Mange mennesker samler sig om en person, der er blevet symbol på noget, der opfattes som særlig dansk: Grundtvig. Det drejer sig om alt fra andelsbevægelse til højskoler, det kirkelige, en særlig dansk tone i litteraturen, rødder i landbokulturen, den danske sang. Hvad grundtvigianismen går ud på, har andre forklaret. Bo Lidegaard skrev en danmarkshistorie, hvor han betagende Grundtvig som dansk fællesgods: Vi er alle grundtvigianere. Jeg må sige som i Life of Brian: not me. For mig er det en fællesbetegnelse for alt det, jeg tager afstand fra: det selvtilfredse indadvendte danske, der opfatter påvirkninger fra udlandet som ”ugræs”, der fyger over hegnet.
Når udlændinge søger dansk statsborgerskab, forventes de at annamme den særligt danske kultur, og det omfatter kendskab til Grundtvig. I indvandrerprøven er der nødvendigvis spørgsmål om Grundtvig. Er andelsbevægelsen knyttet til Holberg, Grundtvig eller Brandes? Aldrig vil der blive stillet et spørgsmål, der forudsætter kendskab til Brandes, der så en verden uden for Danmark. Mens Grundtvig var kendt i Danmark, var Brandes kendt i hele Europa.
