Det er efterhånden gået op for mange kommentatorer, at kampen mellem Kina og USA ikke drejer sig om demokrati og menneskerettigheder, men om magt. Militær, økonomisk og teknologisk dominans. Derfor er Kinas ekstremt hurtige udvikling på alle tre områder en trussel. Tager man forholdet mellem indbyggertallet i de to lande i betragtning, er det ikke svært at se, hvor det ender. 1,4 milliarder i Kina og 3-400 millioner i USA. Stadig har USA dog massiv militær overlegenhed navnlig når det kommer til A-våben. Hvis Kina forbrødres med Rusland, kan det dog hurtigt se anderledes ud.
I det spil fylder Danmark med sine knap 6 millioner indbyggere ikke meget. Med Poul Nyrup og Anders Fogh som to skræmmende eksempler kaster vi os hovedløst ind i USA’s temmelig dårligt begrundede udenrigspolitiske eventyr. Vi tilslutter os uden forbehold ideen om at udbrede demokratiets velsignelser til vrangvillige regimer med samme iver som vi tilsluttede os kristendommens udbredelse i det 19. århundrede. En god ven sagde patetisk: ”Ligegyldigt hvem du spørger, vil de alle steder på jorden foretrække frihed (frem for ufrihed).” Dermed er demokratiets ideologiske supremati endeligt slået fast. Som ideologisk fanfare er udsagnet måske effektivt, em analysen stikker ikke så dybt. Hvad er frihed? Frihed til hvad? Alle er begrænset i deres frihed. Selv i det selvudråbte frihedsparadis USA er der grænser for den enkeltes frihed. Udsagnet forudsætter således at der kan opstilles et hierarki af friheder. Det er næppe muligt. Ser man på de menneskerettighedserklæringer, der i det væsentlige er opstillet af vestlige magter, er rettighederne ligestillede.
Det kræver heller ikke nogen dyb analyse at konstatere, at USA i sine bestræbelser på at slås for demokratiets udbredelse altid har forfulgt andre udenrigspolitiske mål, og de har da heller ikke tøvet med at støtte udemokratiske regimer, hvis det understøttede deres interesser. Når vi støtter deres ideologiske korstog er vi altså bare de nyttige idioter. Det burde føre til, at Danmark i sin udenrigspolitik tænkte mere på sine egne interesser end luftige ideologiske doktriner. Men udenrigspolitik er et spejl af indenrigspolitik, for politikere skal jo genvælges. Forudsætningen for at føre interessepolitik er derfor, at den har opbakning i befolkningen. Det forudsætter en presse, som påtager sig opgaven som meningsdannere og skaber forståelse for disse interesser.
Opgaven burde være enkel. Vi lever jo i et demokrati og har ytringsfrihed og en fri presse. Men sådan hænger det desværre ikke sammen. Pressen lever jo ikke af at være fri, men af at blive solgt. De mest skræmmende eksempler finder man i den frihedselskende engelsktalende verden, hvor hårde økonomiske interesser styrer indholdet af pressen. I bunden ligger formentlig Australien efterfulgt af USA og England, hvor analytiske medier kun læses af en snæver kreds, medens de store aviser og fjernsynskanaler formidler intetsigende nyheder om ulykker, drab og popstjernes intime liv, mens verden udlandet beskrives som et dukketeater. Men Danmark har ingen grund til at være stolt. Også her gengives et stereotypt og klichépræget billede af verden omkring os. Kina betegnes konsekvent som et diktatur, som om klassificeringen af verdens regimer kan indskrænkes til et enten eller. Samtidig er oplysningerne om det kinesiske system og Kinas samfundsforhold stort set ikkeeksisterende. Det kræver imidlertid kun overfladiske studier at fastslå, at det kinesiske politiske system er alt for komplekst til den summariske betegnelse diktatur. Utallige er de fora op og ned i systemet, som har indflydelse på beslutningerne. Mange beslutninger træffes af kollegier. Som en kinaforsker sagde: ”De stemmer ikke i disse fora, for beslutningerne er altid enstemmige.” Systemet har en overvældende tilslutning, som måske kan forklares med, at økonomisk fremgang svækker ønsket om politisk forandring. Men det, der gør mest indtryk, når man forsøger at sætte sig ind i kinesiske forhold, er, at alting er så anderledes. Et kuriøst eksempel: Xi Jinpings kone Peng Liyuan er popsanger og ret populær. Man kan høre hendes synge på YouTube. Det ligger meget langt fra, hvad vi sædvanligvis opfatter som populær musik. Det giver en fornemmelse af, at ingenting i Kina ligner vores verden. Når vi ind imellem ser film eller læser bøger fra Kina, som vi synes, vi forstår, er det formentlig fordi det er tilpasset vestlig smag og tænkemåde. Det ægte kinesiske er næsten ubegribeligt.
Mange er de forretningsfolk, der har brændt fingrene på aftaler med kinesere. Forretningsmoralen er brutal. Et ord er ikke et ord, hvis det ikke er forankret skriftligt og muligt at gennemtrumfe ved en domstol. Det tager år at opbygge et forhold, som vi vil betegne som gensidig loyalitet. Derfor er det gode forhold, som danske diplomater har opbygget til Kina imponerende og bør ikke ud fra tågede ideologiske motiver kastes overbord. Men der er al mulig grund til at være på vagt. Stater har ingen venner, Kun interesser (Disraëli) Kina spiller – ligesom USA – EU-landene ud mod hinanden. Hvis vi vil modstå trykket, bør vi opgive de fire forbehold og melde os fuldgyldigt ind i EU. Der er der, de gensidige interesser er stærkest. EU er verdens største økonomi, men finansielt, politisk og militært en dværg. Der er nok at slås for – sammen.
Da Kina, hvad enten vi vil det eller ej, kommer til at fylde mere og mere i vores del af verden, bør vi bruge mere tid på at sætte os ind i kinesiske forhold. Vi får ikke hjælp af dagspressen, men der er heldigvis andre kilder:
Kjeld Erik Brødsgaard Kina i moderne tider 2019. Her fås en omfattende redegørelse for kinesisk politik og økonomi. Den indeholder omfattende henvisninger til anden litteratur.
Aage Marcus: Den blå drage. Det er et ældre værk fra 1948, som giver et fremragende indblik i klassisk kinesisk kultur.
Vil man mere, er samlingen ”Evige tegn” en fremragende samling af kinesisk lyrik fra T’ang-perioden i dansk oversættelse ved Fransk Jæger i 1965.
