Klassisk musik; det er mit bedste våben i kampen med dynerne hver morgen. Men dynerne har allierede i den kamp. Tekniske forandringer har taget livet af den ene radio efter den anden. Med mobiltelefonen og en trådløs højtaler er jeg foreløbig forbi den hindring. Men der er andre. På en langsom dag ramler jeg ind i morgenandagten, og slaget er tabt. Så ændrede jeg taktik og listede over Sundet til Sverrigs Radio P2. Fantastisk. Dynerne taber slaget.
Men der er også noget andet: det svenske sprog. De taler langsommere, tydeligere. Svensk er faktisk et ret melodisk sprog, som tales velartikuleret. (Lige i øjeblikket er der en radiovært med amerikansk akcent. Det lyder spøjs, men herregud.) I Bille Augusts film Den gode Vilje om Ingmar Bergmans forældre, falder Githa Nørby overraskende igennem, fordi hun taler et hurtigt og sjusket dansk, som skriger som en kniv mod tallerkenen i forhold til det bløde melodiske svensk, som de andre skuespillere taler.
Det, som har gjort mest indtryk, er imidlertid ordforrådet, eller som det poetisk hedder på tysk: ordskatten. De taler ikke om teenagere, men om ten-årige. Streaming hedder strömning. En bestseller hedder en bästsälgare. En computer hedder en dator. Hvorfor denne forskel?
Det er åbenbart, at fremmedord nolens volens (latin for: hvad enten man vil det eller ej) finder vej ind i sproget. Men danskere synes at foretrække så mange som muligt. Intet tages alvorligt, hvis du ikke har et engelsk ord for det. Det er mig uforståeligt, hvorfor alle taler om lockdown i stedet for nedlukning. Hvad er det, det ord kan, som det danske ikke kan? Hvilken tilknytning havde fænomenet til den engelsktalende verden, som gjorde det naturligt at tage et ord fra engelsk? Jeg kender naturligvis godt forklaringen. De sprogligt inkompetente journalister, som kun behersker ét fremmedsprog – engelsk – får deres udenlandske nyheder udelukkende fra engelsksprogede medier. Dernæst spiller de på deres læseres leflen for alt engelsk og benytter enhver lejlighed til at give alle nye fænomener et engelsk navn.
I forretningssammenhæng bruges hele tiden nye engelske ord for ganske almindelige forekommende fænomener. Det signalerer kompetence. Ved et internt seminar var en af talerne særlig glad for engelske ord. Det gik så vidt, at da hun skulle omtale produktion af syltetøj, sagde hun ”preservativer”. Hun var gæst i huset, og ingen fortrak en mine. Men tendensen er generel. Man vil gerne vise, at man er moderne, men demonstrerer i virkeligheden et sprogligt mindreværdskompleks. En kollega fra Jylland kaldte det ”københavneri”.
Der ligger måske også en del af grunden til, at jeg foretrækker svensk radio. De er øjensynlig stolte af deres sprog. Jeg mindes ikke at have mødt en dansker, som er stolt af sit sprog – og dog. Når jeg læser udenlandsk litteratur i oversættelse, støder jeg undertiden på det sublime. Det er, som om oversætteren i arbejdet med det fremmede sprog har slebet og trænet sit dansk. Anstrengelsen for at gengive originalens tekst på en træffende måde bringer dem ud i det danske sprogs yderste hjørner, og sproget tvinges til at fremvise en hidtil ukendt skønhed, som danske forfattere kun alt for sjældent kommer i nærheden af. Det skyldes måske mindre mangel på sproglige færdighed, end hvad de har lyst til at udtrykke. Teksten skal jo nødig fremstå for udansk. Ved jorden at blive osv. Og misforstå mig ikke: Det er ofte fantastisk smukt, hvad de skriver.
Efter dette sidespring er jeg tilbage ved min begrundelse for at høre svensk radio: Jeg slipper for at høre de danske radioværters sjuskede dansk og væld af anglicismer, når morgenmusikken ind imellem afbrydes af nyhederne. Det ville friste mig til at trække dynen op over hovedet igen, og det går ikke. Jeg skal jo videre.
