Forfatterverden er ny og fremmed for mig. Meget hurtigt begyndte jeg at interessere mig for den på samme måde, som gjorde, når jeg som advokat fik en sag på et nyt område. Jeg ville forstå mekanismerne. Det har i vidt omfang ændret mit billede af forfatteren som kunstner. Denne ener. Et fejret geni, der soler sig i beundring, mens han arbejder intenst på sit næste banebrydende værk. Den type findes uden tvivl, men der er få af dem.
Der udgives i Danmark 7.000 bøger om året. I Frankrig er tallet 70.000. Ca. 10 % bliver anmeldt. Der er således en stor gruppe, som vi sjældent hører om eller møder. En del er uden tvivl selvudgivere eller har som jeg selv udgivet en eller to bøger.
Men selv blandt de 10 %, der med rette kan kalde sig forfattere på fuld tid er det kun et fåtal, der kan leve af det. Det er de egentlige levebrødsforfattere.
Deres første udfordring er det danske sprogs ringe udbredelse. Første oplag af en skønlitterær bog kommer måske i et oplag på et par tusinde eksemplarer. Hvis bogen koster 300 kr. i boghandlen, får de ophavsretsbetaling på typisk 15 % af prisen uden moms. Det bliver 72.000 kr. dertil kommer biblioteksafgift og betaling for lyd- og e-bog samt streaming. Biblioteksafgiften er mere varig end forlagsbetalingen og stiger derfor i takt med produktionen. På den måde kan man fastsætte en typisk forfatterindkomst lidt usikkert til måske 200.000 kr. årligt efter udgivelsen af fem til ti bøger.
Det giver ikke nogen stærk forhandlingsposition. Selvom forlagene kappes om de bedste forfattere og gerne vil pleje dem, de har i deres ”stald”, er forfatteren reelt et byttedyr. Forlagene har store omkostninger og vil gerne have en succes med store oplag. De stiller krav til deres forfattere. Først er der redaktøren. Hans mål er naturligvis ligesom fodboldtræneren at få forfatteren til at yde sit bedste, og de fleste forfattere er uden tvivl glade for deres redaktører. Så langt har forlag og forfatter fælles interesse.
Set fra forlagets side er målet profit, dvs. et stort salg inden for en given litterær genre. En fornemmelse af, hvad der sælger, har derfor betydning for hvilke forfattere, der prioriteres. Salget påvirkes af mediernes reaktion på udgivelserne. Mediernes reaktion på udgivelserne må antages at være drevet af et ønske om udbredelse, dvs. en vurdering af, hvad deres brugere ønsker at se eller læse eller læse om. Denne sammenhæng har været særlig tydelig ved udgivelsen af Kathrine Diez’ selvbiografiske bog, men den fungerer også i det små. Den store interesse om offerfortællinger generelt må tilskrives denne sammenhæng. Forlagene vil derfor naturligt opsøge den type forfattere, og undertiden får mennesker, der har haft voldsomme oplevelser tilbudt skrivehjælp og en medforfatter. Men etablerede forfattere får undertiden også anvisninger i, hvad forlaget gerne ser, de skriver. En roman kan blive en serie. Læserne kan godt lide at genfinde de romanfigurer, de kender i forvejen. Forfatterne må producere mere af det samme.
Forlagene er også hele tiden på jagt efter nye storsælgende skribenter. De talentfulde forfattere kan eftersøges helt ned i den litterære kuvøse: forfatterskolerne. At vælge mellem de hundredvis af manuskripter, der indsendes uanmodet er ganske enkelt uoverkommeligt. Elementær økonomi tilsiger, at beslutningen om afvisning træffes efter gennemlæsning af fremsendelsesbrevet. Et enkelt forlag har etableret sin egen forfatterskole, hvor man mod betaling kan få undervisning i at skrive. Fordelen for forlaget er, at man får adgang til talentet uden at investere en krone.
Det er klart, at forfatteren må indstille sig på disse vilkår. At skrive, hvad man har lyst til, kan være en uopnåelig drøm eller en utilladelig luksus. Det må præge både lærere og elever på forfatterskolerne. Det må også præge den erfarne forfatter. En bog om året med et oplag på mindst 2.000 eksemplarer er en nødvendighed. Forfatteren må derfor prioritere, hvad publikum har lyst til at læse fremfor, hvad han har lyst til at skrive. Maden skal på bordet, og børnene skal på sommerferie. En skønlitterær forfatter skriver pludselig en kriminalroman. Måske er det, fordi hans forlægger har fortalt ham, at det sælger bedre. Forlaget kan også stille krav til indholdet. Bede forfatteren give mere af sig selv i teksten eller bede ham om at røbe den personlige baggrund. Det kan bruges i markedsføringen. Tiden er vild med forfatterens personlige baggrund. Det forventes også, at forfatteren bruger tid på at optræde her og der med eller uden betaling. Jo mere ukendt desto mere forventes det, at man selv markedsfører bogen. Og forfatteren gør det. Hvis salget går dårligt, vil forlaget måske ikke tage den næste bog.
Man kan spørge, om det fører til ensretning af litteraturen, men mindre dramatisk kan man hævde, at det fører litteraturen ind i nogle modestrømninger. Alle vil være med i kapløbet i håbet og at realisere drømmen om en sællert. Der er skrevet amerikanske gør-det-selv-bøger om, hvordan man producerer sællerten. Bøger skrives i stort tal efter disse recepter, og enhver kan købe de mest succesrige i lufthavnene.
Og så er det endda kun begyndelsen. Streaming har gjort sit indtog og udhulet selv de bedste forfatteres indkomstgrundlag. Som om det ikke var nok, kan man i horisonten se de international forlag rulle frem med forlagskontrakter, der dækker hele verden. Det må forventes at gøre selektionen endnu mere eksklusiv, så den kun kommer til at omfatte forfattere med international gennemslagskraft. Herefter vil forfattervirksomhed for de fleste blive en fritidsbeskæftigelse. De nationale forlag vil lade sig opsluge eller gå ned. Der vil være mikroforlag, der kan sælge et beskedent oplag. Først da bliver forfatteren fri og kan skrive, hvad han har lyst til.
