Man kan spørge sig, hvad der er tilbage af manderollen. Kønnet er en social konstruktion, siges det undertiden. Feminismen har i kampen for ligestilling gjort krav på, at ingen mandlige egenskaber eller værdier ikke i lige så høj grad kan besiddes af kvinder. Det er uden tvivl rigtigt. De negative sider af maskuliniteten har de imidlertid ladet mændene beholde for sig selv. Samtidig har de krævet at de typisk kvindelige værdier som omsorg også bør efterstræbes af mænd. Ikke alene skal mænd varetage typiske omsorgsopgaver med de fælles børn. De skal også kunne lide det.
De mænd, der pligtskyldigt følger med i denne tidens strøm, bliver på en mærkelig måde fremmede for deres eget køn, hvad enten de helhjertet og effektivt udfylder rollen – de vakte, der har set lyset – eller plages af usikkerhed og selvhad. Tidens woke- og identitetspolitik og cancel culture har alle elementer af den autoritære magtudfoldelse, der også kendetegnede 70-ernes kommunisme. Det eneste trøstende er – som en professor sagde – at det går over. Trøsten begrænses dog af den klassiske erfaring om, at det, der kommer i stedet, ikke nødvendigvis bliver bedre. Den ulmende modreaktion fra det yderste højre kan blive slem. Den manderolle, som hyldes på den fløj, er ikke rar.
