Det er ingen hemmelighed, at folkeskolen ikke underviser i grammatik. Dansk, må man forstå, er noget man bare kan, når man er dansker. En kollega på godt fyrre, som er en ualmindelig god sprogbruger, bliver tom i blikket, når jeg siger ”akkusativ”. Men der er faktisk selv blandt gode sprogbrugere stor usikkerhed om brugen af grammatikken.
Vores stedord bøjes i kasus eller fald. Det er en disciplin, hvor flere og flere falder i. Man hører tit: ”Det er svært for Søren og jeg”. Hvad sker der? Tag Søren ud. Ville du sige ”Det er svært for jeg”? Men hvorfor er det så, at Søren får det til at svinge fra akkusativ til nominativ? Fejlen er formentlig et udslag af det, der hedder overkorrekthed. Man vil vise, at man ikke hører til dem, der siger ”Mig og Søren gik en tur.” Nominativ er altså bedre end akkusativ, synes ræsonnementet at være. Men det forhindrer ikke sætningskonstruktionen, som man tit læser i avisen ”Dem, der har mest travlt, er tit for sent på den.” ”De” bliver til ”dem” foran en indskudt sætning. Der er øjensynlig ikke noget grundled eller subjekt i den sætning.
Udsagnsordene eller verberne lider også. Ligge og lægge blandes sammen. Når jeg taler om transitive og intransitive verber, bliver det opfattet som vildt eksotisk. Bedre bliver det ikke med den manglende skelnen mellem infinitiv og perfektum (navnemåde og fortids tillægsmåde). ”Jeg har ikke kunne nå det”, skrives der, fordi det lille t ikke kan høres i talesproget. Mere komplicerede konstruktioner forliser. ”Han ville have kunnet forstå det, hvis du havde sagt det” bliver simplificeret til ”Han havde forstået det, hvis du havde sagt det”.
Til sidst min kæphest (en af dem). Forskellen mellem ”nogle” og ”nogen”. Det giver ikke mening at forklare det som et spørgsmål om ental og flertal. Det indses let, hvis man oversætter til f.eks. engelsk, hvor det hedder ”some” og ”any”. Mange bruger denne oversættelse til at få styr på forskellen mellem de to danske ord. Men den holder ikke altid. F.eks. kan det ikke bruges ved sætningen ”Der er nogen, der har taget min blyant.” Der bruger man på engelsk ”somebody”. Mere relevant er det at arbejde med betydningsforskellen. ”Nogle” betyder ”nogle Stykker” og ”nogen” betyder ”en eller anden” eller ”nogen som helst”. Følgende eksempel viser, at betydningen er afgørende: Spørgsmål: ”var der nogen?” og Svar: ”Ja, der var nogen.” eller ”Ja, der var nogle” I det først svar siges, at der var en eller anden, og det er ubestemt, om det var en eller flere. I den anden sætning siges, at der var nogle stykker.
Der kan måske også opstilles en mere abstrakt hjælperegel. I nægtende, spørgende eller hypotetiske sætninger, bruges altid ”nogen”. ”Der er ikke nogen” eller ”er der nogen” eller ”hvis der er nogen”.
Nu ringer klokken. Der er frikvarter.
