Blog

”Sig nu højt, at I også har noget ud af rigsfællesskabet.” Under den overskrift kritiserer forfatteren Nauja Lynge danskernes holdning til Grønland i kronikken lørdag den 15. februar. På forsiden er hun citeret for at sige: ”Jeg savner anerkendelse af, at Grønland er mere end bloktilskud.”  Igen står Danmark og danskerne for skud for handlinger og holdninger til Grønland.

Grønland blev en del af Danmark med grundloven af 1953. Det var måske derfor, at jeg, der begyndte det år i folkeskolen, hørte så meget om Grønland. Det var fortælling, det var billeder. Ikke om Knud Rasmussens fantastiske rejser, men om kulturen og folkelivet i bygderne. Det var fortællinger med respekt og kærlighed, og vi var alle fascinerede og drømte om at komme derop. Siden har jeg været der to gange, og begge gange forlod jeg det med ønsket om at komme tilbage.

For et par uger siden var jeg sammen med en grønlænder, og vi var nogenlunde på linje, men han var skuffet over, at man i nutiden underviste så lidt om Grønland i skolen i Danmark. Det tænkte jeg en del over. Jeg kom frem til, at det måske skyldtes først hjemmestyreloven og så selvstyreloven. Som dansker følte jeg mig svigtet. Grønland er den del af min kultur. Selvfølgelig skal grønlænderne have den status, de ønsker. Ligesom mellem mennesker, kan man forlade hinanden. Men det sætter spor, og man er tilbøjelig til at vende ryggen til den, der har forladt én.

Når Danmark nu konsekvent bliver betegnet som en kolonimagt, bliver jeg vred. Ser grønlænderne virkelig ikke andet i fællesskabet? Har de ikke haft glæde af kontakten? Ville de foretrække den skæbne, der er overgået inuitterne i Kanada og Alaska? Har de ikke fået hjælp til at udvikle en demokratisk og administrativ kultur, som gør dem rustede til at modstå det brutale pres fra USA? Tilbyder Danmark ikke at bistå dem i den proces, hvis de ønsker det? Drejer det hele sig om selvstændighed på fribillet?

Grønland blev koloniseret fra nord af inuitterne og fra syd af nordboerne. I 1721 tog Hans Egede op for at gennemføre reformationen blandt nordboerne. De måtte jo stadig være katolikker, og det var slemt. Til sin overraskelse traf han ingen. De var uddøde. Det var indledningen til den udvikling, der efter at Grønland ved historiens tilfældigheder blev dansk. Det var ligesom Færøerne og Island oprindelig norsk. De tre lande havde sammen med Norge været grundlaget for Danmark-Norges magt over Nordhavet (dominium maris septentrionalis) Danmark fik imidlertid de tre områder, fordi England ikke ville acceptere, at Sverrig fik dem sammen med Norge. Efter tabet af Norge havde de ingen strategisk betydning for Danmark, men alligevel blev de forvaltet med stats- og folkeretlig konsekvens. I 1917 opnåede Danmark, at USA anerkendte dansk overhøjhed over hele Grønland. I begyndelsen af trediverne forsvarede Danmark sig med held ved Den internationale Domstol i Haag mod et norsk forsøg på annektering af Østgrønland for at udnytte fiskerimulighederne. Under krigen tiltvang USA sig adgang til Grønland med en folkeretsstridig aftale med den danske ambassadør i Washington. Krags forsøg som statsminister på at smide amerikanerne ud led skibbrud mod de politiske realiteter. I de følgende år værnede Danmark Grønland mod udbytning fra andre magter og arbejdede på at forbedre sundhed, erhvervsmuligheder og politisk kultur, hvilket mundede ud i hjemmestyreloven og senere selvstyreloven. Det er ikke en typisk kolonihistorie. Danskerne har ingen anledning til at skamme sig over deres indsats i Grønland. Det er klart, at forskellen i kultur har ført til fejlgreb, men der er ikke holdepunkt for en påstand om, at Danmark har udnyttet, ringeagtet endsige mishandlet Grønland.

I modsætning hertil står USA’s behandling af den oprindelige befolkning på f.eks. Hawaii. USA tog magten øerne, da de daværende stormagter havde andet i tankerne. De lokale myndigheder havde været yderst gæstfrie og generøse over for udlændinge, og amerikanske ananasavlere (Dole Food Company) havde etableret sig. De tiltog sig gradvis mere magt i forhold til øens myndigheder og væltede monarkiet i 1893 med et rask lille militærkup og Sandford B. Dole udråbte republikken Hawaii. I 1898 formaliserede USA annekteringen. På museet i Honolulu fortalte lederen en mere rosenrød historie med USA i helterollen. Amerikanerne importerede løbende billig arbejdskraft fra Philippinerne, Kina og Japan og udvandede således det oprindelige befolkningselement, som i årene efter annekteringen kæmpede for selvstændighed. Det blev med indlemmelsen i 1959 som den 50. stat i USA illusorisk. Der blev afholdt en folkeafstemning, men den oprindelige befolkning udgjorde på det tidspunkt et klart mindretal. I dag udgør hawaiianerne 10 % af befolkningen og er det socialt laveste befolkningslag. De tømmer skraldespande og optræder i pittoreske kostumer for turisterne.

En sådan skæbne for Grønland må grønlændere og danskere stå sammen om at forhindre.

Mødet i München vil blive husket lige så længe som det i 1938. Faktisk minder udviklingen i USA mere og mere om Tysklands udvikling dengang. Hitler forsøgte et statskup i 1923. Trump forsøgte et statskup i 2022. Hitler blev demokratisk valgt i 1933. Det gjorde Trump også i 2025. Hitler udpegede jøderne som pariaer. Trump udpeger indvandrerne fra Mexiko. Hitler begyndte kort efter sin tiltrædelse en hensynsløs og diktatorisk magtudøvelse både indenlands og udenlands. Det gør Trump også.

Det har i al min levetid været dårlig stil at trække nazikortet. Intet er så slemt som nazismen og bliver det forhåbentlig aldrig. Derfor har sammenligningen altid været uberettiget. Men der er lighedspunkter. Jeg er spændt på, hvornår de første medier drager en parallel.

Trump er ikke nogen Hitler. Men han er lige så farlig.

Normalt vælger vi vores skønlitterære lekture blandt det, der er oppe i tiden. Dels nyudgivelser dels genoptryk af ældre værker. Hver epoke har sine foretrukne klassikere. Lidt tilfældigt fik jeg mulighed for at gennemgå en stak franske bøger, som stod til udsmidning. En ældre dame var afgået ved døden, og boet skulle ryddes. Det var litteratur fra slutningen af det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende. Mange af forfatterne havde jeg aldrig hørt om. Andre kendte jeg navnene på, men havde aldrig læst. Jeg slog flere op i min franske litteraturhistorie. To forfattere skilte sig ud: Romain Roland og Roger Martin du Gard. Deres værk var i adskillige bind, ligesom Jules Romains hovedværk. Roman fleuve hedder det på fransk. De havde begge fået Nobelprisen. Så jeg blev lidt nysgerrig og tog fat på Les Thibault af Roger Martin du Gard. Den er let læst. Det er nærmest en sædeskildring om to familier og mest interessant som vidnesbyrd om, hvad der tiltrak franske læsere dengang i tyverne. Streng borgerlig dydighed i den ene familie og den utro ægtemand som et grundvilkår for kvinden i den anden. Begge dele kulturelt forankret og ikke uforeneligt. Katolicismen som en national grundvold parret med dybfølt afsky for protestanter, som tillægges alverdens dårlige egenskaber, stilles over for en mere ægte religiøsitet og positiv livsopfattelse i den anden familie. Selve intrigen er håbløst forældet.

Den bliver nok ikke genoptrykt i overskuelig fremtid, men kunne godt danne forbillede for en nutidig skildring af forholdet til indvandrere. Som en opdateret version af Inden for Murene nu blot med muslimer som den ene part.

Fordomme er nyttige. Man kan ikke undersøge alting for at danne sig en mening. Fordomme er først et problem, når man bliver præsenteret for kendsgerningerne, og de står i vejen for en uhildet bedømmelse.

Ord man hører sjældent i skolesammenhæng: pligt, ansvar, vilje

Der er en forestilling om, at skolegang skal være præget af lyst og en forventning om, at alle lærere skal stjernepædagoger, som står til rådighed for forældrenes individuelle krav. Samtidig stiler skolen krav om forældrenes involvering i undervisning.

Hvornår indser man, at skolearbejde er en pligt for eleven, som han selv må stå til ansvar for, og som kræver en viljesindsats fra hans side for at opfylde. Forældrene kan ikke gøre det for dem, og skolen skal ikke bøje sig for forældrenes krav.

Børn er børn og har aldrig villet gå i skole, jfr. Shakespeare: “The whining schoolboy with his satchel creeping like snail unwillingly to school” (As you like it)

Børn opfylder ikke deres pligter og udviser ikke ansvar eller viljestyrke, blot fordi man siger, de skal. Men når man stiller disse krav til et barn, dannes et moralsk fundament, som er nødvendigt både i skolegangen og for deres voksne virke. Der udvikles en regulerende følelse, som hedder dårlig samvittighed.

Forfatterverden er ny og fremmed for mig. Meget hurtigt begyndte jeg at interessere mig for den på samme måde, som gjorde, når jeg som advokat fik en sag på et nyt område. Jeg ville forstå mekanismerne. Det har i vidt omfang ændret mit billede af forfatteren som kunstner. Denne ener. Et fejret geni, der soler sig i beundring, mens han arbejder intenst på sit næste banebrydende værk. Den type findes uden tvivl, men der er få af dem.

Der udgives i Danmark 7.000 bøger om året. I Frankrig er tallet 70.000. Ca. 10 % bliver anmeldt. Der er således en stor gruppe, som vi sjældent hører om eller møder. En del er uden tvivl selvudgivere eller har som jeg selv udgivet en eller to bøger.

Men selv blandt de 10 %, der med rette kan kalde sig forfattere på fuld tid er det kun et fåtal, der kan leve af det. Det er de egentlige levebrødsforfattere.

Deres første udfordring er det danske sprogs ringe udbredelse. Første oplag af en skønlitterær bog kommer måske i et oplag på et par tusinde eksemplarer. Hvis bogen koster 300 kr. i boghandlen, får de ophavsretsbetaling på typisk 15 % af prisen uden moms. Det bliver 72.000 kr. dertil kommer biblioteksafgift og betaling for lyd- og e-bog samt streaming. Biblioteksafgiften er mere varig end forlagsbetalingen og stiger derfor i takt med produktionen. På den måde kan man fastsætte en typisk forfatterindkomst lidt usikkert til måske 200.000 kr. årligt efter udgivelsen af fem til ti bøger.

Det giver ikke nogen stærk forhandlingsposition. Selvom forlagene kappes om de bedste forfattere og gerne vil pleje dem, de har i deres ”stald”, er forfatteren reelt et byttedyr. Forlagene har store omkostninger og vil gerne have en succes med store oplag. De stiller krav til deres forfattere. Først er der redaktøren. Hans mål er naturligvis ligesom fodboldtræneren at få forfatteren til at yde sit bedste, og de fleste forfattere er uden tvivl glade for deres redaktører. Så langt har forlag og forfatter fælles interesse.

Set fra forlagets side er målet profit, dvs. et stort salg inden for en given litterær genre. En fornemmelse af, hvad der sælger, har derfor betydning for hvilke forfattere, der prioriteres. Salget påvirkes af mediernes reaktion på udgivelserne. Mediernes reaktion på udgivelserne må antages at være drevet af et ønske om udbredelse, dvs. en vurdering af, hvad deres brugere ønsker at se eller læse eller læse om. Denne sammenhæng har været særlig tydelig ved udgivelsen af Kathrine Diez’ selvbiografiske bog, men den fungerer også i det små. Den store interesse om offerfortællinger generelt må tilskrives denne sammenhæng. Forlagene vil derfor naturligt opsøge den type forfattere, og undertiden får mennesker, der har haft voldsomme oplevelser tilbudt skrivehjælp og en medforfatter. Men etablerede forfattere får undertiden også anvisninger i, hvad forlaget gerne ser, de skriver. En roman kan blive en serie. Læserne kan godt lide at genfinde de romanfigurer, de kender i forvejen. Forfatterne må producere mere af det samme.

 Forlagene er også hele tiden på jagt efter nye storsælgende skribenter. De talentfulde forfattere kan eftersøges helt ned i den litterære kuvøse: forfatterskolerne. At vælge mellem de hundredvis af manuskripter, der indsendes uanmodet er ganske enkelt uoverkommeligt. Elementær økonomi tilsiger, at beslutningen om afvisning træffes efter gennemlæsning af fremsendelsesbrevet. Et enkelt forlag har etableret sin egen forfatterskole, hvor man mod betaling kan få undervisning i at skrive. Fordelen for forlaget er, at man får adgang til talentet uden at investere en krone.

Det er klart, at forfatteren må indstille sig på disse vilkår. At skrive, hvad man har lyst til, kan være en uopnåelig drøm eller en utilladelig luksus. Det må præge både lærere og elever på forfatterskolerne. Det må også præge den erfarne forfatter. En bog om året med et oplag på mindst 2.000 eksemplarer er en nødvendighed. Forfatteren må derfor prioritere, hvad publikum har lyst til at læse fremfor, hvad han har lyst til at skrive. Maden skal på bordet, og børnene skal på sommerferie. En skønlitterær forfatter skriver pludselig en kriminalroman. Måske er det, fordi hans forlægger har fortalt ham, at det sælger bedre. Forlaget kan også stille krav til indholdet. Bede forfatteren give mere af sig selv i teksten eller bede ham om at røbe den personlige baggrund. Det kan bruges i markedsføringen. Tiden er vild med forfatterens personlige baggrund. Det forventes også, at forfatteren bruger tid på at optræde her og der med eller uden betaling. Jo mere ukendt desto mere forventes det, at man selv markedsfører bogen. Og forfatteren gør det. Hvis salget går dårligt, vil forlaget måske ikke tage den næste bog.

Man kan spørge, om det fører til ensretning af litteraturen, men mindre dramatisk kan man hævde, at det fører litteraturen ind i nogle modestrømninger. Alle vil være med i kapløbet i håbet og at realisere drømmen om en sællert. Der er skrevet amerikanske gør-det-selv-bøger om, hvordan man producerer sællerten. Bøger skrives i stort tal efter disse recepter, og enhver kan købe de mest succesrige i lufthavnene.

Og så er det endda kun begyndelsen. Streaming har gjort sit indtog og udhulet selv de bedste forfatteres indkomstgrundlag. Som om det ikke var nok, kan man i horisonten se de international forlag rulle frem med forlagskontrakter, der dækker hele verden. Det må forventes at gøre selektionen endnu mere eksklusiv, så den kun kommer til at omfatte forfattere med international gennemslagskraft. Herefter vil forfattervirksomhed for de fleste blive en fritidsbeskæftigelse. De nationale forlag vil lade sig opsluge eller gå ned. Der vil være mikroforlag, der kan sælge et beskedent oplag. Først da bliver forfatteren fri og kan skrive, hvad han har lyst til.

Når jeg læser om det, der foregår omkring Grønland, bliver jeg nedtrykt. Indtil nu har grønlænderne stort set kunnet bestemme alt inden for landets grænser. De har haft fordelen af at skulle gøre oprør mod en svag stat, som er på konstant tilbagetog over for deres krav. Nu byder USA sig til med penge og smiger. Inden grønlænderne giver efter for det, bør de se på, hvordan USA har optrådt andre steder i verden, hvor de har udvidet deres territorium. På Hawaii f.eks. USA tog i 1900 magten over øen, da de europæiske stormagter var optaget af andre ting. De kunne ikke leve med, at hawaiianerne ikke anerkendte den private ejendomsret. De var begyndt at dyrke ananas på øen. På museet i Honolulu fortæller man en anden og mere pæn historie. (om slemme missionærer som ikke ville acceptere, at dronningen gik med bar overkrop og derfor fængslede hende, men så kom amerikanerne som riddere på den hvide hest og befriede hende) Oprindelig var det en koloni (eller territorium som amerikanerne eufemistisk kalder det), indtil øen blev den 50. stat i 1959. De største befolkningsgruppe er japanere, som er indført af amerikanerne som bekvem arbejdskraft. Den næststørste gruppe er amerikanere og 20 % udgøres af den oprindelige befolkning. De tømmer skraldespande og optræder i folkloristiske dragter (kvinderne med brysterne tildækket af halve kokosnøddeskaller) for turisterne på hotellerne. Eller som Encyklopædien udtrykker det: de ”udgør den laveste socialgruppe i Hawaii efter vestlig målestok.”

Det er den skæbne, der venter grønlænderne, hvis USA overtager Grønland.

De personlige pronominer og deres kasus giver ofte vanskeligheder.

Aviserne har mange eksempler på, at grundleddet sættes i akkusativ, hvis der er en indskudt sætning.

”Dem, der kommer for sent, får ingen frokost.”

Hvis den indskudte sætning fjernes, sættes grundleddet ubesværet i nominativ

”De får ingen frokost.”

Omvendt kan en indskudt sætning forvandle akkusativ til nominativ:

“Til de, der kom for sent til frokost, er der heller ikke nogen kage.”

Hvis man fjerner den indskudte sætning, vil de samme mennesker formentlig sige:

“Til dem er der heller ikke nogen kage.”

Navnlig i talesproget ser man undertiden følgende:

”Hvis vi kommer til tiden, er der frokost til Søren og jeg.”

Hvis ”Søren” udelades, vil den samme person formentlig sige:

”Hvis jeg kommer til tiden, er der frokost til mig.”

Anna Ancher var også anerkendt i sin samtid. Hun er blevet sammenlignet med impressionisterne. Mig får stilen mere til at tænke på Jean-Francois Millet. Navnlig på grund af stemningen i billederne. Tidligere stod hun måske lidt i skyggen af sin mand. Det er i hvert fald ændret med den nyfeministiske bølge. I mine øjne overgår hun ham langt. Jeg har svært ved at begejstres af alle hans trætte fiskere.

Men der er ingen tvivl om, at der før Første Verdenskrig var mange kvinder, der havde svært ved at få mulighed for at udvikle deres kunstneriske potentiale. Min absolutte favorit blandt dem er den russisk-franske Marie Bashkirtseff, som blev udstillet på Ordrupgaard for ikke så længe siden. Navnlig hendes selvportræt var meget – ja, hvad skal jeg sige – rørende? gribende? betagende? Hun fik tuberkulose og vidste, at hun ville dø. Der er, som om man kan se det i portrættet. De to andre billeder på udstillingen sagde mig ikke noget. Hun blev 25 år. Hun var også en talentfuld musiker. I begge sammenhænge blev der spændt ben for hende. I dag er hun mest kendt for sin omfangsrige dagbog, som blev udgivet efter hendes død. Jeg har pluklæst den. Den bobler af liv og overskud. Hendes ambitioner var grænseløse, og samtidig fornemmer man, hvor snævre rammerne var for en teenagepiges udfoldelse. Hun blev hele tiden forelsket, uden at genstanden for hendes kærlighed vidste noget om det.

I Danmark har vi hørt om Marie Krøyer og Anne Syberg. Udstillingen med Marie Krøyer fik jeg ikke set, men udstillingen med Anne Syberg overbeviste mig ikke. Agnes Slott-Møller var anerkendt i sin samtid. Men stadig må man have med, om kønsrollemønsteret forhindrede dem i at udvikle talentet. Smagens skiftende udvikling kan vel også forklare, hvorfor nogle i perioder glider i baggrunden. Hirschsprung har netop nu en udstilling med ”Kvindernes moderne gennembrud”. Den må jeg se.

Som man kan se, er jeg i færd med at modificere mit oprindelige standpunkt.

Man kunne måske nævne Elisabeth Jerichau-Baumann og Bertha Wegmann som eksempler på fremragende kunstnere, som er blevet opdaget i den nyfeministiske bølge. Men de var begge to anerkendte i deres samtid. Elisabeth Jerichau-Baumann var anerkendt i udlandet, men havde svært ved at slå igennem i Danmark. Bertha Wegmann var også anerkendt i samtiden, men gled ud af bevidstheden. Begge havde måske det problem, at de havde udenlandske rødder (tysk og svejtsisk), en pointe som kunsthistorikeren Sine Krogh gjorde mig opmærksom på. Det er en kendsgerning, at den danske befolkning fra første halvdel af det 19ende århundrede blev stadig mere nationalistisk (Ottosen og Glenthøj Union eller undergang). Et morsomt eksempel er Grundtvigs indlæg i Den grundlovgivende Forsamling om indfødsret. Han ville slå en bom ned over for tyskere. A.S. Ørsted bemærkede spagfærdigt, at Slesvig og Holsten var en del af riget (NB Grundloven skulle kun omfatte det danske kongerige). Min pointe er således, at det næppe var de to kunstneres køn, men snarere deres nationalitet, der stod i vejen for anerkendelse. Men man kan nok anerkende nyfeminismen for at trække Bertha Wegmann frem igen. Hirschsprungs Samling købte et billede på Bruun Rasmussens Auktioner, og der blev organiseret en særudstilling. Det førte til en polemik, hvor hendes kunst af nogle blev sablet ned. Det var sødladen salonkunst. Det lå måske i kritikken, at hun kun blev trukket frem, fordi hun var kvinde. Jeg kendte hende ikke. Jeg måtte ind at se udstillingen. Egentlig var jeg lidt negativt indstillet; men jeg blev fuldstændig blæst omkuld. Det blev en af de største kunstoplevelser, jeg har haft i nyere tid.