Ord man hører sjældent i skolesammenhæng: pligt, ansvar, vilje
Der er en forestilling om, at skolegang skal være præget af lyst og en forventning om, at alle lærere skal stjernepædagoger, som står til rådighed for forældrenes individuelle krav. Samtidig stiler skolen krav om forældrenes involvering i undervisning.
Hvornår indser man, at skolearbejde er en pligt for eleven, som han selv må stå til ansvar for, og som kræver en viljesindsats fra hans side for at opfylde. Forældrene kan ikke gøre det for dem, og skolen skal ikke bøje sig for forældrenes krav.
Børn er børn og har aldrig villet gå i skole, jfr. Shakespeare: “The whining schoolboy with his satchel creeping like snail unwillingly to school” (As you like it)
Børn opfylder ikke deres pligter og udviser ikke ansvar eller viljestyrke, blot fordi man siger, de skal. Men når man stiller disse krav til et barn, dannes et moralsk fundament, som er nødvendigt både i skolegangen og for deres voksne virke. Der udvikles en regulerende følelse, som hedder dårlig samvittighed.