Mange har set filmen ”Das Leben der Anderen” eller ”De andres liv” af von Donnersmarck. Få ved, at forbilledet til forfatterpersonen var Christoph Hein. Oprindelig var der meningen, at det skulle fremgå, men Christoph Hein afbrød samarbejdet og nægtede sin tilladelse. Han syntes, resultatet mere afspejlede Vestens forestilling om Østtyskland end sådan som det var. Han mente, han burde vide det. I hvert fald afspejlede den ikke hans liv, da han var så kendt, at han reelt var urørlig. Derfor var filmens billede ikke rigtigt. Måske lidt overraskende, at en romanforfatter nægter at slippe fantasien løs.
Det vakte min nysgerrighed efter at lære Christoph Hein at kende. Jeg fandt uden vanskelighed hans bøger antikvarisk. Han læses øjensynlig ikke mere. Det var navnlig bøgerne skrevet før muren faldt, jeg ville læse. Der ville jeg måske få et indtryk af hans Østtyskland. ”En fremmed ven” hedder den ældste. Eksemplaret var uopsprættet. Det oplever en nutidig bogkøber ikke. Det var som at gentage ungdommens læseoplevelse og navnlig min fars undervisning i, hvordan man går til sagen. Man begynder bagfra. Bogen bliver lidt skæv, men det bliver den også, når man læser den, men hvis man begynder opsprætningen bagfra, udlignes det af læsningen, som de fleste af os foretager forfra. Det er en dødssynd at sprætte mens man læser. Så bliver bogen virkelig – man kan sige dobbelt – skæv. Papirkniven må ikke være for skarp, for så skærer den ind i siden. Halvdelen af arket skal kun sprættes for oven, den anden halvdel også på siden. To gange for hvert ark skal kniven stikkes ind forneden mellem bladene. Det går fremad, men det går langsomt. Endelig er man fremme ved titelbladet. Så kan læsningen begynde.
Bogens overraskende greb er, at jeg-personen er en kvinde. Var det gået i dag? Jeg mener med vores identitetspolitik. Men det er overbevisende, forekommer det mig. I beskrivelsen af forholdet mellem kønnene, er der fine og ikke særlig flatterende iagttagelser af mænds adfærd.
Man kan læse bogen på flere måder. En læsning kan være, hvordan et svigt i ungdommen skaber et livslangt traume. En anden er en beskrivelse af systemets invaliderende virkning på den enkelte. Men hovedpersonen er beskrevet så overbevisende, at den også bliver et forsvar for hendes valg. De indre spøgelser, som antydes, holdes i ave. Persontegningen bliver meget aktuel ved sin klare afstandtagen fra tidens tendens til at grave fortiden frem og gøre den ansvarlig for det, der ikke er, som vi ønsker. Evnen til fortrængning er en livsbetingelse. Man føler sympati med dette menneske, som gerne vil undgå omgivelsernes påtrængende interesse og indblanding. Balancen i denne dobbelthed mellem på den ene side mennesket som produkt af sit ophav og omgivelser og på den anden side skæbnen bestemt af den frie vilje gør bogen sært vedkommende. Det er et kvinde af kød og blod, der betror sig til os. Vi er hendes fortrolige, selvom hun ikke betror sig til nogen. Jeg –formen er ikke tænkt som en tale henvendt til læseren. Det er heller ikke dagbogsblade. Vi er snarere placeret inde i hendes hoved. I overjegets udsatte position.
En anden iagttagelse er, at beskrivelsen af dagligdagen i DDR er netop så dagligdags, som dagligdage er og meget langt fra den dramatik som præger filmen ”Das Leben der Anderen”, selvom ensretningen antydes og spiller en rolle. Men adskiller den ensretning sig markant fra den, vi selv kender, når jordskredsagtige holdningsstrømme gør al modsigelse suspekt?
En pointe i relation til filmen handler om den skuespiller Ulrich Mühe, der har rollen som politiagenten Gerd Wiesler, der aflytter forfatteren. Efter murens fald beskyldte han – offentligt – sin kone for at have udspioneret ham som agent for Stasi. Dagbladene gjorde plads til en længere polemik imellem dem. Det var forbitret og endte i et retsopgør, så måske er filmen mere sand, end Christoph Hein vil være ved.
