Vejen til fængslet lignede alle andre veje og fængslet lignede alle andre bygninger. Det lå i udkanten af byen Washington; men teknisk var vi i staten i Virginia. Det ligger nogle år tilbage; men det er en oplevelse, jeg ikke kan slippe. Vi blev modtaget i en nydelig konferencesal, hvor fængselsinspektøren bød os velkommen og forklarede, at han glædede sig til at vise os rundt, så vi med egne øjne kunne se, at dette fængsel ikke var som dem i filmene. Vi måtte forstå, at det var meget bedre. Det var en nyere bygning og der var rent og velholdt. De indsatte havde typisk gjort sig skyldige i kriminalitet, der gav 3-5 år. Hjemme ville de tilsvarende forbrydelser give et tilsvarende antal måneder. Bygningen var steril og uden udsmykning af nogen art.
De indsatte blev behandlet forskelligt afhængigt af deres opførsel. God opførsel kunne medføre adgang til små jobs som f.eks. rengøring eller assistent i fængselsbiblioteket, hvor man kunne tjene penge til at ringe hjem. Men overtrådte man reglementet, mistede man jobbet, og man fik ikke mulighed for at vende tilbage. Der var ikke nogen tilgivelse.
De lydige fanger sad øverst i bygningen, hvor der var et stort fælles rum på størrelse med en håndboldbane, hvor de i dagens løb kunne gå frit omkring. Der var også adgang til en lille gård med frisk luft. Der var høje mure på alle sider, så hvis man skulle se himlen, måtte man kigge lige op. Det var det eneste sted i bygningen, hvor der var adgang til fri luft. I de dele af bygningen, hvor der var fanger, var der ingen vinduer, hvor man kunne se endsige høre en fugl pippe. Om natten blev de låst inde i celler, der omgav rummet. I midten af det store rum sad en betjent bag en skranke. Foran skranken var en streg. Den måtte de indsatte ikke overskride. Gjorde de det, fik de en advarsel. Anden gang mistede de retten til at være i den afdeling.
Den afdeling, der så blev overført til, havde et fællesrum på størrelse med en dagligstue. Her opholdt sig ti-femten fanger tæt sammen. Nogle spillede kort, andre døsede. Der var intet dagslys. I et hjørne var en telefon, hvor man kunne føre sine samtaler, hvis man kunne betale for det og ikke var generet af, at de andre hørte med. Også her var der celler, hvor de blev lukket ind om natten. Vi stod ude på gangen og kiggede ind på dem gennem en glasrude. Men de kunne ikke se os. Omviseren forklarede stolt, at tidligere havde der været tremmer ud til gangen, og de indsatte havde råbt og slået på tremmerne, når nogen kom forbi. Men nu var de helt stille, for de kunne ikke se os; men vi kunne se, at, hvad de foretog sig. Det var som at se på aberne i zoologisk have.
Hvis man forbrød sig her, røg man et niveau længere ned. Det var som kredsene i Dantes helvede. På dette lavere niveau var der plads til fire-fem i et område, der mindede om et mindre offentligt toilet, hvor hvert rum rummede en seng til natten. Det fælles område var som det mindre håndvaskområde foran toiletterne. De indsatte lå på gulvet og sov eller døsede. Vi kunne kigge ind gennem en rude i celledøren. Heller ikke her var der var der adgang til dagslys. Kun det neonagtige lys i loftet. Forskel på nat og dag gav ingen mening. Men det kunne blive værre.
Det sidste niveau var straffeceller til ophold i otte eller fjorten dage. Det var enkeltceller, hvor man knap kunne stå oprejst, og maden var vand og brød. Brødet indeholdt alle nødvendige næringsstoffer og smagte grimt men lige præcist ikke så grimt, at fangen ville foretrække selvmord. Der var tænkt på alt.
På gangene gik de fanger, der havde rengøringstjeneste ydmygt til side. Personalet, vi mødte, udstrålede tilfredshed og nød øjensynligt de indsattes respekt, en respekt der understøttedes af det effektive straffesystem, hvor der kun var en bevægelse, og det var nedad.
Der var ingen problemer med narko overhovedet. Vi var forbavsede. Forklaringen var enkel: De indsatte havde ingen fysisk kontakt med besøgende. De talte gennem en glasrude. Når de dømte eller anholdte ankom, blev de visiteret. De blev stillet med hænderne i håndjern på ryggen og benene blev skubbet langt ud til siden. I den stilling var det let at skubbe dem ud af balance, hvis de blev besværlige.
De fleste indsatte var sorte. De sorte er bare mere kriminelle som en tidligere statsanklager engang forklarede mig. Da man ville rydde op i kriminaliteten i Washington, satte man straffen for heroinmisbrug kraftigt op. Der var to typer heroin. Stikheroin og rygeheroin. Det var de sorte, der brugte den ene type og de hvide den anden. Man satte kun straffen op for den type, de sorte brugte. Det havde virket. Kriminaliteten var sunket.
Da vi, efter at opholdet i Washington var slut, kørte til lufthavnen, var motorvejen delt op i en hurtigbane til biler med mange passagerer og en mere overfyldt bane til andre bilister. Vi spurgte chaufføren, om man ikke bare snød. Det gjorde man ikke, forklarede han, for straffen var hård. ”Navnlig når man som jeg er sort.”
I USA sidder over 700 i fængsel pr. 100.000 indbyggere. Det højeste tal i verden. Næsten dobbelt så mange som i Rusland, hvor tallet også ligger i den høje ende.
Mange fængsler i USA er privatejede. Ejerne har lobbyister, der plæderer for længere straffe.
