Jeg er dybt fascineret af sprogprofessorer. En af dem indførte et nyt komma. Det udløste en babylonisk strid. Sprogfolk stredes med hinanden i flere år, men han stod fast. Jeg forestiller mig, at der kommer til at stå på hans gravsten: ”Han opfandt det nye komma”. Mennesker, der har fået en akademisk uddannelse og har beskæftiget sig med sprog hele livet, skrevet disputats og undervist næste generation, beslutter på et tidspunkt at vi deres liv til kommaet. Det går hen over hovedet på os andre, der rynker panden over udviklingen i USA eller Syrien, hvorfor kommaet er blevet så vigtigt, men det skyldes, at vi er lægfolk uden sans for storheden i dette projekt. Efter anden verdenskrig oplevede vi en lige så vigtig begivenhed, da mennesker rundet af den samme muld afskaffede de store bogstaver i navneord og indførte bolle-å. Hvor havde vi været i dag, hvis det ikke var sket. Vi bør være taknemmelige. Det er vist de samme mennesker, der udgiver retskrivningsordbogen, hvor de holder os vågne ved løbende at ændre stavningen af velkendte ord. Deres iver er så meget mere forbløffende, som stavningen ikke svarede til vores udtale før ændringen og heller ikke gør det efter. Vi er hånlige over for nordmændene, som synes, der skal være overensstemmelse mellem stavning og udtale. Svenskerne, tyskerne og franskmændene har samme mærkelige opfattelse.
De samme mennesker interesserer sig af en eller anden grund ikke for at opstille regler for grammatik eller betydningsglidning af vores ordskat. Der indtager de botanikerens kontemplative rolle. Personlig lider jeg af en platonisk kærlighed til det danske sprog, selvom jeg erkender, at det ikke har andre fortrin, end at det er mit. Jeg gør, hvad jeg kan for at pleje det ud fra Stendhals devise ”Jurister er sprogets ingeniører.” Han læste hver dag et kapitel af Code Civile. Men jeg opfatter min kærlighed som en lastefuld trang, der bør tilfredsstilles i det skjulte. Den er om ikke pinlig så i hvert fald latterlig. Derfor søger jeg i det dulgte ligesindede og forsikrer mig om deres tilsvarende tilbøjelighed, inden jeg betror mig. Der var en person på radioavisen, der holdt journalisterne i ørerne, når de formulerede sig. Da han døde, var det, som da den sidste urokse opgav ånden i 1600-årene. En af skabningens stor undere var for evigt forsvundet. Jeg morede mig engang ved at konstatere, at man i en af erhvervslivets mest hæderkronede publikationer, nemlig A.P. Møllers årsrapport, ikke kunne finde ud af sammensatte ord. Det var ikke et bevidst valg. Det samme ord blev nemlig skiftevis skrevet i et og i to ord. Det var i hr. Møllers levetid, hvor intet var overladt til tilfældighederne. Jeg nævner det kun, fordi niveauet i den publikation dengang lå langt over standarden for erhvervslivets brug af det danske sprog.
De samme mennesker som ikke ofrer sprogets rette brug særlig stor opmærksomhed – og her bliver det interessant – vil give deres ene arm for at formulere sig korrekt på engelsk. Det er naturligvis prisværdigt. Men hvorfor ikke stille samme krav til det danske.
Jeg vil undlade at komme med eksempler på de sprogblomster, som uden blusel faldbydes, og som har samme skønhed som afkommet af forskellige hunderacer, der finder sammen i et gadekryds. Det får uvægerligt et præg af sur gammel mand, og dem bliver der med den stigende levealder flere og flere af. Vi har hver især vores idiosynkrasier præget af større eller mindre pedanteri. De er sjældent interessant, for sproget er trods alt mangfoldigt, og man bør sondre mellem kreative nyskabelser og regulær degeneration. Jeg vil indskrænke mig til at undres over, at ingen føler autoritet til at hævde, at noget er mere rigtigt end andet. Politikere opstiller regler for, hvilken litteratur børnene skal læse i skolen. Kommaprofessorerne bestemmer hvordan ordene skal staves, og hvor kommaet skal stå. Men det regelsæt, der styrer syntaks og bøjning er som en ager, der er sprunget i skov. Kommaprofessorerne skriver lærde bøger om grammatikkens utæmmede liv. For et par år siden kom et sådant værk i tre tykke bind. Men de slår korsets tegn for sig ved tanken om at foreskrive, hvordan den bør være. Kun over kommaer og stavning er de diktatorer.
De har naturligvis en forklaring, som gentages igen og igen: ”Sprogets udvikling kan man ikke standse.” De henviser til sproghistorien. Hvem kan i dag læse, hvad der står på runestenene. Jeg giver naturligvis op over for dette ultimative argument. Men jeg mener at vide, at der i andre lande udfoldes bestræbelser for at kultivere alle sider af sproget og gøre en del ud af at fastholde normerne både for syntaks og grammatik. Men jeg går stille med dørene. Det er en suspekt interesse på et område, som på ingen måde kan overlades til lægfolk.
