Da Harald Blåtand lod sig kristne, var det næppe udtryk for en pludselig åndelig vækkelse, men snarere en nødvendighed for at bevare magten. Det var realpolitik. Alternativet havde måske været en invasion fra den tyske kejser. Det tyske kejserrige var den tids supermagt. På samme måde skal man nok se mange afrikanske, sydamerikanske og asiatiske landes bekendelse til demokrati. Det er en nødvendighed for at bevare magten. Det sker uden større begejstring og stikker ikke dybt i kulturen. Det er realpolitik. Under overfladen er det ikke altid kønt; men facaden holdes op som et værn. Hvem ved, måske havde herskerne i Irak, Libyen og Syrien siddet uantastet ved magten, hvis de havde sunget med på sangen. Det er uden for en europæers fantasi, at andre styreformer end demokrati kan opfylde en befolknings behov. Men skal en befolkning vælge mellem frie valg på den ene side og husly, sundhed og mad på den anden, er man næppe i tvivl. Det er tankevækkende at sammenligne Indiens kaos og Kinas orden.
FN’s Menneskerettighedserklæring art. 25 stadfæster retten til en rimelig levefod.
Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt.
Der har Kina gjort meget. USA er lidt bagud på den front. Demokrati er ikke den eneste rettighed efter menneskerettighedserklæringen, og der er ingen indbyrdes prioritering mellem rettighederne. Men det er altid retten til demokrati, der bliver fremhævet i den internationale debat af USA. Men det er ikke altid logisk eller konsekvent. Vi fordømmer det autoritære Kinas undertrykkelse af uighurerne, men ikke det demokratiske Israels undertrykkelse af Gaza. Mange finder det i orden, hvis et flertal i Folketinget forbyder omskæring af drengebørn blandt et mindretal af danskerne som har en anden religion end flertallet og har praktiseret den skik århundreder. Bare undertrykkelsen sker med demokratiske midler, er der ingen, der protesterer – andre end de undertrykte.
Demokratiet bruges som våben og forsvar. USA ydede økonomisk støtte til demokratibevægelsen i Hongkong. Om det var en pludselig kærlighed til befolkningen i Hongkong eller om det var for at underminere hele det kinesiske samfund må man afgøre med sig selv. Hvis man spørger, får man næppe et ærligt svar. Konsekvensen var, at demokratibevægelsen blev knust. Hvis nu man forestiller sig, at USA havde ladet være med at blande sig, er det næppe utænkeligt, at demokratiet havde fået lov at leve videre, fordi ingen af parterne: Hongkong eller Fastalandskina havde lyst til at sætte alt på spil. Uden opbakning fra udlandet, ville flertallet måske have opgivet provokationerne. Og Kina ville ikke ødelægge et af verdens førende finanscentre uden en vægtig grund.
Denne form for indblanding i interne anliggender synes mange er i orden. Men når Rusland blander sig i det amerikanske valg, er det noget andet. Det er jo en underminering af demokratiet. Jeg synes også, der er forkasteligt, men vender mig bare mod hykleriet, når indblandingen i andre landes forhold sker i demokratiets navn. USA værner jo ikke selv meget om demokratiet, hvilket de viste 11. september – den ikoniske dato, hvor USA væltede den lovligt valgte regering i Chile i 1972.
Ser man på USA’s eget politiske system, bliver man ikke imponeret. Kun rige har en chance for at blive valgt til politiske poster og kun superrige bliver præsidenter. Obama er en hæderlig undtagelse. Valgkredse bliver omlagt geografisk for at tilgodese ønsker om valg af bestemte kandidater og i republikansk dominerede stater opstiller man diverse vilkårlige regler for at forhindre de fattige i at stemme. De sorte, de spanske, de oprindelige folk som indianere og hawaiianere marginaliseres mere eller mindre åbenlyst. Både Rusland og Kina er trætte af USA’s moraliseren og har efterhånden lært at ramme dem på deres egne ømme punkter.
Demokrati er et våben i det storpolitiske spil. De, som hopper på limpinden i de lande, som ikke bekender sig som demokratiske i vestlig forstand, fungerer som nyttige idioter i USA’s udenrigspolitik. Det gælder i det såkaldte demokratiske forår i Mellemøsten, og det gælder i Hongkong. De, som tror på det og håber på hjælp fra USA, betaler prisen. Den kommer ikke. De er bare brikker i USA’s spil om magten og ender i fængsel eller døden.
Russerne siger det åbent: Vestens kampagner for demokrati er krig med andre midler. Demokratiskytset rettes aldrig mod diktaturer, som støtter USA’s interesser såsom Saudiarabien.
Vi kan lige så erkende det. Udenrigspolitik er interessevaretagelse. Disraëli sagde det, og det er stadig sandt. Midlet er magt. Alt det andet er retorik for at legitimere politikken over for ”almindelige” mennesker. Det gælder om at fremstå god og retfærdig ikke kun på den hjemlige scene, men også på verdensscenen. I Første Verdenskrig tabte Tyskland slaget om opinionen ved at angribe Frankrig gennem det neutrale Belgien. Derfor er trylleordet demokrati så vigtigt for USA for at fastholde verdensherredømmet.
