Det er ikke hver dag, at indenrigspolitik får mig til at tænke over, hvad det er at være menneske. Ophævelse af Store Bededag var regeringens første skridt. Det skulle øge arbejdsudbuddet. Arbejdskraft er noget, man stiller til rådighed på markedet. Til fals for dem, der byder. Du arbejder ikke nok, siger regeringen. Min regering? Lever vi i et oligarki, hvor regeringen varetager kapitalejernes behov for arbejdskraft? Nej, det er ikke sådan, det hænger sammen. Økonomerne har sagt, at der er mangel på arbejdskraft, og det går ud over væksten, og uden vækst går det helt galt for samfundsmaskinen. Det er et dogme, som vi alle sammen er enige om ikke at spørge nærmere til endsige udfordre. Derfor var det til dit eget bedste at sløjfe Store Bededag og give den en ekstra skalle. Så tjener du jo også mere.
Tjener mere? Vil vi ikke alle gerne tjene mere? Inflationen stiger og energien med.
Og Store Bededag var jo ikke en rigtig helligdag. Det er bare en dansk opfindelse fra 1600-årene, og man kan jo godt spise hveder og gå på volden, selvom man skal på arbejde næste dag.
Dernæst bør vi vise samfundssind, for den skat, du skal betale af det mere, du tjener, skulle betale for hjælp til Ukraine, og dem vil du jo gerne hjælpe. Nå nej. Den blev gennemskuet som for tynd. Nej det er nødvendigt for at opretholde velfærdssamfundet, og det vil vi jo gerne. Nu forstår vi så at ophævelsen af Store Bededag ikke var nok. Vi arbejder stadig for lidt.
Afhængig af sammenhængen bliver mennesker karakteriseret som stemmekvæg, forbrugere, skatteydere, arbejdskraft. Men sjældent som mennesker. Vi er små tandhjul i en samfundsmaskine og tjener et formål, der er højere end os selv. Formålet, vi skal tjene, er på uforklarlig vis defineret i en række dogmer, hvis berettigelse ikke kræver bevis:
- Økonomien skal vokse
- Befolkningen skal vokse for at økonomien kan vokse
- Væksten skal sikres gennem innovation og øget arbejdsudbud
- Store Bededag skal afskaffes og topskatten lempes for at øge arbejdsudbuddet
- CO2-problemet og alle andre miljøproblemer kan klares med ny teknologi, og der ligger Danmark i front, og vi tjener derved endnu mere. Det gør ikke noget, vi sviner mere i mellemtiden.
Det overordnede mål for os alle er vækst. Det burde medtages i kirkens bønner og søndagsprædikenen. Økonomerne skal lære os alle sammen at sige det. Hvis vi forstår det til bunds, vil vi juble, over at Store Bededag afskaffes, og at arbejdstiden skal forlænges.
Og det er velsagtens kun begyndelsen. Fremskridt og udvikling er ikke noget, vi ønsker. Det er noget, der trækker os med. Det har en pris, naturligvis. Det rummer farer, som skal afværges, og som nødvendiggør nødvendighedens politik.
Men det kunne være interessant at vende dogmerne på hovedet:
- Klimaet forværres, og det skal med alle midler afbødes
- Befolkningstallet vil dale, og det er godt for klimaet
- Den økonomiske vækst må standses for at bremse CO2-udledningen
- De problemer, som de tre ovenstående dogmer forårsager, må klares med innovation og ny økonomisk tænkning
Den interessante forskel ligger i, hvad man vælger at prioritere og hvad man bevidst ignorerer og derfor udskyder til en uvis fremtid at løse.
Min prioritering har den fordel, at den giver mulighed for at være menneske.
