Jeg ville gerne forstå, hvorfor, vi skal indtage en fjendtlig holdning over for Kina, sådan som USA ønsker.
Det siges, at Kina er et diktatur. Det stilles som regel i modsætning til demokrati. Ser vi på styreformerne i forskellige lande, bliver det klart, at begge begreber har mange farver. Men jeg ved meget lidt om styreformen i Kina. I aviserne er det svært at finde noget. Encyklopædien beskriver en forfatning, der i formen er demokratisk i sædvanlig forstand og tilføjer så, at det er partiet, der har den afgørende magt. Men hvordan bliver man medlem af partiet? Hvordan avancerer man i partiet, kunne jeg også godt tænke mig at vide. I Information var der overraskende en artikel som beskrev magtstrukturerne i toppen af partiet og satte navn på flere personer. Det var første gang, jeg hørte om andre en Xi Jinping. Når man tænker på, hvordan pressen overvælder os med oplysninger om USA, er det forbavsende, at den næste konsekvent undlader at analysere magtstrukturerne i Kina.
Problemet med begrebet diktatur er, at det giver en forestilling om, at magten er samlet i en person. Som Alf Ross forklarede, så er det aldrig tilfældet. Et diktatur forudsætter en kreds af personer, der slutter op om diktatoren. Han regerer ikke i et tomrum. Jo større denne kreds er, desto mere nærmer det sig det demokrati, som i en af sine mere perverterede former har karakter af flertalsdiktatur. Et særpræget system er staten Singapore. Det er notorisk et diktatur, men med stor tilslutning fra befolkningen.
Man kan være formalist og tage udgangspunkt i, at magten i et demokrati skal etableres gennem valg. Men valg kan manipuleres på forskellig måde, hvad enten det er med falsk stemmeoptælling som i Rusland eller med benspænd for valgdeltagelsen som i USA.
Man kan også tage udgangspunkt i ytringsfriheden, men skal så også huske, at ingen steder er ytringsfriheden ubegrænset. Oftere og oftere retsforfølges overtrædelser af ytringsfrihedens grænser på de sociale medier. De østtyske arbejdere fik en morsom demonstration i de skiftende begrænsninger. Før genforeningen kunne de kritisere deres chef, men ikke staten. Efter genforeningen var det modsat. Som en ny udfordring af begrebet ytringsfrihed er fake news kommet til.
Forestillingen om demokrati er også forbundet med retten til at blive stillet for en uafhængig dommer, inden der gøres indgreb over for én. Derfor må man også kende og forstå retssystemet. Her kan selv anerkendte demokratier som det nordamerikanske komme i vanskeligheder. Tænk bare på Guantanamo.
Når demokrati har mange former, skyldes det ikke mindst kulturelle forskelle. Men vi lægger i alle tilfælde en vestlig standard ned over vores vurdering. USA er så sikker på sine værdier, at de ikke tøver med at udbrede dem til resten af verden. Den samme selvsikkerhed prægede den europæiske mission for kristendommen i det 19. århundrede. Den nuværende mission for demokratiet har været en succes for så vidt mange stater har følt sig tvunget til at indføre forfatninger af demokratisk tilsnit, selvom de reelt ikke er det papir værd, de er skrevet på. Ser vi på forholdene i Afrika og Mellemøsten, kan man godt komme i tvivl om medicinens velsignelser. Når dertil kommer, at USA regelmæssigt har bragt diktatorer til magten på demokratiets bekostning, kan man også godt være mistroisk over for motiverne for at missionere for demokrati. Det mest spektakulære eksempel er omstyrtelsen af Chiles demokratisk valgte regering 11. september (en ikonisk dato) 1973, fordi man ikke brød sig om dens politik. Begejstringen for demokrati er således ikke ubetinget. Det er et velegnet retorisk redskab for at stække regimer, man ikke bryder sig om. Ingen har nogensinde drømt om at kritisere diktaturet i Singapore.
Hvis man anlægger en utilitaristisk synsvinkel og siger, at formålet med et lands ledelse er at bringe mest mulig lykke til flest mulige mennesker (vistnok Stuart Mill), er demokratiet ikke nødvendigvis et absolut gode. Man bliver nødt til at se på, hvordan det fungerer. Indien har demokrati, men almindeligt kaos. Kina har det måske ikke, men er velfungerende og ordnet – for slet ikke at tale om Singapore, hvis befolkning i det væsentlige er kinesere. I USA, hvis præsidenter hævder, at USA er noget særligt, halter det også en hel del, som Kina med rette påpegede ved topmødet i Alaska (ganske interessant var, at disse kritikpunkter ikke var med på nogen af de videoklip, men kunne finde pa internettet). Man kan derfor spørge, om vurderingen af en styreform ikke bør indeholde vurdering af kulturen. Er vestligt demokrati foreneligt med kulturen? For Kinas vedkommende nødvendiggør det en forståelse for confusianismen. Respekten for autoriteten og respekten for de ældre.
Det må nok konkluderes, at det manglende demokrati i Kina ikke kan begrunde vores uvilje mod landet. Hvad så med undertrykkelsen af uygurerne? Det er en gammel strid. Tidligere var Xinjang en delvis selvstyrende provins, der rummer mange befolkningsgrupper. Provinsen stødte op til Sovjetunionen, og det gav ikke anledning til særlige problemer for det interne styre. Med Sovjetunionens sammenbrud, blev provinsen omgivet af nye selvstændige stater, som etnisk stod befolkningsgrupper i Xinjang nær. I Encyklopædien er det beskrevet, hvordan det har givet anledning til stigende uro i provinsen. Det er derfor rimeligt at antage, at det har motiveret centralregeringen til at stramme grebet. Erfaringerne med USA i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud har ikke været opmuntrende. De søgte overalt at rykke grænserne for deres indflydelse frem. Det gjorde de også i Asien før og under Anden Verdenskrig. De ville ikke affinde sig med Japans magtudvidelse og lagde derefter en blokade, som Japan brød med angrebet på Pearl Harbour. Efterfølgende satte de sig på Japan og Sydkorea og Taiwan. Prisen var baser og udenrigspolitisk lydighed. Modydelsen var kapitalistisk velstand og militær beskyttelse. I andre sammenhænge kalder man det prostitution. Sådan må tingene antages at tage sig ud fra et kinesisk synspunkt. I det lys kunne man prøve at se indgrebene mod uygurerne. For at holde sammen på riget, øger man trykket på Xinjang. De historiske spor skræmmer. Nationalisme har i Europa ført til staters opløsning.
Hvad angår striden i Det sydkinesiske Hav forekommer det at være en omvendt kubakrise. Kina er omgivet af amerikanske baser i Japan, Sydkorea og Taiwan. Ligesom amerikanerne syntes, at Sovjetunionen var for tæt på med raketter i Kuba, synes kineserne, at amerikanerne er for tæt på. Ligesom under kubakrisen er amerikanerne grænseløst selvretfærdige. De vil blot forsvare de stakkels lande. Om kubakrisen glemmer man, at Sovjetunionens opbygning på Kuba kom som et modtræk til USA’s opstilling af raketter i Tyrkiet. Ligesom med Pearl Harbour er USA god til udelade forhistorien.
Hongkongkrisen bliver værre jo mere Vesten blander sig. Den bruges reelt som en trojansk hest til at destabilisere styret i Kina. Vesten kan håbe på, at demokratibevægelsen breder sig til fastlandet og destabiliserer styret. Jo mere effektivt desto hårdere må Kina slå det ned. Siden Boxeropstanden har Kina vidst, at massebevægelser er farlige.
Sådan forestiller jeg mig at kineserne tænker. Men jeg ved det ikke, for jeg har for få oplysninger. Medierne bringer næsten ingen oplysninger om Kina, men videregiver kun igen og igen den amerikanske propaganda, som stort set ikke gøres til genstand for kritisk analyse. Vi hører kun om overgreb og menneskeretskrænkelser.
Men misforstå mig ikke. Der er al mulig grund til at være på vagt over for Kina. De vil gøre alt muligt for at dominere og udnytte os. Ligesom Rusland og USA. Men jeg tvivler på, at de er irrationelle eller konsekvent onde. De er ikke fjender.
Vi skal leve med alle tre stormagter og helst fredeligt. En god forudsætning for det er at og vide noget om dem og forstå dem.
