Professor Ole Wæver er i en artikel i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift blevet beskyldt for racisme, fordi hans teori om ”sikkerhedsliggørelse” angiveligt er ”metodologisk hvid” og ”antisort”. Han beskriver artiklen som uhørt videnskabeligt uholdbar. Han opfatter sig selv som antiracist og venstreorienteret, men har alligevel tøvet med at tage til genmæle, fordi han derved kan levere ammunition til højrefløjen. Han er reelt skakmat. (Information 23. maj 2020) Den magtesløshed, han har givet udtryk for i anledning af beskyldningen om racisme, og den præcision, hvormed han beskriver det, gør det nærliggende at opkalde fænomenet efter ham. For der er andre varianter af det, hvor de samme mekanismer gør sig gældende:
Hvis man kritiserer antiracismen, er man racist.
Hvis man kritiserer identitetspolitikken, er man krænker.
Hvis man kritiserer feminismen, er man mandschauvinist
Hvis man kritiserer #MeToo er man voldtægtstilhænger.
Fænomenet har også fandtes tidligere. De følgende eksempler har haft større eller mindre gyldighed til forskellige tider:
Hvis man kritiserer USA, er man kommunist (før Trump)
Hvis man forsvarer Rusland, tilhører man den yderste højrefløj.
Hvis man kritiserer marxismen, er man revisionist eller – endnu værre – borgerlig. (70-erne)
For fanatikere er alle, der ikke er villige til at gå til den yderste grænse, frafalde, forrædere, fjender. Den der insisterer på nuancer, er suspekt og farlig. Fænomenet får mange til at holde mund. Risikoen for at ende i en smædekampagne er simpelt hen for stor. Man får valget mellem at gå bodsgang eller kaste sig uforbeholdent i armene på de fanatiske modstandere – hvis de findes.
Historien giver mange eksempler på disse ideologiske korstogsriddere. Jeg nævner ingen eksempler, for enten er de ukontroversielle og dermed uinteressante, fordi alle i dag bedømmer dem på samme måde, eller også er de meget omstridte og placerer mig dermed lige midt i Ole Wævers dilemma.
