Kiggede man på filmudbuddet på DR-kanalerne i juledagene, skulle man tro, at engelsk var vores modersmål og at Danmark var den 51. stat i USA. Efter at DR K er forsvundet, bliver det nok endnu værre. Det er lidt mærkeligt, at de offentlige kanaler mener at de skal sende det samme som de kommercielle. Hvad er så ideen med at være uafhængig af kommercielle interesser? Hvis de sender det samme er de jo indirekte afhængige af de kommercielle, der definerer banen. Så kan man lige så godt se de kommercielle.
Når jeg trykker på knappen på apparatet, er det i håbet om at blive beriget kunstnerisk eller kulturelt. En russisk eller iransk film giver mig en fornemmelse af, hvordan russere tænker. Mere end jeg ville kunne få ved at rejse i landet. Jeg kan jo ikke sproget og ville ikke få samtaler med den dybde, som en spillefilm giver.
Jeg undgår amerikanske film af to grunde. Dels bliver vi i forvejen tæppebombet med amerikansk kultur, så jeg derfor ikke beriges med ny indsigt. Dels er de meget ens i fortællingen. De følger faste mønstre, som understøttes af filmindustriens faste genreinddeling. Selvom der naturligvis er fremragende undtagelser fra denne generalisering, så er det næppe overdrevet at sige, at hvis man udelukkende ser en amerikansk film, bliver man ikke særlig beriget. Det ville man heller ikke blive, hvis man så tilsvarende film fra et andet vilkårligt land være sig Danmark, Rusland eller Frankrig.
DR og den socialdemokratiske regering, der våger over dem, vil sikkert hævde, at de laver TV for folket. Men hvad så med os andre, der trods statsborgerskab øjensynlig ikke er folket? Hvem laver TV for os, der tilhører en minoritet? De kommercielle kanaler gør i hvert fald ikke. Alle konkurrerer – af forskellige grunde – om at tilfredsstille folket.
Dette folk, som i stigende grad misbruges af politikere til at legitimere sig over for politiske modstandere. Resten – de der ikke er folket – er altså en minoritet, hvis behov ingen føler sig forpligtet til at tilgodese. Det er jo en interessant overvejelse i en tid, hvor man bestræber sig på ikke at diskriminere minoriteter, såsom sorte, handikappede og folk, der ikke er heteroseksuelle osv. Tilhører de folket, selvom de er en minoritet?
Nu ved jeg jo godt, at jeg leger med ordene, og at politikernes modsætning til folket er eliten. Det er i dag et adelsmærke at være anti-elitær. Det rejser så det naturlige spørgsmål: hvad er eliten? Det mest oplagte svar må vel være, at det er medlemmerne af folketinget og regeringen. Men her vil de politikere, der hævder at repræsentere folket, insistere på, at de ikke tilhører eliten, hvilket som ofte påpeget er grænseløst hyklerisk. De vil i stedet hævde, at de i særlig grad forstår folket og giver stemme til dem, der ikke selv kan formulere sig over for eliten. Det er naturligvis en gåde, hvordan man kan vide, at man repræsenterer folket. Man kommer ind i tankegange, som minder om den marxistiske fremmedgørelse, hvor man kan hævde at føre en politik til fordel for dem, som ikke selv ved, hvad de ønsker. Den går naturligvis ikke i et demokrati. I stedet bliver øvelsen at påberåbe sig folket under henvisning til almindeligheder og helst så stilsikkert, at man rammer et flertal. Når tonen er fundet, hvad enten det er udsatte børn eller indvandrere, så spilles den på alle strenge, så den hele tiden favner et flertal. Der er ikke i sig selv noget overraskende eller nyt i at formulere politik på den måde. Det ubehagelige er at gøre det i folkets navn. I modsætning til klassekampens dage er det ikke interessepolitik, det er vulgær magtpolitik, som i sin værste form udarter til flertalsdiktatur.
Kernen i henvisningen til folket er nemlig, at eliten er dem, der er uenige med dem, der repræsenterer folket, og denne uenighed viser, at de ikke tilhører folket. De beskyldes ofte for at varetage deres egne interesser uden hensyn til netop folket. Det er ikke meget forskelligt fra folkerepræsentanternes ønske om at varetage folkets interesser uden hensyn til eliten. Konsekvensen er imidlertid, at hvis folkets repræsentanter har politisk flertal, bliver eliten en minoritet, som det er legitimt at diskriminere. Der er simpelt hen ikke nogen grund til at tage hensyn til dem, fordi de ikke står bag det regerende flertal. Det er så det, der sker, når DR K nedlægges, for den ses jo kun af eliten, som groft sagt kan karakteriseres som dem, der ser andet end amerikanske film. (De ser sikkert heller ikke fodbold; hvor herre bevares)
Det var en udvikling der har været på vej længe. Forrige fase var, da DR K viste de ikke-amerikanske film efter kl. tolv om natten. Om det var fordi man regnede med, at eliten vendte op og ned på døgnet, ved jeg ikke. Nu kan den imidlertid vende tilbage til normal døgnrytme. Der ikke længere nogen grund til at tænde for apparatet.
