Tænk at læse et værk skrevet for over 2000 år siden, som i de fleste afsnit er så frisk og aktuelt, som hvis det var skrevet i går. Så svaret på spørgsmålet er ubetinget: ja! Kun den del, der angår tragedien, er bevaret. Mange af den græsk/romerske kulturs værker er gået tabt i middelalderens åndsmærke. Vi må glæde os over det, der er tilbage. Poetikken er kommet i ny oversættelse og med omfattende og nyttige noter.
Fascinationen ved teksten er, at vi egentlig kender det hele allerede, for hans tanker om den gode tragedie er afspejlet i litteraturen fra renæssancen og op til i dag. Der er således ikke noget overraskende i indholdet. Det overraskende er, at det står beskrevet så klart og præcist i så gammel en tekst.
Hans analyse af tragedien kan uden vanskelighed overføres til romaner og film. Aristoteles’ anvisning på den gode tragedie er reelt en anvisning på en velfungerende fortællestruktur.
En tragedie skal have en begyndelse, en midte og en slutning, skriver Aristoteles. Der er ikke noget før begyndelsen, og der er ikke noget efter slutningen, og handlingen må ikke være længere, end man kan rumme den som en helhed. Allerede der falder alle de moderne TV-serier igennem.
Hvis noget af teksten ikke kan fjernes, uden at det ændrer indholdet, er det væsentligt, og omvendt må man slutte, at alt, hvad der ikke består den prøve, skal det væk. Murakamis bøger ville blive ganske tynde efter den kur.
Plottet skal ikke være sandt, men sandsynligt. Helten skal ikke være entydigt god eller ond. Men noget der imellem. Handling og helt skal være noget som alle kan identificere sig med. Hans skæbne skal fremkalde gyset, som navnlig fremkaldes ved det peripetiske punkt. Det er der, hvor helten – måske uafvidende – træffer et skæbnesvangert valg. Det er der, hvor hans skæbne besegles. Vejen mod afgrunden følger derfra med ubønhørlig logik. Gyset ved det peripetiske punkt fremkaldes af identifikationen: Det kunne have været mig.
Virkningen af tragedien er katharsis. Det siger Aristoteles ikke noget særligt om i det værk, og det har været diskuteret lige siden, hvad han mener. Katharsis betyder renselse. Det skal måske forstås helt bogstaveligt. Det er foreslået, at det er noget som kan sammenlignes med den lettelse, man føler efter et vellykket toiletbesøg. Et obskønt, men ganske rammende billede.
Men hvorfor fremkalder en tragedien en følelse af katharsis? Det siger han ikke noget om. Man kan i virkeligheden stille spørgsmålet på en anden måde: Hvorfor ser og læser vi overhovedet tragedier? Det ender jo sørgeligt. Hvad vil vi med det? Hvad føler vi?
Oprindelig blev tragedier opført som led i en religiøs fest, og man kan derfor spørge, hvilken funktion, det kan have haft der. Det vides vist ikke. Efter min helt ukyndige opfattelse – som, hvis den er rigtig, næppe er original – må det have stået i forbindelse de græske begreber hybris og nemesis. Overmod står for fald, som vi siger. Katharsis består da i tankerækken: Det kunne have været mig; men godt det ikke var mig. Jeg må hellere vare mig for overmod. Det er en advarsel mod hybris. Det minder lidt om det, vi ved om slaven, der stod ved siden af den romerske feltherre, der kørte i triumftog gennem Rom efter en spektakulær sejr: Slaven stod der ved siden af feltherren, og hans opgave var at sige: ”Husk, du er et menneske!” (Mange mennesker med infantil selvglæde kunne i dag have brug for sådan en slave.)
Det er – måske desværre – ikke en del af vores tankeverden at tro på hybris og nemesis. Siden kristendommen overtog herredømmet, har de ideer været pløjet ned og erstattet af forestillinger om synd, soning og nåde. Sådan kan Dostojevskij Raskolnikov læses. Men hvordan fungerer tragedien i dag? Nutidens tragedier foregår som sagt ikke mindst på film. Det er hverken forestillingen om hybris og nemesis eller synd og soning, der præger dem. Elementerne er ellers de samme som i den klassiske tragedie med en overskuelig handling, en begyndelse, en midte og en slutning. Identifikationen er på plads i plottet og persontegningen. Der er også et peripetisk punkt, hvorefter den ulykkelige slutning synes uundgåelig.
Det er eminente instruktører, der har skabt de moderne tragedier som f.eks Andrej Zvyagintsef, der skærer sine dramaer knivskarpt (The return, The banishment, Elene, Leviathan og Loveless – de to sidste kan ses på filmstriben). Hitchcock, Zhang Yimou (Under den røde lygte). Michael Haneke, Bertoluci (Under himlens dække) kunne også nævnes. Og mange flere. Det centrale er det fatale valg eller den fatale hændelse, som får skæbnesvangre følger.
Men hvori består katharsis for os efter de film? Hvad er det, vi føler, når vi forlader biografen? Min fornemmelse er, at det er indignation over en uretfærdig skæbne, måske ligefrem vrede, hvis der er et socialt eller historisk element. Vi fyldes af en følelse af godhed, fordi vi har sympati med offeret, hvad enten det er de film eller de døende i Aïda eller Romeo og Julie eller Madame Bovary. Vi kan lide at spejle os i de – gode – værdier, som kunstneren forfægter. Vi bliver bekræftet som sympatiske og gode mennesker, der forlader tilskuerpladserne med smukke og gode idealer, hvad enten kampen drejer sig om frihed, social retfærdighed eller ulykkelig kærlighed. Alle kender den forstyrrende fornemmelse, når lyset tændes i biografen. Skuespillet er slut, netop som man har nået dette punkt, hvor man er løftet af idealerne. Så bærer man sine følelser forsigtigt – som en bakke med modne jordbær, der ikke tåler stød – ud i den støjende verden udenfor og måske tager man en øl på en beværtning i nærheden, og pakker de ideer og følelser ud, der blev tændt af filmen eller lader dem blot simre stille i sit indre. Det er en oplevelse af ophøjede værdier, som ellers sander til i hverdagens almindeligheder. Det er en renselse for småligheden og hverdagens petitesser. Det er vel nutidens katharsis.
