Det er ikke retorikken, der er det essentielle i populisme. Det er hensigten bagved. Retorikken er bare det taktiske middel. Populistens mål er et godt valgresultat.
For at forstå populisme, må man sondre mellem fornuft og følelser. Det er endvidere nødvendigt at acceptere, at der kan være modstrid imellem de to.
Populismens essens er en politik, der appellerer til følelserne. At føre den politik, vælgerne (eller flertallet af vælgerne) kan lide. Alle elementer i Mette Frederiksens politik synes tilrettelagt efter det:
- Vælgerne kan ikke lide EU. Altså skal politikken være negativ over for EU
- Vælgerne kan ikke lide indvandrere: Altså skal politikken være indvandrerfjendsk
- Vælgerne kan ikke lide tiltag til begrænsning af CO2-udslip. Altså må der ikke være for meget af det
Alt det taler til folks følelser. Det holder ikke i længden; men flertallet af vælgernes følelser er ikke knyttet til det lange perspektiv. De svage følelser for det lange perspektiv tilfredsstilles med vage løfter om CO2-reduktion engang i fremtiden efter hockeystavmodellen, dvs. der skal ikke ske noget før i sidste øjeblik, hvor alle så vil indse, at det ikke er realistisk.
Hvad angår det løbende benspænd af EU sker efter devisen: De redder os nok i sidste øjeblik. Selv Grækenland bliver jo reddet efter årtier med benspænd. I det korte perspektiv er det en lygtepæl, man kan få point ved at lette ben op ad.
Så meget for det lange perspektiv.
Indvandrerstramninger er et politisk auktionshus, hvor vinderen er den, der byder højest. Mette Frederiksen kan uden at rødme bifalde hensigten med Inger Støjbergs krænkelser af unge indvandrerægtepar og nøjes med at tage afstand fra den forvaltningsretlige fremgangsmåde. Inger Støjberg skilte de asylsøgende syrere. Mette Frederiksen udviser dem. Der er fred i Syrien, siger hun. De, der bliver udvist, bliver glemt i det lange perspektiv. Hvis de overlever.
For at stække de fornuftige argumenter mod en førte politik skal fornuften mistænkeliggøres. Det sker ved at karakterisere kritikerne som elite dvs. nogle, der er forskellige fra folket. Hun fremstiller sig selv, som den, der forstår folket eller endnu bedre: Hun er selv en del af folket, fordi hun spiser makrelmad og pudser sine egne vinduer. Eller allerbedst: Hun er jyde og københavnerne er eliten. Føj for Søren.
Et eller andet sted i spændingsfeltet mellem følelser og fornuft ligger moralen. Det er en skrøbelig størrelse. Den uvægerlig kommer til kort over for folkets vilje – og ønsket om genvalg.
