Etikeren hos Søren Kierkegaard vælger modsætningen godt og ondt og i den modsætning vælger han mellem godt og ondt. Det gør han i den samfundsorden, hvori han lever, fordi indholdet af begreberne skifter fra epoke til epoke. Moralen er relativ. Det var Kierkegaard helt opmærksom på.
Betragtningen er egentlig ganske selvfølgelig, for hvordan skulle man vælge at leve efter en anden moralopfattelse, end den, der gælder i ens egen tid. Det bør man huske midt i den grasserende debat, hvor man kræver anger og undskyldninger for vores forfædres handlinger, som strider mod nutidens moral.
Engang var det i overensstemmelse med moralen at have slaver og fæstebønder; men det er det ikke mere. Man kan ynke de stakler, der blev undertvunget; men man kan jo ikke undskylde det. En undskyldning forudsætter et ansvar, og det har vi ikke. Selvom vores forfædre var slavehandlere og slaveejere, har vi ikke noget ansvar over for fortidens slaver og slet ikke over for deres efterkommere. Lars Lykke gjorde det rigtige, da han sagde, at han ikke ville undskylde, men gerne beklage. Men i virkeligheden var det uklart, hvad han beklagede. Hvem var genstand for beklagelsen. Var det de døde slaver i Vestindien eller deres efterkommere. Hvad krav havde efterkommerne på end beklagelse endsige en undskyldning. De lever jo i frihed.
Skulle vi endelig beklage noget, måtte det være, at vi solgte øerne hen over hovedet på lokalbefolkningen uden afstemning. Det lider den nulevende befolkning stadig under. Men mon ikke USA havde sat sig på dem alligevel på samme måde som de nu langsomt og sikkert sætter sig på Grønland?
