I tidens ånd søger man efter oversete kvindelige forfattere, komponister og kunstnere. Inden for malerkunsten er det min opfattelse, at man har anerkendt dem, der fortjente at anerkendes. Ligeledes inden for den klassiske musik. Når de særligt bliver fremhævet igen, er der således ikke noget nyt i det. Inden for litteraturen er det måske lidt anderledes. Smagen ændrer sig, og noget glider i glemsel. Andet tiltrækker sig mere opmærksomhed. Tove Ditlevsen var anerkendt i sin samtid, men også kritiseret. Hun har fået et nyt gennembrud. Andre burde forblive i glemsel.
Ofte taler man om, at den litterære kanon skal ændres. Det bedste ville nok være at ophæve den. Kierkegaard er ikke på den obligatoriske, hvilket er uforståeligt. Brandes heller ikke. Ikke engang på den vejledende. Jeg vil ikke vove mig ud i, hvem de skulle erstatte. Ideen om en dansk litterær superliga af en obligatorisk kanon efterfulgt af to vejledende anden divisions kanon er latterlig. Jeg misunder ikke det udvalg, der skulle foretage udvælgelsen. De må have haft kvalme. Listen rummer meget politisk korrekthed og balancegang. Man fornemmer kvalitetsbegrebets elastiske natur.
I min skoletid skulle jeg læse mange forfattere, som ikke er med på listen. Dem ville jeg nødigt have undværet. Bunken af fortidens forfattere bør hele tiden vendes. Derfor er det også godt, at glemte eller oversete kvindelige forfattere får en chance. Én af dem, jeg selv har været begejstret for, er Astrid Ehrencron-Kidde. Martin Willéns underlige hændelser var en oplevelse. Det er magisk realisme, fra før begrebet fandtes. Sproget er udsøgt. Den er genudgivet for ikke så længe siden og kan anbefales varmt.
