Det er lidt svært at forstå, hvordan en straffeekspedition mod Afghanistan i 2001 ændredes til kamp for at indføre demokrati i landet. Tanken, om at en fremmed militær magt indfører demokrati mod befolkningens vilje, forekommer absurd. Så vil man sikkert sige, at Taleban ikke er folket, men hvad er de så? Hvis demokrati er så saliggørende, er det mærkeligt, at de ikke faldt for fristelsen. Engang var jeg til et møde, hvor daværende forsvarsminister Søren Gade holdt et indlæg om krigen. Han sagde nogenlunde sådan her: ”Vi ved, hvad vi kæmper for. Man kan spørge, om Taleban ved, hvad de kæmper for.” Underforstået at det kan intet fornuftigt menneske forklare. Jeg overvejede at sige: ”Det kunne være, at de kæmper for at smide en fremmed militærmagt ud. Jeg mindes en tilsvarende situation i Danmark i første halvdel af fyrrerne.” Men jeg var simpelthen for oprørt til at kunne sige det passende afslappet. Så meget provokerede han mig. En bekendt fortalte, hvordan han som lille dreng i begyndelsen af besættelsen var blevet klappet på hovedet af en tysk officer, der forsikrede ham, at han ville blive stolt af at få lov til at vokse op i det nye tyske rige. Alderen og situationen taget i betragtning måtte han nøjes med at knytte hænderne i bukselommerne. Officeren sagde det uden tvivl af ærlig overbevisning. Søren Gade troede måske også selv på det, han sagde.
Afghanerne har tidligere med held smidt først englænderne og så russerne ud. Nu har amerikanere og vi lidt et nederlag. Det formuleres som udenrigspolitisk omprioritering. Men er nederlag ikke den rigtige betegnelse for en krig, man opgiver, fordi man ikke kan vinde den? Der er en nærliggende parallel i Vietnam, som blev påført ufattelige lidelser i demokratiets navn og først fik en menneskelig tilværelse, da amerikanerne var smidt ud. For mig at se kæmper Taleban dybest set mod vestlig kulturpåvirkning. Jeg bryder mig ikke om dem; men de bryder sig helt klart heller ikke om os. Hvis der ikke var olie i Mellemøsten havde der sikkert heller ikke være hverken vestlig indblanding, Taleban eller terror. Mon freden kommer måske, når olien forhåbentlig snart går af mode?
Da tyskerne forlod Danmark i 1945, fik de, der havde taget det tyske standpunkt, det svært. Sådan kommer det nok også til at gå i Afghanistan. Tyskerne kunne ikke hjælpe overløberne i 1945; men vi kan godt hjælpe dem, der tog vores parti, og det bør vi gøre.
