Jeg har ingen sympati for det russiske angreb på Ukraine, selvom jeg ikke hopper med på den vestlige uskyldsfortælling. Men lad det nu ligge til en anden gang.
Men hvorfor skal det gå ud over det danske sprog? Navnet Kiev er den del af mit verdensbillede. Hvorfor skal den nu hedde Kiyv, fordi et par sangvinske redaktører har travlt med at demonstrere solidaritet og politisk korrekte attituder? Jeg har været i den by. Det er også min. Jeg har aldrig haft nogen anelse om, at vores transkription er knyttet til russisk, og jeg er egentlig også ligeglad. Jeg har ikke noget imod det russiske sprog.
Hvis man har set russiske film f.eks. Andrej Tarkovskis Ivans Barndom fornemmer man, hvor lydligt smukt og klangfuldt russisk er. En stor del af Ukraines befolkning taler russisk som deres modersmål. Store ukrainske forfattere som Andrej Kurkov skriver på russisk. De kalder vel stadig byen for Kiev. Bulgakov skrev også på russisk.
Men det stopper ikke med Ukraines hovedstad. Odessa har mistet et “s”. I geografi lærte jeg om de sovjetiske floder Don, Dnepr og Dnjestr. Når man i avisen læste om kampe ved Kherson, stod der om en stor flod, som man med lidt gætteri identificerede som Dnepr.
Disse navneskifter udløser formentlig en indadvendt tilfredsstillelse på avisredaktionerne; men den stakkels ukrainske befolkning har formentlig svært ved at forstå, hvorfor deres ene nationalsprog lægges for had.
