Hvis man ikke skulle læse Boccaccios Dekameron nu, hvornår så? Rammefortællingen foregår under en pestepidemi i Firenze engang i 1300-årene, hvor syv kvinder og tre mænd tager i frivillig isolation på et gods i omegnen og fordriver tiden med at fortælle historier. Et hundrede i alt. Rammefortællingen er interessant fordi den beskriver den stigende følelse af magtesløshed over for epidemien, uanset hvad de gør for at undgå den. Mange kaster sig ud i tøjlesløst levned, når det hele nu alligevel kan være det samme. Her kan man se en interessant parallel til J.P. Jacobsens novelle Pesten i Bergamo, som beskriver en tilsvarende udvikling. I modsætning til Dekameron er novellen ret dyster og ubehagelig aktuel, fordi coronavirussen har ramt Bergamo så hårdt.
Dekameron er netop kommet i ny oversættelse, som entydigt er rost af anmelderne, så den er nem at få fat i. Jeg havde et ulæst eksemplar på hylden fra 1942 oversat af S. Prahl. Stavningen er naturligvis fra før reformen fra 1948. Det er ikke nogen stor hindring. Sproget har patina, men det er jo også gamle historier. Sætningerne er undertiden kringlede. Det giver fortællingen et vist fornemt præg, og læsningen bliver adstadig. Det er den simpelthen nødt til. Der er også ord og udtryk, som overrasker en nutidig læser. ”Mod i hu” i betydningen ”bedrøvet” var jeg ikke stødt på før. Eller at blive ”forslået til et sted” i betydningen ”drive bort fra den rigtige retning til det sted”. Det var let at forstå betydningen fra sammenhængen, men jeg slog alligevel op i min yndlingsordbog ”Ordbog over det danske Sprog”, som af sprogfolk nedladende betegnes som forældet. Det er vel også rigtig, hvis spørgsmålet er, hvordan ”man” skriver og taler i dag. Men den er uundværlig, hvis man vil læse ældre tekster – H.C. Andersen f.eks. Den har alle ord, der er brugt siden 1683 – det år, hvor Danske Lov kom. Omkring 200.000 i alt. Ordbog over det danske sprog kom først fra 1920-erne til 1950-erne i en fin udgave på kraftigt papir og i guldtrykte læderbind. Så kom den i en lidt mere beskeden udgave vistnok omkring 80-erne, og nu kan man få den som app ganske gratis. Den er lidt besværlig at bruge ordbogen – ikke app’en), indtil man lige finder ud af systemet.
Tilbage til Dekameron. Der er også tyvekoster. Forstået sådan at pludselig ser man, hvorfra senere forfattere har fået deres inspiration. Men der er vel ikke noget nyt i, at litteraturen og kunsten i det hele taget er et langt tyvetogt. Vores egen H.C. Andersen tyvstjal sin Kejserens nye Klæder fra den tyske Uglspil eller som bogen hedder på tysk Till Eulenspiegel. Men han genfortalte den på sin egen gode måde.
Historierne i Dekameron er hyggelige, fornøjelige, men ville nok ikke fastholde mig, hvis ikke det lige var det med den karantæne.
