Da jeg holdt et foredrag om min roman ”En uendelig affære”, der er inspireret af mit skoleophold i Frankrig, var forfatteren Egon Clausen blandt tilhørerne. Han spurgte, hvorfor jeg ikke havde skrevet bogen som non-fiction: ”Mænd gider ikke læse fiktion.” Jeg tænkte, at en kvindelig læserkreds er helt i orden for mig. Jeg sagde, at fiktionen kan noget, som non-fiction ikke kan. Den kan opbygge en handling, som angår os alle. Jeg henviste til Aristoteles Poetikken. Læseren skal kunne identificere sig med romanens helt. Helten træffer en fatal beslutning, hvor læseren tænker: ”Det kunne være mig. Mon ikke, det ender galt?” Beslutningen indleder et fatalt forløb, der ender i en katastrofe, som fremkalder læserens medlidenhed, samtidig med at han tænker: ”Godt, det ikke er mig.” Aristoteles kalder det katarsis. Hans tekst er på det punkt lidt uklar; men vi kender godt denne afklarede følelse, når vi forlader en biograf: Filmen endte sørgeligt, men alligevel efterlader den os med en følelse af forløsning.
Men i moderne litteratur er fiktionen kommet på speed. Den skal angå virkelige mennesker eller virkelige begivenheder, for læseren kræver nu også autencitet: ”Var det virkelig sådan, det skete?” Det giver naturligvis et problem, for virkelige begivenheder er sjældent opbygget efter en velfungerende dramatisk model. Men elementerne kan være effektive byggeklodser. Forfatteren bruger disse byggeklodser og rykker lidt rundt på kendsgerningerne. Overfortolker nogle og undertrykker andre og siger: ”Det var sådan, det skete, men det er en roman. ”Det minder om en varedeklaration, jeg så på en tobakspakke fra besættelsen: ”Cerutterne er fremstillet af de bedste råvarer, der kan fremskaffes.” Forfatteren kunne have sagt: ”Jeg har holdt mig så tæt på sandheden, at det ikke ødelægger historien.” Det kunne Alex Schulman have sagt om sin roman ”Brænd alle mine breve”, der handler om hans farmors uforløste og livslange kærlighed til Olof Lagercrantz. Kulturskribenten Lappo Lapin har gennemgået romanen i tidsskriftet Kvartal og mener med 102 kildehenvisninger at have påvist, at den ikke er sand og spørger, hvor Alex Schulman ikke bare siger, at historien er noget, han har fundet på i stedet for i interviews at tale om romanen som om den er sand. Schulman svarede: ”Jo, det skyldes, at den faktisk også er sand. Virkelig sand ind i sjælen…” (Gengivet efter Carsten Andersen Politiken 8. april 2023). I bogen indrømmer han, at han har digtet og byttet om på kronologi. Så hvorfor disse krumspring?
Tiden synes at efterspørge ”den sande historie”. Først offerfortællingerne. Så biopics. Læserne vil have de rigtige navne og følelsen af den rigtige historie. Bogens oplag ville formentlig kun have været en tiendedel, hvis den var skrevet med fiktive navne uden krav om sandhedsværdi. Skyldes det en svækket evne til indlevelse i fiktive personer? Eller er det bare drevet af det, som man i andre sammenhænge ville kalde fascinationen af sladder?
Men balladen om Schulman fortæller os, at forfatteren er sårbar over for konfrontationen med sandheden. Romanen med de rigtige navne og tvivlsomt krav på sandhedsværdi sluger vi begærligt, men bliver skuffede, når sandheden – den rigtige – afsløres.
