”Jordens økosystem kan forblive i balance med tre milliarder mennesker i verden.” Vi sad til en frokost nær Madrid. Vi var på en lille udflugt med vores ægtefæller væk fra advokatkonferencen og sad i en loggia og så ud over en smuk dal. Manden, som ordene kom fra, var med som ægtefælle. Han var biolog. Hvorfra han havde tallet, ved jeg ikke. Samtalen tog en ny drejning med hans bemærkning. De høflige jurister tyggede på hans udsagn. Det kom lidt ubekvemt. En engelsk advokat fulgte op med at sige, at der måtte gøres noget ved overforbruget: ”Børn får alt for meget legetøj.” Jeg overvejede rækkevidden af det standpunkt.
Overbefolkning nævnes så godt som aldrig i dagspressen som et problem i sig selv. Det er altid de afledte problemer, der kommenteres: forurening, CO2-udslip, hungersnød osv. Ikke sagen selv. Men selv disse problemer bagatelliseres: videnskaben og teknologien vil løse problemet. Underforstået: vi behøver ikke gøre noget. Jeg kalder den slags mennesker for udviklingsoptimister. Når biologer påpeger, at vi nærmer os en katastrofe, ignoreres de. De er som Kassandra. De fortæller hvad der vil ske, men ingen tror dem.
De, der tager advarslerne alvorligt, kæmper for grøn energi og genbrug. Det er naturligvis godt, og alternativet er rigtig slemt, men det er i grunden lidt bagvendt. Det eneste reelle problem er overbefolkning. Hvis ikke der var så mange mennesker, ville vi ikke have forurening eller CO2-overskud. Men netop overbefolkning er der ingen, der gør noget ved. Undtagen Kina, som havde en etbarnspolitik. Den er altid blevet hånet. Den var umenneskelig. Den fremkaldte forkælede enebørn. Som om vores generation har frembragt andet end forkælede børn. Etbarnspolitkken var ikke reel, for der var undtagelser, siger man. Men den virkede. Hvad havde alternativet været. Som Indien? Som Afrika?
Økonomer taler altid med bekymring om den faldende befolkning. Japan har et problem. Europa har et problem. Siger de. Det kan da ikke være et økonomisk problem, tænkte jeg. Forureningen falder, ressourceforbruget falder. En lille befolkning kan da være lige så rig som en stor – per capita. Ja selvfølgelig, sagde min økonom. Det er ikke et problem på lang sigt. Kun i overgangsfasen. Det er altså vores generation, der vil blive tilgodeset, hvis befolkningen stiger. De efterfølgende generationer betaler så prisen.
Uden overbefolkning ingen forurening, ressourceproblemer eller CO2-overksud. Forudsat naturligvis, at man opfører sig nogenlunde fornuftigt. Der tales meget om grøn omstilling. Fint nok. Men det løser jo ikke alle problemer. Med stigende befolkning og økonomisk vækst bliver det en dans på stedet, uanset hvor hurtigt vi løber. Vi fremstiller grønnere, men vi bliver flere og flere, der forbruger mere og mere. Det bliver ved med at trække i den gale retning.
Selvom vi standsede befolkningsvæksten, er der stadig den økonomiske vækst. Den er selve motorren i kapitalismen, som ingen tør udfordre. Alle tror på betydningen af vækst som samfundsmaskinens nødvendige olie. Sammen med befolkningsvæksten er det ensbetydende med, at vi må omlægge vores fødevareproduktion. Med en stigende befolkning kan vi ikke tillade os at spise kød. Hvis den jord, der blives til at føde koen i stedet brugtes til at frembringe føde til veganere, kan man brødføde mange flere. En hektar jord kan brødføde to kødspisere, men 50 veganere. Og så siger man også, at de mange køer er en væsentlig kilde til CO2-udslippet. Løsningen forekommer ligetil. Væk med bøfferne og væk med køerne.Fantastisk. Så kan vi også brødføde den ottende og niende milliard mennesker. Og så er det helt nye insekter. På et tidspunkt skal vi leve af grøntfoder og insekter. Men hvad er glæden af hus og sommerhus og tre biler og dyrt it-udstyr, hvis middagen står på kålrabi og melorme. Med en larve til dessert.
Den tanke, som ingen tør tænke, er, at med færre mennesker, ville der ikke være noget problem. Vil vil kunne opretholde et velordnet og menneskeligværdigt samfund.
Nu får ufødte mennesker ikke rigtig noget valg om de vil undfanges eller ej. Men tankeeksperimentet er interessant. Er det bedre at give afkald på undfangelsen end at komme i i en verden præget af hungersnød, forurening og naturkatastrofer. Det valg får de ikke, men forældrene har det – og samfundet dvs. politikerne og deres vælgere.
I 1960 var der ca 3 mia. mennesker i verden. I dag er der over 7 mia. Hvorfor har vi ikke gjort noget for at forhindre det? Det er blevet sagt, at demokratiet som statsform ikke er i stand til at styre problemer som det stigene CO2-udslip. Trump synes at levere beviset for USA’s vedkommende. Det samme kan man sige om overbefolkningen. Men Kina har vist vilje og evne til at styre den. Det er en pirrende tanke, at deres styreform er demokratiet overlegent.
