Historiske paralleller er sjældent retfærdige; men de kan være inspirerende. Jeg vil derfor forsøge mig med et par stykker.
Min første historiske parallel til Ukrainekrigen er krigen Danmark-Prøjsen 1864. Danmark gennemførte en grundlov, der inkluderede Slesvig i Danmark og provokerede dermed Prøjsen. Ukraine gennemførte en grundlov, hvorefter landet skulle søge optagelse i EU og Nato og provokerede dermed Rusland. Begge gange blev landet angrebet. Begge lande håbede på hjælp fra naboer. Danmark fik det i yderst beskedent omfang. Ukraine får stor våbenhjælp, men må selv lægge krop til.
En anden parallel er Vietnamkrigen. Kommunisterne trængte ned fra nord. Franskmændene gav op. Tanken, om at hele Vietnam endte som kommunistisk, plagede USA, der siden McCarthy (og måske allerede fra Anden Verdenskrigs slutfase) har været hjemsøgt af kronisk kommunistforskrækkelse – eller måske bare har brugt det til at mobilisere befolkningen for sin stormagtspolitik. Amerikanerne overtog Frankrigs rolle, men som befriere, ikke som koloniherrer (sådan da). Spidsfindige hoveder har hæftet sig ved, at USA blev bedt om hjælp af den sydvietnamesiske regering. Det må være nok at henvise til, at en anmodning fra en trængt regering også var baggrunden for Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Årsagerne til krigen i Vietnam og Ukraine er lidt parallelle, idet begge lande var splittet mellem øst og vest. I Ukraine greb USA ind for at skubbe dem i vestlig retning. I Vietnam greb Kina ind for at skubbe dem i østlig retning. Forskellen er, at i Vietnam greb Vesten ind, før regimet væltede. I Ukraine greb Rusland ikke ind, før Jankovics måtte flygte. Derfor var udgangspunktet forskelligt. I begge lande satte stormagten hele sin styrke ind i at kvase det lille land. I begge tilfælde får/fik det lille land våbenhjælp fra den anden side af hegnet. En såkaldt stedfortræderkrig. I begge tilfælde er stedfortræderindgrebet med til at forlænge krigen og forværre konsekvenserne. Uden massiv militærhjælp udefra ville begge lande formentlig ret hurtigt være bukket under.
Jeg forestiller mig den mulighed, at England og/eller USA havde lovet massiv militærstøtte til Danmark op til 9. April 1940 for derefter at lade os selv slås med tyskerne. Da Anders Fogh Rasmussen skulle overbevise os om at indlede vores angrebskrig mod Irak, var det det, han sagde ville skulle have gjort. Det er i sig selv en tåbelighed, som uden vanskelighed kan smides på historiens mødding. Danmark var dengang ligeså militært nedrustet, som vi er i dag. Men jeg tænker mig situationen, hvor vi havde fået solid våbenhjælp til at kæmpe. Så ville mange af os som, der lever i dag, ikke være til, fordi vores fædre ville være døde, inden vi var undfanget. I Ukraine ville mange liv være sparet og mange ødelæggelser undgået på samme måde som i Danmark.
Efter at USA’s – og dermed vores (vi har jo ingen selvstændig udenrigspolitik) – krigsmål er ændret fra at befri Ukraine til at svække Rusland så meget, at det ikke er i stand til at true sine naboer, må krigen nødvendigvis blive langvarig og grusom. Nu har Rusland jo virkelig noget at kæmpe for. Det er interessant at tænke på, at der er to personer, der – formentlig – kunne have undgået krigen: Zielinski og Biden. Den første ved at ændre grundloven, den anden ved at lukke døren til Nato.
Albert Camus skriver i Pesten: ”Når en krig bryder ud, siger folk: ”Dette kan ikke vare ved, det er for tåbeligt.” Og det er sandt nok at krigen er tåbelig; men det hindrer ikke, at den varer ved.”
