Under et møde med Jean-Marc Ayrault, der dengang var fransk udenrigsminister, skulle jeg finde på noget klogt at sige. Jeg var indbudt til en minikonference på den franske ambassade sammen med en snes andre for at tale om, hvad der kunne gøres for fransk kultur. Min pointe gjaldt google-søgning. Det var kommet som noget af en øjenåbner, da jeg engang efter et besøg i Augsburg ville søge på den middelalderlige finansmand, som havde sat sit præg så stærkt på den by. Og hvad kommer frem? En artikel fra den engelske Wikipedia. Hvad fanden havde England eller USA med Fugger at gøre? Hvor var den tyske Wikipedias artikel om Fugger? Tyskere måtte vel have en større og bedre baggrund for at skrive om Fugger. Det krævede kreativ valg af tyske ord som supplement til navnet Fugger, før den tyske artikel dukkede frem. Jeg kunne naturligvis være gået ind på den tyske Wikipedia direkte; men det er ikke min pointe. Pointen er, at mekanismen er generel på google. Der kommer, når jeg søger på google i Danmark næsten undtagelsesfrit kun artikler på engelsk og dansk. Derved er fransk og tysk kultur automatisk sat i skammekrogen. Det var min pointe.
Det vakte ingen genklang på mødet og blev dårlig nok forstået, og man gik videre til andre emner. Skal man se det fra googles side, kan man sige, at danskere jo ikke forstår andre fremmedsprog end engelsk. Das ist des Pudels Kern. Hvad skal vi med tyske og franske svar på en googlesøgning, når vi ikke kan læse dem? Vi bliver fodret med det, vi gerne vil have.
Men prisen er høj. Det bestemmer hele vores mediebillede af alt, hvad der foregår i udlandet. Da journalisterne ikke kan læse fransk og tysk, kan de heller ikke citere fra Frankfurter Allgemeine eller Le Monde eller scrape, hvilket er et pænere ord for at skrive af. Nyheder fra disse lande refereres skamløst fra engelsksprogede artikler. Da euroen efter finanskrisen kom ud på dybt vand, bad man engelske økonomer tolke udsigterne. De kom ikke overraskende altid frem til, at euroen snart ville bryde sammen. I striden mellem EU og England om brexit citeres kun engelske kilder, og man undres lidt over, at EU’s dvs. vore forhandlere og vores standpunkter konsekvent er blevet set gennem engelske briller. Det gælder stadigvæk. Det gælder f.eks. for de skærmydsler, der dukker op i forholdet. Tyskland og Frankrig fremstår med alle englændernes og amerikanernes fordomme, som vi villigt overtager. De har skumle hensigter. Bare vi ikke bliver kørt over af disse to lande. Mette Frederiksen stiller sig på tværs, hvor hun kan. Tidligere kunne hun stille sig i ly af englænderne, der var imod alt. Men den går ikke længere. I stedet må hun vove sig ud i eventyr med Sebastian Kurz. Hvad bliver det næste.
Herved fjerner vi os mere og mere fra den virkelighed, vi er en del af. Vi er i EU og har interesse i at vide og forstå, hvad der foregår i vores to vigtigste medlemslande Frankrig og Tyskland. Alligevel er vi nærmere knyttet til USA og England i en grad, så vi i andre lande opfattes som USA’s 51. stat. I udenrigspolitikken lader os adskille fra vores naturlige partnere i EU for at synge efter USA’s pibe under henvisning til påståede fælles værdier uden at reflektere over, at de reelt adskiller sig kraftigt fra de fælleseuropæiske værdier, idet vi lukker øjnene for alt det, der er mindre pænt i USA på samme måde som kommunisterne lukkede øjnene for alt det onde i Sovjetunionen. Jeg behøver blot at nævne Guantánamo, racisme, ekstrem liberalisme, grænseløs vold og et råddent retssystem. Fortsæt selv. Men i EU er det Frankrig og Tyskland, der dominerer. Hverken USA eller England. Og vi deler i langt højere grad værdier og interesser med det Europa, vi er en del af.
Men hvorfor er det kommet dertil at vi hellere vil identificere os med USA? Det kan alt sammen føres tilbage til vores sprogundervisning i skolen. År for år daler antallet af uddannede seminarie- og gymnasielærere i tysk og fransk. Det begyndte med Anders Fogh Rasmussen, der hævdede, at vi kun havde brug for at lære engelsk i skolen. Det var nok til at klare sig i hele verden, mente han. Siden er det bare gået den gale vej. Ikke kun er undervisningen i fransk og tysk gået tilbage, men indstillingen til disse sprog har også ændret sig i negativ retning. ”De er ikke relevante” er opfattelsen. Man kan ikke se, hvad man mangler. Det er i den forstand selvforstærkende.
Politisk og kulturelt er det et problem. Man kan også sige, det er vores skæbne. Hvordan skal vi skabe en fremtid i EU, når vi ikke forstår dem, vi er sammen med?
