Ofte er det en bogs omslag, der frister til at læse den. Det gælder i høj grad Julian Preislers sidste digtsamling, der har et maleri af Cranach som motiv. Den nøgne Eva med æble og slange og det hele. Og hun frister virkelig. Det sært foldede omslag rummer yderligere hemmeligheder, som ikke skal afsløres her. Farven og papiret er perfekt, som udgivelser fra Forlaget Vandkunsten altid er minutiøst perfekte. Også når man lukker yderligere op og ser på layout og sats.
Hvad man bliver lokket til, er en tekst fuld af sanselig og sfærisk kærlighed. En kvindes følelser for en mand. Meget lige på og alligevel sart. Teksterne emmer af begær og betagelse. Eller måske er det mere retfærdigt at kalde det kærlighed. Ikke som længsel efter noget, der skal komme eller sorg over tabet af noget, der var. Det er den levede kærlighed i lange stræk. Helt almindelig og alligevel ophøjet. Ingen falbelader. Ukompliceret og intens. Som noget, der godt kunne være i et ægteskab. Følelser, der i øjeblikke, pludselig bliver stærke. Alle mænd vil synes, det er vidunderligt at blive elsket sådan.
Bogen er dediceret ”Til en højtelsket”. Det er svært ikke at se en parallel til Christian Winthers dedikation ”Til een”, som helt klart angik adskillige kvinder, som hver især kunne hævde at være denne ene, og sådan kan Juliane Preislers digte udmærket læses. Der er både ung og moden kærlighed.
Rytmen er fast og naturlig. De må være gode at læse højt. Ordene ligger godt i munden – og i øret og hjernen, og hvor det nu lander, når det lejrer sig. Billederne er overraskende og ligetil og giver associationer, som man bliver glad for, som pludselige stød af endorfin. Det hele læste jeg i et stræk ude af stand til at lægge den fra mig. Jeg har ikke før oplevet, at en digtsamling på den måde lokker mig fra side til side, helt forført.
Det gode ved en digtsamling i modsætning til en roman er, at den uden vanskelighed kan læses forfra igen, når man er nået til enden. Ligesom god musik. Det bliver bedre ved hver læsning.
Jeg vil gerne komme med et citat. Det gør man også i anmeldelser. Men det har slået mig, hvor meget et citat mister tiltrækning, når det tages ud af sammenhængen. En buket af blomster kan være meget køn, men tager man en enkelt ud, syner den ikke af meget. De hører sammen. Men med det forbehold prøver jeg alligevel:
Han ville klæde hende
i lysegrønt, han ville
strø tulipaner for
hendes fødder
Han ville spille klaver
åh klaver,
så langt ind i hende
som han kunne komme
