I Bines familie handler en af de faste historier om den rejse, hendes farfar og farmor foretog i midten af trediverne. Turen gik til Italien sammen med vennen maleren H.A. Brændekilde og hans kone og nogle flere De var vist omkring otte i alt. Der er noget eventyrligt over den rejse, for de var ikke særlig velhavende. De annoncerede efter en barneplejerske til at passe de fire børn, hvor den yngste lige havde lært at gå, tømte deres sparebøsser og tog afsted og var væk i henved tre måneder. De boede en tid i Sorrento. Der er gode billeder fra turen, og Bine fik den ide at besøge hotellet, som hun mente at kunne genkende fra fotografierne. Vi havde desværre ikke tænkt på at tage billederne med. Hun udpegede hotel Vittoria, som ligger midt i centrum med en værelsepris på 900 euro. Da portneren ville standse os ved den lange indkørsel, fik han hele historien, og vi fik lov til at gå ind og tage billeder. I receptionen fik de også historien og vi blev henvist til et billedgalleri, hvor diverse fyrstelige gæster var afbildet gennem tiden. Vi tog billeder rundt omkring, takkede og gik igen.
Da vi et par dage senere igen var i Sorrento, havde Bine tænkt over det. Der var alligevel noget, der ikke passede. Jeg syntes også, det lød lovlig kostbart til, hvad en overretssagfører kunne klare i trediverne selv med tilskud fra børnenes sparebøsser. Hun havde studeret kortet over byen og diverse hotellers hjemmesider, og var nu kommet til den overbevisning, at det måtte være Hotel Minerva. Det lå et stykke uden for centrum med en storslået udsigt. Det var stadig fornemt, men dog i en anden klasse. Vi henvendte os i receptionen og Bine fortalte igen historien. Receptionisten, der måtte være gammel i gårde, var velinformeret og fortalte, at hotellet dengang havde været ejet af en dansker. Der hang juleplatter på væggene og stod danske bøger i reolen. Terrassen, som var afbildet på de gamle fotografier, passede også meget godt. Vi besluttede, at vi havde fundet stedet. Opgaven var løst. Vi tog diverse billeder, som nu skal sammenlignes med de gamle fotografier, når vi kommer hjem, og de gamle oplysninger om rejsen skal genopfriskes. Det skal også endeligt afgøres, hvilket af de to hoteller, det var. Måske skal vi engang bo der, dog næppe hvis det rent faktisk var Hotel Vittoria. Receptionisten foreslog os at spise en frokost eller middag på stedet. Der er tid endnu, inden vi skal hjem.
