Det er en mærkelig diskussion, der foregår i Politiken mellem professor Stjernfelt (16.4) og professor Brinkmann (19.4) om religionens og ateismens sande væsen. Kirkelige kredse har gennem tiden moret sig over, at man kan stifte noget så naturstridigt som Ateistisk Selskab. Hvordan kan en ikke-tro udgøre en sag, man vil kæmpe for. Det får den til at ligne en tro. Georg Brandes ville næppe have meldt sig ind i den forening. Brinkmann derimod insisterer på at bruge termen religion om det ubetingede som næstekærlighed, fordi det henhører under det, som vi ikke får nogen gevinst af. Det er en almindelig antagelse, at næstekærligheden er noget særligt kristent og derfor med rette kan betegnes som noget religiøst. Det er næppe rigtigt. Den græske tragedie ”De bønfaldende” af Aischylos, som i en nyoversættelse burde hedde ””Asylansøgerne” viser, at næstekærligheden som fænomen er førkristen. I det hele taget synes Jesu tanker at afspejle den græske filosofi navnlig stoicismen. Læser man stoikerne har man ikke brug for religiøse kategorier. Det gælder den hårde version hos Epiktet såvel som den bløde version hos Seneca. Begge steder lærer man at opnå sindsligevægt ved at hæve sig over livets urimeligheder, og begge kan læses som et ikke-spirituelt sidestykke til de spirituelle evangelier.
Det er rigtigt, som Brinkmann anfører, at næstekærligheden ikke er begrundet i egennytte. Ellers er det ikke næstekærlighed; men det gør det ikke til noget underfundigt overmenneskeligt. Det samme gælder begreber som tilgivelse og det at opfylde de dødes ønsker. Det hæver os over det instrumentalistiske, som er fremherskende i tiden som f.eks, at man skal behandle sine medarbejdere godt, fordi det får dem til at fungere bedre, hvilket øger virksomhedens overskud. Det er netop ikke næstekærlighed. Brinkmann kalder næstekærligheden undernaturlig. Det er et uklart og unødvendigt begreb. Man kunne sige, at man skal gøre det gode uden ydre grund. Ikke fordi det tjener noget formål, men fordi jeg herved lever i overensstemmelse med mig selv. Fordi min selvrespekt kræver det. Det er let at forbinde med begreber som ansvar, vilje og pligt. Ansvaret og pligten over for en selv og deraf viljen til det gode over for medmennesket (i modsætning til ansvar og pligter over for arbejdsgiveren eller medkontrahenten, som ikke bunder i moralen, men i juraen).
Begrebet ”det gode” er filosofisk set en underlig størrelse. Det gode er ikke en kvalitet ved handlingen og siger ikke noget om handlingens egenskaber eller kvaliteter. Når man siger, at handlingen er god, betyder det blot, at vi bedømmer den positivt. Men det er netop pointen her. Det giver mening, da moralen som Kierkegaard påpeger er bundet til den tid, vi lever i og derfor relativ. Vi kan kun handle efter vores egen opfattelse af det gode i relation til den moral, som er vor tids moral. Men når vi gør det, er det ikke under henvisning til noget eksternt eller nogen religiøs kategori. Det er forudsætningen for vores selvrespekt. For at leve i overensstemmelse eller i harmoni med sig selv. Den klassiske forestilling om ateisten som amoralsk har misforstået den pointe. Moralen bærer vi på, hvad enten vi er religiøse eller ej.
Om Gud eksisterer, diskuteres sjældent i Danmark. Det er en kendt sag, at der er ting, der unddrager sig vores erkendelse. I gymnasiet spurgte jeg min fysiklærer, om man kunne forestille sig, at der fandtes noget uden for verdensrummet. Det kunne man godt, sagde han; men det er uinteressant, for vi kan ikke erkende det. Det var fysikeren, der talte i overensstemmelse med moderne erkendelsesteori. Alligevel pirrer det vores nysgerrighed, hvad der findes bag verdens skabelse. Hvad var der før og uden for Det store Brag. Dette uerkendelige kan henvises til en religiøs kategori – forestillingen om en gud som primus motor. Herved bliver Gud blot et navn for det uerkendelige. Alternativt kan man indskrænke sig til at sige som min fysiklærer, at vi ikke ved noget om det.
For mig går den egentlige grænse til det religiøse ved spørgsmålet, om man som menneske står i forbindelse med noget uden for sig selv; noget metafysisk, som man passende kan kalde guddommeligt. Det er vitterlig en smuk tanke, som man ikke bør bekæmpe med foreninger som Ateistisk Selskab. Som bekendt har denne tanke historisk ført til åndsformørkelse, intolerance, udnyttelse, undertrykkelse og mission,- ydre og indre – som man derimod ikke kan sige noget godt om, og som der er al mulig grund til at bekæmpe, uanset om man er religiøs eller ej.
