Der er et forunderligt mentalt univers, der lukker sig op, når man læser Céline Rejse til nattens ende. Det første chok kommer med beskrivelsen af Første Verdenskrig, hvor alle forestillinger om la gloire, l’honneur et la grandeur latterliggøres. Læser man Svetlana Aleksijevitj Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, når man ikke længere end at beskrive krigens grusomhed som hos Erik Maria Remarque. Men Celine latterliggør heltemodet 14 år efter den krig, der kostede Frankrig så meget. Han solidariserer sig med den uheroiske soldat, der kun tænker på, at komme nemmest igennem det hele. Det ser man ingen eksempler på hos Svetlana Aleksijevitj, hvis personer alle elsker deres fædreland og vil dø for det. Celine er et skridt mere kompromisløs i sin beskrivelse af krigens absurditet. Hans tilgang er mere på linje med Stanley Kubricks film Ærens Vej. Jeg er kender, at det kan ligge i forskellen på de to krige og en forskellig oplevelse af nødvendigheden af at slås.
Et interessant fortællegreb bruges i beskrivelsen af skibsrejsen til Afrika, hvor man fornemmer, at jeg-personen opfattes som et dumt svin af de andre gæster, hvilket kommer frem gennem hans beskrivelse af , at de andre passagerer rotter sig sammen mod ham og øjensynlig har tænkt sig at smide ham overbord. Det forehavende opgiver de først, da han begynder at smigre dem (eller at opføre sig ordentligt). Ingen beskriver jo sig selv som et dumt svin. Heller ikke en fiktiv jeg-fortæller.
Efterfølgende hænger han kolonipolitikken ud i en rejse til Afrika. Heller ikke her tror han på de store ord, men solidariserer sig med skæve skikkelser, der søger at finde en plads i meningsløsheden. Dernæst beskriver han samlebåndsarbejdets støjhelvede i USA for at ende med socialmedicinske iagttagelser i en forstad til Paris. Her omfatter beretningen menneskelig idioti,, lurvethed, afstumpethed, havesyge og kynisme. Meningsløsheden rammer de stille eksistenser, hvis stilfærdige tragedier står i modsætning til den øvrige farce. Desillusionen minder om den, man møder hos Raymond Chandler. Kærligheden er glimtvis til stede som en ufrivillig konsekvens af den seksuelle tilfredsstillelse.
Hele vejen igennem støder man på den mystiske Robinson, som til sidst bliver en central person i handlingen. Uforståeligt dukker han op de mærkeligste steder, måske som en personifikation af det almindelige menneske, måske som en spaltning af fortællingens jeg-person. Han står for det spontane, det ureflekterede.
Men frem for alt er der sproget. Jeg forstår godt, den chokerede, da den kom frem. Alle dialoger og hovedpersonens refleksioner gengives i talesprog. Og hvilket talesprog. Ikke et slebet sprog, men almindelige menneskers plumpe sprog. Lige ud ad landevejen. Men ind imellem er sproget udsøgt kompliceret, men stadig inspireret af talesprogets grove ordvalg. Det er undertiden hulens svært, og det er nyttigt at have en oversættelse ved siden af.
Lars Bonnevie har udført en fremragende og kyndig oversættelse, som ofte knækker de svære nødder, men undertiden er det lige så uforståeligt på dansk som på fransk. Undertiden er der også oversættelsesfejl. Et sted taler han om nogen, der vender tilbage til deres bordel. Det er oversat fra det franske ”bordelle”. Men den går ikke. I den sammenhæng betyder ”bordelle” ”kaos” eller ”rod”, men det vulgære ord skal snarere oversættes med ”lort”. Der var ingen antydninger om prostitution på det sted i teksten. Der er også andre mere ligegyldige fejl, som imidlertid efterlader en tvivl om oversættelsen der, hvor teksten er uforståelig både på dansk og fransk, selvom ordene et for et er oversat korrekt. Et andet problem er gengivelsen af talesproget. På fransk er folkeligt sprog kendetegnet ved syntaksen, udeladelser af småord som ”ne” eller brug af gentagelser, medens det på dansk er udtalen. Skulle man gengive det , måtte det blive noget i retning af Storm P.’s gengivelse af udtalen på Vesterbro og Nørrebro. I Lars Bonnevies korrekte dansk forsvinder enhver duft bortset fra de eksplicit vulgære ord.
Jeg er erkender, at opgaven er enorm. På den anden side er sproget – det folkelige talesprog – en central del af formidlingen af stemningen af desillusion. Den desillusion, man også kan møde hos Storm P’s fortabte eksistenser, selvom han lægger mere vægt på det komiske og mangler en solidarisk medfortæller. Derfor fortjener den en ny oversættelse, der står på skuldrende af Bonnevies respektindgydende arbejde.
