Feminismen har været en afgørende faktor frem mod det samfund, vi kender i dag. Vi kan alle samles om at beundre politikere som Angela Merkel, von der Leyen og Margrethe Vestager og mange flere. Uden feminismen ville de ikke have nået den samme plads i samfundet. Ser man tilbage på historien, beundrer vi de kvinder som trods stor modstand fra det mandsdominerede samfund, kæmpede sig frem til en fremtrædende plads inden for politik, litteratur, malerkunst videnskab og musik, og begræder dem, der snublede på vejen. Ingen ønsker den udvikling rullet tilbage.
Selvom udviklingen er nået langt, er der uden tvivl områder, der ikke er nået målet, som må være, at køn ikke er en relevant faktor i samfundslivet. Men det er nået så langt, at det må være berettiget at vurdere, om der er områder, hvor der er opstået en omvendt diskrimination, nemlig af mændene.
Når jeg taler om hvad mænd og kvinder føler, og hvordan de er, mener jeg ikke, at alle mænd og kvinder føler sådan, eller at alle mænd og kvinder er sådan. Men jeg mener væren og følelser som er typiske for henholdsvis mænd og kvinder. Jeg forkaster ideen om mandlige og kvindelige egenskaber som udtryk for en social konstruktion. Det må være tilstrækkeligt her at påpege, at det er videnskabeligt bevist, at omsorg er en egenskab, der er mere fremtrædende i en given gruppe kvinder sammenlignet med en given gruppe mænd. Omvendt er aggressivitet mere fremtrædende i den mandlige gruppe.
Mange misforståelser skyldes, at man forveksler udsagnet om at en given egenskab er mere udpræget i en mandlig end i en kvindelig gruppe med udsagnet, at det er en mandlig egenskab i modsætning til en kvindelig egenskab. Hvis man ikke forstår den sondring, giver det ikke mening at læse videre.
Dertil kommer, at forestillingen om specifikke mandlige og kvindelige egenskaber, når man kommer ud over det, som videnskabeligt kan beviset, må bero på et skøn. Dvs. at mine udsagn kun giver mening, hvis læseren deler min erfaring. Her kører den mest velvillige debat tit af sporet.
Jeg skriver derfor for en begrænset gruppe, som formentlig fortrinsvis består af mænd og blandt mændene kun en del. Men det må være legitimt i en tid, hvor kvinder skriver om kvinder og for kvinder. Det er jo udgangspunktet for feminismen, som i mine øjne er en interessekamp, som har været ført så effektivt, at den har overbevist et stor del af mændene. Jeg har intet ønske om at begynde en modkamp. Mit formål er at påvise nogle træk, hvor kvindekampen har kammet over og tilført kvinderne urimelige privilegier. Jeg vil med andre ord bevidstgøre.
Det er ikke uden risiko. Når man i en stærkt politiseret debat indtager et standpunkt, bliver man af sine modstandere ofte skudt synspunkter i skoende, som man ikke har, ligesom man risikerer, at de, der er enige, putter sig for ikke selv at få ørerne i maskinen, eller de holder sig tilbage i ophøjet ligegyldighed.
Skævheden begynder i børneinstitutionerne. 86 % af personalet er kvinder. I den tidlige del af opvæksten, hvor barnet har stort behov for omsorg, er det formentlig en fordel. Senere medfører det, at typiske drengeegenskaber vurderes negativt. Drengene er vilde og voldsomme. De gør farlige ting. Det er kilden til egenskaber som at skabe og forandre. Det potentiale har kvindelige pædagoger sværere ved at få øje på.
I 13-15-års alderen er det notorisk svært at motivere drenge til skolearbejde. I den alder har de behov for, at der nogen, der tror på dem og kan se ind bag den facade af en hård negl, de anlægger. De har brug for identifikationsobjekter. Manglen på mænd i lærergruppen kan her blive fatal; mænd der har blik for mandlige og ikke kun kvindelige værdier. Da de tit er i modsætning til deres faderlige ophav, ender de i værste fald med at søge identifikationsobjektet iblandt kriminelle. I bedste fald hænger de bare i bremsen og har svært ved at præstere det nødvendig på linje med pigerne. De er yderligere handikappet af at piger typisk er mere alsidige i deres intelligens, medens drenge ofte er ensporede, men til gengæld går meget grundigt og dybt i det spor. Hvis denne ensporethed retter sig mod fag i skolen, kan det gavne dem i konkurrencen med pigerne; men hvis det går i andre retninger (sport, computer m..m) hjælper det dem ikke.
Inden det kommer til de videregående uddannelser, er en pæn del af drengene derfor tabt i svinget. Det er derfor ikke overraskende, at piger er overrepræsenteret på de videregående uddannelser med undtagelse af visse fag, som i ringere grad appellerer til piger såsom ingeniør, arkitekt, pilot, it.
Underrepræsentation af kvinder på disse fag opfattes som et problem, som samfundet skal afhjælpe, hvorimod der ikke er noget ønske om at rette op på balancen på de fag, hvor piger er overrepræsenteret.
Det samme gælder det efterfølgende arbejdsliv. Vender vi os først mod den skæve kønsfordeling blandt pædagoger, er det en kendsgerning, at mandlige pædagoger i næsten hysterisk grad er under mistanke for seksuelle tilnærmelser mod børn. På grund af uklare udsagn fra børn til deres forældre, bliver der rejst sager. Hvis sagen sluttes på bevisets stilling, fordi man ikke kan komme til bunds i, hvad der er sket; mister pædagogen sit job og sin mulighed for at få job med arbejde for børn i al fremtid. I andre lande imødegår man den hysteriske mistanke ved at der altid er to pædagoger til stede, når barnet skal skiftes. I Danmark mener man øjensynlig, at det er de mandlige pædagogers eget problem. Det er ikke så mærkeligt, at karrieren som mandlig pædagog ikke bliver en ønskedrøm.
De mænd, der når karrierens øverste trin, når det tit i kraft af deres maskuline aggressivitet og ensporede intelligens. Nutidens ledere er ofte meget ensporede. Det er kvinder i mindre grad. Det opfatter samfundet som et problem, hvorfor der taget initiativer til at udligne den skævhed. Virksomhederne forpligtes til at sikre lige kønsfordeling i bestyrelser. På universiteterne belønner man ansættelse af kvindelige forskere med supplerende forskningsmidler. På områder, der traditionelt tiltrækker kvinder mindre såsom den finansielle sektor, kan det være svært at finde egnede kandidater.
På hele jobmarkedet indfører man procedurer, der skal sikre, at kvinder ikke forfordeles. Det er for så vidt velbegrundet, da der historisk og måske stadigvæk sker en diskrimination, dels på grund af almindelig mandschauvinisme, dels fordi man ikke har blik for de specifikke kvindelige egenskaber.
Den ulighed, der ligger i, at det fortrinsvis er mænd, der sidder i fængsel, er der ingen, der tænker på at udligne. Den må være udtryk for, at mænd udviser mere uønsket adfærd end kvinder. Eller at mænds uønskede adfærd anses for mere utilgivelig end kvinders uønskede adfærd.
Det er særligt tydeligt i den seksuelle relation. Metoo-bevægelsen gik fra at sætte fingeren på deciderede misbrug til at udvikle en kultur, hvor kvinder kunne omfortolke deres relationer fra noget, de fuldt bevidst indlod sig på til noget, hvor manden misbrugte deres villighed. Mest markant i forfatteren Hilde Rød-Larsens beretning om forholdet til en ældre psykiater. Hun led af spiseforstyrrelser, han forstod det, hun følte sig set, han ønskede sex, hun ønskede at blive helbredt. De blev enige om at sex. Det er ikke oplagt, hvem af dem, ser søgte at få mest fra den anden. Hun helbredelse, han sex for ikke at bruge det store ord kærlighed. Men ønskede hun ikke også sex? Eller er mænd bare i almindelighed nogle liderlige svin? Men kan kvinder ikke også være liderlige?
Som et nyt skud på denne stamme har vi fået en lovbestemmelse, hvorefter mænd kan dømmes for voldtægt, hvis der ikke foreligger samtykke og strafferammen for voldtægt er forøget markant. Praksis viser en foruroligende udvikling. Et eksempel. En mand og en kvinde på omkring 19 år skriver sammen på Tinder. Efter et stykke tid bliver de enige om at mødes. Hun understreger, at de ikke skal have sex, for hun har menstruation. Han kommer kl. 2 om natten og hun henter ham på gaden. De er enige om at sove sammen. Hun har trusser på. Hun siger, at han tog trusserne af og trak tamponen ud. Han siger, hun selv gjorde det. Han indfører sit lem og begynder samlejebevægelser. Efter et stykke tid siger hun, at han skal holde op. Det gør han. Efterfølgende anmelder hun ham for voldtægt. Han frifindes i byretten, men dømmes i landsretten 2½ års ubetinget fængsel. Han forklaring var utroværdig og hendes forklaring troværdig hedder det i dommen.
I den bizarre ende har vi sagen om natten efter festen i Enhedslisten, hvor en mand og to kvinder lægger sig til at sove i samme seng, hvor den ene kvinde tvinger manden til at melde sig selv for voldtægt af den anden kvinde. Han blev frifundet; men det var før lovændringen.
Som det sidste skud på stammen har vi nu regeringsgrundlaget, hvorefter det ikke skal være muligt at afsone domme for voldtægt i fodlænke. Det har det aldrig været, så den aftale får ingen praktisk betydning. Men tankegangen er skræmmende. Det synes at være dikteret af et ønske om at skade gerningsmanden mest muligt. Tanker om resocialisering synes ikke at spille ind.
Man kan spørge, hvorfor det optager mig så meget. Jeg kommer nok ikke i vanskeligheder. Der er to grunde. Jeg synes, det er uforståeligt, at mændene i partierne bag loven har stemt for den. De burde vel være de nærmeste til at se, at mænd som gruppe bliver urimeligt udsat. Jeg tøver ikke med at kalde dem vatpikke, fordi de ikke har turdet tage til genmæle mod tidens ekstreme feminisme. Den anden grund er, at loven omdefinerer forholdet mellem kønnene generelt. Forholdet mellem kønnene bliver generelt mistænkeliggjort og problematiseret. Hvis en mand lægger an på en kvinde, er det suspekt. Er der en aldersforskel, er den helt gal. Er kvinden imødekommende, bør manden tænke sig ekstra om: Vil kvinden efterfølgende omfortolke situationen og anklage ham for overgreb? Er det ikke bedre at lade være og drikke sodavand i stedet for vin til festen og afvise de fulde og liderlige kvinder. Løssluppen morskab kan være farlig. Har du en tilbøjelighed til at lade dig rive med, så bliv hellere hjemme. Lad være med at nærme dig kolleger på arbejdspladsen i det hele taget. Kun hvis hun er din overordnede er magtrelationen uproblematisk.
Vi er måske på vej derhen, hvor kun Tinder er et acceptabelt mødested. Her er man ikke først ven eller kollega, hvor uklarheden kan opstå, når tiltrækningen spirer. Formålet med Tinder er netop at indlede en erotisk relation. Skriftligheden gør det muligt at definere trin for trin. Beviset kan etableres. Manden kan og bør sikre sig. Det er sådan, vi bør rådgive børn og børnebørn: Hold jer fra venner og kolleger. Søg på nettet og skab den fornødne klarhed.
Helt naivt spørger jeg mig selv, hvor kærligheden er henne i det her. I alle de historier, man hører og diskussioner, man læser, er den ikke nævnt med et ord. Det handler om sex, udnyttelse og overgreb. I sagen om Hilde Rød-Larsen er historien, at psykiateren udnytter kvindens sårbarhed. Men det kan jo også tolkes sådan, at den syge kvinde udnytter psykiaterens kompetence. Det var jo det, der tiltrak hende. Men ingen taler om erotisk tiltrækning endsige kærlighed. Det giver i sig selv anledning til undren, at offerfortællingen kommer så mange år efter. Jeg hævder ikke, at hun er uærlig; men måske var hendes følelser blandede. En del af hende ville og en del ville ikke. Det afspejles vel også i den måde, hvorpå den er skrevet, hvor den samme fortælling fortælles flere gange men med forskellig tolkning. Det er en interessant måde at skrive på. Og det var så langt, hun selv var indstillet på at gå. I virkeligheden tror jeg Peter Nielsen fra Information gjorde hende en bjørnetjeneste, da han kontaktede hende og efterspurgte en offerfortælling
Løfter jeg det op på næste plan, så hævder jeg, at kvinden vil begæres og manden vil begære. Bytter man om på det, bliver det som regel en flov affære. Og så spiller kærligheden ind, hvad enten den har biokemiske eller andre årsager. Det er ikke mandens ansvar det hele. Navnlig ikke i tider, hvor kvinden – med god grund – hævder at være selvstændig og ligeværdig med manden. Nogle kvinder tiltrækkes af magt, rigdom og indflydelse. Nogle tiltrækkes af den modne mand. Skal manden så værge sig mod de tilnærmelser? Hvad gjorde Hilde Rød-Larsen? Hvilke signaler sendte hun? Ingen? Så var psykiateren nok ikke blevet tiltrukket.
Dernæst: hvorfor er hans følelser illegitime? Kan modne mænd ikke blive forelsket? Det er tænkevækkende, at vi er kommet derhen, at kun normalforholdet er legitimt. Aldersforholdet skal holdes inden for snævre rammer. Linn Ulmanns fortælling om den helt unge pige, der jagter en moden fotograf også er blevet tolket, som en fortælling, hvor kvinden er offeret. Det er værd at sammenligne med den franske historie om Gabrielle Russier, der havde omvendt fortegn. En 31-årig kvindelig lærer blev i 1968 forelsket i sin 15-årige elev. Drengens forældre vil have ham til at bryde med hende, hvilket han nægtede. Forældrene klager til myndighederne, og hun bliver fængslet. Drengen klager så effektivt, t hun bliver løsladt igen. Drengens forældre får ham anbragt i en institution, og han bliver undergivet psykiatrisk behandling. Men de ses alligevel og det lykkes ham at flygte. Hun bliver fængslet igen, fordi hun nægter at oplyse, hvor han er. Hun bliver idømt 12 måneders fængsel. For at undgå, at hun bliver omfattet af en generel amnesti i forbindelse med valget af Pompidou som præsident, appellerer anklagemyndigheden dommen. Hun begår selvmord og drengen bliver anbragt på en lukket afdeling på en psykiatrisk anstalt. Det lykkes ham at udsende en pressemeddelelse, hvor han oplyser, at deres forhold ikke var et lærer-elev forhold. ”Det var ikke fordi hun var min lærer, at vi kom til at elske hinanden. Vi kunne have mødt hinanden hvor som helst.” Præsident Pompidou fremkom med et uforståeligt citat fra et digt af Élouard for at undgå a sige, hvad han mente om sagen. Der blevet drejet film (Mourir d’aimer) og skrevet sange om sagen (Charles Aznavour) . Senere satte Macrons egen historie sagen i et nyt perspektiv. Men hvad mener jeg med, at det er den omvendte historie? Meget enkelt: Man behøver bare at forstille sig, at læreren var en mand og eleven en pige. Så havde eftertidens dom været en anden. En anden forskel er, at ordet ”elske” bruges i pressemeddelelsen. Men hvad er det, der gør, at vi opfatter det som legitimt, at kvinden er væsentlig ældre i forholdet, men ikke når det er manden?
Pour conclure: Ny-feminismen tilstræber ikke ligestilling, men feminine privilegier.