I en ældre Anders And-historie vælger Anders And sin destination ved at dreje en globus rundt og så med bind for øjnene sætte fingeren på et sted. Lidt på samme måde valgte vi vores feriested i år. Anders And havnede på Grønland. Vi brugte med Tripadvisor eller noget lignende. Det virker næsten på samme måde. Man vælger mere eller mindre i blinde. Vi endte et sted tæt på Sorrento. Det er straffen for at bestille ferie for sent. Vi ville have været til Positano; men alt var udsolgt. Hotellet har være mondænt engang, men det er længe siden. Arkitekturen minder lidt om Kystens Perle tæt på Helsingør. ”Dyden kan ikke således indpodes i vor gamle stamme, men vi tager smag af den”, som Shakespeare siger. Her prøver man at indpode lidt luksus, og det tager smag af den. Tjenerne går i sorte jakker til middag og hvide jakker til morgenmad. Kniber man øjnene sammen, virker det hele luksuøst, og maden er faktisk god. Det tog os et par dage at finde byens centrum, som består af fire-fem butikker. I de smalle gyder undgår scooterne behændigt at køre os ned. På nabohotellet dunker musikken ud på aftenen; men hvad gør det. Jeg trækker høreapparaterne ud, og så er genen minimal. Men det væsentlige er: Middelhavet er Middelhavet, og vi kigger lige ud på det, og solen skinner.
Stedet hedder Meta og umiddelbart fremtræder det som den yderste forstad til Sorrento. Men bygningerne siger noget andet. Flere har årstal over døren fra det 18. århundrede. Hvad lavede man her dengang, og hvad er der sket siden? Vi har ikke svaret. Måske var der også dengang andre end Goethe, der blev lokket af de glødende citroner i det dunkle løv og – Mignon.
Vi ville gerne gense Amalfikysten, men som Voltaire siger, skal man ikke gense sin gamle elskede. Man bliver altid skuffet. En tur fra Sorrento til Amalfi på godt 30 kilometer tager næsten to timer. Bussen var fuld til randen. En spanier ville med vold tiltvinge sig en plads, men måtte affinde sig med en ståplads. Så kørte vi afsted. Overalt var der mennesker. De står så tæt som vinstokke og høstes ligeså effektivt for deres ferieopsparing. Bussen dansede ballet som en elefant. Men sit kæmpelegeme snoede den sig graciøst og med millimeters nøjagtighed ud og ind mellem modkørende og parkerede biler i endeløse hårnålesving og aftvang os ubetinget beundring. Men den kan jo ikke udrette mirakler. Vejen er overfyldt, og trafikken gik hele tiden i står. Men den kom da endelig frem. Amalfi er et sydende kaos af mennesker, citronsorbet og souvenirbutikker. Overvejelser om en afstikker til Ravello opgav vi, da vi så køen, der ventede på bussen. Det var klogere at stille op i god tid til hjemturen for at få en siddeplads. Vi fik de to sidste.
Napoli er også inden for rækkevidde. Med sin skødesløse blanding af skønhed og kaos er den ganske charmerende. Men man går meget. Den første gang nåede vi op på 25.000 skridt i 36 graders varme. Det er lidt for meget. Overalt byder udsigten over Napolibugten og mod Vesuv sig til. Det er som billeder af guldaldermalerne. Næste gang tog vi metroen og bussen. At køre i bus i en by er altid morsomt. Man kommer uvægerligt i kontakt med de andre passagerer, når man beder dem hjælpe med, at man kommer af det rigtige sted. Turen gik til Palazzo reale di Capodimonte, der ligger langt fra centrum i en overdådig park. Det rummer den klassiske kunst. Det er storslået, men på en eller anden måde alligevel lidt kedeligt, måske fordi mit kendskab til de udstillede værker er for beskedent.
Vi har tidligere været i Pompei og Herculanum og på toppen af Vesuv. I stedet tog vi svævebanen op ad Montefaitu og gik det sidste stykke på en bjergkam til toppen i godt 1000 meters højde. Køligheden var markant. Når man går mellem de enorme fyrretræer, kommer man til at tænke på en svensk skov. Toppen er udsmykket med et kapel og en statue af Den hellige Moder. Ved hendes fødder kryber en slange med et æble i munden. Symbolikken forekommer lidt forvirrende. På malerierne i museet var det altid Helligånden, der var på færde. Udsigten mod Vesuv og ud over dalen er imponerende. Hele stykket fra Napoli og til Sorrento er en ubrudt bebyggelse. Bebyggelsestætheden langs kysten og langt ind i landet er nærmest skræmmende.
Fortsættelse følger måske.
