Jeg vender tilbage til Christioph Hein. Efter En fremmed Ven læste jeg Horns Endeligt, der handler om Østtysklands uforsonlige forfølgelse af afvigeren. Lavmælt men skarpt fortalt gennem munden på den lille bys forskellige borgere hører vi historien om hans uafvendelige skæbne. Han udgav den uden at forelægge den for censuren først, hvilket var uhørt og krævede mod også af forlæggeren. Men de slap godt fra det. Efter den læste jeg Erobring, der handler om de fordrevne fra Schlesien og Pommern. Efter krigen flyttede Sovjetunionen som bekendt Polens grænser mod vest, så disse tyske områder blev polske. Indbyggerne blev uden videre fordrevet mod vest. Sovjetunionen tog sig betalt for denne gave til Polen ved også at flytte sin egen grænse mod vest og indlemme et passende område af Polen. Scenen i bogen er den samme lille by i DDR og beskriver uviljen, ja hadet mod tilflytterne, som de kaldes, som hånes og forfølges, og som ingen vil have noget at gøre med. De er fremmede. Det var nyt for mig, at de blev mødt af så megen uvilje, men det svarer til behandlingen af pieds noirs i Frankrig. Den var den million franskmænd, der blev fordrevet fra Algier i 1962, som heller ingen ville have noget at gøre med. Bogen trækker – måske lidt for eksplicit en parallel til behandlingen af flygtninge i dag. Den er lidt løsere komponeret end de foregående, og den er mere direkte i sin kritik af regimet, hvilket er nemt at forstå, da den er udgivet efter murens fald. Det gør den på en måde mindre spændende eller mindre intens, men samtidig giver det måske et bedre billede af tiden. Og så samtidig alligevel ikke, fordi forholdene ikke ville kunne beskrives med det sprog, før muren faldt.
Sproget er i øvrigt et kapitel for sig. Det er tre forskellige oversættere og der er 20 år mellem den første og den sidste. Man ser et skred i den danske grammatik. I En fremmed Ven bruges konsekvent nominativ i det personlige pronomen ved sammenligninger. ”Han er hurtigere end jeg.” Jeg har aldrig kunnet forlige mig med akkusativ: ”Han er bedre end mig”. Hvorfor akkusativ? Tænk manden, der siger til sin kone: ”Jeg kan bedre lide hende end dig.” Han fortjener en på skrinet. Men hvis han siger: ”Jeg kan bedre lide hende end du.” bliver hun næppe fornærmet. I Horns Endeligt sniger denne akkusativ sig ind og i Erobring endnu mere. Men sjovt nok ikke konsekvent. Oversættere er gode sprogbrugere, selvom Erobring tyder på, at Gyldendal har sænket oversætterhonorarerne betydeligt. Det bærer præg af et vist hastværk. Der er dog stadig styr på forskellen mellem ”nogle” og ”nogen”, som ellers begynder at slingre slemt i dagspressen. Men når oversættere ikke kan hitte rede i brugen af nominativ og akkusativ, peger pilen på fravær af grammatik i dansk i folkeskolen. Er det nyt for nogen?
Min mor lærte mig, at hvis der er underforstået et verbum, så skal det være nominativ. Altså: ”Jeg kan bedre lide hende end du (kan).” Det er en sammenligning mellem hvor meget du og din kone kan lide samme tredje person. Hvis man skriver: ”jeg kan bedre lide hende end dig”, må det betyde, at du foretrækker hende frem for din kone, og det er i bedste fald meget sårende at sige.
Den med ”nogle” og ”nogen” tager vi en anden gang.
