Forfatter: gle

Min far, der led af kronisk søvnløshed, læste meget om natten. Da Doktor Zivago kom på dansk, tog han fat på den. Han klagede ved middagsbordet over uendeligheden af navne. Ikke nok med, at personerne har fornavne og efternavne. De har også patronymikon og diminutiver, endda flere forskellige, og forfatteren veksler mellem dem uden hensyn til sin læser. Da han havde vendt den sidste side, opdagede han, at der var en navneliste bagest i bogen.

Den udkom i 1957 i Italien. Engang i firserne så jeg filmatiseringen i en reprise i Bellevue Biograf. Jeg var vist den eneste mand i salen. Alle havde lommetørklæderne med.

Blandt de mange bogskatte, der mere eller mindre tilfældigt er havnet på vores hylder, var også et eksemplar af bogen. En bogklubudgave. Den havde vist ikke været læst af den tidligere ejer, for da jeg åbnede den, sprak ryggen med et suk som et dyr, der modtager nådestødet. I min udgave sad navnelisten i begyndelsen. Forlaget var blevet klogere. Jeg var spændt på, hvad det var, jeg skulle læse. Fra filmen huskede jeg intet, undtagen en fortvivlet kærlighedsscene i en tom hytte midt i et øde snelandskab. Det var der lommetørklæderne kom frem hos publikum i biografen.

Romanen begynder omkring 1900 i den højere middelklasse af velsituerede akademikere samtidig med, at der er et andet spor, der løber i arbejderklassen. Fra begyndelsen vrimler det med navne, og jeg fik hurtigt blyanten frem for at gøre notater. Navnelisten var ikke nok. Det er tidsbilleder fra personernes oplevelser og tanker, det tilsammen danner et væv. Den politiske historie forudsættes bekendt. Diverse opslag på nettet afhjalp mine egne mangler i så henseende.  Men dette væv danner et billede, en stemning af Rusland før krigen, under krigen, under revolutionen og under borgerkrigen. Hovedhandlingen slutter omkring 1922 men føres til sidst frem til omkring 1928 og så med en epilog fra tiden efter Anden Verdenskrig.

Det er storslået, patetisk, farverigt. Blikket på revolutionen er yderst kritisk. Den meningsløse terror og hykleriske propaganda beskrives i scene efter scene, og selvom romanen til slut antyder, at forholdene er blevet bedre og måske ligefrem frie, forstår man godt, at sovjetmagten ikke brød sig om bogen og forbød den, og man forstår også godt, at CIA, da bogen var udkommet i Italien, pludselig optrådte som litterær mæcen og forestod udbredelsen i Europa. Det er en oplysning, jeg tilfældigt er stødt på. Dengang var de meget diskrete med deres andel i projektet.

Dramatisk blev det, da han fik tildelt Nobelprisen. Det siges, at CIA også hjalp med det. Pasternak fik at vide, at han ikke ville blive lukket ind i Sovjetunionen igen, hvis han rejste ud og modtog den. Der var mange avisskriverier, som jeg husker fra dengang.

Jeg forestiller mig, at bogen er enestående ved at give et troværdigt og overbevisende billede af de første revolutionsårs vanvid. Det er så krast, at det ikke har været nok til at formilde magthaverne, at han omtaler nutiden mere positivt, som om de oprindelige idealer nu er virkeliggjort. Bogen udkom først i Rusland i 1987.

Fortællingen om kærligheden til Lara ligger som en kim allerede tidligt i fortællingen og fungerer som en motor for handlingen, men kulminerer ret sent i al sin dramatik både i forhold til familien og myndighederne. Lara havde et forbillede i forfatterens eget udenomsægteskabelige forhold til Olga Ivinskaja. Der var ikke behov for at opfinde noget. Beskrivelsen af hende må opfattes som udtryk for hans kvindeideal og afviger en del fra den gængse vesteuropæiske forestilling. Djærv som en ægte pige af folket, arbejdsom, hengiven. Dertil viljen til opofrelse og evnen til at udstå lidelse. Ydmyg og samtidig stolt. En dansk læser studser over en scene, hvor hun insisterer på at underkaste sig Zivagos vilje som en slave og trygler om en befaling. Rusland er ikke Danmark. Men det er storslået. Det gribende i billedet af hende er en uborgerlig og frygtløs kompromisløshed. Kærligheden for en hver pris. Over for det står hans kontemplative tungsind. Det sværmeriske, det drømmende. Et væsen, der er offer for en uimodståelig dragning og glider afsted på en næsten viljeløs vandring mod sin egen undergang.

Sproget er enkelt, til tider lyrisk og undertiden med betydelig patos, som mærkeligt nok virker fuldt berettiget. Der er en fin balance mellem sproget og de store følelser. Han skriver om det at skrive, sin søgning efter det enkle udtryk. Det virker overbevisende i Ivan Malinowskis fine oversættelse. Beskrivelser af steder og personer skaber klare indre billeder. Man kender efterhånden de mennesker. Hvis man ellers kan hitte rundt i dem.

Fortællingen sidder i mig længe efter. De mange skæbner. Meningsløs brutalitet og ufattelig lidelse. Det rulles op i endeløse scener, hvor tiden før revolutionen står som en drøm, man ikke må tro på. Dengang ønskede han forandring og reformer. Retfærdighed. Men ikke dette. Ikke dette tøjlesløse kaos. Afskaffelsen af den private ejendomsret var ikke problemet, men undertrykkelsen af åndsfriheden, der gjorde enhver selvstændig tænke suspekt. Nødvendigheden af at lyve og hykle. Hovedpersonen flygter fra sult og epidemier i Moskva med sin familie for at begynde et enkelt liv i Sibirien, men bliver indhentet af borgerkrigen. Han møder Lara og kan ikke modstå hendes tiltrækning, selvom han elsker sin kone. Han bliver så bortført af en autonom enhed af den røde hær, der har brug for en læge og kommer år efter tilbage til en forandret verden og udlever sin kærlighed til Lara på lånt tid.

Umiddelbart efter endt læsning havde jeg mulighed for at se filmen fra 1965 med Omar Sharif og Julie Christie. For at presse handlingen ned til tre timer har det været nødvendigt med betydelige forenklinger. Der er indlagt mange replikskifter, som ingen forbindelse har til bogen, og der er skabt en rammefortælling som tager udgangspunkt i bogens epilog fra tiden efter Anden Verdenskrig. Personerne og forholdet mellem personerne er tegnet hårdere og grovere.

Man kan spørge, hvor meget det betyder, at sproget er engelsk/amerikansk. Mere forstyrrende er det nok, at Julie Christies gengivelse af Lara trods ihærdige anstrengelser minder mest af alt om en engelsk teenager og senere ung dame fra tresserne og Omar Sharifs og svigerfaderens synspunkter leder tankerne hen på engelsk viktoriansk overklasse med en vis social bevidsthed, men med dyb afsky for proletariatets revolution. Men Rusland er ikke England, og romanens hovedperson var ikke imod revolutionen, kun det meningsløse vanvid. Det er måske denne forskel, der har nødvendiggjort, at mange scener har skullet omskrives for at få logikken i handlingen til at gå op. Derved bliver filmen til lidt flad koldkrigspropaganda.

Den fik fem Oscar. Måske hjalp CIA også med det. Der var ingen priser i Cannes.

Det var ufatteligt og forfærdeligt, da en politimand i USA dræbte en sort med koldt blod. Det var sympatisk, at Black lives matter reagerede med at organisere en demonstration umiddelbart efter i bl.a. Danmark og gentog det ved den nordamerikanske udenrigsministers besøg. Men da bevægelsen rettede sig mod to hundrede år gamle statuer i Sydengland, mod Churchill og mod Hans Egede og alt muligt andet fra Europas fortid og så racisme overalt, måtte de ånde lettet op i USA. Så er de ikke længere i skudlinjen. Det latterlige består ikke i at tage afstand fra datidens slavehandel. Det gør vi alle sammen. Det latterlige består i at se bort fra, at alt i samfundet dengang i et vist omfang baserede sig på slavehandel – også i Afrika, hvor afrikanere fangede og solgte afrikanere til europæere og arabere. Men selv det ville gøre perspektivet for snævert. Herhjemme havde vi vornedskab, stavnsbånd og hoveri. Situationen i 1700-årene så sådan ud: Fæstebønderne lejede deres gårde, husdyr og arbejdsredskaber af herremanden i en fæsteaftale, hvorefter de skulle betale en afgift, der hed landgilde. Han havde dertil arbejdspligt hos herremanden i et omfang herremanden bestemte. Herremanden havde ret til at straffe bønderne nogenlunde vilkårligt. Han kunne dernæst forsætte dem dvs. smide dem ud fra gården, hvis han mente, de ikke passede den ordentlig. Han havde endvidere ret til at udskrive dem som soldater, hvilket var en effektiv trussel. Bonden kunne ikke unddrage sig ved at flytte et andet sted hen, for han havde pligt til at blive på stedet, fra han var voksen, til han var udslidt. Skulle bonden overveje at gå rettens vej, måtte han lige tænke på, at det mange steder var herremanden, der udnævnte dommeren. Herremanden forestod i øvrigt for det meste retshåndhævelsen på stedet. Historikere plejer at sige, at det ikke var slaveri eller livegenskab, som det også kaldes, men forskellen mellem fæstebønderne og de sorte slavers vilkår i Dansk Vestindien var ikke enorm. I Danmark har de fleste af os aner blandt fæstebønderne. Egentlig kan man fordømme en stor række af de danske konger og adelsmænd fra før bondefrigørelsen, som tog sin begyndelse i 1788. Men det er ikke en god grund til at male statuen af Frederik V på Amalienborg over med slagord.

Peter Losey’s film Sendebudet efter L.P. Hartleys bog af samme navn indledes med et citat af forfatteren: ”The past is a foreign country. They do things differently there.”

Lad fortiden være fortid, som Soames ustandselig (og uden større held) sagde til Irene i en gammel filmatisering af Forsyte-sagaen. Den er en del af os, men vi er et andet sted. Det giver ikke mening at måle den med nutidens alen. Vi udsletter ikke fortiden ved at fjerne dens symboler eller efterladenskaber. Vi bekæmper ikke racisme ved at se racisme alle vegne. Man er ikke racist, bare fordi man er hvid. Den igangværende ideologikritik, som fører totalkrig mod europæisk kultur minder om kulturrevolutionen i Kina. Det er trist, hvis kampen mod undertrykkelse bliver en undertrykkende kamp.

Benægter jeg så, at indvandrere bliver behandlet dårligt i Danmark? På ingen måde. Den dårlige behandling er regeringens politik, som støttes af et bredt flertal i Folketinge, og det er pinligt ud over alle grænser. Det har bare ikke noget med fortiden at gøre.

Ofte er det en bogs omslag, der frister til at læse den. Det gælder i høj grad Julian Preislers sidste digtsamling, der har et maleri af Cranach som motiv. Den nøgne Eva med æble og slange og det hele. Og hun frister virkelig. Det sært foldede omslag rummer yderligere hemmeligheder, som ikke skal afsløres her. Farven og papiret er perfekt, som udgivelser fra Forlaget Vandkunsten altid er minutiøst perfekte. Også når man lukker yderligere op og ser på layout og sats.

Hvad man bliver lokket til, er en tekst fuld af sanselig og sfærisk kærlighed. En kvindes følelser for en mand. Meget lige på og alligevel sart. Teksterne emmer af begær og betagelse. Eller måske er det mere retfærdigt at kalde det kærlighed. Ikke som længsel efter noget, der skal komme eller sorg over tabet af noget, der var. Det er den levede kærlighed i lange stræk. Helt almindelig og alligevel ophøjet. Ingen falbelader. Ukompliceret og intens. Som noget, der godt kunne være i et ægteskab. Følelser, der i øjeblikke, pludselig bliver stærke. Alle mænd vil synes, det er vidunderligt at blive elsket sådan.

Bogen er dediceret ”Til en højtelsket”. Det er svært ikke at se en parallel til Christian Winthers dedikation ”Til een”, som helt klart angik adskillige kvinder, som hver især kunne hævde at være denne ene, og sådan kan Juliane Preislers digte udmærket læses. Der er både ung og moden kærlighed.

Rytmen er fast og naturlig. De må være gode at læse højt. Ordene ligger godt i munden – og i øret og hjernen, og hvor det nu lander, når det lejrer sig. Billederne er overraskende og ligetil og giver associationer, som man bliver glad for, som pludselige stød af endorfin. Det hele læste jeg i et stræk ude af stand til at lægge den fra mig.  Jeg har ikke før oplevet, at en digtsamling på den måde lokker mig fra side til side, helt forført.

Det gode ved en digtsamling i modsætning til en roman er, at den uden vanskelighed kan læses forfra igen, når man er nået til enden. Ligesom god musik. Det bliver bedre ved hver læsning.

Jeg vil gerne komme med et citat. Det gør man også i anmeldelser. Men det har slået mig, hvor meget et citat mister tiltrækning, når det tages ud af sammenhængen. En buket af blomster kan være meget køn, men tager man en enkelt ud, syner den ikke af meget. De hører sammen. Men med det forbehold prøver jeg alligevel:

Han ville klæde hende

i lysegrønt, han ville

strø tulipaner for

hendes fødder

Han ville spille klaver

åh klaver,

så langt ind i hende

som han kunne komme

Undertiden kommer man ved et tilfælde til at læse en fremragende bog. Jeg læste anmeldelsen af Tugtens lykkelige år og blev nysgerrig, da den handlede om et kostskoleophold i Svejts. Jeg har prøvet noget tilsvarende. Det kunne være interessant at sammenligne. Anmeldelsen i Politiken var positiv, men vinklen i den vakte egentlig ikke appetitten. Det var mere emnet, som seks måneder senere var udslagsgivende. Men den var udsolgt, og intet nyt oplag var på vej. Men nu er bibliotekerne åbne igen, når man bestiller. Alle fem eksemplarer var hjemme.

Den er fra 1989, og jeg undrer mig over, at den først er oversat nu. Hun er svejtsisk-italiener (eller omvendt) født i 1940. Kostskolelivet beskrives i et nøgternt sprog, men med overraskende og voldsomme billeder. Det virker selvoplevet. Selvom mit ophold ikke lignede, er der klare fælles træk. Det fremtræder ikke som erindringer, men som en komponeret roman. Forholdet til både opdragere og forældre har stor distance. Men det er dem, der sætter rammen og definerer livsvilkårene. Pigerne er afsondret fra verden udenfor. Ikke bare i en periode, men i hele deres skoletid. Skoleopholdet er en levende begravelse, hvor smerten ved tabet af ungdommen kun holdes ud ved at påtage sig rollen som sadist eller masochist. Den klosteragtige tilværelse kanaliserer pigernes følelsesliv, så relationerne mellem dem bliver intense. Det centrale tema er et venskab, der opstår og siden svigtes. Jeg-fortælleren bliver veninde med Frédérique. Venskabet bliver holdepunktet i deres kamp for at give tilværelsen et indhold. De er i puberteten, og i mangel af drenge antager forholdet mellem dem karakter af noget, der kaldes kærlighed. Den indbyrdes afhængighed gør, at den næsten usynlige konflikt, der opstår, bliver fatal, og da venskabet forliser, mister den vragede fodfæstet og er mærket for livet.

Eller er de allerede mærket af uomtalte forhold, som er årsagen til, at man har anbragt dem i denne fængselslignende institution?

Alt er beskrevet i et spidst og pertentligt præcist sprog, hvor de voldsomme metaforer leveres uskyldigt underspillet. Og det er måske sproget, der er det mest usædvanlige.

Der er noget i beskrivelsen af Frédérique, der minder mig om Christa Wolff Nachdenken über Christa T. Det er begge steder den stærke og selvstændigt tænkende person i det autoritære system. I begge tilfælde knuses de. En anden parallel kunne være Christoph Hein En fremmed Ven, hvor rammen også er det autoritære system, men vinklen er lidt anderledes, fordi det er pigen, der i loyalitet mod systemet svigter veninden, der mærkes for livet.

Hvis man ser Tugtens lykkelige år i det perspektiv – og det er nok det rigtige – bliver de to veninder uskyldige skæbner, der drives viljeløst afsted af et umenneskeligt system.

Af de mange anmeldte voldtægter fører kun et mindre antal til tiltale og endnu færre til domfældelse. Når man ser bort fra tilfælde, hvor parterne ikke kender hinanden i forvejen, er bevisforholdene komplicerede, da der sjældent er andre vidner end forurettede. Det følger af vores grundlæggende ideologiske princip i strafferetten om, at ingen skal dømmes uden bevis.

Der er navnlig fra feministisk side blevet anset for uacceptabelt. For at imødekomme denne kritik har straffelovsrådet foreslået en omformulering af straffebestemmelsen, så der ikke skal være tvivl om, at seksuelle handlinger altid skal være frivillige. Det er imidlertid ikke nok for Socialdemokratiet, og statsministeren har bebudet, at betingelsen for straffrihed skal være samtykke.

Når regeringen vil flytte grænsen for det strafbare fra frivillighed til et spørgsmål om samtykke, kan det se ud som om, de vil regulere en adfærd, som er uregerlig. Det er i bedste fald naivt. Den menneskelige natur er uforandret. Der er dem, der kan lide de voldsomme mænd, der er dem, der kan lide de blide. Der er kvinder, der er dominerende, og der er dem, der kan lide at blive domineret. Og så er der den store bløde mellemvare. Blandt dem alle er der dem, der vil spørges først, og der er dem der i hvert fald ikke vil spørges. Sagen om partifesten i Enhedslisten viser, at omgangsformerne kan være forskellige.

Hvis straffeloven ændres, så der kan dømmes, hvis der ikke foreligger samtykke, vil flere mænd, der er anmeldt for voldtægt, blive dømt. Hvis det sker, vil det sikkert blive betragtet som en sejr i kampen mod voldtægt. Det er som nævnt næppe berettiget. Men ingen taler om den omkostning, det har for de mænd, der på det grundlag havner i fængsel. Tab af social anseelse, tab af arbejde og indskrænkning af erhvervsmuligheder, ødelæggelse af familieforhold.

I Washington var min kone og jeg på studiebesøg om amerikansk strafferet. Uden for programmet var vi til et møde på universitetet om en voldtægtssag. Taleren var sort, ligesom hele forsamlingen bortset fra os. Han, der nu var advokat, havde i sin tid studeret på et universitet i Texas. En hvid kvinde blev voldtaget på campussen af en sort gerningsmand. Vores taler var den eneste sorte mand, politiet kunne finde på området. Han blev fængslet og dømt. Han udstod en del af straffen og blev prøveløsladt efter 10 år på grund af pladsmangel i fængslerne, men måtte efterfølgende leve med de begrænsninger, som tidligere seksualforbrydere var underkastet (fortsat kontrol og forbud mod at bo og være i nærheden af diverse børne- og ungdomsinstitutioner). Da der opstod mulighed for at foretage dna-analyse af sædprøver fik han – med stort besvær – sin sag genoptaget, og han blev frifundet. Men de ti år i fængsel og de efterfølgende års ydmygelser kunne ingen give ham tilbage.

Når man hører sådan en historie, bliver man bevæget. Men det er ikke sikkert, at man var blevet bevæget, hvis man havde hørt historien på det tidspunkt, hvor den skulle pådømmes. Dengang ville sympatien måske alene ligge på den krænkede kvindes side. Men ved enhver domfældelse ligger der risikoen for et justitsmord.

Debatten beskrives undertiden lidt primitivt som en debat for og imod voldtægt. Det er faktisk lidt irriterende, at jeg skal fremhæve, at jeg er imod voldtægt, når jeg ønsker at udtale mig mod en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Men sådan er debatvilkårene. Hermed være det sagt. Når jeg er imod, er det fordi intet er vundet for kvinderne. Der bliver ikke færre voldtægter. Der tales undertiden om, at forurettede vil få en mere seriøs behandling ved henvendelse hos politiet. Hvis det er formålet, var det måske mere naturligt at gøre noget ved politiets uddannelse evt. ved at oprette en specialenhed. Det virker bagvendt at løse det problem  ved at ændre på strafbarhedsbetingelsen. Så synes der også at være et ønske om oprejsning til kvinden. Hun får, må man forstå, oprejsning ved at manden vandrer i fængsel. Omvendt er omkostningen for mændene uacceptabel høj. Der er tit tale om unge mænd, der skal lære at læse koderne de vanskelige første gange med det andet køn. Der kan let opstå misforståelser. I hvor høj grad skal de bære risikoen for de misforståelser?

Jeg forestiller mig i dommerens eller nævningenes sted. En mand er tiltalt for voldtægt. Det eneste vidne er kvinden. De er enige om, at de havde samleje. Hun siger, det var voldtægt. Han siger det var frivilligt. Med den nuværende retstilstand vil mange udenoms omstændigheder være med til at tegne et billede. Kendte de hinanden? Havde de et bestående forhold? Hvad skete der før og efter. De to forklaringer vil måske løbe i nogenlunde parallelle spor på de punkter. Men lige når det kommer til den centrale frivillighed afviger de så. I Danmark hylder vi princippet om fri bevisbedømmelse, så i sidste ende bliver det afgørende, hvad dommere og nævninge føler sig overbevist om. Sandheden kender de ikke, og de får den aldrig at vide.

Med den påtænkte ændring af loven føjes så et nyt element til: Gav hun sit samtykke og i givet fald hvordan? Medens frivilligheden er et centralt element i de flestes seksualmoral og adfærd, er samtykket – det eksplicitte samtykke – det næppe. Selvom tiltalte modsat forurettede ikke har sandhedspligt i retten, er der mange der siger sandheden eller det, de opfatter som sandheden. Derfor kan opfattelsen af frivillighed afvige. Men et eksplicit samtykke er ikke nødvendigvis en naturlig del af et seksuelt forhold. Han kan få svært ved at overbevise nævningene om, at der forelå et samtykke, og det gælder vel at mærke også – og det er min pointe – selvom samlejet var frivilligt eller med fuld rette af ham kunne opfattes som frivilligt fra kvindens side. Men hvad er et samtykke? Der er tale om en relation som er stærkt følelsesmæssig og sjældent ledsaget af mange ord. Hvis de bevægede sig i denne non-verbale sfære, skal manden så betale prisen for den forskellige opfattelse.

Det er svært at gennemskue, hvad tilhængerne af et samtykke måtte synes, at der er godt ved det. Det har været en del af det europæiske tankegods i over 100 år, at straffens formål er generalpræventiv (afskrække andre) og specialpræventiv (forhindre gentagelse – resocialisering) med vægt på det sidste i erkendelse af at virkningen af det førstnævnte er tvivlsom. Formålet er ikke samfundets gengældelse eller oprejsning til offeret. Ikke desto mindre synes ønsket om samtykke som straffrihedsbetingelse at være båret af en feministisk retorik om oprejsning til offeret.

Man vil måske hævde, at jeg som mand ikke kan sætte mig ind i det forfærdelige ved at blive voldtaget. Det er uden tvivl rigtigt, selvom min indlevelsesevne sådan set er meget god. Derfor kan jeg også levende sætte mig ind i, hvordan det må være efter et frivilligt samleje at se sig uretfærdigt anklaget for voldtægt og komme i fængsel i årevis og få ødelagt sit liv.

Det er legitimt, at kvinder kæmper kvinders sag. Det er feminisme. Men hvor er de mænd, der kæmper mændenes sag? Hvad er det, der gør, at de mandlige politikere, som går ind for lovændringen, er villige til at sende en række mænd i fængsel? Hvad er det for en opfattelse af straffens formål der gør, at disse mænd støtter feministernes ønske om at give disse kvinder oprejsning ved at sende deres partnere i fængsel med deraf følgende social deroute. Hvorfor skal manden bære en større risiko end kvinden for denne tvivl om frivilligheden? En ting er sikkert. Det vil ikke nedbringe antallet af voldtægter.

Professor Ole Wæver er i en artikel i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift blevet beskyldt for racisme, fordi hans teori om ”sikkerhedsliggørelse” angiveligt er ”metodologisk hvid” og ”antisort”. Han beskriver artiklen som uhørt videnskabeligt uholdbar. Han opfatter sig selv som antiracist og venstreorienteret, men har alligevel tøvet med at tage til genmæle, fordi han derved kan levere ammunition til højrefløjen. Han er reelt skakmat. (Information 23. maj 2020) Den magtesløshed, han har givet udtryk for i anledning af beskyldningen om racisme, og den præcision, hvormed han beskriver det, gør det nærliggende at opkalde fænomenet efter ham. For der er andre varianter af det, hvor de samme mekanismer gør sig gældende:

Hvis man kritiserer antiracismen, er man racist.

Hvis man kritiserer identitetspolitikken, er man krænker.

Hvis man kritiserer feminismen, er man mandschauvinist

Hvis man kritiserer #MeToo er man voldtægtstilhænger.

Fænomenet har også fandtes tidligere. De følgende eksempler har haft større eller mindre gyldighed til forskellige tider:

Hvis man kritiserer USA, er man kommunist (før Trump)

Hvis man forsvarer Rusland, tilhører man den yderste højrefløj.

Hvis man kritiserer marxismen, er man revisionist eller – endnu værre – borgerlig. (70-erne)

For fanatikere er alle, der ikke er villige til at gå til den yderste grænse, frafalde, forrædere, fjender. Den der insisterer på nuancer, er suspekt og farlig. Fænomenet får mange til at holde mund. Risikoen for at ende i en smædekampagne er simpelt hen for stor. Man får valget mellem at gå bodsgang eller kaste sig uforbeholdent i armene på de fanatiske modstandere – hvis de findes.

Historien giver mange eksempler på disse ideologiske korstogsriddere. Jeg nævner ingen eksempler, for enten er de ukontroversielle og dermed uinteressante, fordi alle i dag bedømmer dem på samme måde, eller også er de meget omstridte og placerer mig dermed lige midt i Ole Wævers dilemma.

Så har jeg prøvet at oversætte et andet fransk digt. Denne gang af Louise Labé. Hun blev født 1526 og døde 1566. Hun var kendt for sin dristige skønhed (Salmonsen) og lidenskabelige digte. Som 16-årig forklædte hun sig som mand og deltog som kaptajn i belejringen af Perpignan. Hendes hus i Lyon blev samlingssted for digtere, kunstnere og lærde mænd. I dag indtager hun sin naturlige plads blandt Frankrigs store lyrikere.

I oversættelsen har jeg givet afkald på rimene. Til gengæld er oversættelsen ret tekstnær, og så har jeg forsøgt at bevare stemningen. Først kommer originalen;

Tant que mes yeux pourront larmes épandre,

À l’heure passé avec toi regretter.

Et qu’au sanglots et soupirs resister

Pourra ma voix et un peu faire entendre

Tant que ma mains pourra les cordes tendre

Du mignart lut, pour tes graces chanter.

Tant que l’ésprit se voudra contenter

De ne vouloir rien fort que toi comprendre

Je ne souhaite encore point mourir.

Mais quand mes yeux je sentirais tarir,

Ma voix cassé et ma main impuisante,

Et mon ésprit en ce mortel séjour

Ne pouvant plus montrer signe d’amante:

Prirait la mort noicir mon plus clair jour.

Her kommer så oversættelsen:

Så længe jeg endnu kan tårer udgyde

Ved savnet af timen sammen med dig

Og kvæle al gråd og suk med

Min stemme og lade den lyde,

Så længe min hånd kan strengene røre

På min lille lut, mens jeg synger om dig

Så længe jeg bare er glad ved at gøre

Intet større end blot at forstå dig,

Ønsker jeg endnu ikke at dø.

Men når jeg føler, mit øje bli’r tørt,

Vil min sprukne stemme og kraftløse hånd

Og min ånd i dette kødelige hylster,

Der ikke mere kan elske som før,

bede døden formørke min lyseste dag.

Og så en lille bonus, nemlig et par linjer af et andet digt, hvor jeg har bibeholdt rimene

Baise m’encor, rebaise moy et baise.

Donne m’en un de tes plus savoureus,

Donne m’en un de tes plus amoureus.

Je t’en rendray quatre plus chaus que braise

Og oversættelsen:

Kys, kys mig igen og mer’

Giv mig et af de herligste

Giv mig et af de kærligste

Mine bli’r gloende og ti gange fler’

Der er oplevelser, der sætter sig fast i erindringen på grund af deres iboende absurditet, eller fordi de fortæller en hel masse med næsten ingen ord. Jeg henvendte mig i Politikens boghandel med et ønske. Murakami Trækopfuglens Krønike. Den havde været fremme længe, uden at jeg havde følt trang til at læse den. Men flere havde fremhævet den. Nu skal det nævnes, at Politikens Boghandel også har en del bøger på engelsk. En ung intelligent pige, der stod bag den runde skranke, hørte mit ønske og skulle til at gå efter den på reolen, da hun øjensynlig fik en indskydelse:

”Vil du have den på engelsk?” Jeg måbede. Spørgsmålet, der sådan set var ganske enkelt, forvirrede mig, fordi det udløste en overvejelse om, hvad der lå bag det spørgsmål. Det var ikke nogen særlig klar tankerække, men blandt de muligheder, der dukkede op, valgte jeg at formulere den mest sandsynlige i et spørgsmål:

”Er den danske udgave oversat fra engelsk og ikke direkte fra japansk?” Hun så efter i det danske eksemplar, hun nu havde fundet.

”Nej, den er oversat fra japansk.” I et forsøg på at efterspore logikken i det spørgsmål, hun havde stillet, fulgte jeg op med det næste spørgsmål, som forekom mig naturligt i rækken af logiske muligheder:

”Er den danske oversættelse dårlig?” Som om mit spørgsmål ikke havde relation til det forslag, hun havde stillet, sagde hun lidt overrasket:

”Nej, det tror jeg ikke..” Jeg havde nu valget mellem at udforske baggrunden for hendes spørgsmål eller at afslutte købet. Jeg havde besluttet mig for den danske. Jeg valgte bare at komme videre. Hun var sød, og jeg ville ikke genere hende, men spørgsmålet blev siddende og ville ikke give slip. Jeg var kommet ind i butikken og havde henvendt mig på dansk, som jeg taler med en akcent, som en sprogforsker betegnede som nordkøbenhavnsk højsociolekt. Hvad fik hende til at foreslå en engelsk udgave? At jeg ville forbedre mit engelsk og lægge større vægt på denne træning end det litterære udbytte. At jeg lignede en, der taler engelsk fuldstændig perfekt? At hun ville gøre opmærksom på deres udvalg af engelsksprogede bøger? At hun – og boghandlen måske – regnede med, at jeg og andre kunder snobber så meget for engelsk, at jeg ville synes, det var mere præstigeskabende at læse og at vise, at jeg læste den på engelsk?

En anden oplevelse havde et tilsvarende element. Jeg var til en konference sammen med en advokat fra Irland. Deirdre hed hun. Hun brugte lang tid på at lære mig, hvordan det skal udtales. Det var sjovt, og hun var sød. Vores konversation foregik på engelsk. Så spurgte jeg hende, om hun talte gælisk. Hun fnøs, og svarede nærmest vredt:

”Nej!”

Men hvorfor så foragteligt?

Jeg havde engang først i 80-erne en fogedsag, hvor jeg for min chef repræsenterede en virksomhed, der havde registreret varemærket Stonewashed for cowboybukser. Det var på det tidspunkt meget moderne at sælge cowboybukser, der efter fremstillingen, blev lagt i en vaskemaskine med småsten, så de fik et slidt og afbleget udseende. Klienten ønskede, at jeg forfulgte en konkurrent, som solgte sine bukser af den art under betegnelsen stonewashed. Det var ikke en sag, jeg havde meget hjerte i, men jeg begærede fogedforbud mod konkurrentens brug af dette mærke. Modpartens elegante kvindelige advokat argumenterede for, at betegnelsen var beskrivelse af en fremstillingsmåde og derfor ikke kunne beskyttes af et varemærke, hvilket var et godt argument, men jeg prøvede:

”Men man kunne jo kalde det stenvasket.” Hun svarede prompte:

”Det er jo bondsk!” Hun vandt sagen, og det var velbegrundet. Det kom ikke som noget chok, men hendes spontane argument chokerede mig.

Jeg husker en disputats, som jeg læste for mange år siden om det slesvigske spørgsmål 1850-53 af Engberg Petersen. Det slesvigske spørgsmål er for historikere et uudtømmeligt emne. En lille passage handlede om sprogskiftet og havde en fin iagttagelse. Området Angel var et af de områder, hvor sproget senest var skiftet fra dansk til tysk, og det blev beskrevet, hvordan almuen stædigt insisterede på at tale tysk, selvom deres tysk var væsentlig dårligere end deres dansk.

Og så en sidste iagttagelse. Jeg var for nylig til et foredrag om bæredygtig industri. En kvindelig foredragsholder talte meget alvorligt om forskellige dristige projekter inden for bæredygtig industri. Hun talte et rædsomt dansk med en overflod af fuldstændig overflødige engelske ord. Hun irriterede mig en hel del, indtil hun på et tidspunkt talte om konservering af frugt og flere gange kaldte det præservativer. Ingen fortrak en mine, men bagefter spurgte jeg en af de andre tilhørere, om han havde bemærket det. Det havde han og kluklo.

Jeg forestiller mig undertiden, at jeg demonstrativt fylder mit sprog med franske og tyske ord og vendinger. Mit problem er, at ingen vil forstå ironien, men tage det som udtryk for, at jeg vil vigte mig med mit kendskab til disse sprog.

Jeg ser for mig, at dansk ender som gælisk. Som et sprogligt frilandsmuseum.

Det drama som hærgede Det svenske Akademi har gentaget sig i det danske som en farce. So ein Ding müssen wir auch haben. Men frem for alt har det revet Det danske Akademi ud af en tornerosesøvn. For mit eget vedkommende var jeg i tvivl, om det stadig eksisterede. Striden synes at stå om en uenighed om MeToo-bevægelsen. Hvad de forskellige parter mener og ikke mener, tør jeg ikke påstå at vide. Jeg har læst aviserne, hvor nogle af de udmeldte medlemmer har været refereret og andre ikke. I stedet vil jeg forestille mig, at jeg som rådgiver var blevet konsulteret om den påtænkte udmeldelse. Hvordan ville jeg så have afvejet argumenterne.

Det første, jeg ville spørge om, var, hvorfor lod de sig vælge ind. Æren? Nuvel, men havde de også en opfattelse af en opgave, noget de skulle gøre? Et mål de skulle opfylde? En mission, som det ofte hedder. Havde du dernæst en vision for, hvordan de skulle arbejde for det mål? Og for det tredje, hvad var de forpligtet af? Eller sad de der bare for at nyde og lade dig hylde? Svaret siger noget om det mål af forpligtelse, den pågældende føler eller burde føle over for akademiet.

Dernæst: De havde været med til at vælge Stidsen ind. Jeg må så formode, at de enten havde bedømt hende forkert, eller at hun havde udviklet sig i en retning, de fandt uheldig. Uanset hvad, er det noget, der sker en gang imellem. Mange har oplevet at medvirke til et valg, som de efterfølgende fortryder, og så skal man samarbejde eller tåle en person, man ikke bryder sig om. Hvis man kommer frem til, at personen forpester ens tilværelse, må det være legitimt at trække sig. Man lever kun en gang.

Det har været fremme, at hun polemiserede voldsomt mod MeToo bevægelsen med et meget kraftigt ordvalg som nazisme og terrorisme. At være uenig med MeToo bevægelsen er vel i orden. At bruge så stærke ord er latterligt. Forfægter man et standpunkt så skingert og trækker nazikortet, gør man sine synspunkter irrelevante.

Så har det været sagt, at det var, fordi hun i forbindelse med sin hæmningsløse kamp til stadighed understregede, at hun var medlem af Det danske Akademi. Men det er svært at følge. Det var hun jo. Som jeg har forstået det, må alle medlemmerne frit smykke sig med den betegnelse. Hvorfor så ikke hun? Eller må man kun, hvis man mener det rigtige? Har disse fire medlemmer taget patent på de rigtige meninger i akademiet? I så fald bliver det virkelig svært. Hvem definerer så dem? Må medlemmerne gerne støtte MeToo-bevægelsen og sige, at de er medlemmer af akademiet? Skal de kun lade være, hvis de er imod? Skal vores enighed eller uenighed med deres skridt afgøres på grundlag af, om vi er for eller imod MeToo-bevægelsen?

Der eksisterer til enhver tid en opfattelse af det politiske korrekte. Men indholdet skifter. Det var noget andet i 1968, end det er i dag. Det var noget helt andet i USA i begyndelsen af 50erne, hvor stykket Heksejagt blev skrevet i skyggen af mccarthyismen. Går man længere tilbage var Poul Henningsen en stærk opponent til det, han kaldte den offentlige mening. Selv har jeg en tilbøjelighed til at være uenig, hvis alle andre er enige.

Føler de fire sig for fine til at dele forum med en person, der agiterer for de meninger, de tager afstand fra? Hvis det er tilfældet, er de uegnede til at indgå i et offentligt fællesskab, og så har akademiet ikke mistet noget med deres exit. Anderledes havde det måske været, hvis flertallet var på linje med Stidsen, så institutionen som sådan stod for hendes linje. Så kunne man føle sig besudlet, hvis man var af den modsatte opfattelse. Men det er jo ikke tilfældet. Det er en enlig svale. Sådan fremstår det.

Der er forståeligt, at de fire ikke ønsker at indgå i en polemik. De er forfattere og digtere, og politisk polemik er måske ikke deres udtryksform. Men det ville også være nok med en kort erklæring om, at Stidsen ikke taler på akademiets vegne, og at akademiet ikke deler hendes synspunkter. Det kunne akademiet gøre. Det kunne den enkelte gøre.

Hvis uenigheden forpester møderne, kunne flertallet sætte grænser for den enkeltes mulighed for at benytte møderne til at drøfte MeToo. En forretningsorden kan mange ting. Bliver den ikke respekteret, er der råd for det: udelukkelse fra møder. Det er næppe tilfældigt, at det svenske Akademi indsatte en advokat til at få styr på tropperne. Den slags er nogle advokater gode til.

Det litterære miljø har altid været kendetegnet af brud og opbrud. Uden oprør, ingen fornyelse. Men ikke alle oprør er frugtbare. I øjeblikket kan det være svært at skelne mellem kvalitet og forstening, mellem vildskud og fornyelse. Derfor skal oprør så vidt muligt favnes. Derfor bør man søge efter det lillebitte gran af fornuft i det, som lyder som buldrende vrøvl. Man har aldrig patent på sandheden.

Når de fire medlemmer valgte at forlade akademiet, sidder man tilbage med det spørgsmål, om det var et politisk udsagn. En tilkendegivelse af, at Stidsens tilstedeværelse var utålelig på grund af hendes standpunkter, og at det skulle udstilles. Det var en fanfare for MeToo-bevægelsen. De tålte ikke at blive modsagt i denne kreds. Hvis den tolkning er rigtigt, var det udtryk for en forbavsende intolerance og en magtdemonstration, hvor de i kraft af deres status i det litterære miljø satsede på en voldsom tilslutning til dem og deres synspunkter. I så fald må de være blevet skuffede, for deres beslutning kom kun i ringe grad til at handle om Metoo, men mere om, hvorvidt akademiet efter mange års usynlighed overhovedet havde en berettigelse, og flere har diskret efterspurgt lidt forandring.

Man må håbe, de tilbageværende besinder sig på deres rolle. Akademiet syntes at være blevet mere lukket og eksklusivt, end Hofteatret var under enevælden. De optræder for hinanden til glæde for hinanden. Det kunne de lave om på. Blive mere åbne, inddrage flere. Hvis de skal fremme litteraturen, skulle deres virke gerne gå ud over de hidtidige grænser. Det er her, det bliver aktuelt at spørge, hvorfor de sidder der. Hvad er deres egen opfattelse af rollen? Hvad føler de sig forpligtet af ved at sidde i akademiet? Hvis de ikke har tænkt over det før, bør de måske gøre det nu. Måske kan andre have glæde af deres indsigt. Hvordan skal jeg ikke afgøre. Det er vel det, de burde drøfte på møderne og så sætte handling bag.

At støde på et forfatterskab, som griber én med enkle midler, er en gave. Med udspring i det østrig-ungarske kejserriges stille og næsten usynlige forfald skriver han om almindelige menneskers almindelige liv i en ualmindelig verden. Den passive, søvngængeragtige vandring mod undergangen.

Den jødiske forfatter, der med sin spændstige pen skildrer tiden før Første Verdenskrig, indså tidligt efter Hitlers magtovertagelse, at der ikke var nogen fremtid, og vandrede ind i alkoholtågerne, og til sidst undslap han det helvede, der brød løs, ved at dø i 1939 i Paris. Roth behandler sine håbløse personer med mild ironi og megen kærlighed. Det er mennesker, der famler gennem tilværelsen uden at vide, hvad der driver dem, eller hvor de føres hen så stilfærdigt som kvæg mod slagtebænken. Han kan på et par sider skrive en kærlighedshistorie så gribende, at det giver et stik. De spildte muligheders eller umulighedernes ubønhørlige logik knuser håbet, næsten før det erkendes og fører til den nødvendige ulykkelige udgang. Han fortæller gammeldags i ubrudt kronologi og let forståeligt sprog. Det revolutionerende ligger i billederne. På den måde minder han meget om Céline, men hans realisme er magisk på en anden måde. Hvor Céline skriver som en subjektiv og let utroværdig fortæller (Rejse mod nattens ende), skaber Roth gennem de døde tings følelser, men meget diskret og kun lejlighedsvis, en næsten animistisk atmosfære. Andre gange danner han en karakteristik med usædvanlige metaforer.

En enkelt sætning kan give en fornemmelse af disse små perler. Den er fra Radetzkymarch, hvor en gruppe officerer sidder og prøver at finde en løsning på en prekær konflikt i regimentet. En af de mindre fremtrædende officerer fremsætter da et klart uegnet forslag. Det introduceres med ordene: ”Og den lille Sternberg, gennem hvis hjerne tankerne plejede at drage enkeltvis som ensomme fugle gennem øde skyer, sporløst og uden sang, udbrød straks med for tidlig begejstring i stemmen:” Sådan en sætning kan jeg sutte på længe som en sukkerfisk og nyde velværet brede sig.

I nyere tid er følgende værker kommet på dansk:

Job

Radetzkymarch (af uforklarlige grunde oversat fra fransk)

Historien om den 1002. nat

Leviatan

Den sidste har jeg til gode.

Han indskriver sig i rækken af østrig-ungarske forfattere, der på den ene eller den anden måde afbilder tiden umiddelbart før det stivnede kejserriges forudsigelige sammenbrud. Stefan Zweig, Robert Musil, Gregers von Rezzori er de andre, jeg kan komme i tanker om. Sàndor Màrai kan måske også nævnes her.

Min begejstring har også bragt mig til at læse et par noveller, der ikke er oversat. Også i min stræben efter at forbedre mit tysk, hvor læsehastigheden ikke er stor. Men det tvinger mig til uden mellemled at nyde hans sprogs smidighed og ufejlbarlige præcision.