Det er aldrig for sent at føle sig krænket. Forleden endnu en anmeldelse af en bog om en kvinde, der efter fyrre år føler sig krænket, fordi hun i en alder af 15 år indledte et seksuelt forhold til en mand på over fyrre. Jeg skriver med vilje ”indledte”, selvom mange sikkert vil se manden som forføreren, fordi vi ikke er inde i området for voldtægt – hverken i gammel eller ny definition. Der har, som jeg læser disse beretninger, været en aktiv viljeshandling fra pigens side. Er hun i den alder for ung til at træffe den beslutning? I så fald er det godt, vi ikke sænker valgretsalderen. Men dertil kører disse fortællinger i et spor, hvorefter kun kærlighed mellem to nogenlunde jævnaldrende er legitim. Hvilken mærkelig indhegning af kærlighedens væsen. Andre steder læser man om piger, som bruger en tilfældig fyr til at få taget deres mødom for at blive voksne og selvstændige. I den ene sammenhæng er mødommen noget næste sakralt, som skal omgærdes med stor beskyttelse hos den umodne og uselvstændige unge pige, som ikke bør overskrides af en ældre mand, som i den sammenhæng defineres som et dumt svin blottet for empati. Fælles for disse fortællinger er, at man aldrig stiller spørgsmålet om mandens følelser. Det lægges til grund, at han er et kynisk forfører. I den anden sammenhæng er det første samleje en besværlig grænsepæl, som skal passeres på den selvstændige kvindes vej mod voksenlivet.
Det fremhæves ofte, at kvinden gennem Metoo-bevægelsen er blevet sig krænkelsen bevidst. I anmeldelsen af en amerikansk beretning fremgik det, at en kvinde, da forholdet stod på, havde opfattet det som enestående romantisk og først i lyset af Metoo-bevægelesn omdefinerede eller reviderede sine følelser. Hvilken besynderlig tilsmudsning af noget, der tidligere blev opfattet som en smuk oplevelse.
Som jeg ser disse fortællinger, handler de om en bedømmelse af fortidens handlinger i lyset af en ny samfundsopfattelse. En omvurdering af noget, som kvinden tidligere fandt acceptabelt og måske ligefrem smukt. Som al revisionisme rummer den noget falsk. Jeg benægter ikke, at den voksne kvindes erindring om forholdet rummer noget smerte; men det har den tilfælles med al erindring om brudte kærlighedsforhold. Og selv om brudte kærlighedsforhold er forskellige som mennesker er flest, rummer de næppe mere smerte end oplevelserne hos alle de unge, som i dag mistrives i det moderne samfund, som trods al sin politiske korrekthed ikke evner at bibringe de unge en følelse af lykke endsige sindsro eller balance. I sammenligning med forargelsen over ulige kærlighedsforhold forekommer indsatsen for at bringe de unge på rette vej halvhjertet. Og lad mig så til sidst lige tilføje, at selvom man lægger til grund, at det ulige forhold har været en krænkelse – helt eller delvis – så har jeg svært ved at føle mig berørt, når jeg samtidig tænker på, hvad der sker i Gaza og Ukraine. Der er forskel på lidelser.
