i Paris. Nej, sagde jeg, den tredje mulighed er, at vi giver det en mening. Men så er det, jeg vakler. Hvad mening giver det, at skrive hundredevis af sider om ligegyldige ting.
12.1.2015
Mænd taler om forretning og fodbold. Rigtige mænd. Til en forretningsfrokost bad jeg om te i stedet for kaffe. “Rigtige mænd drikker ikke kaffe,” sagde værten. “Så er jeg ikke en rigtig mand,” svarede jeg. Jeg foretrækker kvindeligt selskab.
Men uanset hvor meget jeg foretrækker kvindeligt selskab, så afskyr jeg de østrogenstinkende uhyrer, der påberåber sig ligestilling for at få en stilling eller en anerkendelse, deres evner ikke berettiger til. De er lige så slemme som mandschauvinister. Kvindechauvinister kunne man kalde dem. For mig er ligestilling en selvfølge, ikke et kampmiddel. Ligestilling mellem kønnene såvel som mellem alle mulige andre sociale og etniske grupper er forudsætningen for værdig omgang mellem mennesker.
17.1.2015
Nu skriver jeg altid på computer. Jeg skriver hurtigere end i hånden. Håndskriften degenererer i samme takt. Først, når jeg har skrevet en side eller halvanden, finder jeg rytmen. Det er som den, der kan spille klaver, men længe har forsømt det. Som en kunstart, jeg forsømmer. Men samtidig kan ingen længere læse håndsskrift. Det bliver en hemmelig skrift. Som barn skrev vi med mælk. Papiret måtte varmes for at skriften kom frem. Jeg skrev med runer, når det skulle være meget hemmeligt. Gad vidst om nogen vil knække koden til håndskriften i fremtiden. Er der kunst, som uddør og lægges i graven og aldrig mere bliver betragtet eller værdsat af nogen? Sker det hele tiden?
Hvis jeg vil læses, må jeg skrive på computer. Men med et enkelt tryk på slet-knappen er det hele væk.
17.4.2015
Der er fire sprog, jeg kan lide at tale: dansk, fransk, tysk og svensk. Der er to sprog, jeg gerne vil være bedre til: italiensk og latin. Og der er et sprog, jeg er nødt til at bruge: engelsk.
….
Jeg ville ønske, jeg levede i anden halvdel af det 18. århundrede. Den største ulempe ville være, at jeg var død nu.
30.7.2015
Pensionering? Hvorfor skulle jeg holde op med at gøre det, jeg er god til og i stedet bruge tiden på noget, hvor jeg er dilletant?
5.9.2015
Når jeg overvejer at gå på pension, er min bekymring, om jeg kan strukturere min dag, eller om jeg vil synke hen i ørkesløs tidsfordriv, som langsomt reducerer ånden og får tankeprocesserne til at lægge sig i krybesporet. De daglige udfordringerne som advokat vil blive afløst af bekymringer om småting, og synet på verden vil blive indskrænket til de reaktioner, avislæsningen udløser. Jeg har det som en slave, der er bange for, om han kan klare sig uden lænkerne.
6.10.2015
Man siger: al national kunst er dårlig, men al god kunst er national. Forklaringen er efter min opfattelse, at national kunst suger sit stof af det nationale og det bliver blegt klamt og anæmisk. Al god kunst yder bidrag til det nationale, et kraftigt og blodrigt bidrag.
13.10.2015
Hvad nytter det at rejse. Jeg var i Madrid for nogle år siden til en konference med Bine. Vi tegnede os til en udflugt til Toledo. Gruppen blev vist rundt og forklaret. Men jeg kan intet huske af det, jeg så. Vi kom ind i en smuk kirke. Jeg husker intet. Men jeg husker, at jeg på bænkene så flere af de andre jurister fra konferencen med hovedet bøjet i bøn. Jeg var overrasket over denne fromhed. Men da jeg kom nærmere, så jeg, at de sad og tjekkede deres mail på mobilen.
Hvis jeg gjorde som andre på min alder, rejste jeg på jagt efter seværdigheder og oplevelser over hele kloden, så langt pengene rakte, men det eneste, jeg ville fastholde, var pudsige episoder fra morgenmaden på et ligegyldigt hotel eller fra bussen.
Men ville oplevelsen ikke være god, medens den stod på? Det er ikke min erindring. Som regel lider man under varmen, er tørstig eller har ondt i fødderne. Midt i anstrengelserne og frustrationerne efter venten i kø og i trængslen ved seværdigheden, hvor man kæmper for et kig forbi mange nakker, ser man overdådige ting, som intet indtryk gør eller efterlader. Man glæder sig bare til at komme tilbage til hotellet og flade ud på sengen, medens man venter på middagen.
Den egentlige oplevelse kommer i afslappet tilstand. Det kan være et sceneri, jeg iagttager fra en café, en stemning et ansigt, et par legende børn. Det varer sjældent længere end et par minutter. Det åbner en skakt til erindringer eller følelser.
Det, jeg bedst kan lide ved at rejse, er stemningen, forandringen af atmosfæren, men jeg falder for ofte følelsen af forpligtelse til at jage seværdigheder. Jeg skal have noget for pengene.
Det bedste er at komme tilbage til det samme sted og søge og søge. Som nu i Berlin. Mange ture i Berlin er skuffende og giver ikke noget. Byen har noget grimt og koldt i sit udtryk. Måske skulle vi have valgt en anden by at have en lejlighed i. Og så alligevel, oplever jeg pludseligt og uventet på et ydmygt museum, som ingen andre gider besøge, det sublime. Det kan være et bilede. Jeg kan stå uforstyrret foran minut efter minut. Hvad kendte jeg til Werner Leistikow eller Hans Baluchek. Hvor kunne jeg få mere, hvad kunne jeg få at vide. Tænk at stå alene med viden om sådan en skat.
25.10.2015
Når tingene gentager sig, begynder man at lytte, fordi man opdager, at det ikke længere nytter at sige noget.
27.10.2015
Meningen med livet. Den må man selv skabe, siger jeg. Den kan vi ikke søge uden for os selv. Hverken en Gud eller Sartres meningsløshed er et uomgængeligt valg. Tertium datur. Men det må komme fra os selv. Vi må skabe det. Menneskets natur har både et behov for en mening og en evne til at bygge den op med de byggeklodser, vi har i os. Det bliver sandheden for os i kierkegaardsk forstand.
Er det ikke hovmodigt at kræve en mening med tilværelsen. At tilværelsen skulle have en mening for mig. Hvad så med alle de andre?
Vi er der for de andre, siger min svoger Tim. Ikke i den banale betydning, at vi lever for at være noget for andre. Det er ikke et mål. Men vores betydning ligger i, at vi er en del af andres verden. Det er en kendsgerning. Jeg tænker videre, at han har ret. Man ser det ved selvmord. Selvom tilintetgørelsen var det, den døde ønskede allerhøjest, fyldes omgivelserne med sorg og selvbebrejdelse. Den døde tog egoistisk noget fra dem. Sig selv. De føler sig svigtet. De havde brug for ham (eller hende), men han tænkte kun på sig selv. Han tænkte kun på, at tilværelsen ikke gav mening for ham.
Er det en anklage mod den, der tager sit liv. Selvfølgelig ikke. Han er et fortvivlet menneske. Kan vi få ham til at indse, at han er noget for andre, kan vi måske redde ham.
4.1.2016
Når jeg tænker på Thierry og hans forsøg på at vise mig vejen til Gud, synes jeg, det bliver sværere at føle, at vi har noget til fælles. Forskellen mellem vores kulturer bliver pludselig uoverstigelig. Hvor kan jeg så overhovedet forstå fransk litteratur. Han gav mig en bog af en forfatter, som skulle være berømt dramatiker. Eric-Emmanuel Schmitt. Den handler om hans vej til Gud. Den er ikke noget for mig. Er det, fordi jeg er skandinav? Andre gange læser jeg litteratur fra andre lande og føler, jeg elsker atmosfæren af den kultur, den kommer fra.
5.1.2016
Hvis en forfatter vil undgå al kritik, må han lade være at skrive. Hvis han kun vil være fri, så længe han lever, kan han lade være at udgive noget. Så slipper han i hvert fald for kritikken og måske også for forlagets afvisning.
9.1.2016
Houellebecq skriver i Particules Elementaires, at forestillingen om den store kærlighed hører tiden omkring 1975 til. Hvis det er sandt – og det tror jeg det er – er spørgsmålet, hvad forestillingen er i dag, og hvad det gør ved den unge generation. Behovet for kærlighed er det samme. Men forestillingen er, at kærlighed er behovsopfyldelse og horisonten er kortere. Det er et samliv indtil videre. Hvis et forhold ikke opfattes som andet end noget indtil videre, gør man mindre for at bevare det. Tager større chancer med utroskab, loyalitet og egoisme end ellers og tænker, at hvis det ikke holder, må det briste. Følelsen af fortvivlelse, når det bryder sammen er den samme, men det opfattes ikke eksistentielt, men som en sygdom, der kan kureres. Terapeuter må klare det, så man kan komme videre.
Man bliver ikke mindre ulykkelig over et brud ved at opfatte det eksistentielt, men er måske bedre rustet til at komme over det. Hvad gik galt, hvad vil jeg med mit liv, hvad kan jeg ændre. Den styrke, man kan finde i sig selv, er den største.
27.3.2016
Den største oplevelse under vores rejse til Lviv var vel turen til frilandsmuseet. Vi kørte derud i sporvogn. En billet kostede to krynia som svarer til 50 øre, vores mindste skillemønt. Der var en væg bag vognstyreren. I væggen var en lille metallem, hvor en 2-kryniaseddel skulle stikkes ned. Man smækkede lemmen i, så hun kunne høre, at der var en seddel. Hun tog den og erstattede den med en billet. På væggen sad små klemmemaskiner, hvor billetten skulle stikkes ind og bang skulle der slås et hulmønster i den, så var den stemplet. Vognen var helt fyldt. De, der kom ind ad de midterste døre, havde ingen mulighed for at kæmpe sig op til lemmen. I stedet gav de formanden 2-kryniasedlen og hun gav den igen til sin formand, indtil den nåede op til lemmen og så gik billetten samme vej tilbage. Vi hørte ikke vejnavnet i højttaleren, da vi skulle af, så vi kom til endestationens sløjfe. Vi gik tilbage. Det var nedadbakke og godt vejr. Da vi var i tvivl, spurgte vi en mand ved at nævne navnet på den vej, vi skulle være stået af ved. Han nikkede og pegede os videre frem. Vi gik op til museet. Det lå i en skov. Bondehuse og landsbykirker lå spredt. Vi gik fra hus til hus. I hvert hus sad en kustode, som regel en kvinde. Dobryden hilste jeg, da vi trådte ind. En ældre morlil, der så så gammel ud som om hun selv havde levet i huset, begyndte at forklare. Jeg sagde på dansk, at jeg ingenting forstod. Hun så lidt forvirret ud. Jeg sagde Danmark og Skandinavien på forskellige måder, men hun syntes ikke at forstå noget. Så begyndte hun at forklare på ukrainsk og viste med hånden. Det var det særprægede skorstenssystem. Vi smilede og jeg kommenterede på dansk. Til sidst gik vi. Dopobasjenya sagde vi og hun sagde det samme. I en kirke gentog vi vores hilsen, men da hun fortsatte på ukrainsk måtte vi svare på dansk, at vi ingenting forstod. Så spurgte kustoden: Sprechen Sie deutsch? Da vi begejstret svarede ja, blev hun lidt forlegen, så frem for sig, som om hun søgte langt væk, og så efter en tøven kom de første ord. Hendes ansigt lyste og opmuntret af begyndelsen, plukkede hun ordene langsomt og eftertænksomt et efter et, som blomster hun fandt på en mark og rakte dem frem for at få vores bedømmelse. Forstod vi, hvad hun sagde. Det bekræftede vi, og så samlede hun den næste buket. Da hun havde forklaret om kirken fortsatte hun og talte om glæden ved religionen. Kommunisterne havde ikke haft nogen kultur. Hun havde gerne fortsat resten af dagen. Vi hilste farvel og fortsatte til de næste huse og kirker og tog så tilbage til byen.
23.5.2016
Endelig følte jeg, at jeg vidste, hvordan man skal opdrage børn, men desværre var det sidste barn flyttet hjemmefra netop omkring det tidspunkt. Mine børn vil uden tvivl frabede sig, at jeg bruger min nye viden på børnebørn. Til gengæld må jeg bruge kræfterne på at rette op på de fejl, jeg har begået.
4.9.2016
Der er nogle, der ser en modsigelse i at digteren Yassir Hassan er forbryder. Det gør jeg ikke. Tænk på Francois Villon, der skrev sit bedste digt, da han blev dømt til døden.
…
Man undrer sig over, at veteranerne fra Afghanistan får krigstraumer, men det er ligetil. De, der kæmpede mod nazisterne, forsvarede en befolkning fuld af frygt, som overøste dem med taknemmelighed, fordi de var villige til at sætte livet på spil. De, der vender hjem fra Afghanistan efter at have kæmpet mod en farlig fjende for noget, der ikke angår dem, møder en verden, der har tankerne andre steder og er fyldt af bekymring for solskoldning, overvægt og rygning.
10.9.2016
Spørgsmålet rejses tit i disse år. Hvad var den langsigtede virkning af ungdomsoprøret. Var der overhovedet nogen. Men på et punkt forekommer den voldsom: skolen. Oprøret nedbrød lærernes autoritet. For at bruge Rancières begreb: skolen blev demokratiseret. Lærere og elever var lige. Læreren havde ikke længere nogen forrang, fordi han vidste noget. Den første synlige men overfladiske virkning var, at eleverne ikke længere sagde De til lærerne og ikke rejste sig op, når han kom ind i klasselokalet. Lærerne frasagde sig eller blev frataget symbolerne på deres autoritet. Enten fordi de havde mistet autoriteten eller ikke længere ville have den. Men der var en dyberegående forandring deri, at undervisningen efterhånden kom til at foregå på elevernes betingelser. Det var lærerens opgave at motivere dem. Undervisningen måtte ikke være kedelig. Det i sig selv er selvfølgelig ikke negativt, men der er en glidende overgang henimod, at elevernes skal underholdes og at lærdommen skal leges ind i dem. Eleverne blev på den måde frigjort for ansvar for indlæringen. I stedet lagde man i stigende omfang det ansvar over på forældrene. Forældrene møder nu op og bliver stillet over for krav fra skolen om at følge med og overvåge lektielæsningen. De får i bogstaveligste forstand lektier for. Har de tre eller fire børn bliver denne byrde betydelig. Virkningen er, at børnene også hjemme bliver fritaget for ansvar. Det er jo forældrenes. I relationen mellem forældre og børn har ungdomsoprøret også haft sin virkning. Det er også blevet demokratiseret. Forældrene har heller ingen autoritet. I den relation kan børnene også stille krav eller gøre indsigelse. Hvis der er problemer i skolen – f.eks. fordi børnene ikke gider at forberede sig og skrive deres opgaver, er det fordi forældrene ikke griber opdragelsen rigtigt an. Det vrangvillige barn skal lokkes eller overtales. Det er skamfuldt, hvis forældrene har et barn, der ikke passer sit skolearbejde. I nogle tilfælde fører det til, at forældrene laver børnenes hjemmearbejde. Er det alligel mislykkedes, møder forældrene op og undskylder over for læreren. Hverken lærere eller forældre drømmer om at bebrejde barnet noget. Det er jo de voksne, der har grebet det forkert an. Hvis barnet er utilfreds med læreren, klager forældrene. Forældrene fungerer som ambassadører for børnene. Bakkes lærerne op af inspektøren eller rektor, har de et kort til at spille. Børnene har deres ambassadører som forældrerepræsentanter i bestyrelsen, hvor de kan sætte ham skak mat. Mister skolen elever, mister den også driftsmidler. Eleverne sidder i sidste ende med nøglen til skolens overlevelse. Ikke så mærkeligt, at skolerne markedsfører sig over for børnene. De lokker med de bedste fester, farverig undervisning og de mest eksotiske fag. Man lokker ikke med høje karakterer, men det er klart, at skoler, der måles på den parameter skruer op for talrækken. Hvis eleverne ikke præsterer, er det jo skolens skyld. Lærerne bliver i stigende grad stand up-komikere, der er forpligtet til at levendegøre deres fag, tale vanskelige elever tilrette, udglatte konflikter og forsøge at tørre aben af på forældrene. Rektor og inspektøren bliver en sprechstallmeister, der skal charmere forældrene, så ansvaret føles hjemløst.
Mange lærere drømmer om rektor eller en skoleinspektør, der udstikker klare direktiver, bakker dem op over for forældrene, hvis de følger hans direktiver og sætter skolebestyrelsen på plads under henvisning til sin faglige kompetence. Men det findes kun som en drøm. Vores skolesystem har overgivet magten til børnene og deres ambassadører. Lærernes og skolens faglige indsigt har ikke nogen forrang. Demokratiet er totalt. En skole, der frister med højt fagligt niveau, hårdt arbejde og mange pligter med stor indlæring til følge, har ikke en chance. Enten vil den ikke få nogen elever, eller også vil forældre og elever ændre kursen.
14.9.2016
Ligesom der er A-mennesker og B-mennesker, må der være C-mennesker. Dem der er trætte om morgenen og trætte om aftenen og kun topper kort midt på dagen. Dem hører jeg til.
4.10.2016
Ungdomsoprøret rev ned. De pedantiske og autoritære lærere i skolen . I hjemmet gjaldt angrebet opdragelsen til respekt for en samfundsorden, som aldrig havde belønnet deres forældre.. Hvad oprøret ville sætte i stedet var nok mere uklart. Efterfølgende har filosoffer med større eller mindre ret villet tolke målsætningen, som næppe kan sammenfattes mere præcist end: mere demokrati. Det er så det, der har ført frem til den skole, vi har i dag, og det er rimeligt at måle resultatet på, om det, vi har fået, er demokrati i skolen. Her må for det første fastslås, at den frigørelse, der tilstræbtes fra tidligere tvang ikke var et ønske om at kaste alle hæmninger. Mens hæmninger kan være begrænsende for talentet og ligefrem ødelæggende og forkrøblende, er hæmningsløshed utåleligt og ødelæggende for fællesskabet. Det må fortsat være forældrenes og skolens mål at opdrage børn til sociale væsener, der kan indgå i et fællesskab. Dette fællesskab er imidlertid truet, hvis den ubegrænsede selvudfoldelse forherliges. Netop fordi demokrati forudsætter fællesskab og gensidig respekt for andres ve og vel, står det i modsætning til egoistisk interessevaretagelse. Det sociale væsen skal med brug af sin forståelse for andres interesser arbejde for det fælles gode. Denne balance mellem egne og andres interesser skal bibringes i opdragelsen i hjemmet og udvikles i skolen. Målet er naturligvis at barnet bibringes viden og færdigheder. Her er en arbejdsdeling. Forældrene har opgaven med de redskaber naturen og kulturen udstyrer dem med, at sørge for grundlaget. Skolen skal med de redskaber, den pædagogiske videnskab har udviklet, bygge på det fundament. De skal hermed formidle en bred faglig viden og færdighed. Det er et arbejde, som går langt ud over, hvad selv den bedst udrustede hjemmeundervisning kan bibringe. Skolelærere er fagfolk og et kollegium af skolelærere besidder en imponerende kompetence. Det må forældre respektere. Ligesom lærerne må respektere forældrenes rolle. Dialog og samarbejde er afgørende for at systemet fungerer. Men det degenerer, hvis det udarter til interessevaretagelse, hæmningsløs selvudfoldelse og elevtyrani. Lærerne oplever deres faglige viden bliver betragtet som irrelevant og flygter fra skolen.
22.10.2016
Danmark sidder som en lille blindtarm på kontinentet. Hvis det blev skåret væk, ville Europa ikke bemærke det.
24.12.2016
En ateist bør være hensynsfuld og ikke reklamere. En læge på stuegang går jo heller ikke rundt blandt patienterne og råber: ”Ha, ha, jeg er rask, og I er syge.”
16.3.2017
Jeg tilhører generationen, der ikke vil være gammel. Mine børn tilhører generationen, der ikke vil være voksen. Det mest skræmmende eksempel er barnagtige ministre som Anders Samuelsen og Inger Støjberg.
….
Der er mange tabuer i samfundsdebatten. Man kan ikke kritisere Israel, hvis man ikke er jøde, for så er man antisemit. Man kan ikke kritisere feminismen, hvis man ikke er kvinde, for så er man mandschauvinist. Man kan ikke kritisere USA hvis man ikke er amerikaner, for så er man gammelkommunist.
…
Økonomer udtalte, at det ville fremme produktiviteten, hvis man ophævede begrænsningerne på kæmpesupermarkeders størrelse. Hvilken vanvittig tænkemåde. Det letter selvfølgelig virksomhedernes distribution og fører måske til lavere priser, men forbrugerne betaler med deres benzin, når de skal køre den lange vej til disse markeder og frem for alt med deres tid. Deres fritid som øjensynlig ikke har nogen værdi for en økonom. Den samme tankegang ligger bag beslutningen om, at alle danske hustande skulle have en postkasse ved vejkanten. Det sparede angiveligt postvæsenet for mange skridt frem og tilbage til husene. Vi betalte i stedet med vores skridt. Samtidig blev vi pålagt en omkostning, der måske var lille for den enkelte men for hele landet så stor, at postvæsenet aldrig ville have kunnet retfærdiggøre den, hvis de skulle have afholdt den. For os kan den betragtes som en slags portoforhøjelse, der opgjort pr. brev, der dumper ind ad postkassen formentlig er væsentlig større end de portoforhøjelser, der ellers plager os. Analyseinstitutter der ringe og vil stille os spørgsmål misbruger også vores tid, for at de kan tjene penge. Da jeg blev ringet op med anmodning om at svare på spørgsmål om min administration af fonde, spurgte jeg, hvad jeg fik for at deltage. Forvirret svarede spørgeren, at jeg fik resultatet af undersøgelsen. Han ringede midt i kontortiden og jeg fortalte, at jeg som advokat levede af at sælge min tid, så hvis han ikke betalte, fik han ingen svar.
17.3.2017
Vi lever i et land og en tid uden diskontinuitet. Alle historier handler om det tabte. Nabokovs erindringer om Rusland før revolutionen. Edmund de Waal er jeg begyndt at læse, hvor han opbygger en fortælling om det tabte, om diskontinuiteten til det tabte. Verdenskrigenes enorme diskontinuitet. Vibke Bruuns fortælling om tyske familiers undergang i to krige. Hos os svinder tiden hen som blomster, der uden større dramatik bliver skiftet efterhånden som de visner.
26.3.2017
Kunstnere er prostituerede. De vil sælge deres inderste følelser for lidt anerkendelse.
…
En forfatter er kunstner, hvis han får mere end tre hjerter eller stjerner i en anmeldelse.
22.maj
Mange kunstnere skaber deres gode kunst, når de er helt unge. Siden finder de en maner eller de lefler for publikums smag. Det gælder både de kendte og de mindre kendte. Carl Henning Pedersen, Egil Jacobsen, Richard Mortensen. Også ældre som Iohan Rohde og Victor Isbrand. Hvad sker der? Dovenskab? Træthed? Spekulation? Udbrændthed? Eller lidt af det hele? Jeg læste, at selv Munch pludselig faldt hen til at male landsbyidyl efter en skabende årrække.
- juli
Jo mere jeg skriver, desto bedre bliver jeg til at læse.
…
At skrive erindringer er som at blande flere romaner sammen. Handlingen bliver uklar og pointen forsvinder.
22.7.2017
Ordet neger er et fuldstændig uanvendeligt ord. For 20-25 år siden var det en naturlig betegnelse for mennesker med en mørk hudfarve. Nu siger man ”sort”. Efter sigende er det også ved at være slidt op. Nu skal man sige ”mørk”. Sådan vil det blive ved. Der er en gruppe ord, der har det samme problem. ”Psykisk handicappet” hed tidligere ”evnesvag” og før det ”åndssvag” og før det ”tosset” eller ”idiot”. Ordet ”toilet” hører til den samme familie. Fælles for ordene er, at de er betegnelser for noget, hvor den negative vurdering af tingen smitter af på ordet, så ordet bliver en negativ betegnelse for det negative. Med ændringen af ordet søger man at ophæve den negative vurderingen af genstanden. Men vurderingen er uændret og smitter efterhånden af på det nye ord. Derfor den uendelige kæde af nye ord for det samme. Man kunne også gå en anden vej. Ordet ”bøsse” var en negativ betegnelse for “homoseksuelle”. De ophævede imidlertid den negative ladning af ordet ved at bruge det om sig selv. Det ændrer ikke nødvendigvis vurderingen af homoseksuelle, men det ophæver ordets negative ladning. Betegnelsen ”bøsse” bliver så at sige uafhængig af vurderingen af homoseksuelle. Med de sorte er det kommet dertil, at det er utilstedeligt at betegne dem ved hudfarven. Herved akcepterer man, at hudfarven er noget negativt. Den sproglige fælde bliver derved til en fælde for de sorte som sådan. Hvordan kan man sige noget positivt som f.eks ”en smuk kvinde med blændende sort hud”, hvis man ikke må sige ”sort” om huden. Hudfarven sort bliver pr. definition en negativ egenskab. De sorte placerer sig i den evige offerrolle, hvor de hvide skal have dårlig samvittighed, fordi de har defineret ”sort” som en negativ egenskab. Stakkels sorte.
6.8.2017
Danmark levede i århundreder med et administrativt kludetæppe i Slesvig. Da Prøjsen overtog området, blev der ryddet op i løbet af få år. I København diskuterede man i årevis, om Bredgade og Store Kongensgade skulle ensrettes. Da tyskerne besatte Danmark blev det gennemført i løbet af få dage. Vi har en særlig evne til ikke at skære igennem. Frederiksberg har i årevis haft deres egen parkeringsordning, hvad man oplever på den ubehagelig måde, hvis man forgæves leder efter en parkeringsautomat. København magistratsstyre med borgmester fra forskellige partier koster hvert år skatteborgerne 100 mio. kr. Københavns kommune bygger ud i Nordhavn med en kunstig halvø til skade for miljøet i bugten og til gentofteborgernes store fortrydelse, men kan man jo blæse på. Det er en anden kommune. Hvad er logikken i at det store sammenhængende byområde omkring København er opdelt i et utal af kommuner, der ikke gider samarbejde, respektere hinanden eller prøve at se tingene under en fælles synsvinkel. Byudviklingen i området sker efter principper, så man må tro, at kommunerne ligger som selvstændige byer langt fra hinanden.
…
Undertiden kan man få den opfattelse, at alt drejer sig om Anden Verdenskrig, jødeforfølgelsen og kvindesagen. Andre temaer står i baggrunden. Det gør på en måde verden mindre.
7.8.2017
Mennesker, der er blevet meget gamle, fortæller, hvad de kan lide at gøre og spise, og så tager folk det som ledetråd for, hvordan man kan få et langt liv.
15.9.2017
For at få et interessant liv, skal man dø ung. Som Diana. Det hjælper at være kongelig oven i hatten. Jeg så Anders Lund Madsen på gaden med en bluse, hvor der stod: ”Jeg er for gammel til at dø ung.”