I forbindelse md en planlagt sviptur til Berlin havde jeg lidt tilfældigt købt billetter til Tryllefløjten på Staatsoper. De sidste to pladser ved siden af hinanden. 1.etage 2. række lidt ude til siden. Jeg var ligeglad med placeringen. Jeg har set den mange gange før. Jeg kom for musikken. Det er selvfølgelig altid spændende, hvordan den er sat op. Meget traditionelt, viste det sig. Og uforkortet. Det har jeg vist ikke prøvet før. Teksten er både racistisk og – hvad skal man sige – antifeministisk. Med alt det 18. århundredes uskyldighed. Monostatos har – efter at han er blevet afvist af Pamina – en replik i retning af: ”Jeg er grim, fordi jeg er sort.” Den er svær for et moderne publikum. Men den klares fint, for Monostatos spilles af en hvid sanger. Til gengæld spilles Tamino af en sort sanger. Ganske fikst klaret. De nedsættende bemærkninger om kvindekønnet er der ikke gjort noget ved. Dem må publikum leve med.
Men der var endnu flere overraskelser. På Staatsopers hjemmeside havde der stået ”Tryllefløjten (Everding)”. Det sagde mig ikke noget. Men der fik jeg forklaringen dagen efter af vores tyske venner. Everding var en kendt operainstruktør i 2. halvdel af det 20. århundrede. Det var hans opsætning. Men det rakte længere tilbage, for Everding havde genskabt Schinkels opsætning fra førsteopførelsen i Berlin i 1816. Schinkel var en berømt arkitekt, som bl.a. har tegnet Altes Museum. Men han havde også stået for scenografien til denne forestilling. Mest berømt er stjernehimlen i 2. scene, hvor Nattens Dronning kommer frem hængende i luften i en måneformet båd. Schinkels stjernehimmel er et begreb for tyskere. Man kan se den, hvis man googler den. (prøv: Schinkel Sternenhimmel)
Men heller ikke her sluttede det, for de fortalte, at den nye U-bahnstation ved slottet har man tilnærmelsesvis genskabt stjernehimlen over de to spor. Tusindvis af lysnende prikker. Der kommer også et billede fra metrostationen, når man googler som foreslået ovenfor. Ganske flot. Bine sagde spontant: ”Gad vist, hvordan man skifter pærer i stjernerne.”
Selve forestillingen? De sang fantastisk. Navnlig Nattens Dronnings koloraturarier var så det isnede. Jeg husker Kirsten Hermansen på Det kgl., hvor stemmen bævrede noget. Den sorte Tamino var tyk, gammel og skaldet. Da kvinderne i første scene berømmer hans skønhed og ungdom, var det svært at tage alvorligt. Men han sang fint. Man kan ikke altid få det hele. Sarastros basparti er svært. Det var en kraftfuld stemme, men lidt sprukken. De dybeste toner kom meget stille. De øvrige var også gode. Der var ikke nogen dårlige.
Vores flyver havde været forsinket. Vi kom småløbende i bidende kulde med tungen ud ad halsen og havde ikke fået noget at spise. Coronapas og billedidentitet skulle kontrolleres. Alle skulle have maske på under hele forestillingen. Men hvad gør alt det. Det var en pragtfuld forestilling. Bagefter var alting lukket. I disse coronatider kommer ingen sene gæster, fik vi at vide. Så de lukker tidligt. Vi var hundesultne. Vi fandt til sidst en lille halvsnusket syrisk restaurant, der var ligeglad med maske, conorapas og luca-app. Der fik vi en herlig suppe, som varmede vores gennemisnede knogler. Vi var taknemmelige og han var tålmodig, og vi forlod stedet som de sidste.
