Morten Hesseldahl blev den nye direktør for Gyldendal. Han kom fra en direktørstilling for Det kgl. Teater, og pressen skrev, at ikke alene fulgte han alle krav om nedskæringer fra politikerne, han gjorde det med glæde.
Det kgl. Kapel – 8 musikere skulle fyres
Jeg kom til at tænke på en samtale med en musiker fra det kgl. Kapel, som fortalte om en sådan nedskæringsrunde. Hesseldahl valgte, at 8 musikere i kapellet skulle fyres. Der var dikteret sparerunde fra Moderniseringsstyrelsen. Kapellets talsmand prøvede at forklare, at de otte musikere ikke kunne undværes. Der var et mindstemål for, hvad der skulle til for at et orkester kunne fungere. Der var 104 musikere. Det kunne ikke være mindre. Det kgl. Kapel var trods alt Danmarks ældste orkester, som spillede på et meget højt kvalitetsniveau. Det syntes de, han skulle vide. Det kunne jo være, han ikke vidste det. Det gjorde imidlertid ikke indtryk. Kravet var 8 musikere. Det faldt musikerne lidt for brystet, at administrationen gik fri af disse nedskæringer, men der var ikke noget at gøre. Musikerne mødtes og talte om tingene.
Det kgl. Kapel tilbyder lønnedgang
På en mærkelig måde satte de deres kunst over sig selv. Det var ikke deres kollegers velfærd, de ville redde. Bevares, det ville de også gerne. Men de ville redde den kunst, de havde satset hele deres liv på. Et kapel. En institution. Noget højere end dem selv. Derfor besluttede de, at de alle gik ned i løn, så de otte musikere kunne blive. Utroligt at hundrede og fire musikere kunne enes om det. De gik til ledelsen og overbragte budskabet. Her afbrød jeg fortælleren: ”Det blev da afvist,” sagde jeg ret voldsomt. Noget så ydmygende for en leder af en kulturinstitution var da umuligt at sluge. En ordentlig leder ville søge efter andre løsninger, så fyringerne kunne undgås, eller sætte sin stilling ind på at forsvare sit personale. Intet anstændigt menneske ville løse et besparelsesproblem ved at lade de relativt lavtlønnede gå ned i løn og selv fortsætte med uændret løn. En kunstnerisk leder kunne da ikke skære i kunsten og lade administrationen være uberørt. Jeg var sikker på, at tilbuddet fra orkesteret måtte være blevet afvist. Jeg blev næsten helt tør i munden i min iver efter at forklare ham, hvordan fornuftig ledelse fungerer. Da jeg var færdig med min lange afbrydelse, fortsatte musikeren. Nej, jeg tog fejl, det blev accepteret. Problemet var løst. Hesseldahl forelagde aftalen for Moderniseringsstyrelsen til godkendelse og udtalte stolt til pressen, at han havde løst styrelsens krav om besparelser efter svære forhandlinger med personalet, der havde vist sig fleksibelt. Fleksibelt? Er en mand, der bliver kørt over af en damptromle også fleksibel?
Hvilken aura af skam, der må stå om den mand, hvor han end bevæger sig hen. Jeg forstår godt, at Carsten Jensen forlod Gyldendal, da det blev offentliggjort, at Hesseldahl skulle være direktør.
