Der er oplevelser, der sætter sig fast i erindringen på grund af deres iboende absurditet, eller fordi de fortæller en hel masse med næsten ingen ord. Jeg henvendte mig i Politikens boghandel med et ønske. Murakami Trækopfuglens Krønike. Den havde været fremme længe, uden at jeg havde følt trang til at læse den. Men flere havde fremhævet den. Nu skal det nævnes, at Politikens Boghandel også har en del bøger på engelsk. En ung intelligent pige, der stod bag den runde skranke, hørte mit ønske og skulle til at gå efter den på reolen, da hun øjensynlig fik en indskydelse:
”Vil du have den på engelsk?” Jeg måbede. Spørgsmålet, der sådan set var ganske enkelt, forvirrede mig, fordi det udløste en overvejelse om, hvad der lå bag det spørgsmål. Det var ikke nogen særlig klar tankerække, men blandt de muligheder, der dukkede op, valgte jeg at formulere den mest sandsynlige i et spørgsmål:
”Er den danske udgave oversat fra engelsk og ikke direkte fra japansk?” Hun så efter i det danske eksemplar, hun nu havde fundet.
”Nej, den er oversat fra japansk.” I et forsøg på at efterspore logikken i det spørgsmål, hun havde stillet, fulgte jeg op med det næste spørgsmål, som forekom mig naturligt i rækken af logiske muligheder:
”Er den danske oversættelse dårlig?” Som om mit spørgsmål ikke havde relation til det forslag, hun havde stillet, sagde hun lidt overrasket:
”Nej, det tror jeg ikke..” Jeg havde nu valget mellem at udforske baggrunden for hendes spørgsmål eller at afslutte købet. Jeg havde besluttet mig for den danske. Jeg valgte bare at komme videre. Hun var sød, og jeg ville ikke genere hende, men spørgsmålet blev siddende og ville ikke give slip. Jeg var kommet ind i butikken og havde henvendt mig på dansk, som jeg taler med en akcent, som en sprogforsker betegnede som nordkøbenhavnsk højsociolekt. Hvad fik hende til at foreslå en engelsk udgave? At jeg ville forbedre mit engelsk og lægge større vægt på denne træning end det litterære udbytte. At jeg lignede en, der taler engelsk fuldstændig perfekt? At hun ville gøre opmærksom på deres udvalg af engelsksprogede bøger? At hun – og boghandlen måske – regnede med, at jeg og andre kunder snobber så meget for engelsk, at jeg ville synes, det var mere præstigeskabende at læse og at vise, at jeg læste den på engelsk?
En anden oplevelse havde et tilsvarende element. Jeg var til en konference sammen med en advokat fra Irland. Deirdre hed hun. Hun brugte lang tid på at lære mig, hvordan det skal udtales. Det var sjovt, og hun var sød. Vores konversation foregik på engelsk. Så spurgte jeg hende, om hun talte gælisk. Hun fnøs, og svarede nærmest vredt:
”Nej!”
Men hvorfor så foragteligt?
Jeg havde engang først i 80-erne en fogedsag, hvor jeg for min chef repræsenterede en virksomhed, der havde registreret varemærket Stonewashed for cowboybukser. Det var på det tidspunkt meget moderne at sælge cowboybukser, der efter fremstillingen, blev lagt i en vaskemaskine med småsten, så de fik et slidt og afbleget udseende. Klienten ønskede, at jeg forfulgte en konkurrent, som solgte sine bukser af den art under betegnelsen stonewashed. Det var ikke en sag, jeg havde meget hjerte i, men jeg begærede fogedforbud mod konkurrentens brug af dette mærke. Modpartens elegante kvindelige advokat argumenterede for, at betegnelsen var beskrivelse af en fremstillingsmåde og derfor ikke kunne beskyttes af et varemærke, hvilket var et godt argument, men jeg prøvede:
”Men man kunne jo kalde det stenvasket.” Hun svarede prompte:
”Det er jo bondsk!” Hun vandt sagen, og det var velbegrundet. Det kom ikke som noget chok, men hendes spontane argument chokerede mig.
Jeg husker en disputats, som jeg læste for mange år siden om det slesvigske spørgsmål 1850-53 af Engberg Petersen. Det slesvigske spørgsmål er for historikere et uudtømmeligt emne. En lille passage handlede om sprogskiftet og havde en fin iagttagelse. Området Angel var et af de områder, hvor sproget senest var skiftet fra dansk til tysk, og det blev beskrevet, hvordan almuen stædigt insisterede på at tale tysk, selvom deres tysk var væsentlig dårligere end deres dansk.
Og så en sidste iagttagelse. Jeg var for nylig til et foredrag om bæredygtig industri. En kvindelig foredragsholder talte meget alvorligt om forskellige dristige projekter inden for bæredygtig industri. Hun talte et rædsomt dansk med en overflod af fuldstændig overflødige engelske ord. Hun irriterede mig en hel del, indtil hun på et tidspunkt talte om konservering af frugt og flere gange kaldte det præservativer. Ingen fortrak en mine, men bagefter spurgte jeg en af de andre tilhørere, om han havde bemærket det. Det havde han og kluklo.
Jeg forestiller mig undertiden, at jeg demonstrativt fylder mit sprog med franske og tyske ord og vendinger. Mit problem er, at ingen vil forstå ironien, men tage det som udtryk for, at jeg vil vigte mig med mit kendskab til disse sprog.
Jeg ser for mig, at dansk ender som gælisk. Som et sprogligt frilandsmuseum.
