Forfatter: gle

Principielt har jeg ikke noget imod jyder. De er mennesker, som vi andre, og deres land er dejligt at holde ferie i. Vi kan nyde naturen langs strandene sammen med andre københavnere, og tage ind i deres små byer, de mange dage med dårligt vejr og nyde at høre dem tale deres jyske sprog, som vi ikke forstår et klap af. Vi klarer os med fingersprog og smil og prøver at tinge om prisen på varerne i supermarkedet, som vi har hørt, at man gør derovre. De er meget gæstfri, og man kan trygt tage imod deres invitationer, blot skal man være klar over, at de ikke siger så meget. Kommer man i forretningsøjemed, skal man huske at tie stille, indtil alle har drukket deres kaffe og spist deres bløde brød. Først derefter begynder mødet. Ellers kan forhandlingen gå i hårdknude. Men alle fremmede lande har jo deres sære skikke. Det er bare en del af charmen.

Men trods idyllen vil mange væk derfra. De søger mod bedre livsvilkår i København, og vi forstår dem godt. Der sker ingenting derovre. Vi er også glade for deres arbejdskraft, og jyske håndværkere er mere ærlige, og så smiler de altid. Men den politiske korrekthed må ikke stille sig i vejen for at se tingene i øjnene. Der er for mange i København. Vi kan jo ikke løse alle Jyllands problemer her. Der indvandrer omkring over 5000 om året. Man siger, at det tal er overdrevet, men modbevis det! Det er snarere et spørgsmål, om der ikke kommer flere.

Det største problem er, at de er svære at integrere. De bliver ved med at tale deres eget sprog, og kan øjensynlig ikke lære rigsdansk. Tit hører børnene kun jysk derhjemme. Tit hænger stumper af deres mærkelige sprog ved, når vores børn bliver passet af dem i institutionerne. De aflægger ikke deres mærkelige skikke. De er lette at genkende på krogen bag på bilen. Og så snyder de i moms.

Dem, der er her allerede, kan man nok ikke sende hjem igen. Men de bør spredes i byen. Koncentrationen på Amager er alt for stor. Skylden er måske vores egen, fordi vi lokkede dem til at bo der, fordi de ikke vidste, at det er lorteøen. Men hvis man skal gøre sig håb om at integrere dem, må de spredes.

Det værste er, at de går efter overherredømmet, så vi andre skal indrette os efter dem. De sidder allerede på borgmesterposterne i København og Gentofte, hvor de forfølger rent jyske interesser. De nedlægger vores parker og fredede områder for at gøre plads til endnu flere jyder. Samtidig arbejder jyderne i Folketinget på at sende københavnerne til Jylland ved at udflytte statslige institutioner. Til sidst vil vi være et mindretal i vores egen by. Vores kultur vil gå til grunde og blive erstattet af den mest fundamentalistiske provinsialisme. Bevillingerne til vores kulturinstitutioner beskæres og indholdet reguleres. Elitær kunst og kultur trænges tilbage for at give plads til jysk folkelighed. Udstillingerne på museerne skal være mere underholdende og give en på opleveren. Alt det finkulturelle anser de som suspekt og vil undertrykke det. Radioen skal sende mere fra Jylland og tale langsommere, så jyderne kan følge med. Århushistorier bliver forbudt. Fjernsynet skal under jysk kontrol, så de ikke igen laver udsendelser, som f.eks. den, der latterliggjorde indsatsen i den store jyske krig i 1864.

Hvis vi ikke skal blive hjemløse i vores egen by, må vi gøre op med pladderhumanismen. De må tvinges til at drikke kaffe latte på arbejdspladserne og al indtagelse af sort filterkaffe bør forbydes. De bør deltage i tvungen undervisning i rigsdansk som vilkår for at få en bolig. Navnlig må man nægte familiesammenføring, så de nægtes bolig, hvis deres samlede tilknytning til Jylland er større end København. Adgangen til bolig er nøglen. Det er den eneste måde, vi kan forhindre flere højhuse og bebyggelse af vores parker og få tilbageværende fredede arealer.

Det siges, at man nu vil bebygge hver eneste grønne plet i byen med skyskrabere. Grønne arealer er forældede, siger de. Der er jo ingen køer og ikke noget landbrug i København. Der kan bo tredive tusinde jyder. Det er uhyggeligt.

Derfor må vi have indvandrerstop og lave et modtagelsescenter i Nyborg og betale fynboerne for det. Hvis de alligevel slipper over, må den kommune, de havner i først være forpligtet til at betale. Så slipper København. Vi må udvise dem, der alligevel når frem til København. Hvis de ikke rejser frivilligt, må de anbringes på Saltholm med et spejdertelt og kun forplejes med vegansk kost. Ingen medister og brun sovs og ingen frikadeller. Juleaften får de kun broccoli. Så rejser de nok frivilligt.

Tildelingen af Nobelprisen til Peter Handke har givet ny energi til diskussionen om forholdet mellem værk og kunstner. Den indeholder egentlig intet nyt. Det nye er spørgsmålet om Nobelkomiteens forpligtelse til at tage hensyn til dette forhold. Kan man give en pris for et værk, hvis kunstnerens holdninger er moralsk uakceptable? Det indeholder mange lag. Først: hvad siger fundatsen. Den er næppe så klar, at den afgør spørgsmålet. Man kan dernæst tænke sig, at komiteen har dannet en praksis, som må anses for bindende. Det er næppe heller tilfældet. Det er altså reelt et valg, som komiteen må bære det fulde ansvar for. Men problemet er, at prisen er så kendt, at det i virkeligheden er et valg for os alle. Derfor har alle en mening om det.

Her træder folkedomstolen i funktion, for de fleste fælder formentlig den dom, uden at have læst værket eller uden at have sat sig ind i detaljerne i konflikten mellem Serbien og Bosnien-Hercegovina. Betyder det, at det så kun er en snæver kreds, der er berettiget til at udtale sig. Det er vel ikke rimeligt, hvis valget er vigtigt for alle litteraturinteresserede. Her kan man så vælge at se isoleret på værket, og i så fald er der næppe tvivl om, at tildelingen er berettiget. Eller også kan man kræve en moralsk dom lagt ind over. I så fald bliver det mere en politisk pris end en litterær. Mange dårlige forfattere har været moralsk ”gode”.

Man kan i stedet gå den vej at se på værkets iboende moral. Er værket moralsk anstødeligt, hvis man så ellers kan blive enige om, hvad der ligger i det. Det er det efter sigende ikke. Og så er spørgsmålet, om man ikke bør standse sin kritik der. Litteraturhistorien er fuld af fremragende forfatterskaber skrevet af mennesker, som på den ene eller den anden måde har været i konflikt med samfundet. Dommen over dem har tit skiftet mere end dommen over deres værk. Leonora Christine var i større eller mindre omfang meddelagtig i landsforræderi. Yahya Hassan har været i konflikt med samfundet. Thomas Mann havde sympatier, som kan anfægtes. Ligeså Ernst Jünger. Céline var ivrig antisemit. Christa Wolfs forbrydelse var, at hun oprindelig tilsluttede sig regimet i DDR. Det fik hun straffen for efter genforeningen. Den store franske middelalderdigter François Villon var noget af en slyngel. Den værste, Céline, regnes med rette som en af de to største franske forfattere i det 20. århundrede. Kun en af de nævnte fik Nobelprisen.

Hvis Nobelprisen skal tjene som anledning til at pege på forfatterskaber, som fortjener at læses, må det være tilstrækkeligt at se på værket eller endda dele af værket, som bør udmærkes. At se prisen som en politisk manifestation er urimeligt. Ellers bliver prisen ligegyldig. Der vil ind imellem være oplagte forbiere som Bob Dylan, eller værker som uretfærdigt bliver overset. Det er kun mennesker, som sidder i komiteen, og tidens smag skifter.

Måske skulle man ændre overrækkelsesceremonien, så det ikke bliver en platform for politiske tilkendegivelser. Hvis Céline var blevet tildelt prisen, ville det have været ubærligt, hvis han havde luftet sin antisemitisme i en takketale. I den nuværende sammenhæng er det også problematisk, uanset om man er enig med Jonas Eika eller Peter Handke. De har netop ikke fået deres priser på grund af deres politiske standpunkter. Samtidig er det åbenbart, at man ikke kan censurere, hvad de vil sige. I stedet kunne man vælge at nedlægge takketalen som institution og i stedet foranstalte en oplæsning fra værket. Det er jo værket, der hædres, ikke personen.

Vi har kørt i udlandet i en lejet bil. Vi kender ikke vejen, men har slået gps’en til. Vi har moret os over stemmen. På vores egen iPhone hører vi et lidt vulgært dansk med ufattelig dårlig udtale af de udenlandske vejnavne. Hun tror, at Warburger Strasse skal udtales, som om det er en hamburger. Vi har ligget flade af grin. På bilens gps var stemmen på engelsk. Kontrolleret og korrekt.

Men det er praktisk. Det fungerer. For det meste går det godt. Men på komplicerede vejforløb kan det knibe. Måske kommer anvisningen for sent. Man bliver stresset og vred, og vender sin vrede mod – stemmen. Men den er ligeglad og fortsætter sine anvisninger i samme stemmeleje. Eller man vælger bevidst ikke at følge anvisningen og bliver lidt efter lidt irriteret over de vedholdende opfordringer til at vende om. Har du nogensinde råbt eller snerret ad hende?

Hos os hedder hun frk. Nielsen. Ikke den unge gås på iPhone, men de andre: Jeg husker ikke hvilken gps. Hun er vel omkring fyrre, korrekt klædt og ugift. Den engelske udgave kunne hedde miss Smith. Hun er samme type. Måske er hun skolelærer. Der er noget myndigt i stemmen.

I modsætning til gps’en svarer Siri, når man taler til hende. Hendes svar er tit overraskende, og morsomt er det at høre hendes reaktion på upassende bemærkninger.

Det har været diskuteret, om kunstig intelligens, som vi her ser eksempler på, vil blive udviklet til at overgå menneskelig intelligens. Hvis man begrænser intelligensbegrebet til logisk rationel tænkning, lyder det sandsynligt. Men menneskelig intelligens er mere end det. Det er frem for alt også følelser. De afgør mange af vores beslutninger. Det er dem, der gør, at vi reagerer med vrede eller irritation på gps-stemmen. Vi gør det, selvom vi ved, at det er fuldstændig ulogisk. Vi gør det, fordi følelser er så stor en del af vores tanker, at vi slet ikke kan lade være. Reklamefolk ved alt om det. Deres virksomhed går netop ud på at påvirke vores adfærd og få os til at købe produktet. I forbindelse med kunstig intelligens rummer det vide perspektiver. Hvad enten det drejer sig om reklame – eller styring. Jeg forestiller mig et plejehjem, hvor de demente bliver styret af en kunstig stemme med sindrigt udviklede programmer, der med en kærlig stemme styrer de gamle, der bliver så fromme som køer, der drives hjem fra marken til malkning. Bedre end nogen sygeplejerske eller plejer kunne gøre. Inden for undervisning er man allerede i gang.

Men perspektiverne er videre. Det kan også være et middel til manipulation eller politisk styring. Meget bedre end fake news. For hvad er det, det minder os om? Den følelseskolde, der taler til følelserne: demagogen eller psykopaten. Den der iskoldt styrer ved at appellere til følelserne. Mere effektivt end indoktrineringen og hjernevasken, som den er beskrevet i Geroge Orwell 1984 og uden risiko for de momentvis menneskelige egenskaber hos de styrende, som kan kuldkaste projektet. Det behøver jo heller ikke være ondt. Det kan være til det fælles bedste. Med de oplysninger om os, der er samlet af Facebook eller Google er alle forudsætninger til stede for en præcis og målrettet styring af den enkelte.

Mon ikke der allerede er nogen, der i gang med at udvikle ideen. I det private eller det offentlige?

Jeg ser tit en mor eller en far gå med en barnevogn og tale i mobiltelefon. Det er der selvfølgelig ikke noget forkert i. For voksne er samvær med en, der taler i mobiltelefon eller følger med på en skærm ret irriterende. Måske gør de det også, når de er sammen med deres børn. Det er fravær. De er ikke til stede. Åndeligt. Gad vidst, hvordan det påvirker børnene. Det er egentlig ikke noget nyt. Avislæsning og fjernsynskiggeri kan også være fravær. Men der er noget særligt med mobiltelefoner. Jeg forestiller mig barnet i en barnevogn, der kigger op på et ansigt, der taler, og med stemmen og mimikken giver udtryk for følelser, der ikke refererer til noget i omgivelserne. Telefoner har naturligvis været der længe, og telefonitis er en gammel sygdom, men den er bogstavelig talt blevet mere mobil.

Kontakt med børn er kulturoverførsel. Hvis der ikke er nogen kontakt, bliver ingen kultur overført. Måske er manglende kontakt en forklaring på den store kulturforandring, vi ser. Ikke et ondt ord om de unges kultur. Det er bare anderledes.

Kultur bliver også overført via medier. Det være sig fjernsyn, youtube, facebook, mail, instagram osv. Det accentuerer kulturbruddet fra tiden før. McLuhan forestillede sig en enhedskultur fostret af fjernsynet, fordi alle så det samme i fjernsynet. Sådan gik det som bekendt ikke. Tværtimod. Det blev snarere en polariseret kultur.

Men tilbage til udgangspunktet: forældrenes fravær. Det siges i grelle at kunne medføre ikke bare mistrivsel, men ligefrem psykotiske følger. Psykopati, narcissisme. Hvad ved jeg. Nogle går ganske enkelt ned. Men hvad med de intelligente børn fra de ressourcestærke familier. Hvor ser vi dem som voksne? Som politikere?

Uden at kaste mig ud i analyser, som jeg ikke har forudsætninger for at gennemføre, kunne jeg godt tænke mig at vide noget om opvæksten for personer som Berlusconi, Sarkozy, Donald Trump og Boris Johnson. Jeg nævner dem, ikke fordi de nødvendigvis er de værste, men fordi de tilhører vores kulturkreds. Vi har derfor forudsætningerne for at forstå deres baggrund. De er indbyrdes forskellige, men det er deres opvækst sikkert også.

Men det store spørgsmål: Hvad har vi i vente blandt den næste generations politikere?

Gretha Thunberg er inviteret til at tale i den franske Nationalforsamling.  Det er nærliggende at sammenligne hende med Jeanne d’Arc. Alderen har de til fælles, ildhuen og frimodigheden. Lederen i Le Figaro den 23.7. skar tænder. Denne blonde pige fra mønsterlandet Sverrig, der kommer med tog til Paris. Hun taler til statsledere, som nærmest bøjer i støvet sig for hende. Men hvorfor kun i Vesten, spørger lederen. Hvorfor taler hun ikke i Kina eller Indien, som forurener meget mere end Vesten? Løsninger har hun jo heller ikke. Selv videnskabsfolk ser mange problemer og modsigelser i klimaspørgsmålet. Sådan afmonterer avisen Greta Thunbergs relevans, og avisen noterer med tilfredshed, at flere deputerede har besluttet at udeblive. Hvor interessant. Det er den nye tendens. Nu, hvor det ikke længere er muligt at fornægte klimaforandringerne, er reaktionen, at man alligevel ikke kan gøre noget ved dem. Resultatet er det samme: man behøver ikke at gøre noget. Après nous le déluge, som Ludvig XV sagde. Men netop den holdning viser Greta Thunbergs berettigelse. For når de mener, at man alligevel ikke kan gøre noget, må man underforstå: uden at det går ud over økonomien, og den er ingen villige til at sætte i pant. Og det valg træffer vi på næste generations bekostning. Det er netop det, hun protesterer imod.

• Jeg har fået den ære at holde talen for damerne
• Jeg kan ikke lide ordet damer
• Det får mig til at tænke på hårlak, tyk sminke og en kjole af stof der kradser
• Kender I fornemmelsen at danse med en dame med en kjole, hvor stoffet kradser
• Det er netop en dame
• Jeg kan bedre lide ordet kvinder
• Det er mere intimt
• Der er stor forskel på at sige kvinder, kvinde og kvinden
• Det sidste er mest forpligtende
• Her fornemmet jeg en kjole af tynd bomuld
• Meget tynd bomuld
• Hvis jeg skal tale om kvinder må jeg sammenligne dem med det, jeg holder mest af – bøger
• Jeg er en stor bogelsker
• Vi har bøger i alle rum undtagen soveværelset og badeværelset
• Men de bøger, jeg holder mest af, har vi i stuen
• På samme måde er det med de kvinder jeg kender
• Dem jeg holder mest af ud over min kone finder jeg her i selskabet
• Derfor vil jeg sammenligne kvinder med bøger
• Når man kommer ind i en boghandel møder man lige så forskellige bøger som der er kvinder i verden
• Der er dem der tager én med ud at rejse
• Der er dem der lokker én ud i køkkenet
• Der er dem der kan tale om fodbold med én
• Der er dem man kan diskutere sit fag med
• Der er de kloge fyldt med viden
• Der er dem med en glat overflade
• Der er de sarte
• Der er de tunge, de tynde
• Der er dem, der røber det hele på flappen, så man ikke gider læse mere
• Der er dem hvor en farvestrålende forside lokker, men hvor indholdet så skuffer fælt
• Der er dem, der siger det hele med store bogstaver
• Der er dem der gentager sig selv i det uendelige længe efter at man har forstået pointen
• Der er de overfladiske, de flagrende, de usammenhængende
• De uudgrundelige, de uforståelige
• Der er endelig dem med et fint stilfærdigt indhold, som fængsler jo mere man læser
• Det er dem, vi bliver gladest for
• Man kan også gå i et antikvariat hvor de brugte eksemplarer findes
• Her kan man finde et fint og frisk eksemplar af en sjælden bog
• Helt uden fugtpletter
• På lækkert skrivepapir
• Enten i det originale komponerede forlagsbind
• Eller indbundet af en berømt bogbinder
• Disse eksemplarer er de dyreste
• Det er også de sarteste
• De kræver meget opmærksomhed
• De skal opbevares tørt og tempereret og må ikke få for meget lys
• De er rigtigt besværlige, og hvis ikke indholdet er vidunderligt, er det ikke umagen værd
• I stedet kan man vælge noget andet
• Der er dem, hvor flere har sat deres navn i
• Måske har andre bare haft dem i hånden og hurtigt læst dem, før de har givet dem videre
• Der er fedtefingre og æselører
• Måske er ryggen også løs
• Umiddelbart virker de ikke så tillokkende
• Men måske har de netop noget særligt fordi så mange har læst dem
• Det er jo indholdet, det kommer an på
• Og har man endelig fundet hvad man søger, forestår der en vidunderlig oplevelse
• Det betaler sig at gøre noget særligt ud af læseoplevelsen
• Når man kommer hjem med bogen spiser man først en god middag for ligesom at varme op

• Så tænder man op i kaminen og sætter sig til rette i sofaen
• Kun en enkelt læselampe er tændt
• Så blader man ganske forsigtigt med fingrene op på første side
• Og så begynder det, og øjnene suger til sig
• Hovedet læner sig længere og længere frem
• Venstre hånd holder om den slanke glatte ryg
• Kun engang imellem høres en sagte raslen, når højre hånd forsigtigt bevæger sig ind under den næste side og med et pludseligt ryk vender den
• Undertiden dvæler hånden og føler hen over fladen
• Efterhånden er man som læser helt væk
• Man ler
• Eller sidder i åndeløs spænding
• Eller får tårer i øjnene
• Alle følelser strømmer igennem læseren
• Tiden går – ilden i kaminen går ud
• Til sidst tager man den store beslutning
• Med et rask bevægelse rejser man sig
• I en henrevet stemning
• Og tager den i hånden og går op ad trappen
• Man tager den med op i seng
• Husk det er en bog vi taler om
• Bogen lægges på lagnet
• mens man utålmodigt tager tøjet af
• og så kryber man ned under dynen
• Så fortsætter man, hvor man slap
• Der er man så i timevis sammen med bogen
• i en salig paradisisk tilstand
• Til sidst er man helt udmattet
• Solen står op, medens man vender det sidste blad
• Med en sær tilfreds fornemmelse lader man bogen falde ned ved sin side
• Selv ligger man og kan ikke sove, fordi tankerne suser rundt om det fortryllende eventyr, man netop har oplevet
• Øjnene hviler kærligt på den lukkede bog, der ligger ubevægelig ved siden af
• Så lukker man endelig øjnene veltilfreds og taknemmelig og sover
• Sådan er bøger
• Er kvinder sådan?
• Det overlader jeg til jer at afgøre
• Jeg synes, vi skal hylde vores kvinder – vores egne og de andres med en skål

Det er mig ubegribeligt, hvordan filmen Dronningen kan få en så taktfast hyldest af anmelderne. Det er sandt, at skuespillerne er gode. Om Trine Dyhrholm ligefrem overgår sig selv, er jeg ikke sikker på. Men alle skuespillerne efterlades hjælpeløse af et svagt manuskript. Den første knast er den mirakuløse forvandling af stedsønnen fra rod til charmerende yngling, da stedmoderen afslører hans fingerede indbrud i huset. Hvis man havde vist, hvordan hun brugte sin viden til at lægge pres på ham, kunne det måske have fungeret. Dernæst kniber det med at se den erotiske affære som et misbrug. Det ville kræve, at Trine Dyhrholm udstrålede magt eller erotisk farlighed eller drengen mere uvilje. Måske er Trine Dyhrholm det gale valg til rollen. Men stedsønnen synes godt tilfreds med affæren, som virker nærmest jævnbyrdig og ligeværdig. Antydningen af hendes egen baggrund som misbrugt, der skal forklare overgrebet, overbeviser ikke. Som motivbaggrund virker det bedre, når man fremstiller hustruen som seksuelt understimuleret med en mand, der er svær at trække til ægtesengen. Det dramatiske vendepunkt kommer, da hun fornægter stedsønnen, hvor hun drives af en blanding af angst og kynisme. Det fungerer bedre. Den bedste figur i den sammenhæng er nok den forvirrede vatpik af en far. Men efter dette højdepunkt flader det hele ud. Filmen fortsætter – meget længe – uden dramatisk forløsning. Hvis man er til Ibsens opbygning af dramaet, ville man sige, at 4. akt er mislykket. Det er der, hvor klimaks fra tredje akt forlænges med et nyt element, inden katastrofen i 5. akt indtræder. Hustruen fremstår endimensional. Hun mister sin værdi som identifikationsobjekt i den menneskelige tragedie. Hun er bare et røvhul. Det lønner sig at sammenligne Dronningen med Zvyagintsev Loveless. Der tilføres konflikten et nyt element med drenges forsvinding (Ibsens 4. akt). Den åbner en ny vinkel til moderens personlighed. Det muliggør en identifikation med hendes angst for konsekvensen af hendes handling. Netop identifikationen har lige siden den græske tragedie været afgørende: det forkerte valg, som alle kan foretage (i Dronningen den sexhungrende kvindes utilstedelige overgreb på drengen og  i Loveless skænderiet, som drengen overhører), og som fører til katastrofen. Trine Dyhrholm derimod ender med at være blot et uhyrligt monster. Sidehistorierne om hendes rolle som beskytter af misbrugte børn virker yderligere påklistret og inddrages aldrig i rigtig i karaktertegningen endsige udnyttes i dramaet.

Det er rigtig synd, for grundtemaet er godt. I Racines tragedie Phèdre er motoren hendes forbudte kærlighed til stedsønnen, som hun, da hun står for at blive afsløret over for manden, vender til en anklage mod stedsønnen for at redde sit eget skind. Det er et godt udgangspunkt for en moderne udgave af dramaet. Men som det står nu, virker det som et lidt skingert skvulp i MeToo-bølgen.

Som samvittighedsfuld samfundsborger læser vi aviser og ser fjernsyn og følger med i debatter og politiske spørgsmål. Det gør vi af pligt og interesse. Vi tager stilling og bliver klogere. Det giver en vis fortrøstning. Men ind imellem er der ting, der ikke rigtig falder på plads. Der er noget foruroligende ved at høre og læse det samme igen og igen, uden at nogen nogensinde stiller det spørgsmål, man synes er mest relevant. Er der noget fundamentalt, man helt har misforstået. Man er beklemt ved sin manglende indsigt, når nu så mange kloge øjensynlig ikke finder nogen anledning til at stille det. Denne form for ikke-spørgsmål møder jeg ofte i klimadebatten. Emnets vigtighed taget i betragtning vover jeg derfor at stille det, selvom jeg risikerer at fremstå som komplet idiot, der ingenting har forstået af selv det mest banale. Men i denne fortrolige kreds går det nok.

Igen og igen hedder det, at vi skal redde klimaet ved at omstille til grøn produktion. Uenigheden raser om tempoet. Nogle mener, at det går alt for langsomt på flere områder fra elbiler til vindmøller, biobrændsel, mindre oksekød og færre flyrejser og så videre og så videre. Andre holder igen, hvad enten det nu er magelighed og uvilje til at omstille sig eller et overordnet hensyn til, at samfundet fortsat fungerer. Man kan så vælge sin plads i dette spændingsfelt.

Ind imellem er der så økonomer der taler om nulvækst. De bliver betragtet som bizarre undtagelser efter antagelsen, at der er altid nogen, der mener det modsatte, hvad enten det skyldes, at de er bløde i bolden eller bare ekstreme. Da Margrethe Vestager blev stillet over for sådan en, sagde hun lige ud, at hun ikke forstod problemet. Vi skal ikke have nulvækst. Hvorfor skulle vi det. Vi skal løse klimatruslen ved at omstille til grøn produktion. Hun stillede sig derved øjensynlig på den fløj, der vil gå langt i retning af at kræve flere elbiler og vindmøller osv., og mange blev sikkert glade for det budskab.

Her er det så, at mit spørgsmål kommer. Hvis vi fastholder grundpræmissen om, at vi skal have økonomisk vækst, og vi vil imødegå klimatruslen ved at omstille til grøn produktion, hvorfra ved vi så, at vi kan omstille så meget, at truslen bliver afværget? Har nogen regnet på det? Er det ikke bare en sænkning af hastigheden mod afgrunden? Kan afværgelsen af truslen ske med omstilling ved hjælp af kendt teknologi, eller forudsætter det, at vi i fremtiden finder på noget såsom fusionsenergi. Forudsætter det en jubeloptimisme, som hos Dickens berømte romanfigur Micawber, der, når vanskelighederne tårnede sig op, affejede alle bekymringer med at sige: ”Noget vil vise sig.”

Men hvad er det, der skal få os til at tro på, at grøn omstilling skal klare problemet. Trods alle anstrengelser for at nedbringe CO2-udslippet, er det steget konstant med en enkelt undtagelse: under finanskrisen. Den underforståede pointe, der ligger i denne påpegning, kan næsten bringe økonomer ud af fatning. Det er som at snyde i kortspil.

Trækker man perspektivet længere ud og påpeger udfordringen ved samspillet mellem stigende produktion og stigende befolkning, henvises til antagelsen om, at befolkningsstigningen flader ud i takt med den globale velstandsstigning. Det er en af den slag bekvemme antagelser på grundlag af erfaringer fra visse kulturer, og som straks støder ind i et andet økonomisk dogme, nemlig at en faldende befolkning er et stort økonomisk problem. Se bare på opstandelsen over udviklingen i Japan, hvor befolkningen falder samtidig med at leveralderen stiger. Hem skal forsørge alle de gamle, hvis der ikke fødes flere børn til at forsørge dem. Den slags modsigelser bryder økonomer sig ikke om at håndtere samtidig. Men tilbage til forhåbningen om at befolkningsstigningen flader ud, når vi alle sammen har fået velstand af vesteuropæiske dimensioner. Igen melder spørgsmålet sig: Hvorfra ved vi, at den virkning indtræder tids nok? Måske er det hele for sent, når vi når det punkt.

Når jeg stiller de spørgsmål, føler jeg mig lidt som Bajads i et af Søren Kierkegaards Diapsalmata: ”Det hændte på et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe, at det er en Vits.”

Det bliver regelmæssig hævdet, at alle de grundlæggende værdier, vi hylder i dag, reelt er kristne. Udsagnet har ofte rummet et element af skadefryd i forhold til ateister, hvor pointen har været, at det kan godt være, at du ikke tror på en gud, men du hænger på hele kristendommens tankegods alligevel.

Udsagnet har været fremme på Politikens meget religionsfikserede debatsider. I den ulidelige og uinteressante debat mellem kristne og ateister fungerer det som en skalp, et trofæ. Udsagnet har overrasket mig så meget, at jeg har måttet mærke efter i mig selv: er jeg skabskristen eller kulturkristen, som det kaldes. Men jeg har ikke kunnet få øje på en eneste særlig kristen værdi. Hvad skulle det være? Kristendommen er dogmatisk forankret i Det ny Testamente. Men det gør jo ikke de værdier, der kommer til udtryk der, særlig kristne. De kom ikke ud af ingenting. Kilden er den græske og romerske filosofi. Det er stoicismen, der har præget kristendom og ikke omvendt. Næstekærlighed kunne måske nævnes som en særlig kristen værdi, men det er kernen i Aischylos tragedie De bønfaldende, der er fem hundrede år ældre. Intet nyt i det.

Da kristendommens sympatiske budskaber blev statsreligion, gik det som bekendt på samme måde, som da marxismens og kommunismens sympatiske budskaber blev omsat til politik. Det blev til statsræson, som var ligeså hyklerisk, som den var undertrykkende. I alle de henseender viste kristendommen sig fra den dårligste side med fanatisme, tvang, forfølgelse af anderledes troende og drakoniske straffe. Man behøver blot at tænke på katharerne, som tog Jesu budskab meget bogstaveligt, og som derfor blev forfulgt og udslettet. Det gik jo ikke. Det ville ryste samfundsstrukturerne for meget. Kættere (ordet kommer af kathar) blev behandlet som dissidenter i Sovjetunionen. Det var ikke just de værdier, der kom til udtryk i Det ny Testamente. Sådan var det, indtil reaktionen satte ind. Medens kommunismens cyklus var små hundrede år, er kristendommens 2000 år. Når der tales positivt om kristne værdier, er det vel de værdier, som er resultatet af denne reaktion.

At sige, at de hele tiden har været til stede i Det ny Testamente er lidt anstrengt. Så har kommunismens værdier også hele tiden været til stede i Marx’ og Engels skrifter. Men det var i rigtig mange år Fanden – og Stalin – der udlagde teksten, og kun de enfoldige tog den alvorligt. Når man skulle vende den anden kind til, var det navnlig når myndighederne slog.

Man kan så spørge, om det er kristendommen, der videreudviklede værdierne. Det kan man anskue på to måder. Er den videreudvikling af værdierne i de sidste to tusinde år specifikt knyttet til kristendommen, eller er den kommet på trods af den. Taler man om demokrati, ytringsfrihed og andre menneskerettigheder er der næppe belæg for at give kristendommen æren. At give den æren for den senere udvikling svarer til at give kommunismen æren for den senere udvikling og ikke oppositionen. Eller at give kommunismen æren (eller skylden) for kapitalismen i Kina. Når det herskende værdisæt bliver angrebet med overvældende magt, kan det enten forgå eller tilpasse sig. Sådan var det også med kristendommen. Den tilpassede sig.

Den første spire til brud i det kristelige værdisæt kom vel med renæssancen, der netop søgte tilbage til inspirationen fra den klassiske oldtid. Den var længe om at trænge igennem, fordi det stred med interesserne hos paven og fyrsterne og deres myndigheder, som var tilfredse med religionens undertrykkende mekanismer. Oplysningsfilosofferne i Frankrig nåede så langt som til at reducere religionen til et kosmisk princip og bibelkritikken i Tyskland anså religionen som et psykologisk fænomen. Det er denne reaktion, der så at sige har tvunget kristendommen tilbage til værdierne i Det ny Testamente og dermed til dens græske og romerske rødder.

Georg Brandes søgte – uden større held – at høste fra disse landvindinger. Borgerskabet er trægt, og det går langsomt. Men i dag er situationen den, at de græske og romerske værdier har sejret og kristendommen har tilpasset sig. Sådan i store træk i Vesteuropa og med mange forbehold. Intet er nogensinde entydigt, og der er trods alt sket noget i løbet af 2000 år. Men lidt forenklet er det sådan. Det kan vi kun være glade for. Derfor forekommer det groft manipulerende at hævde, at vi i dag bygger på kristne værdier.  Det ville være mere ærligt at sige, at vi hylder værdierne på trods af kristendommen og at kristendommen – endelig – har taget dem til sig. Og det er godt for kristendommen.

Udsagnet om at vi bygger på kristne værdier minder lidt om de udsagn, der taler med løftet stemme om danske værdier. Jeg har ikke kendskab til særlige danske værdier. Vi har fået hovedparten af vores tankegods sydfra. Uden den påvirkning så det sort ud. Reelt dækker forestillingen om danske værdier over snæversynet nationalromantik. På samme måde vidner forestillingen om særlige kristne værdier også om en ensporet tilgang til kultur.

Den eneste ægte kristelige værdi er vel det religiøse. Troen. Den skal ingen tage fra dem.

Englændere er af den formening, at der er flere ord i engelsk end i andre sprog. Danske engelsklærere har udbredt den fordom. Det skulle have noget at gøre med, at de har fået så mange franske ord ind med Vilhelm erobreren. Ser man på oprindelsen af engelske ord, er 60 % af romansk oprindelse, 30 % af vestgermansk oprindelse og 10 % af nordgermansk. Lige siden romerne satte foden på engelsk jord, har invasionerne skyllet ind over landet, indtil nævnte Vilhelm satte en stopper for det. Det må have været noget af en sproglig rodebutik på Ivanhoes tid, hvor normannerne og sakserne stod over for hinanden. Men det skulle så have ført til en overfold af ord, som overgår andre sprog.

Jeg spurgte en kendt oversætter, om det havde noget på sig. Overhovedet ikke sagde han. En stor del af forskellen ligger i, hvor omfattende ordbøgerne er. Retskrivningsordbogen har ikke så mange ord. Ordbog over det danske sprog har omkring 200.000 ord.

Det har jeg tænkt en del over siden. Jeg har moret mig med at finde eksempler på begreber, hvor det betegnes med flere ord på dansk, men kun et ord på engelsk. Det mest kendte eksempel, der har været omtalt ofte, er det danske synes og tro, hvor man på engelsk kun har think, som er ved at glide ind i dansk. Mange mennesker ”tænker” hele tiden, hvor jeg ”synes” eller ”tror”.

Denne leg med antallet af ord er ret morsom. Den franske ordbogs-app Robert nævner næsten 100 synonymer for det mandlige kønsorgan. Russisk har slet ikke noget ord for at tisse. Det taler man ikke om.

En amerikansk professor sagde det så igen: at der var flere ord på engelsk end på andre sprog. Han var ikke nogen almindelig amerikaner. Han kunne et fremmedsprog: fransk. Jeg lagde hånden på hans skulder og smilede: ”Det er en myte.” Han så ud, som om jeg havde sagt noget højst upassende. Jeg vedligeholdt konversationen med nogle bemærkninger om de mange synonymer på fransk, dog ikke lige det ovenfor anførte eksempel.  Da vi havde tygget lidt på det frem og tilbage og for at aflede fra mit uheldige emnevalg, gik jeg videre og fremhævede det tyske sprogs enorme fleksibilitet med alle præfikserne og suffikserne. Jeg anførte som eksempel de utallige ord for at kysse, som dannes med præfikser:  anküssen, aufküssen, beküssen, durchküssen, emporküssen, entküssen, erküssen, fortküssen, herküssen, nachküssen, verküssen, vorbeiküssen, wegküssen, widerküssen, zerküssen, zuküssen og zurückküssen. Listen har jeg fra en bog af Nyrop. Sprogmanden, ikke arkitekten. Jeg nævnte kun nogle få eksempler på disse kysseord. Han forstod alligevel ikke en bønne. Men min fremhævelse af det tyske sprog på det engelskes bekostning frembragte tydelige krisetegn. Han havde tydeligvis svært ved at skjule sit mishag. Det kunne have udviklet sig. Jeg havde ikke nogen ideer til det næste emne. Gudskelov bød værten til bords, og vores samtale blev afbrudt.

Jeg var i virkeligheden ufølsom. Jeg antastede hans stolthed over det engelske sprog. Dette fransk, som normannerne med begrænset held søgte at banke ind i hovederne på det overvundne folk. Dette sammensurium af tre forskellige sprog, som store forfattere i renæssancen havde udviklet til et kultursprog. Alle elsker Shakespeare. På samme måde som franskmænd er stolte over deres sprog og som fornemmes på udtalen, som de kæler for. Derfor – antager jeg – adskiller den sig fra udtalen af fransk i Québec. Eller tyskere, som har udtalen vistnok fra egnen omkring Hannover som deres ideal.

Jeg misunder dem den stolthed.