Man siger ofte at kvindelige digtere er overset – og undertrykte. En avis skrev endda, at en engelsk kvinde fra 1600-årene var den første, og at hun kun måtte skrive om gudelige emner. Men det gjaldt kun England. Det var et godt eksempel på vor tids anglomani, der tager USA og England for hele verden. Men ser man på Europa, som med Englands afgang har fået sin naturlige form, er billedet helt anderledes.
Man kan begynde med Sappho, som med 2600 års forsinkelse er oversat til dansk.
Den romerske digter Sulpicia er oversat i 2016 af Harald Voetmann. Det er omstridt, om det vitterlig er en kvinde, der har skrevet det. Den tvivl hænger sammen med, at det romerske samfund var ekstremt mandsdomineret. Cæsar lod sig skille fra sin hustru, fordi en mand forklædt som kvinde var trængt ind til en kvindefest, hvor hans kone var til stede. Han forsvarede sig med ordene: ”Cæsars hustru skal være hævet over enhver mistanke.” Men mon ikke han bare var træt af hende?
Så er der et langt spring til de næste, jeg har kunnet finde:
Héloïse ¨(1092-1164) kender vi fra brevvekslingen med Abélard. Hun giver i sine breve sin kærlighed et så stærkt udtryk, at det siden har været svært at overgå. På dansk findes hun i en gammel oversættelser fra omkring 1900.
Beatrice de Die (ca.1140- ca. 1200) var en af flere provençalske troubadourer. Hun skrev på occitansk.
Clara d’Anduze (ca. 1200-). Skrev også på occitansk. Af hende er der kun bevaret et digt.
Vittoria Colonna (1490-1547) fra Marino i Italien. Af hende findes en tegning af Michelangelo. Hun var lykkelig gift med en italiensk general, som kæmpede for forskellige fyrster og døde i slaget ved Pavia 1525, hvorefter hun gik i kloster og skrev om sin kærlighed til ham
Gaspara Stampa fra Padua (1523 -1554) skrev om kærlighed og kærestesorg.
Louise Labé (1524-1566) var datter af en velhavende rebslager i Lyon og fik tilnavnet ”den smukke rebslagerske”. Hun skrev dels vers i det klassiske mytologiske univers, dels digte om kærlighedens nydelser og trængsler.
For nu bare at nævne nogle af de ældste fra tiden før den første engelske poetesse.
Om både Gaspara Stampa og Louise Labé har man sagt alverdens ting: at de var kurtisaner, at de slet ikke eksisterede. Når man ikke ved ret meget om dem, sætter kun fantasien grænser. Når Béatrice de Die, Clara d’Anduze og Vittoria Colonna ikke har været udsat for det samme, skyldes det formentlig, at de alle tre hørte til den absolut øverste overklasse og var lykkeligt gift, selv om det som sagt ikke formåede at beskytte Cæsars hustru. Héloïse undgik også den slags historier, da manden efter et kort ægteskab sendte hende i kloster.
Der er også nok at gå i gang med fra århundrederne efter
Madame de Lafayette, (1634-1693) Det var hende, der skrev La Princesse de Clèves, om hvilken Sarkozy sagde, at han fande’me’ godt forstod de skolebørn, der syntes, at den var træls at læse. Det syntes han nemlig også. Det udløste et kulturelt oprør, hvor folk gik med små metalskilte, hvor der stod: ”Jeg læser altså La Princesse de Cléves”. Et tilsvarende folkeligt oprør kunne man ønske sig mod Joy Mogensen. Der kunne f.eks. stå ”Jeg kan altså godt lide kulturen”.
Madame de Sévigné (1626-1696) skrev kloge breve, der stadig læses, men måske ikke af Sarkozy..
Marianna Alcoforado (1640-1723), boede i et kloster i Beja Portugal, hvorfra hun skrev breve om forsmået kærlighed til en svigefuld elsker. Men autenciteten af disse breve er også omstridt. Hendes egen autencitet er svær at komme uden om. Hun sad spærret inde bag et solidt jerngitter, som godt kan få en nutidig besøgende til at gyse.
Marceline Debordes-Valmoree (1786-1859) var fra romatikken og inspirerede efter sigende Rimbaud og Verlaine.
Renée Vivian (1877-1909) var englænder, men skrev på fransk. Hendes digtsamling Brumes des Fjords anslår en symbolistisk tone.
Anna Élisabeth de Nouailles (1876-1933) fransk digter med rumænske rødder.
Cathérine Pozzi (1876-1933) havde et stormfuldt forhold til Paul Valéry og skrev bagefter Très haut amour.
Marie Bashkirtseff, (1858-1884) der var russer, men levede i Paris. Hun var sanger, maler og forfatter, der skrev på fransk. Hun var tilsyneladende en meget smuk og indtagende kvinde. Desuden talentfuld og begavet både som maler og forfatter. Musikken er vi afskåret fra at bedømme. Takket være faderen manglede hun heller ikke penge. Hun opgav musikken, fordi det var upassende og kastede sig derefter over maleriet og til sidst skrivningen. Hun er kendt navnlig for sin dagbog, som hun fortsatte efter at hun indså, at hun ville dø af sin tuberkulose. Denne del af dagbogen er kendt for sin hjerteskærende åbenhed. Som man kan regen ud, døde hun som 25-årig. For dem, der kan huske lidt fransk, vil jeg citere Bellay, hvad han skrev om en anden:
”…
Mais elle etait du monde où les plus belles choses
Ont le pire déstin
Et Rose elle a vecu ce que vivent les roses
L’éspace d’un matin.”
Bettina von Arnim (1785-1859) er navnlig kendt for sin brevveksling med Goethe; men har også skrevet andet.
Anna Akmatova (1889-1966) I den dystre ende, hvilket kan forklares med, at hun I lang tid sad I Stalins lejre. Hun er for forholdsvis nyligt oversat til dansk. Hendes digte er korte og skånselsløse. Som gravskrifter.
Til sidst vil jeg slutte dette usystematiske strejftog iblandt kvindelige forfattere af med en dansk perle: Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960), der skrev sine noveller om den fiktive svensker Martin Villén. Hun er fortjent genudgivet og er om nogen kvalificeret til en plads i den skrækkelig kanon, der skriger på flere kvinder, hvis det ikke var, fordi hun er for god til at blive omklamret af vores nationalkonservative politikere.
