Når man læser historien, får man undertiden perspektiv på nutidens forhold. Ting, som man tror ikke kan være anderledes, har tidligere rent faktisk været anderledes. Efter Første Verdenskrig lagde man grænser efter nationale skel. Det var mere retfærdigt. De gamle grænser, der var bestemt af fyrsternes sukces i krige blev sløjfet. Nu skulle folkene selv bestemme. Det lykkedes ikke helt, og det føltes netop som uretfærdigt. Nu opfattes disse grænser som så naturlige, at vi lukker dem med hængelås og stritter imod selv EU’s beskedne forsøg på at lette lidt på klinken.
Sådan har det ikke altid været. Går man 150 år tilbage, var der rundt om Middelhavet mange byer, hvor befolkningen var blandet. Kairo og Istanbul er gode eksempler. Begge steder var der en stor gruppe grækere, der levede fredeligt side om side med ægyptere og tyrkere. Det er noget, jeg er blevet opmærksom på lidt tilfældigt. Der var vist mange andre befolkningselementer. Vi har i forbindelse med balladen i Irak og Syrien hørt om kristne grupper, der efter mange års fredelige tilstedeværelse blev fordrevet. Nu har jeg ganske vist blandet etnicitet og religion lidt sammen.
Jøderne rundt omkring er et mere velkendt eksempel. Men netop fordi det ofte udløste forfølgelse, som til sidst eksploderede, opfattes det snarere som et bevis på, at nationalstaten er det normale. Den israelske historieprofessor Shlomo Sand underkastede begreberne nationalitet og etnicitet en interessant analyse i sin bog Comment le peuple juif fût inventé. Den er ikke oversat til dansk, men foreligger også på engelsk, hvor den må hedde noget i retning af: How the Jewish people was invented. Han konstaterer her, at nationalismen som knyttet til begrebet ”folk” opstod i Tyskland efter Napoleonskrigene. Tanken var, at det tyske folk var et fællesskab, der udsprang af samme etniske oprindelse. Der svarer godt til det indtryk, man får, når man læser bogen Tysk kulturhistorie efter 1648. I modsætning til denne etniske opfattelse af begrebet ”folk” stod den franske og engelske, hvor det at være franskmand eller englænder var knyttet til, at man boede på landets territorium. Senest så man det under afstemningen om uafhængighed for Skotland, hvor der f.eks. var en gruppe, der agiterede under betegnelsen ”Vietnamesere for et uafhængigt Skotland”.
Det er på den baggrund let at se, at det etniske nationalitetsbegreb har spredt sig som en sygdom, og det har spredt sig i en grad, så nogle finder det oprørende, at Egtvedpigen – dette ikoniske over tre tusinde år gamle moselig, der ligger på Nationalmuseet – måske stammer fra Schwartzwald, fordi det punkterer forestillingen om et etnisk dansk folk. Der er sågar politikere, der mener, at der findes en særlig dansk kultur og udarbejder kanon på det ene og det andet område for det særligt danske, selvom sandheden er, at næsten alt vores tankegods kommer fra den store europæiske gryde, der har rørt rundt i begreberne i århundreder.
Det har jeg tænkt længe over, men kunne ikke komme videre, indtil jeg i reolen faldt over Hartwig Frisch Den europæiske kulturs Historie. Det er en af de bøger, som jeg har arvet, og som overlevede den nødvendige sanering i bogmassen. Den er skrevet i 1928, lige før Europa kom i oprør, og det er afspejlet næsten synsk. Her fandt jeg så et citat af Schopenhauer, som skal slutte denne lille tankelomme:
Den billigste art af stolthed er nationalstoltheden; thi den forråder hos den, der er behæftet dermed, manglen på individuelle egenskaber at være stolt af, idet man ellers ikke ville tage sin tilflugt til det, som man deler med så mange millioner. Den, der selv er i besiddelse af betydelige personlige fortrin, vil langt snarere erkende sin egen nations fejl, da han altid har dem for øje. Men ethvert stakkels fæ, som ikke i verden har noget at være stolt af, griber som det sidste middel at være stolt af den nation, han netop tilhører.
