Gretha Thunberg er inviteret til at tale i den franske Nationalforsamling. Det er nærliggende at sammenligne hende med Jeanne d’Arc. Alderen har de til fælles, ildhuen og frimodigheden. Lederen i Le Figaro den 23.7. skar tænder. Denne blonde pige fra mønsterlandet Sverrig, der kommer med tog til Paris. Hun taler til statsledere, som nærmest bøjer i støvet sig for hende. Men hvorfor kun i Vesten, spørger lederen. Hvorfor taler hun ikke i Kina eller Indien, som forurener meget mere end Vesten? Løsninger har hun jo heller ikke. Selv videnskabsfolk ser mange problemer og modsigelser i klimaspørgsmålet. Sådan afmonterer avisen Greta Thunbergs relevans, og avisen noterer med tilfredshed, at flere deputerede har besluttet at udeblive. Hvor interessant. Det er den nye tendens. Nu, hvor det ikke længere er muligt at fornægte klimaforandringerne, er reaktionen, at man alligevel ikke kan gøre noget ved dem. Resultatet er det samme: man behøver ikke at gøre noget. Après nous le déluge, som Ludvig XV sagde. Men netop den holdning viser Greta Thunbergs berettigelse. For når de mener, at man alligevel ikke kan gøre noget, må man underforstå: uden at det går ud over økonomien, og den er ingen villige til at sætte i pant. Og det valg træffer vi på næste generations bekostning. Det er netop det, hun protesterer imod.
