Opstilling til Europaparlamentet

Er det ikke besynderligt, at danskerne, der synes, at EU bestemmer for meget, har svært ved at finde nogen, der vil stille op og være med til at bestemme? Er det, fordi de ikke vil dele magten med de mange andre? Eller er det, fordi journalisterne sidder i Danmark og taler om ”dem dernede i EU” og lukker øjnene for, at ”dem derned” også er os. Jeg ved ikke, om det er politikerne eller journalisterne, der fortjener mindst respekt.

 

Bæredygtig vækst

Bæredygtig udvikling. Hvilket smukt ord. Vi vil gerne have udvikling og vækst. Økonomisk vækst, så vi hele tiden bliver lidt rigere og får det lidt bedre, end vi har haft. Økonomer ser bekymrede ud, hvis væksten falder eller bliver negativ. Det er noget med arbejdsløshed og smalhals.

Men væksten skal være bæredygtig. Vi er bekymrede for miljøet. Vores pensionspenge skal investeres etisk og grønt. Vi spiser økologisk. Ikke fordi det smager godt, men fordi det skåner naturen og fremmer dyrevelfærd.

Men har vi nogensinde stillet os selv det spørgsmål, om bæredygtig udvikling og vækst er mulig? Hvad nu hvis det er modsætninger, så vi må vælge? Hvor reelle er de trusler, vi undertiden hører om? Klimaforandring, overbefolkning, biodiversitet, forurening, udtømning af ressourcer.

Tag nu for eksempel overbefolkning. I 1960 var der 3 mia. mennesker. I dag er der over 7 mia. Jamen fødselsraten falder, jo mere velstand vi får. Se bare hvordan der er fødselsunderskud i Japan og Europa. Det samme er undervejs i Indien. Nu skal vi bare hjælpe udviklingen i Afrika på vej.

Det lyder optimistisk, men er næppe troværdigt. FN forudsiger at vi er 11 mia. i 2100. hvis det virkelig skulle lykkes at skabe en velstandsudvikling for så mange mennesker, ville CO2 udslippet blive enormt. Nej siger de andre så, for vi skal bare omstille til grøn energi.

Det har man jo talt om længe, men det stiger alligevel og har aldrig været så højt som i 2017. Kun under den finansielle krise faldt det lidt – fordi væksten faldt!

Forleden var der i Information en sammenligning af CO2 forbruget ved flytransport over for bil, bus og tog. Sammenligningen blev opgjort pr. personkilometer. Flytransport forbrugte nogenlunde tre gange så meget CO2 som det værste alternativ, bilen. Hvis hele verdens befolkning skulle dele CO2 forbruget lige, var der 2 ton pr næse pr. år. En tur/retur til Bangkok ville bruge hele årskvoten. Et par dage efter var der et indlæg af en kvindelig medarbejder. Det er miljøbevidste medarbejdere på det blad. Hun var godt klar over, at CO2 udslippet skulle ned, men hun ville ikke opgive flytransporten. Det var godt også kulturelt. Syntes hun. Men de røde bøffer ville hun godt give afkald på. Som om der var et valg. Som det er karakteristisk med den slags luftige politisk korrekte udsagn, var der ingen sammenligning af, hvor mange bøffer hun skulle afstå fra for at få en tur til Bangkok. ATP – vores allesammens pensionsleverandør – har netop overtaget en stor post aktier i Københavns Lufthavn. Hvorfor mon? De håber sikkert, at passagertallet vil stige lige så dramatisk som hidtil. Hvis det skal retfærdiggøres med sparede bøffer, må alverdens slagterier formodes at gå konkurs i morgen.

Derfor siger jeg forsigtigt: måske er bæredygtig vækst en kimære. Noget politikerne siger, fordi vi gerne vil høre det. Vi får mere vækst ved at bygge flere vindmøller og isolere vores huse bedre og bedre. Vi laver biobrændsel og kører i el-biler. Det må da være godt. Men al vores produktion af disse ting forbruger også mere og mere energi. Hvortil kommer alt det andet, som vi forbruger uden t tænke på, hvad det betyder for miljøet. Det er jo en følge af den vækst, vi tilstræber. Og CO2 udslippet øges.

Det kunne være fristende at skyde skylden på udviklingslandene. Vi kunne skifte standpunkt og kræve, at de ikke udvikler sig så meget. Vi laver bæredygtig udvikling, men de gør ikke. Hvis kineserne bare ville blive ved med at cykle i stedet for at køre bil. Er det ikke deres skyld, at CO2 udslippet øges? Hvis det var rigtigt, ville det være ensbetydende med, at vi ville fastholde den rigdom vi har opbygget gennem globaliseringens fordele ved at holde dem ude. Det er jo et moralsk standpunkt. Er det sådan, vi ser på det? Vi holder dem jo rent faktisk ude – helt bogstaveligt, når de forsøger at komme ind i Europa, USA, Australien. Velfærdsflygtninge siger vi forarget og slår bommen ned. Nu er rigdommen fordelt som den er, fordi vi er dygtige, og de er dovne. Eller vi siger det som socialdemokraterne og dansk Folkeparti lidt mere indpakket. Vi forsvarer vores kultur og vores vælfærdsmodel. Det skal vi ikke lave om på. De må frelse sig selv.

Men bare ikke med mere CO2 udslip. Eller hvad? Modsigelserne står i kø.

Men det undrer mig stadig, at man aldrig hører nogen sige, at væksten må ned og befolkningstilvæksten må standses. Ikke en eneste debattør og slet ingen politikere. Han ville aldrig blive valgt. På den yderste venstrefløj – som er langt fra regeringsansvaret – tør man godt argumentere for mindre vækst, men ikke regulering af befolkningstilvæksten. Det er der ingen, der argumenterer for. Det er tabu. Hvis nogen sagde det, ville vi stikke fingrene i ørerne og sige som små børn: blablabla eller bare bæredygtig vækst, bæredygtig vækst, bæredygtig vækst…

Ludvig XV sagde det mere ærligt: efter mig syndfloden.

Ulve – igen

Der er meget ballade om et par ulve i Jylland i øjeblikket. Er de farlige eller ikke. Efter sigende udgør hugorme en større fare for mennesker, men nogle af vores jyske landsmænd tør ikke lade deres børn alene i haven og har sluttet sig sammen i en forening for ulvefrit Danmark. De mener, at ulvevennerne sidder på Rådhuspladsen og omegn, hvor der ikke er den store ulvefare. Det sigter klart mod det typiske politikenpublikum. Det måtte avisen tage op. Politikens chefredaktør skrev et indlæg for en uges tid siden, hvor han stillede sig på ulvehadernes side. Han havde det svært med argumenterne. Det kom han ud over ved at skrive følgende afskedssalut: Det handler om følelser, ja, men det er legitime følelser. Mageløst tænkte jeg. Der er altså to slags følelser. De legitime og de andre. Gad vist, hvordan man sondrer. Og hvad er det, der giver visse følelser en legitimitet, der hæver dem over fornuft. Det skrev jeg så et lille læserbrev om til Politiken. Det er blevet en sport for mig. Ikke at skrive læserbreve og debatindlæg, men at få dem afvist. Det er lykkedes fem gange i træk. Nu ville jeg prøve sjette gang. Bare fem seks små linjer. Minsandten. Det lykkedes. Jeg modtog den sædvanlige mail, hvor de skriver, at de modtager så mange kvalificerede læserindlæg. Som daglig læser fristes man så til at spørge: hvorfor bringer de så slet ikke nogen? På grundlag af min beskedne statistik er jeg kommet til den konklusion, at avisen ikke gerne bringer indlæg, der afslører, at chefredaktøren våser.

Men Christian Jensens vås eller manipulerende retorik fik mig til at tænke på Pascal: Le coeur a ses raisons que la raison ne connait pas. Her giver han følelserne forrang over fornuften. Pascal var matematiker og vidste, hvad han talte om. Fornuften har sine grænser. Der hvor den naturvidenskabelige eller bare menneskelige erkendelse ikke kan nå ud, må fornuften give op. Der må hjertet råde. Eller følelserne. Det er klogt tænkt og smukt sagt.

Men når det drejer sig om ulve i Danmark er vi nok ikke der. Der er masser af bevis på, at ulve ikke er farlige for mennesker. Der er vilde ulve i det meste af Europa i større eller mindre omfang. Derfor bliver påberåbelse af følelserne et skalkeskjul for argumetresistens. Det er som at lukke øjnene og stikke fingrene i ørerne. Det sker hele tiden, men det skuffer, når det kommer fra en chefredaktør på Politiken.

Om integration af indvandrere

Hvorfor er der nogle indvandrere, der integreres meget nemt og andre slet ikke, spørger du. Det er et tankevækkende spørgsmål. Jeg mangler naturligvis indsigt og tal for at kunne svare. Jeg kunne søge på nettet eller kontakte forskningsinstitutter. men det gør jeg ikke. Det må blive godtkøbsbetragtninger. Hvad har jeg hørt, læst eller selv oplevet. Sådan er en samtale.

En af de ting, der har undret mig, er, at amerikanere eller andre fra den engelsktalende verden, som er indvandret, kan leve et helt liv i Danmark uden at lære dansk. Nogle slet ikke, andre en smule. Måske forstår de lidt, og måske kan de sige et par sætninger, men så slår de over i engelsk og forventer, at vi følger med. Det må være som at se verden gennem matteret glas. Men det er naturligvis ikke dem, du tænker på.

Man hører aldrig om problemer med kinesere eller vietnamesere. Er de integreret? Efter sigende ikke. De skulle leve i lukkede kredsløb uden kontakt til samfundet udenfor. Ingen ser dem. Ingen kender dem.

Philippinerne er en anden gruppe. De kommer på såkaldt kulturudveksling, men tjener reelt som barnepiger og hundeluftere, hvor man ser dem på vejene nord for København, hvor de går med den vovse, familien ikke selv gider tage sig af. De sender en del af deres beskedne løn hjem til familien. Ingen af dem lærer et ord dansk, medens de er her. De skal jo tilbage. Nogle gange tilbage til mand og børn. Hvad det er for en kultur, de tager med hjem, er lidt tvivlsomt.

Men det er naturligvis de muslimske indvandrere, du tænker på. Når det kommer til dem, betegner vi dem ved religion og ikke ved nationalitet. Vi ser det som et fedt. De kommer fra Tyrkiet, hele Mellemøsten, Iran Afghanistan, Pakistan og hele vejen rundt om Middelhavet til Marokko. Men er det alt sammen et fedt?

Lad os indlede med at konstatere, at mange af disse indvandrere i første eller anden generation er fuldt integreret, har høje stillinger som forskere eller forretningsmænd. Vi elsker at høre om dem. De bekræfter indirekte vores tro på vores værdier og levevis. Naser Khadar hører til den slags præmieindvandrere. Han ved det selv.

Men der er en stor gruppe, det må indrømmes, som virker fremmede. Mange af dem har job og taler dansk og er for så vidt integreret, men vi tænker alligevel over det, når vi ser dem i taxaer eller i grøntforretningen, eller når vi er sent på kontoret og ser dem rykke ind for at gøre rent. Vores ældre slægtninge, som er på hospitalet eller bor hjemme ser dem som sygeplejere eller hjemmehjælpere. Ofte føler de et spontant ubehag når et fremmed ansigt pludselig dukker op. Når man er syg eller gammel og svagelig, er man nok mere bekymret. Men også disse fremmede er jo integreret.

Efter sigende har integrationsvanskeligheder undertiden noget at gøre med de sociale lag, de kommer fra. Tyrkerne, der kom i 70-erne, var fra landdistrikter og havde meget beskeden uddannelsesbaggrund. Pakistanere og iranere kommer efter sigende fra højere sociale lag og har lettere ved at glide ind på arbejdsmarkedet. Men så enkelt er det nok heller ikke. Tyrkerne befolker grønthandlere og pizzeriaer og mange andre restauranter, hvor de tilbereder italiensk og græsk mad.

På en dårlig dag bliver vi også bekymrede over polske og litauiske håndværkere. I landbruget arbejder ifølge Information 7000 rumænere. Men tænker vi det igennem, må vi også regne dem til de integrerede. Anderledes med romaerne, der tigger på strøggaderne og de tyve, der begår indbrud og stjæler vores få guldsmykker. Politiet siger, de kommer fra Rumænien. De holder sig til guldet, fordi de ikke kan slæbe så meget den lange vej hjem. Jeg trøster mig med, at de medvirker til velstandsudligningen i EU.

Meget kender vi kun fra medierne. Områder af byen, hvor man ikke kan komme. Tingbjerg for eksempel. Vi hører om bander og kriminalitet. Det er ikke noget, der umiddelbart truer os, men vi bliver utrygge. Det har ikke noget med integration at gøre. Kriminalitet er kriminalitet. Men vi sætter det i forbindelse med manglende integration.

Måske er vores største problem vores manglende evne til at få deres børn gennem vores skolesystem. Det er vel retfærdigt at sige, at der kommer vi til kort. Klasser med mange indvandrerbørn er næste ustyrlige og lærerne bruger alle deres ressourcer på bare at holde en lille smule orden. Indlæring er der ikke megen mulighed for. Det hænder så, at indvandrerbørn bliver taget ud af klassen og sendt til genopdragelse i hjemlandet. Så bliver vi forargede, selvom det vel i grundet er et bevis på vores fallit. Eller hvad? Er vi ikke i stand til at drive en skole, der kan sætte skik på disse børn og lære dem noget. Vores uvilje mod disciplin og kæft trit og retning er så stærk, at vi hellere vil miste kontrollen end at bruge det. I stedet lægger vi op til mere kæft trit og retning, når de er kommet på den forkerte side af loven med strengere straffe og udvisning af landet. Men så er det jo på en måde for sent. Vi vil hellere holde fast i en forestilling om, at skole skal være sjov og underholdende og drevet af videbegær og lyst. Børn skal kunne lide at gå i skole, men aldrig har så mange pjækket. Vi fastholder denne pædagogiske idyllisering, selvom resultaterne ikke altid er overbevisende for andre end de meget velfungerende børn, som vil blomstre i alle systemer.

Men hvad så med terroren? Ja, hvad med den? Rent statistisk er det en beskeden trussel. Som risikoen ved at falde ned med en flyvemaskine eller noget i den retning. Men hvorfor gør de det? Tja, hvorfor smider vi bomber i Syrien og Libyen? Vi meldte os jo også til krigen i Iran, selvom det kun var med en ubåd. Når de svarer igen med terror, er det vel det, man kalder asymmetrisk krigsførelse. Det oplevede Frankrig også, da undertrykkelsen i Algier var på sit højeste.

Deres religion gør os også utrygge, fordi den er så fremmedartet, selvom jeg kan huske, da Bertel Haarder i fjernsynet sagde, at han foretrak muslimerne, fordi de dog trods alt troede på noget, frem for dem, der ingenting tror. Det var før Anders Fogh Rasmussen gav ham mundkurv på. Hvad kunne det ikke have udviklet sig til i forhold til ateisterne, hvis han havde fået lov at fortsætte.

Når man så kommer til tørklæder, burkaer og uviljen mod at spise svinekød, bliver de reelt symboler på vores frustrationer og på vores utryghed og afmagt. Derfor hader vi dem. Integration derimod er vi i grunden ligeglade med. Hvad rager det os, at kinesere og vietnamesere lever i lukkede cirkler, eller at amerikaneren aldrig lærer dansk. Det er deres problem.

Men tag ikke mine synspunkter alt for tungt. Det er alt sammen løse betragtninger og påstande. Andre kan med lige så stor ret mene noget andet. Men jeg tror, det er godt at tale om det. Vi skal hele tiden værge os mod de forenklede billeder, som politikere og såkaldte meningsdannere forsøger at tegne.

Burka eller ej

Da regeringen for nogle år siden ville indføre forbud mod, at dommere bærer tørklæde, engagerede jeg mig på forskellige måder imod. Midt i det hele fik jeg en hilsen fra en jurastuderende, som bar tørklæde, og som værdsatte min indsats. Jeg bad hende komme ind på kontoret. Jeg ville gerne forstå hende, sagde jeg. Jeg kendte ikke kulturen. Hun kom, og vi havde en lang samtale, og jeg fik mulighed for at stille mine spørgsmål:

  • Bærer din mor tørklæde?
  • Nej
  • Har du altid båret tørklæde, efter at du er blevet voksen?
  • Nej.
  • Men hvorfor er du så begyndt at bære tørklæde?
  • Jeg får hele tiden at vide, at jeg ikke er dansker. Men hvis jeg ikke er dansker, hvad er jeg så?

Pludselig forstod jeg det hele. Vi har alle brug for en identitet. I ”En tyskers historie” af den tyske historiker Sebastian Haffner havde jeg læst noget tilsvarende. Da jødeforfølgelserne tog fart i 1933 begyndte han at komme sammen med en jødisk pige nærmest i protest. Hun havde tidligere opfattet sig som verdslig tysker. Men han iagttog efterhånden som antisemitismen skærpedes, hvordan hun blev mere og mere ”jødisk”. Var hun ikke tysker, måtte hun være jøde.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det er vigtigt at blande sig i, hvordan medborgerne går klædt. Min franske ven anser det som uakceptabelt, at nogen vil markere sig som gruppe. Vi er alle borgere i den samme stat. Vi er individer og staten er fællesskabet. Det er vel den officielle forklaring på burkaforbuddet i Frankrig. Den tager udgangspunkt i den siden 1905 lovfæstede verdslighed.  Staten er verdslig. Religion er privat. Han mener, at en muslim må være glad for at være borger i et vestligt land, som han eller hun øjensynlig har valgt frem for oprindelseslandet. Det kan der være noget i, men det holder ikke hele vejen. Mange af dem er født her og har ikke noget valg. Men for det andet kræves det vel, at de netop er borgere, medborgere og akcepteres som sådanne.

Men det bliver de ikke, hvis de betragtes som andenrangsborgere. En anden fransk ven fortalte, hvordan han på gaden havde set en mand med arabisk udseende, der stod alene stærkt ophidset og råbte ukvemsord til højre og venstre, så det ledte tanken hen på en psykisk syg. Men der var noget, der ikke passede til det billede. Han gik hen til ham og spurgte, hvad der var galt. Manden faldt straks til ro overrumplet over, at nogen gad lytte til ham. Så kom forklaringen. ”Jeg har altid fået at vide, at hvis jeg tog en uddannelse, så ville min arabiske oprindelse ikke betyde noget. Så ville jeg have de samme chancer som alle andre for at få en god plads i samfundet. Jeg lyttede til det råd og sled mig til en økonomisk universitetsuddannelse, men hvad skete? Hver gang jeg søgte en stilling, og de så mit arabiske navn, blev jeg sorteret fra. Jeg blev ikke engang indkaldt til en samtale. Ikke en eneste gang. Nu har jeg et job som lagerarbejder.”

I Danmark synes regeringen at tage udgangspunkt i et krav om integration. En slags tvangsassimilering. Ikke pynteligt i et frit land. Et frit land skulle nødigt være et flertalsdiktatur. Friheden omfatter vel friheden til at være anderledes. Selvfølgelig må de underkaste sig vores love. Vi akcepterer hverken stening eller kvindelig omskæring. Men en burka er ret uskadelig. Hvis den ikke bliver gjort til identitetssymbol, bliver den sikkert også hurtigt lagt til side til fordel for mere behageligt tøj.

Med den nye lov bliver vi i stedet gjort til grin af en udenlandsk rigmand, der vil betal bøderne. Og burkaen får på den måde et langt liv. Men hvad værre er, så styrker den hetzende retorik uviljen mod indvandrere både i første, anden og tredje generation. Og svækker derved integrationen

Ulven kommer!

En EU-politiker, som jeg kender, en seriøs og hårdtarbejdende politiker, foreslog, at man opdyrkede arealer i Bulgarien med henblik på biobrændsel. ”Der er så meget uopdyrket land,” forklarede hun. ”Hvad med biodiversiteten?” spurgte jeg. Det svarede hun ikke på.

Vi må have ulven væk fra Danmark, siger mange. Tja, den spiser fårene. Ja man kan sidde i København og synes det er spændende med ulve Men en landmand lever af sine får. Og så efterlader den kroppene, Den spiser ikke op. Tænk engang. Prøv at komme i en kantine, når frokostserveringen er slut og se, hvad der bliver smidt ud. Rotterne i Kongens Have lever af efterladte pizzastykker. Krager og duer i byerne lever også af vores udsmid. Og nu er det jo ikke sådan at de halvfortærede fårekroppe går til spilde. Ræve lever i vidt omfang af ådsler. Der er også andre dyr, der tager fat, hvor ulven slipper. Tænk på hvor sjældent man se en død fugl. De forsvinder hurtigt.

Men ulve er ulve og må døje med dårlig karma på linje med myg og rotter, hvorimod får er nuttede. Vi har inddelt dyr i dem, vi kan lide og dem, vi ikke kan lide. Det er bare ærgerligt for ulven, at den er havnet i den forkerte skuffe.

Men ulve angriber mennesker. Biologer siger, at der er der ikke belæg for det. Se senest i Information i dag. I Der Spiegel var der for et par år siden en tilsvarende artikel.  Der er ingen tilfælde af angreb på mennekser. Medmindre man optræder uhensigtsmæssigt. Så kan en schäferhund også være farlig. Og kronhjorte og hugorme. Angsten for ulven går langt tilbage. Tænk bare på Lille Rødhætte. I Perraults æventyr ender historien der, hvor ulven spiser Lille Rødhætte. Sådan har ulven været sindbilledet på det farlige. Ikke mærkeligt, at den har dårlig karma.

Men hvad skal vi med ulve i vores civiliserede verden. Nej det er rigtigt. Naturen skal være andre steder. Vi vil gerne have, at Brasilien lader være med at fælde deres regnskov, men Danmark er et landbrugsland. Det betyder ikke noget for biodiversiteten, at fjerne ulvene fra Danmark. Ulven er i toppen af fødekæden. Men er det så også i orden at inderne udrydder tigrene? Men hvad skal ulven i Danmark. Den har ikke været der i flere hundrede år. Men den er kommet igen naturligt og ikke i forbindelse med noget genopretningsprojekt.

Ejer vi naturen?

Tegnsætning, stavning og grammatik

Jeg er dybt fascineret af sprogprofessorer. En af dem indførte et nyt komma. Det udløste en babylonisk strid. Sprogfolk stredes med hinanden i flere år, men han stod fast. Jeg forestiller mig, at der kommer til at stå på hans gravsten: ”Han opfandt det nye komma”. Mennesker, der har fået en akademisk uddannelse og har beskæftiget sig med sprog hele livet, skrevet disputats og undervist næste generation, beslutter på et tidspunkt at vi deres liv til kommaet. Det går hen over hovedet på os andre, der rynker panden over udviklingen i USA eller Syrien, hvorfor kommaet er blevet så vigtigt, men det skyldes, at vi er lægfolk uden sans for storheden i dette projekt. Efter anden verdenskrig oplevede vi en lige så vigtig begivenhed, da mennesker rundet af den samme muld afskaffede de store bogstaver i navneord og indførte bolle-å. Hvor havde vi været i dag, hvis det ikke var sket. Vi bør være taknemmelige. Det er vist de samme mennesker, der udgiver retskrivningsordbogen, hvor de holder os vågne ved løbende at ændre stavningen af velkendte ord. Deres iver er så meget mere forbløffende, som stavningen ikke svarede til vores udtale før ændringen og heller ikke gør det efter.  Vi er hånlige over for nordmændene, som synes, der skal være overensstemmelse mellem stavning og udtale. Svenskerne, tyskerne og franskmændene har samme mærkelige opfattelse.

De samme mennesker interesserer sig af en eller anden grund ikke for at opstille regler for grammatik eller betydningsglidning af vores ordskat. Der indtager de botanikerens kontemplative rolle. Personlig lider jeg af en platonisk kærlighed til det danske sprog, selvom jeg erkender, at det ikke har andre fortrin, end at det er mit. Jeg gør, hvad jeg kan for at pleje det ud fra Stendhals devise ”Jurister er sprogets ingeniører.” Han læste hver dag et kapitel af Code Civile. Men jeg opfatter min kærlighed som en lastefuld trang, der bør tilfredsstilles i det skjulte. Den er om ikke pinlig så i hvert fald latterlig. Derfor søger jeg i det dulgte ligesindede og forsikrer mig om deres tilsvarende tilbøjelighed, inden jeg betror mig. Der var en person på radioavisen, der holdt journalisterne i ørerne, når de formulerede sig. Da han døde, var det, som da den sidste urokse opgav ånden i 1600-årene. En af skabningens stor undere var for evigt forsvundet. Jeg morede mig engang ved at konstatere, at man i en af erhvervslivets mest hæderkronede publikationer, nemlig A.P. Møllers årsrapport, ikke kunne finde ud af sammensatte ord. Det var ikke et bevidst valg. Det samme ord blev nemlig skiftevis skrevet i et og i to ord. Det var i hr. Møllers levetid, hvor intet var overladt til tilfældighederne. Jeg nævner det kun, fordi niveauet i den publikation dengang lå langt over standarden for erhvervslivets brug af det danske sprog.

De samme mennesker som ikke ofrer sprogets rette brug særlig stor opmærksomhed – og her bliver det interessant – vil give deres ene arm for at formulere sig korrekt på engelsk. Det er naturligvis prisværdigt. Men hvorfor ikke stille samme krav til det danske.

Jeg vil undlade at komme med eksempler på de sprogblomster, som uden blusel faldbydes, og som har samme skønhed som afkommet af forskellige hunderacer, der finder sammen i et gadekryds. Det får uvægerligt et præg af sur gammel mand, og dem bliver der med den stigende levealder flere og flere af. Vi har hver især vores idiosynkrasier præget af større eller mindre pedanteri. De er sjældent interessant, for sproget er trods alt mangfoldigt, og man bør sondre mellem kreative nyskabelser og regulær degeneration. Jeg vil indskrænke mig til at undres over, at ingen føler autoritet til at hævde, at noget er mere rigtigt end andet.  Politikere opstiller regler for, hvilken litteratur børnene skal læse i skolen. Kommaprofessorerne bestemmer hvordan ordene skal staves, og hvor kommaet skal stå. Men det regelsæt, der styrer syntaks og bøjning er som en ager, der er sprunget i skov. Kommaprofessorerne skriver lærde bøger om grammatikkens utæmmede liv. For et par år siden kom et sådant værk i tre tykke bind. Men de slår korsets tegn for sig ved tanken om  at foreskrive, hvordan den bør være. Kun over kommaer og stavning er de diktatorer.

De har naturligvis en forklaring, som gentages igen og igen: ”Sprogets udvikling kan man ikke standse.” De henviser til sproghistorien. Hvem kan i dag læse, hvad der står på runestenene. Jeg giver naturligvis op over for dette ultimative argument. Men jeg mener at vide, at der i andre lande udfoldes bestræbelser for at kultivere alle sider af sproget og gøre en del ud af at fastholde normerne både for syntaks og grammatik. Men jeg går stille med dørene. Det er en suspekt interesse på et område, som på ingen måde kan overlades til lægfolk.

Morten Hesseldahl og skammen

Morten Hesseldahl blev den nye direktør for Gyldendal. Han kom fra en direktørstilling for Det kgl. Teater, og pressen skrev, at ikke alene fulgte han alle krav om nedskæringer fra politikerne, han gjorde det med glæde.

Det kgl. Kapel – 8 musikere skulle fyres

Jeg kom til at tænke på en samtale med en musiker fra det kgl. Kapel, som fortalte om en sådan nedskæringsrunde.  Hesseldahl valgte, at 8 musikere i kapellet skulle fyres. Der var dikteret sparerunde fra Moderniseringsstyrelsen. Kapellets talsmand prøvede at forklare, at de otte musikere ikke kunne undværes. Der var et mindstemål for, hvad der skulle til for at et orkester kunne fungere. Der var 104 musikere. Det kunne ikke være mindre. Det kgl. Kapel var trods alt Danmarks ældste orkester, som spillede på et meget højt kvalitetsniveau. Det syntes de, han skulle vide. Det kunne jo være, han ikke vidste det. Det gjorde imidlertid ikke indtryk. Kravet var 8 musikere. Det faldt musikerne lidt for brystet, at administrationen gik fri af disse nedskæringer, men der var ikke noget at gøre. Musikerne mødtes og talte om tingene.

Det kgl. Kapel tilbyder lønnedgang

På en mærkelig måde satte de deres kunst over sig selv. Det var ikke deres kollegers velfærd, de ville redde. Bevares, det ville de også gerne. Men de ville redde den kunst, de havde satset hele deres liv på. Et kapel. En institution. Noget højere end dem selv. Derfor besluttede de, at de alle gik ned i løn, så de otte musikere kunne blive. Utroligt at hundrede og fire musikere kunne enes om det. De gik til ledelsen og overbragte budskabet. Her afbrød jeg fortælleren: ”Det blev da afvist,” sagde jeg ret voldsomt. Noget så ydmygende for en leder af en kulturinstitution var da umuligt at sluge.  En ordentlig  leder ville søge efter andre løsninger, så fyringerne kunne undgås, eller sætte sin stilling ind på at forsvare sit personale. Intet anstændigt menneske ville løse et besparelsesproblem ved at lade de relativt lavtlønnede gå ned i løn og selv fortsætte med uændret løn. En kunstnerisk leder kunne da ikke skære i kunsten og lade administrationen være uberørt. Jeg var sikker på, at tilbuddet fra orkesteret måtte være blevet afvist. Jeg blev næsten helt tør i munden i min iver efter at forklare ham, hvordan fornuftig ledelse fungerer. Da jeg var færdig med min lange afbrydelse, fortsatte musikeren. Nej, jeg tog fejl, det blev accepteret. Problemet var løst. Hesseldahl forelagde aftalen for Moderniseringsstyrelsen til godkendelse og udtalte stolt til pressen, at han havde løst styrelsens krav om besparelser efter svære forhandlinger med personalet, der havde vist sig fleksibelt.  Fleksibelt? Er en mand, der bliver kørt over af en damptromle også fleksibel?

Hvilken aura af skam, der må stå om den mand, hvor han end bevæger sig hen. Jeg forstår godt, at Carsten Jensen forlod Gyldendal, da det blev offentliggjort, at Hesseldahl skulle være direktør.

Lønvilkår for offentligt ansatte

Vi er i Danmark kendt for at have en loyal og effektiv embedsstand. Den slags kommer ikke ud af ingenting. Enhver arbejdsgiver ved, at man har de ansatte, man fortjener. Behandler man sine ansatte godt og giver dem gode vilkår og en rimeligt løn, får man engagerede medarbejdere.

I øjeblikket læser vi i aviserne, at Moderniseringsstyrelsen er sat i verden for at presse de ansatte ned i løn og klemme dem på frokostpauser og arbejdsdage som juleaften og nytårsaften. Direktøren Poul Taarnkvist udtalte til Information (16. februar), at det drejede sig om at få mere velfærd for pengene. Nu bestemmer han jo ikke, hvad de sparede penge skal bruges til. Det sidste halve års debat tyder mere på et ønske om at lade det komme de højestlønnede til gode i form af skattelettelser. Det vil fremme produktiviteten hedder det ifølge borgerlige økonomer uden noget empirisk grundlag. De højstlønnede skal øjensynlig motiveres til at arbejde mere, hvis de får mere ud af det.

Den logik gælder så ikke offentligt ansatte. Her forventer man, at de yder mere, jo dårligere man behandler dem: løntilbageholdenhed, fratagelse af goder og mere kontrol og måling – for slet ikke at tale om udflytning af deres arbejdspladser.

Tankegangen er – pænt sagt – meget perspektivløs. Rygraden i et velfungerende statsapparat er embedsmænd, der er stolte af deres arbejde og lægger en ære i at udføre det samvittighedsfuldt. De kvaliteter eroderes, hvis man behandler dem som skidt. Hvis man anser sine medarbejdere for at være dumme, dovne og værdiløse, så bliver de dumme, dovne og værdiløse. Hvad bliver der af motivationen, hvis man presser lønnen, så de føler sig til grin ved sammenligning med det private arbejdsmarked og kontrollerer dem så intenst, så de bruger mere tid på effektivitetsmålinger end deres opgaver.  Så flygter alle talenterne, og kun de initiativløse og uegnede bliver tilbage. Sådan kan man få en organisation til at degenerere.

”Man kan regere et land med dårlige love og gode embedsmænd, men man kan ikke regere et land med dårlige embedsmænd og gode love,” sagde Bismarck.

Derfor bør vi investere i den offentlige sektor og give de offentlige ansatte gode vilkår. Tiden er inde til at tale om skatteforhøjelser og ikke skattelettelser. Kun gennem skatteforhøjelser på de højeste indkomster kan man bremse den stigende ulighed. Pengene kan vi bruge til embedsværket. Bedre investering kan man ikke forestille sig.

Udflytning af offentlige arbejdspladser

På forunderlig måde er det lykkedes politikerne at opstille en modsætning mellem København og resten af Danmark. Som to dele, der ikke hænger sammen. Som to brødre, hvor den ene er forkælet og den anden forfordelt. Det kan siges så mange gange, at vi begynder at tro på det. Og derfor tror på det retfærdige i at rette op på denne forskelsbehandling. Dansk Folkeparti forsøger at svinge sig op til at være retfærdighedens bannerfører og talsmand for de forsømte og forladte egne. Nu skal københavnerne have nogle på snuden. De har rigtig godt af det.

Lad os begynde med kendsgerninger. Regeringen har gennem de senere år med stemmer fra Dansk Folkeparti sammenlagt kommuner og statslige institutioner rundt om i landet og dermed nedlagt stillinger, som var med til at definere identiteten og samfundslivet i mellemstore byer. Distributionen af forbrugsvarer er ”rationaliseret” i større, men færre butikker, så priserne bliver lavere, mod at borgerne til gengæld må bruge benzin og tid på at køre længere for at få fat i dem.

Begge dele går under betegnelser som ”fremskridt” og ”politisk nødvendighed”. Det falder uden for dette indlægs formål at tage stilling til, om det er godt eller skidt. Jeg konstaterer, at sådan er det, og det har medført, at landdistrikterne og mindre byer affolkes. Og så påpeger jeg lige i forbifarten politikernes hykleri i den nuværende debat, hvor de vil gøre alt for at rette op på det med udflytning af offentlige arbejdspladser, hvor de selv har nedlagt dem.

Jeg ser også bort fra de små eller store dilemmaer og ubehageligheder for de medarbejdere som rammes. Selvom jeg priser mig lykkelig, at jeg ikke er udflytningstruet, kan det ubehag, besvær og muligt velfærdstab ikke være udslagsgivende, hvis udflytning virkelig var en god ide.

Men det er det ikke. I et moderne og højt specialiseret samfund opbygges kompetencer gennem kontakt mellem mennesker i et ”miljø”. Når København har en stor koncentration af lægemiddelproducenter, skabes et miljø, som fører til meget høj kompetence og faglighed. Det var det, der var argumentet, da vi skulle have lægemiddelagenturet til Danmark. (Når vi ikke fik det, var det måske på grund af vores kronisk lunkne forhold til EU og alle vores forbehold). Hvis disse virksomheder flyttede til andre lande, og kun én virksomhed blev tilbage, ville denne kompetence forringes. Det er den forringelse som truer finanssektoren i London, nu hvor Brexit får de finansielle virksomheder til at flage ud af byen.

En offentlig administration udgør også et fagligt fællesskab, hvor den høje kompetence oparbejdes i det miljø, som findes i København. Det forsvinder. Ikke kun fordi 90 % af medarbejderne siger op, når institutionen flyttes, men også fordi der ikke er et fagligt miljø, hvor de flytter hen. Det gælder tinglysningen i Hobro og statsforvaltningen i Åbenrå. Der er ikke nogen uden for institutionen at tale med og blive inspireret af. Det er ikke bare fagfæller, men også tilgrænsende fag, der kan inspirere. De sidder som munke i deres celler, når computeren slukkes om eftermiddagen, hvor fagfolk i København kan omgås mennesker med tilsvarende baggrund og skaber kontakter, som kan være nyttige, når computeren tændes næsten morgen. Det er ikke interaktioner, som kan skemalægges og erstattes og kurser eller planlagte møder på Djævleøen. Det er processer, som foregår i et ”miljø”. Jo større et miljø er, desto større er kompleksiteten af interaktionen og jo højere specialisering og videndeling medfører den. Og jo mere øges den generelle kompetence. Det sker ikke i Hobro og Åbenrå.

Udflytningen medfører således et kompetencetab og udviklingsstop for den institution, der udflyttes. Men det er kun den ene del af historien. Den anden er, at hver udflytning også medfører en forringelse af kompetencemiljøet i København. Der bliver færre at sparre med. Kompleksiteten falder. Miljøets kvalitet har også noget at gøre med miljøets størrelse. Der er forskel på advokatmiljøet i København og advokatmiljøet i London. Deres specialisering i det enorme advokatmiljø, der findes der, er så ekstrem, at man som dansk advokat kan føle, at man kun lige er begyndt at lære noget. Det er ikke, fordi de er klogere, men fordi den enorme koncentration og kompleksitet i dette finanscentrum har bragt specialiseringen til nye højder. Det er et ekstremt fertilt miljø.

Når miljøet udtyndes, falder kompetencen også. Kompetencetabet fører således til en forringelse af den offentlige sektor. Også den, der er blevet i København. Den fortyndes for hver institution, der udflyttes.

Men udflytningen betyder naturligvis også noget i Københavns konkurrence med andre hovedstæder. Vi kæmper ikke kun om at få institutioner som lægemiddelagenturet. Vi kæmper også for at få virksomheder, der lægger deres skandinaviske hovedkontor i København. Vi konkurrerer her hårdt med Stockholm. Og vel også med Oslo, Helsinki og Hamborg. Det er jo ikke oplagt, at en udenlandsk investor, som skal vælge hovedstad, synes, det er en god ide at suse gennem Danmark på kryds og tværs for at komme i kontakt med myndighederne. Det er ikke alt, der kan klares på mail og skype.

Derfor er spørgsmålet om et for eller imod udflytning ikke et valg mellem København og resten af Danmark. Man skal være meget lukket om vores egen lille verden for at se det sådan. Det er et valg mellem København og andre storbyer i Europa. Sagt på en anden måde: Danmark må beslutte, om vi også i fremtiden vil have en hovedstad. Eller om København bare skal være en lille slumrende turistby.

Hvis vi skal hævde os i konkurrencen med Stockholm, skal hele Danmark kæmpe for det. Ikke kun københavnerne. Vi må holde op med at nedbryde kompetencen med udflytning af arbejdspladser. Hvis ikke, får vi noget, vi kan kalde Copen-exit. Så bliver byen tømt for kompetence. Så bliver den en ligegyldig provinsby i Nordeuropa.